Taiwan

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Disambig bordered fade.svg For alternative betydninger, se Taiwan (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Taiwan)
Republikken Kina
kinesisk: 中華民國
Zhōnghuá Mínguó
Flag
Nationalmelodi
《中華民國國歌》
Republikken Kinas nationalsang
《中華民國國旗歌》
Nationale flaghymne
Placeringen af territorierene under Republikken Kinas kontrol (rød).
Placeringen af territorierene under Republikken Kinas kontrol (rød).
Hovedstad Taipei[1]
25°02′N 121°38′E / 25.033°N 121.633°Ø / 25.033; 121.633
Største by Ny Taipei (New Taipei City)
Officielle sprog Kinesisk (Mandarin)[2]
Anerkendte regionale sprog taiwanesisk
hakka
formosansk
Fú-zhōu-huà
Officielle skrifter Traditionelt kinesisk
Etnicitet 98% han, bestående af

 • 70% hoklo
 • 14% hakka
 • 14% fastlandskinesere

2% oprindelige taiwanere
Demonym taiwaner
og / eller kineser
Regeringsform Unitær semi-præsidentiel konstitutionel republik
 -  Præsident Tsai Ing-wen
 -  Premierminister Lin Chuan
 -  Formand for den Lovgivende Yuan Su Chia-chyuan
 -  Formand for den Dømmende Yuan Rai Hau-min
 -  Formand for Undersøgelses-Yuan Wu Jin-lin
Lovgivende forsamling Lovgivende Yuan
Grundlagt Xinhai-revolutionen 
 -  Wuchang-opstanden 10. oktober 1911 
 -  Republik etableret 1. januar 1912 
 -  Nuværende forfatning 25. december 1947 
Areal
 -  Total 36.193 km2 (nr. 136)
 -  Vand (%) 10.34
Indbyggertal
 -  Anslået dec. 2013 23.373.517
Mænd: 11.684.674
Kvinder: 11.688.843 (nr. 52)
 -  Tæthed 644/km2 (nr. 17)
BNP (KKP) Anslået 2014
 -  Total 977,088 mia. USD (nr. 20)
 -  Pr. indbygger 41.581 USD (nr. 17)
BNP (nominelt) Anslået 2014
 -  Total 517,019 mia. USD (nr. 25)
 -  Pr. indbygger 22.002 USD (nr. 39)
Gini (2010) 34.2 (medium) 
HDI (2012) Stigning 0.890 [3] (meget høj) (nr. 23)
Valuta Ny taiwansk dollar (NT$) (TWD)
Tidszone National standardtid (UTC+8)
 -  Sommer (DST) ikke observeret (UTC+8)
Datoformat yyyy-mm-dd
yyyy年m月d日
(CE; CE+2697)

民國yy年m月d日
Kører i højre side af vejen
Kendings-
bogstaver (bil)
RC
Luftfartøjs-
registreringskode
B som Fastlandskina
Internetdomæne .tw
.台灣
.台湾
Telefonkode +886
ISO 3166-kode TW

Taiwan (traditionelt kinesisk: 臺灣, forenklet kinesisk: 台灣, pinyin: Táiwān), officielt Republikken Kina (traditionelt kinesisk: 中華民國, forenklet kinesisk: 中华民国) er en stat i Østasien. Navnet Republikken Kina skyldes at regeringen i Taiwan har oprindelse i fastlandskina, hvor den fra 1912 til 1949 kontrollerede store dele af Kina. I dag kontrollerer den kun øen Taiwan, der udgør 99% af statens areal, samt Penghu, Kinmen, Matsu og andre småøer. Blandt nabostaterne er Kina, Japan og Filippinerne. Taipei er hovedstaden og Taiwans økonomiske og kulturelle center mens New Taipei City er største by målt på befolkningstal.

Etymologi[redigér | redigér wikikode]

Der bruges flere forskellige navne for Taiwan. Det tidligere navn “Formosa” stammer fra 1544 hvor portugisiske sømænd opdagede hovedøen og gav den navnet ‘’Ilha Formose’’, der betyder “Smuk ø”.[4] I starten af det 17’ende århundrede byggede det hollandske selskab Forenede Østindiske kompagni fæstningen Fort Zeelandia på en lille ø tæt på hovedøens vestkyst. Øen blev af de lokale oprindelige folk kaldt for “Tayouan” og det navn blev udvidet til at være navn for hele hovedøen.[5] Da Taiwan var japansk blev den kaldt for Takasago.

Statens officielle navn er “Republikken Kina” og havde sæde i FN med navnet Kina indtil 1971 da det mistede pladsen til Folkerepublikken Kina. Siden dengang er det overalt i verdenen blevet almindeligt kun at bruge navnet Kina om Folkerepublikken Kina og at bruge navnet Taiwan om Republikken Kina. Taiwan deltager i de fleste internationale organisationer med navnet Kinesiske Taipei pga diplomatisk pres fra Kina fx har det brugt det navn ved OL siden 1979 og som observatør ved WHO.

Geografi[redigér | redigér wikikode]

Den 35.883 km² store ø Taiwan ligger ud for den sydøstlige kysten af det kinesiske fastland.[6] Øen er 394 km lang og 144 km på det bredeste. Øen adskilles fra fastlandet med det omtrent 180 km brede Taiwanstræde. Strædet er 220 km på sit bredeste og 130 km på sit smalleste sted,[7] og ingen steder dybere end 100 m.[8] Omkransende hav er det Østkinesiske Hav i nord, Filippinske Hav i øst, Luzonstrædet i syd samt det Sydkinesiske Hav i sydvest, som alle er dele af Stillehavet. Taiwan har en kystlinje på 1.566,3 km.[7] Taiwan hævder et territorialfarvand på 12 nautiske mil (22,2 km) og en økonomisk zone på 200 nm (370,4 km).[9]

Taiwan er bjergrigt i øst og fladt i vest.
Foto: Jeff Schmaltz
Dabajian, et af de højeste bjerge på Taiwan.
Floden San Guang på det nordvestlige Taiwan.

Formen på øen Taiwan kan minde om en sød kartoffel. Derfor har især minnantalende taiwanere undertiden omtalt sig selv som "børn af den søde kartoffel".[10]

Øen karakteriseres af kontrasten mellem de østlige og de vestlige dele. De 2/3 af øens areal, som udgør den østlige del, består for det meste af bakket terræn med fem bjergkæder fra nord til syd. Størstedelen af befolkningen er bosat på den vestlige tredjedel af øen, som er præget af slettelandskabet Chianan. Taiwans højeste punkt er Yu Shan (3.952 moh.), og fem andre bjergtoppe ligger højere end 3.500 moh.[7] Med dette er Taiwan verdens fjerde højeste ø.[11] Bjergene er kilder til de længste floder på Taiwan, heriblandt Zhuoshui (186 km), Gaoping (171 km), Dadu (116 km) og Xiuguluan (104 km).

Mineralressourcer på Taiwan omfatter små forekomster af guld, kobber, kalksten, marmor og asbest. Størstedelen af mineralressourcerne er allerede udnyttede. Mens Taiwan har store kulfelter, er forekomsterne af naturgas og olie ubetydelige. Skønsmæssigt 55 % af øen, især de kuperede dele, er skovklædt, mens 24 % er dyrkbar mark. 15 % af arealet disponeres til andre formål, heraf 5 % til overdrev og 1 % til permanent avling.

Øgruppen Penghu, eller Pescadores, måler til sammen 126,9 km² og ligger 50 km vest for Taiwan. Mere fjernt liggende øer, som kontrolleres af Taiwan, er Kinmen, Wuchiu og Matsuøerne ud for kysten av Fujian på fastlandet, med et samlet areal på 180,5 km². Dongshaøerne og Taiping, den største af Spratlyøerne i Det Sydkinesiske Hav, måler til sammen 2,9 km² og har ingen permanent bosættelse.[6] Øerne i Det Sydkinesiske Hav bliver administreret sammen med Kaohsiung.

Geologi[redigér | redigér wikikode]

Taiwan ligger på kontinentalsoklen af den eurasiske kontinentalplade. Øen befinder sig i et komplekst tektonisk område mellem Yangtzepladen i vest og nord, Okinawapladen i nordøst og Filippinerpladen i øst og syd. Meget af det kuperede terræn på øen er skabt ved kollisioner mellem den eurasiske plade og den filippinske havbundsplade.[12] Ligeledes er de østlige og sydlige dele af Taiwan meget formede af vulkansk aktivitet. En kæde af vulkaner strækker sig fra Taiwan til Luzon.[13]

De store forkastninger på Taiwan modsvarer med suturzonerne mellem terranerne. Som følge af dette har øen været udsat for en række store jordskælv. USA's geologiske undersøgelse rangerer Taiwan som et højrisikoområde med en score på 9/10 point.[14]

Klima[redigér | redigér wikikode]

Taiwan ligger på krebsens vendekreds og har et tropisk til subtropisk monsunklima påvirket af havet.[15] Den nordlige del af øen har en regntid, som varer fra januar til slutningen af marts, som en del af den asiatiske vintermonsun. Den østasiatiske regntid, méiyǔ, indtræffer i maj.[16] Hele øen har varme og fugtige somre fra juni til september. De mellemste og sydlige dele af øen har ikke den forlængede monsunperiode i vintermånederne. Tyfoner er almindelige mellem juli og oktober.[7] Gennemsnitlig årlig nedbør er 2.500 mm, men varierer fra 1.300 mm langs vestkysten til mere end 6.000 mm på bjergskråningerne i øst.

Vejr for Taipei (1981–2010), Taiwan
Måned Jan Feb Mar Apr Maj Jun Jul Aug Sep Okt Nov Dec År
Gennemsnitlig maks 19.1 °C 19.6 °C 22.1 °C 25.7 °C 39.2 °C 32.0 °C 34.3 °C 33.8 °C 31.1 °C 27.5 °C 24.2 °C 20.7 °C 26.6 °C
Gennemsnitstemperatur 16.1 °C 16.6 °C 18.5 °C 21.9 °C 25.2 °C 27.7 °C 29.6 °C 29.2 °C 27.4 °C 24.5 °C 21.5 °C 17.9 °C 23.0 °C
Gennemsnitlig min 13.9 °C 14.2 °C 15.8 °C 19.0 °C 22.3 °C 24.6 °C 26.3 °C 26.1 °C 24.8 °C 22.3 °C 19.3 °C 15.6 °C 20.4 °C
Gennemsnitlig nedbør 83.3 mm 170.3 mm 180.4 mm 177.8 mm 234.5 mm 325.9 mm 245.1 mm 322.1 mm 360.5 mm 148.9 mm 83.1 mm 73.3 mm 2.405,2 mm
Kilde: Central Weather Bureau[17] (Engelsk)

Flora og fauna[redigér | redigér wikikode]

Sortbjørnunge klatrer i et løvtræ.

Før Taiwan blev særlig påvirket af menneskelig bosætning, varierede vegetationen på øen fra tropisk regnskov i lavlandet over tempererede skove til tajga og alpine vækster.[18] Siden er størstedelen af slettelandet og de lave åse i vest og nord blevet ryddet til jordbrugformål. Skovene i bjergområderne er fortsat meget sammensatte med flere endemiske arter så som formosacypres (Chamaecyparis formosensis) og formosagran (Abies kawakamii). Tidligere fandtes også kamfertræ (Cinnamomum camphora) i lavereliggende terræner. Disse artene er alle truede. Av 4 077 plantearter er 1 067 enedemiske arter.[19]

Der findes flere enedemiske dyrearter så som gededyret formosaserov (Capricornis swinhoei), formosisk sikahjort (Cervus nippon taiouanus) og formosisk indlandslaks (Oncorhynchus masou formosanus). Nogen af disse er stærkt udrydningstruede. Taiwan har få rovpattedyr, i alt 11 arter, og odderen og en enedemisk leopardart (Neofelis nebulosa brachyura) er ansete som udryddede på øen. Det største rovpattedyr, formosisk sortbjørn (Ursus thibetanus formosanus), er en sjælden og truet art.[20] Af de mange enedemiske fuglearter kan nævnes Taiwankitta (Urocissa caerulea) og swinhoefasan (Lophura swinhoii).

Taiwan har siden 1972 oprettet syv nationalparker, hvoraf seks på Taiwan. Den marine nationalpark på Dongshaøerne omfatter overvejende atoller. Nationalparkerne har et samlet landareal på ca. 3.124 km², og modsvarer 8,6 % af Taiwans landareal.

Demografi[redigér | redigér wikikode]

Befolkningen er på over 23 millioner, hvoraf omkring 600.000 er taiwansk urbefolkning. Omkring halvdelen af de sidstnævnte folkegrupper har i løbet af 1900-tallet ladet sig sinifisere i udstrakt grad, taler kinesisk og har overtaget kinesiske skikke. De øvrige henved ti stammer holder fast på sine sprog og skikke, selv om de også lærer kinesisk i skolen.

De første kinesiske indvandrere kom til Taiwan mellem 900-tallet og 1200-tallet; de var hakkaer (keija). Andre kinesere kom til senere, blandt dem mange minnantalende, det vil sige kinesere fra den halvdel af den fastlandskinesiske provins Fujian, som ligger syd for floden Min. Disse kinesere bosatte sig i kystlandet og kaldes ofte taiwanske kinesere for at skelne dem fra de mange kinesere (kaldet fastlandskinesere), som strømmede over til øen i 1949/1950 og senere for at flygte fra det kommunistiske regime, som havde etableret sig der. Også Kinas nationalistregering (Kuomintang), som havde regeret hele Kina siden 1911, flygtede til Taiwan i 1949 efter, at de var slået af kommunisterne i den kinesiske borgerkrig.

Sprog[redigér | redigér wikikode]

Officielt sprog på Taiwan er mandarinkinesisk, men mange taler også taiwansk, som er en variant af hokkien, og måske hakka. I lighed med Hongkong og Macao bruger Taiwan traditionel kinesisk til at skrive sproget, men nogen af tegnene er ikke de samme.

Religion[redigér | redigér wikikode]

Betydende religioner er buddhisme, konfucianisme og taoisme (ialt 93 %). På øen har der tidligere været drevet og bedrives endnu i dag missionsvirksomhed fra en række kristne samfund. Fem procent af øens befolkning beregnes i dag at tilhøre forskellige kristne samfund. Kristne kirker tilhører i dag bybilledet i de fleste byer og større samfund på øen. Flere sygehuse er oprettede, og drives fortsat, af kristne organisationer.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Taiwans historie
Taiwanstrædet og omliggende område.

Fra 1911 til 1949/50[redigér | redigér wikikode]

Xinhai-revolutionen var oprøret, som styrtede Qing-dynastiet i Kina. Udfallet blev oprettelsen af Republikken KIna. Oprøret varede mellem 10. oktober 1911 og 12. februar 1912. Oprøret spredte sig først gennem de sydkinesiske provinser. Xuantong-kejseren (Puyi) abdicerede efter lange forhandlinger mellem rivaliserende kejserlige og republikanske regimer i Beijing og Nanjing.

Den første regering blev dannet i Nanjing den 12. marts 1912 med Sun Yatsen som præsident. Men han overlod senere præsidenthvervet til Yuan Shikai, som døde i 1916. Han efterlod en republikansk regering i opløsning, og så begyndte perioden kendt som krigsherre-tiden (19161928), da Kina blev styret af rivaliserende militære ledere, såkaldte krigsherrer. I 1919 startede 4. maj-bevægelsen, som var imod udlændinge og for kinesisk nationalisme. De såede frøene til højre- og venstrefløje, som skulle sætte sit præg på kinesisk politik i en lang tid fremover.

Sun Yatsen etablerede i 1920'erne en revolutionær base i det sydlige Kina. Med hjælp fra Sovjetunionen gik han i alliance med det kinesiske kommunistparti (KKP). I 1925 overtog Chiang Kai-shek efter Sun, som var død af kræft. Han blev leder af Kuomintang (KMT), det kinesiske nationalistparti. Chiang fik kontrol over det meste af det sydlige og centrale Kina. I 1927 gik Chiang ud mod kommunistpartiet og pressede dem ud af deres baser i det sydlige og centrale Kina. Striden mellem nationalisterne og kommunisterne fortsatte frem til 2. verdenskrig, hvor de begge sloges mod japanerne fra 1937 til 1945.

Under Cairo-konferencen fra 1943 blev de allierede stater enige om, at Taiwan efter krigsafslutningen skulle tilbageføres til Kina. Som følge af Japans kapitulation efter 2. verdenskrig skete det i 1945. (Japan opgav endelig alle formelle krav på området i 1952.)

Fra 1949[redigér | redigér wikikode]

Efter det japanske nederlag i verdenskrigen fortsatte den kinesiske borgerkrig. I 1949 måtte Chiang og nationalisterne flygte til Taiwan, men lovede at erobre fastlands-Kina så snart, som det lod sig gøre. Hans styrker tabte i løbet af nogen måneder dominansen over de tilbageværende områder på fastlandet, som kommunisterne endnu ikke var trængt frem til, skønt guerillamodstand pågik i nogen tid. Den store ø Hainan forblev under Republikkens styre til et stykke ind i 1950.

Nationalistregeringen (Kuomintang) blev til at begynde med hilst velkommen af den lokale taiwankinesiske befolkning. Men dets styremåde vakte snart modstand, og i 1947 fulgte den såkaldte 28. februar-hændelse, som endte med blodig undertrykkelse fra de nye magthaveres side, og mellem 10.000 og 30.000 døde.

Nationalisterne styrede med militære undtagelseslove fra 1949 til 1987. Dette har antagelig været med på styrke de separatistiske kræfter i den taiwanske opposition.

Siden 1949 har Taiwan været en modstandsbastion mod kommunisterne. Kuomintangregeringen og resterne af nationalisthæren fra fastlandet administrerede Taiwan efter Sun Yat-sens "Folkets tre principper" (三民主義, Sānmínzhǔyì). En kombination af gunstige omstændigheder muliggjorde en hurtig økonomisk udvikling: en betydelig kapitalflugt fra Fastlandskina, amerikansk støtte, den avancerede infrastruktur som japanerne havde opbygget og efterlod sig, disciplinerede arbejdsvaner grundlagt på konfucianismens principper, en meget vellykket landreform som blev gennemført de første få år efter, at Kuomintangregeringen kom til magten, store udviklingsprojekter, som blev entusiastisk gennemført af store dele af arbejdsstyrken, og et netværk af meget professionelle internationale kontakter, både politiske og kommercielle, og som er blevet opretholdt selv efter Beijings diplomatiske sejre siden 1971.

Politik[redigér | redigér wikikode]

Statsoverhoved og regering[redigér | redigér wikikode]

Republikken Kinas regering blev etableret på Republikken Kinas Grundlov og "Folkets tre principper". Præsidenten er statsoverhoved og øverstkommanderende. Regeringen består af fem uafhængige myndigheder (yuan): udøvende yuan, lovgivende yuan, dømmende yuan, kontrolyuan (som EUs Revisionsret), og undersøgelsesyuan. Præsidenten udnævner udøvende yuans medlemmer som sit kabinet, inkluderet en statsminister, som er præsident for udøvende yuan. Parlamentet, eller lovgivende yuan, har 113 medlemmer, som vælges for fire år.

Udenrigspolitik[redigér | redigér wikikode]

Frem til 1991 var det Kuomintang-regeringens officielle politik at generobre Kinas fastland, herunder også Tibet samt det nuværende Mongoliet. I dag anses dette ikke længere for et reelt mål, og forsvaret mod en invasion fra Folkerepublikken Kina, der stadig fremsætter nye trusler mod republikken, er kommet i forgrunden. Mange taiwanesere ønsker at Taiwan erklærer sig uafhængigt men frygter, at det vil medføre at Folkerepublikken Kina vil angribe. Folkerepublikken Kina vedtog i foråret 2005 at det vil angribe hvis Taiwan erklærer sig uafhængig. Samtidig har Taiwan mange økonomiske interesser i Folkerepublikken.

Republikken Kina har for tiden fulde diplomatiske forbindelser med 23 stater: Belize, Den dominikanske republik, El Salvador, Guatemala, Haiti, Honduras, Nauru, Nicaragua, Panama, Paraguay, Saint Kitts og Nevis, Saint Vincent og Grenadinene, Burkina Faso, Gambia, São Tomé og Príncipe, Senegal, Swaziland, Kiribati, Salomonøerne, Marshalløerne, Palau, Tuvalu og Vatikanet.

Landet har tidligere også haft diplomatisk forbindelse med Den forhenværende jugoslaviske republik Makedonia (til 2001), Liberia (til 2003), Dominica (til 2004), Grenada (til 2005) og Malawi til januar 2008.

Fordi Folkerepublikken Kina driver en blokadepolitik mod lande, som anerkender Republikken Kina, har mange stater opgivet officielle forbindelser med Republikken Kina. Men lande som USA opretholder et tæt forhold til Republikken Kina, og diplomatisk samkvem organiseres i stedet i uofficielle former og gennem dækorganisationer.

Det er 21 ambassader i Taipei.

International anerkendelse[redigér | redigér wikikode]

I øjeblikket opretholder følgende 22 stater og ikke-statslige folkeretlige subjekter officielle diplomatiske forbindelser med Republikken Kina:

Den Hellige Stol Hellige Stol (1942)

Panama Panama (1954)

Haiti Haiti (1956)

Dominikanske Republik Dominikanske Republik (1957)

Paraguay Paraguay (1957)

Guatemala Guatemala (1960)

El Salvador El Salvador (1961)

Honduras Honduras (1965)

Swaziland Swaziland (1968)

Tuvalu Tuvalu (1979)

Saint Vincent og Grenadinerne Saint Vincent og Grenadinerne (1981)

Saint Kitts og Nevis Saint Kitts og Nevis (1983)

Salomonøerne Salomonøerne (1983)

Belize Belize (1989)

Nicaragua Nicaragua (1990)

Burkina Faso Burkina Faso (1994)

São Tomé og Príncipe São Tomé og Príncipe (1997)

Marshalløerne Marshalløerne (1998)

Palau Palau (1999)

Kiribati Kiribati (2003)

Nauru Nauru (1980–2002, 2005)

Saint Lucia Saint Lucia (1984–1997, 2007)

De fleste af de lande, der har diplomatiske forbindelser med "Republikken Kina", ligger i Mellemamerika.[21] På trods af Republikken Kinas bestræbelser, har flere lande afbrudt de diplomatiske forbindelser med Taipei, blandt andre Senegal (2005), Costa Rica (2007), Malawi (2008) og Gambia (2013).

Lande der har afbrudt de diplomatiske forbindelser med Republikken Kina[redigér | redigér wikikode]

Land Årstal
Albanien Albanien 1949
Afghanistan Afghanistan 1955
Argentina Argentina 1972
Australien Australia 1972
Østrig Austria 1971
Bahamas Bahamas 1997
Belgien Belgium 1971
Bolivia Bolivia 1985
Botswana Botswana 1975
Brasilien Brasilien 1974
Bulgarien Bulgarien 1949
Burma Burma 1950
Cameroun Cameroon 1971
Canada Canada 1970
Centralafrikanske Republik Centralafrikanske Republik 1964, genoptog 1968, afbrød 1976, genoptog 1991, afbrød 1998
Elfenbenskysten Elfenbenskysten 1983
Tchad Chad 1972, genoptog 1997, afbrød 2006[22]
Chile Chile 1970
Colombia Colombia 1979
Republikken Congo Republikken Congo 1964
Demokratiske Republik Congo Demokratiske Republik Congo 1961, genoptog 1961, afbrød 1972[23]
Costa Rica Costa Rica 2007[24]
Cuba Cuba 1960
Tjekkoslovakiet Tjekkoslovakiet 1949
Dahomey Dahomey 1964, genoptog 1966, afbrød 1972
Danmark Danmark 1950
Dominica Dominica 2004
Egypten Egypten 1956
Ecuador Ecuador 1980
Ækvatorialguinea Ækvatorialguinea 1970
Finland Finland 1950[25]
Frankrig Frankrig 1964
Gabon Gabon 1974
Gambia Gambia 1974, genoptog 1995, afbrød 2013
Grækenland Grækenland 1972
Grenada Grenada 2005
Guinea Guinea 1959
Guinea-Bissau Guinea-Bissau 1998
Ungarn Ungarn 1949
Island Island 1971
Indien Indien 1950
Indonesien Indonesien 1950
Iran Iran 1971
Irak Irak 1958
Israel Israel 1950
Italien Italien 1970
Jamaica Jamaica 1972
Japan Japan 1937, genoptog 1952, afbrød 1972
Jordan Jordan 1977
Kuwait Kuwait 1971
Laos Laos 1962
Libanon Libanon 1971
Lesotho Lesotho 1983, genoptog 1990, afbrød 1994
Liberia Liberia 1977, genoptog 1989, afbrød 1993, genoptog 1997, afbrød 2003
Libyen Libyen 1971
Liechtenstein Liechtenstein 1950
Luxembourg Luxembourg 1972
Makedonien Makedonien 2001
Madagaskar Madagaskar 1972
Malawi Malawi 2008[26]
Malaysia Malaysia 1974
Mexico Mexico 1972
Mongoliet Mongoliet 1949
Monaco Monaco 1995
Marokko Marokko 1958
Holland Nederland 1950
Nepal Nepal 1955
New Zealand New Zealand 1972
Niger Niger 1974, genoptog 1992, afbrød 1996
Nigeria Nigeria 1971
Norge Norge 1950
Pakistan Pakistan 1951
Peru Peru 1971
Filippinerne Philippines 1975
Polen Polen 1949
Portugal Portugal 1975
Rumænien Rumænien 1949
San Marino San Marino 1971
Saudi-Arabien Saudi-Arabien 1990
Senegal Senegal 1972, genoptog 1996, afbrød 2005
Sierra Leone Sierra Leone 1971
Sydafrika Sydafrika 1998[27]
Spanien Spanien 1973
Sovjetunionen Sovjetunionen 1949
Sydkorea Sydkorea 1992
Sydvietnam Sydvietnam 1975[28]
Sudan Sudan 1959
Sri Lanka Sri Lanka 1957
Sverige Sverige 1950
Schweiz Schweiz 1950
Syrien Syrien 1956
Thailand Thailand 1975
Togo Togo 1972
Tonga Tonga 1998
Tyrkiet Tyrkiet 1971[29]
Uganda Uganda 1962
Forenede Arabiske Emirater Forenede Arabiske Emirater 1984
Storbritannien Storbritannien 1950
USA United States 1979
Uruguay Uruguay 1988
Vanuatu Vanuatu oprettet 3. november 2004, afbrudt 10. november 2004[30]
Venezuela Venezuela 1974
Vesttyskland Vesttyskland 1972
Yemen Yemen 1956
SFR Jugoslavien Jugoslavien 1955

Forsvar[redigér | redigér wikikode]

Republikken Kina holder en relativt stor hærstyrke og har traditionelt været støttet af blandt andre USA.

Administrativ inddeling[redigér | redigér wikikode]

I dag er områder i praksis styret af Republikken Kina inddelt i 2 provinser, 6 bykommuner, og 13 amter og 3 provinsielle byer på provinsniveau. De 2 provinser blev omdannede i 1997 for at øge effektiviteten, og i dag er i praksis alle bykommuner, amter og provinsielle byer under direkte kontrol af staten.

Bykommuner (直轄市)

Amter (縣 xiàn) i Taiwan Provins (臺灣省) Amter (縣 xiàn) i Fujian Provins (福建省)

Provinsielle Byer (省轄市) i Taiwan Provins (臺灣省)

Alle 3 provinsielle byer og 12 af 14 amter består Taiwan Provins (臺灣省 eller 台灣省), Kinmen og Lienchiang amter består Fujian Provins (福建省). Bykommuner og provinsielle byer er inddelt i distrikter (區 ), og amter er inddelt i amtsbyer (縣轄市 xiànxiáshì eller 鎮 zhèn eller 鄉 xiāng).

Økonomi[redigér | redigér wikikode]

Scooter er et af de almindeligste transportmidler på Taiwan.
Taipei 101 i hovedstaden Taipei er en af verdens højeste bygninger og et symbol på landets stærke økonomi.

Taiwan har en kapitalistisk markedsøkonomi. Man har en veludviklet forædlingsindustri og en betydelig eksport, som har ført til et stort handelsoverskud. Valutareserven er den tredje største i verden (2005), til vis grad beroende på at Guomindang-partiet under flugten fra de kommunistiske tropper på Fastlandskina tog med sig hele den kinesiske guld- og valutareserve til øen. I dag har de to kinesiske de facto-stater et meget stort økonomisk handelssamkvem indbyrdes, hvilket især sker via det kinesiske territorium Hong Kong. Folkerepublikken Kina er Republikken Kinas største eksportmarked. Forretningsmænd fra Taiwan har investeret meget store beløb i opbygningen af virksomheder og industrier i Folkerepublikken Kina. Et stort antal af Taiwans medborgere bor og virker i Folkerepublikken Kina. Antallet af personer fra det kinesiske fastland, som besøger, studerer eller arbejder på Taiwan, er dog endnu ret begrænset, især beroende på en strikt lovgivning i Republikken Kina.

Under Asiens finansielle krise 1998 klarede sig staten relativt godt sammenlignet med flere af sine nabolände, blandt dem Malaysia, Sydkorea og Thailand. Derimod indebar den globale lavkonjunktur i 2001, at Taiwan for første gang i moderne historie havde et år med negativ økonomisk vækst. Desuden var arbejdsløsheden rekordhøj dette år.

Blandt råstoffer må nævnes naturgas, kalksten, marmor og asbest. Cirka 24 % af landets areal er dyrkningsbar jord. I 1952 stod jordbruget for 32 % af bruttonationalprodukten, nu er andelen 2 ¤. Omkring halvdelen (58 %) af landets areal regnes som skov.

Elektriciteten fremstilles med fossile brændstoffer (71 %), atomkraft (23 %) og vandkraft (6 %). Den taiwanesiske industri har i de seneste årtier haft god støtte fra det halvstatslige forskningsinstitut ITRI. Denne politik er inspireret af den økonomiske udvikling, som har præget nabolandet og den tidligere kolonialmagt Japan, hvor Industri- og handelsministeriet under efterkrigstiden spillede en afgørende styrende rolle for Japans store industri- og eksportvirksomheder. De forholdsvis lave produktionsomkostninger i Kina har i 1990- og 2000-årene ført til, at flere af Taiwans forædlingsindustrier har valgt at flytte sin produktion til Folkerepublikken Kina. Den store internationale opmærksomhed, som Folkerepublikken Kina har fået for sin hurtige økonomiske udvikling, har også bidraget til en mindsket international interesse for at investere på øen.

Disse to faktorer har ført til lavere økonomisk vækst, faldende reallønninger og voksende arbejdsløshed indenfor visse erhvervsgrupper, især blandt lavtlønnet og lavt uddannet arbejdskraft. De stigende muligheder for at få afkastning på sin kapital, som globaliseringen og Folkerepublikken Kinas økonomiske åbning har betydet, har samtidig ført til øget velstand blandt økonomisk allerede velstillede grupper. Fænomenet at de rigeste i samfundet bliver rigere samtidig, som de fattige og lavt uddannede bliver endnu fattigere, har i 2000-årene ført til en omfattende politisk debat i landet. Fænomenet kaldes alment for et M-typesamfund, efter en bog af en japansk nationaløkonom, hvori et lignende fænomen i Japan blev beskrevet i detaljer. Japan, som tidligere havde en meget fremgangsrig forædlingsindustri, har under de seneste 20 år gennemgået en omfattende økonomisk omstrukturering, især i form af udflytning af et stort antal arbejdspladser til Folkerepublikken Kina, hvor lønniveauerne er betydeligt lavere. Taiwan har fortsat en relativt høj økonomisk vækst i international sammenhæng, ca 5 % (2007). Denne vækst karakteriseres dog af en stor regional ubalance, hvor hovedandelen af væksten koncentreres til hovedstaden Taipei.

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Interior minister reaffirms Taipei is ROC’s capital. Taipei Times. 5 December 2013. Hentet 7 December 2013. 
  2. ^ Taiwan (self-governing island, Asia). Britannica Online Encyclopedia. 5 April 1975. Hentet 2009-05-07. 
  3. ^ åœ‹æƒ çµ±è¨ˆé€šå ±
  4. ^ "Chapter 3: History". The Republic of China Yearbook. Government Information Office, Republic of China (Taiwan). 2011. pp. 41–53. 
  5. ^ Oosterhoff, J.L. (1985). "Zeelandia, a Dutch colonial city on Formosa (1624–1662)". in Ross, Robert; Telkamp, Gerard J.. Colonial Cities: Essays on Urbanism in a Colonial Context. Springer. pp. 51–62. ISBN 978-90-247-2635-6. 
  6. ^ a b Number of Villages, Neighborhoods, Households and Resident Population. Besøgt 2. januar 2013.
  7. ^ a b c d (2011) The Republic of China Yearbook.
  8. ^ Chang Kwang-chih (1989) "The Neolithic Taiwan Strait" – Kaogu , nr. 6, s. 541–550.
  9. ^ Law on the Exclusive Economic Zone and the Continental Shelf of the Republic of China. Laws & Regulations Database of the Republic of China.
  10. ^ Chao, Kang og Johnson, Marshall (2000) "Nationalist Social Sciences and the Fabrication of Subimperial Subjects in Taiwan" – Positions , nr. 1, s. 167.
  11. ^ Tallest Islands of the World — World Island Info web site. worldislandinfo.com. Besøgt 1. august 2010.
  12. ^ Geology of Taiwan — University of Arizona. Geo.arizona.edu. Hentet 1. august 2010. 
  13. ^ Clift, Schouten og Draut (2003). Larter, Robert D. og Leat, Philip T. {{{titel}}}.
  14. ^ USGS seismic hazard map of Eastern Asia. seismo.ethz.ch. Besøgt 30. mai 2011.
  15. ^ Field Listing — Climate. Central Intelligence Agency. Besøgt 8. marts 2006.
  16. ^ Monthly Mean Days of Precipitation. Central Weather Bureau. Besøgt 8. marts 2006.
  17. ^ Climate Statistics. Monthly Mean. Central Weather Bureau. Besøgt 9. december 2013.
  18. ^ Tsukada, Matsuo (1966) "Late Pleistocene vegetation and climate of Taiwan (Formosa)" – Proceedings of the National Academy of Sciences of the United States of America , nr. 3, s. 543–548.
  19. ^ Hsieh, C.F. (2002) "Composition, endemism and phytogeographical affinities of the Taiwan Flora" – Taiwania , nr. 4, s. 298–310.
  20. ^ Chiang Po-jen; Kurtis, Jai-Chyi Pei; Vaughan, Michael R. og Li Ching-feng (2012) "Niche relationships of carnivores in a subtropical primary forest in southern Taiwan" – Zoological Studies , s. 500–511.
  21. ^ Des kleinen Drachen Hinterland, amerika21.de, 21. Januar 2013.
  22. ^ "Chad recognizes the PRC". Associated Press (Yahoo.com). 2006-08-06. Hentet 2006-08-06. 
  23. ^ Congo (DRC). china.org.cn. Hentet 2013-11-15. 
  24. ^ "Costa Rica forges new China ties". BBC News Online. 2007-06-06. Hentet 2007-06-06. 
  25. ^ Tietoa Kiinasta. Retrieved 2013-11-18. Relations between Finland and ROC broke off in 1934. Finland recognized PRC in 1950.
  26. ^ News – Malawi severs links with Taiwan as of 28 December 2007.
  27. ^ "Taiwan loses a major ally". BBC News Online. 1997-12-30. Hentet 2007-06-07. 
  28. ^ Diplomatic relationship between South Vietnam and Taiwan ceased upon the collapse of the South Vietnamese government in 1975.
  29. ^ Political Relations with China, Republic of Turkey Ministry of Foreign Affairs.
  30. ^ Timeline of diplomatic relations of the Republic of China Recognition lasted seven days. Began 3 November, agreement withdrawn 10 November.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]


Koordinater: 24°N 121°Ø / 24°N 121°Ø / 24; 121