Tacitus

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Tacitus
Romerriget

Gaius Cornelius Tacitus mirror.jpg

Personlig information
Født 58Rediger på Wikidata
Gallia NarbonensisRediger på Wikidata
Død 120Rediger på Wikidata
RomerrigetRediger på Wikidata
Ægtefælle Julia AgricolaRediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Elev af Marcus Fabius QuintilianRediger på Wikidata
Beskæftigelse Historiker, skribent, militærperson, politikerRediger på Wikidata
Kendte værker Dialogus de oratoribus[1], Agricola[2], Histories[3], Germania, Annaler[4]Rediger på Wikidata
Genre HistorieRediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Publius (eller Gaius) Cornelius Tacitus (ca. 56-120 e.Kr)[5] var en romersk historiker.

Liv[redigér | redigér wikikode]

Tacitus var født i en provinsiel familie af ridderstanden, antagelig i det nordlige Italien eller det sydlige Gallien. Som ung mand studerede han retorik for at forberede sig på en karriere inden for jura og politik.

Da han var i 20'erne, giftede han sig med Julia Agricola, datter af Gnaeus Julius Agricola. Svigerfaderens bedrifter som guvernør i provinsen Britannien blev nøje dækket i hans værker, og det er tydeligt, at der var et godt forhold mellem de to.

Han begyndte sin politiske karriere i 81 som kvæstor. Derefter fortsatte han gennem cursus honorum og blev kendt som en dygtig taler og advokat. Det blev bemærket, at hans navn ikke passede særlig godt ("tacitus" betyder "stille").

Tacitus klarede sig gennem Domitians terrorvælde, antagelig fordi han gjorde tjeneste i provinserne fra ca. 89 til ca. 93 og derfor ikke kom direkte i vejen for kejseren. Han blev senator, og i 97 var han consul, som den første i sin familie. Samme år nåede han højden af sin berømmelse som taler med gravtalen for Verginius Rufus, en berømt soldat.

I 98 udgav han tre mindre værker og vendte derefter tilbage til sit virke som advokat. Sammen med Plinius den yngre vandt han i 100 sagen mod Marius Priscus, prokonsulen i provinsen Africa, som var tiltalt for korruption. Plinius berømmede nogen dage senere Tacitus' talekunst i et af sine breve (Brev II, 11). I 98 skriver han den først kendte omtale af Samerne (et folk han kaldte Fenni).

Han var derefter borte fra politikken i flere år og skrev sine to hovedværker. Så blev han civil guvernør i provinsen Asien i 112. Man antager, at han døde ca. 117. Det er usikkert, om han havde børn, som overlevede ham. Den senere kejser Marcus Claudius Tacitus hævdede urigtigt, at han var en efterkommer af Tacitus.

Omtale af Kristus og kristne[redigér | redigér wikikode]

Tacitus er en ikke-kristen, som omtaler Jesus Kristus i sine værker[6].

Forfatterskab[redigér | redigér wikikode]

Hans hovedværker er:

  1. Germania som beskrev samfund, levevis, sædvaner og religiøse forestillinger hos en del germanske stammer samt gav en samlet, etnografisk oversigt over folkene nord for Romerriget;
  2. Annales;
  3. Historiae, som behandlede kejsertidens første århundrede, fra Tiberius blev kejser til Domitians død.

Han regnes som den største af de romerske historikere i kejsertiden og var kritisk over de kejserne som Nero. Tacitus var republikaner.

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Navnet er anført på engelsk og stammer fra Wikidata hvor navnet endnu ikke findes på dansk.
  2. ^ Navnet er anført på norsk bokmål og stammer fra Wikidata hvor navnet endnu ikke findes på dansk.
  3. ^ Navnet er anført på engelsk og stammer fra Wikidata hvor navnet endnu ikke findes på dansk.
  4. ^ Navnet er anført på svensk og stammer fra Wikidata hvor navnet endnu ikke findes på dansk.
  5. ^ Lund, s. 231
  6. ^ Omtalen findes i en fremstilling af en brand i Rom i år 64, da Nero var kejser. Den er indført i Annales bog 15 kapitel 44 (skrevet omkring år 116) og lyder:
    "Derfor, for at slippe fri af beskyldningerne, gav Nero skylden og påførte den mest udsøgte tortur på en klasse hadet for deres vederstyggeligheder, kaldt kristne af befolkningen. Kristus, fra hvem navnet havde sin oprindelse, led dødsstraf under Tiberius' regeringstid i hænderne på en af ​​vores prokuratorer, Pontius Pilatus, og en mest drilsk overtro, der var kommet under kontrol for øjeblikket, brød ud igen ikke kun i Judæa, den første kilde til det onde, men selv i Rom, hvor alle hæslige og skammelige ting fra alle dele af verden finder deres center og bliver populære. Derfor anholdtes først alle, der erkendte sig skyldige, dernæst ud fra deres oplysninger blev en enorm mængde dømt, ikke så meget af forbrydelsen at sætte ild på byen, men for had mod menneskeheden."

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Allan A. Lund: De etnografiske kilder til Nordens tidlige historie; Wormanium, Oxford 1993; ISBN 87-89531-08-6

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]