Tandimplantat

Et tandimplantat (i toppen af billedet) med en krone monteret.

Et tandimplantat er en kunstig erstatning af en eller flere manglende tænder. Selve implantatet består af en lille titaniumsskrue der fastgøres i kæbeknoglen, med henblik på fastgørelse af en protetisk tand. I forbindelse med et implantater i den bageste del af overmunden, er det ofte nødvendigt også at gennemføre et sinusløft, for at forhindre at toppen af skruen stikker op i bihulerne.

For at lave en implantatbehandling er det nødvendigt at patienten besidder en tilstrækkelig mængde kæbeknogle. Har patienten ikke høj eller tyk nok knogleprofil, kan dette i visse tilfælde afhjælpes med en knogleopbyggende behandling. Dette gøres med et biologisk materiale, der fungerer som en cement, der vokser sammen med den oprindelige knoglemasse.

Medicinsk anvendelse

Hovedanvendelsen af tandimplantater er som understøttelse af tandproteser (dvs. kunstige tænder). Moderne tandimplantater fungerer ved en biologisk proces, hvor knoglen vokser tæt sammen med overfladen af bestemte materialer, såsom titanium og visse keramiske typer. Implantatets og knoglens integration kan tåle mekaniske belastninger i årtier uden ødelæggelse.

En bro på implantater (eller en fastsiddende protese) er en gruppe tænder, der er fastgjort på tandimplantater, så protesen ikke kan tages ud af patienten. De ligner almindelige broer, bortset fra at protesen støttes og fastholdes af ét eller flere implantater i stedet for af naturlige tænder. Broer på implantater er normalt forankret til mere end ét implantat og kan også fastgøres til tænder som støttepunkter. Som regel overstiger antallet af tænder antallet af støttepunkter: tænderne direkte over implantaterne kaldes abutmenter, og tænderne mellem abutmenterne kaldes pontics. Broer på implantater fastgøres til implantatets abutmenter på samme måde som proteser på en enkelt tand. En fastsiddende bro kan erstatte blot to tænder (også kendt som en fast delvis protese) og kan erstatte hele tandrækken (også kendt som en fast fuld protese). I begge tilfælde betragtes protesen som fastsiddende, fordi den ikke kan tages ud af patienten. Teknikken All-on-4 revolutionerede fuld tandudskiftning ved at anvende kun fire strategisk placerede implantater til at understøtte hele tandbuen. Denne innovative metode eliminerer ofte behovet for knogletransplantation, forkorter behandlingstiden og giver øjeblikkelig funktion, så man kan forlade klinikken med et flot nyt smil samme dag.

Tandimplantater anvendes også i ortodonti til forankring (ortodontiske mini-implantater). Før indsættelse af et tandimplantat kan ortodontisk behandling være nødvendig. Et område i udvikling er brugen af implantater til at fastholde obturatorer (aftagelige proteser, der anvendes til at lukke forbindelsen mellem mundhulen og overkæbe- eller næsehulen). Ansigtsproteser, der bruges til at korrigere ansigtsdeformiteter (f.eks. som følge af kræftbehandling eller traumer), kan anvende forbindelser til implantater, der er indsat i ansigtsknoglerne. Afhængigt af situationen kan et implantat bruges til at fastholde enten en fast eller en aftagelig protese, der erstatter en del af ansigtet.

Teknik

Planlægning af indsættelse af tandimplantater fokuserer på patientens generelle helbredstilstand, den lokale tilstand af slimhinder og kæber samt formen, størrelsen og placeringen af kæbeknoglerne og de tilstødende og modstående tænder. Der er få sygdomme, som fuldstændigt udelukker mulighed for implantatbehandling, men visse tilstande kan øge risikoen for fiasko. Personer med dårlig mundhygiejne, storrygere og diabetikere har øget risiko for at udvikle en form for tandkødssygdom, som angriber implantaterne, kaldet peri‑implantitis, hvilket øger sandsynligheden for langtidssvigt. Langvarig brug af steroider, osteoporose og andre sygdomme, der påvirker knoglerne, kan øge risikoen for tidligt implantatsvigt.

Kvaliteten og mængden af din kæbeknogle er af afgørende betydning, da implantater har brug for tilstrækkeligt knoglevæv for at opnå langsigtet succes. Ved utilstrækkeligt knoglevolumen kan procedurer som sinusløft eller alveoloplastik skabe det nødvendige fundament for indsættelse af implantatet.

Langtidssucces for implantater bestemmes delvist af de kræfter, de skal kunne modstå. Fordi implantater ikke har et parodontalligament, opstår der ikke samme fornemmelse af tryk ved tygning, og de genererede kræfter bliver derfor større. For at kompensere herfor bør implantatplaceringen fordele kræfterne jævnt over de protetiske konstruktioner, de understøtter. Koncentrerede kræfter kan føre til brud på en broprotese, implantatkomponenter eller tab af knoglevæv omkring implantatet. Den endelige placering af implantater afhænger både af biologiske faktorer (knogletype, vitale strukturer, helbredstilstand) og af mekaniske forhold. Implantater, der er indsat i tykkere og stærkere knogle, for eksempel i den forreste del af underkæben, har lavere fejlrater end implantater i knogle med lavere tæthed, for eksempel i den bageste del af overmunden. Personer, der skærer tænder (bruxisme), øger også belastningen på implantaterne og dermed risikoen for fiaskoer.

Når der kræves en mere præcis plan, som går ud over klinisk skøn, fremstiller tandlægen et akrylskabelon (kaldet stent) før operationen, som styrer implantatets optimale position. I stigende grad foretrækker tandlæger at tage CT-scanninger af kæberne og eventuelle eksisterende proteser og derefter planlægge operationen ved hjælp af CAD/CAM-software. Guiden kan derefter fremstilles ved stereolitografi efter computerplanlægning baseret på CT-scanningen. Anvendelse af CT-scanning i komplekse tilfælde hjælper desuden kirurgen med at identificere og undgå vitale strukturer, såsom den nedre alveolære nerve og bihulen.

Kilder

Spire Denne artikel om lægevidenskab er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.