Taras Sjevtsjenko

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Taras Shevchenko)
Gå til: navigation, søg
Selvportræt af Taras Sjevtsjenko fra 1843

Taras Hryhorovytsj Sjevtsjenko (ukrainsk: Тарас Григорович Шевченко; 9. marts 1814 i guvernementet Kijev10. marts 1861 i Sankt Petersburg) var en ukrainsk digter, kunstner og humanist. Han anses af mange som Ukraines nationalskjald.

Sjevtsjenko var søn af en livegen bonde og voksede op i nød, men hans kunstneriske anlæg gjorde, at han blev lagt mærke til af godsejeren Engelhart, som tog han med på sine rejser. I Petersburg blev han, gennem den russiske digter Vasilij Zjukovskijs indgriben, frikøbt fra livegenskabet og han studerede ved kunstakademiet under Karl Brjulov. Sjevtsjenko blev i 1847 arresteret i Kijev for sin deltagelse i det slavofile, politiske samfund Kyrill og Metodius' brorskab. Han blev dømt til soldatertjeneste i Orenburg, og senere i fæstningen Novopetrovsk på den anden side af Det Kaspiske Hav. Han blev først i 1857 fra den brutale forvisning, men hans helbred var da allerede ødelagt. Han døde fire år senere, og blev begravet i byen Kaniv ved floden Dnepr.

Digtning[redigér | redigér wikikode]

Sjevtsjenkos digtning afspejler hans egen og hans lands ulykkelige historie, og præges af human idealisme. På folkelig vis besang han Ukraines idylliske natur, det tidligere frie kosakliv og samtidens sociale elendighed. Hans største episke værk, Hajdamaki (1841) behandler det kosakkiske bondeoprør ved Dnepr i 1768.

Han er specielt kendt for sine poetiske fortællinger, hvor ulykkelige kvindeskæbner besynges, f.eks. Katerina og Najmytsjka («Tjenestepigen»), og for sine kunstnerisk omarbejdede folkefortællinger, f.eks. Rusalka («Elva») og Poppelen (med «Lenore»-motivet i en anden form).

Der står en bronzebyste i Østre Anlæg af kunstneren Sergej Boguslavskij til minde om ham.[1]

Reference[redigér | redigér wikikode]