Tellur

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Tellurium (grundstof))
Jump to navigation Jump to search
Disambig bordered fade.svg For alternative betydninger, se Tellurium.
Egenskaber
Udseende
Te,52.jpg
Skinnende hvidt metal
Generelt
Navn(e): Tellur
Kemisk symbol: Te
Atomnummer: 52
Atommasse: 127,60(3) g/mol
Grundstofserie: Halvmetal
Gruppe: 16
Periode: 5
Blok: p
Elektronkonfiguration: [Kr] 4d10 5s² 5p4
Elektroner i hver skal: 2, 8, 18, 18, 6
Kovalent radius: 135 pm
Van der Waals-radius: 206 pm
Kemiske egenskaber
Oxidationstrin: ±2, 4, 6
Elektronegativitet: 2,1 (Paulings skala)
Fysiske egenskaber
Tilstandsform: Fast
Krystalstruktur: Hexagonal
Massefylde (fast stof): 6,24 g/cm3
Massefylde (væske): 5,70 g/cm3
Smeltepunkt: 449,51 °C
Kogepunkt: 988 °C
Smeltevarme: 17,49 kJ/mol
Fordampningsvarme: 114,1 kJ/mol
Varmeledningsevne: 1,97–3,38 W·m–1K–1
Magnetiske egenskaber: Ikke magnetisk
Mekaniske egenskaber
Youngs modul: 43 GPa
Forskydningsmodul: 16 GPa
Kompressibilitetsmodul: 65 GPa
Hårdhed (Mohs' skala): 2,25
Hårdhed (Brinell): 180 MPa

Tellur, internationalt tellurium (af latin; tellus for "jord") er det 52. grundstof i det periodiske system, og har det kemiske symbol Te. Under normale temperatur- og trykforhold optræder stoffet som et skinnende hvidt metal; det er "skørt", så det knuses let til et pulver eller granulat.

Tellurs kemiske egenskaber[redigér | redigér wikikode]

Tellurium-krystal er skørt eller "sprødt", og brækkes let op i små "gryn"

Tellur brænder med en blågrøn flamme, og danner derved tellurdioxid. I smeltet form korroderer tellur andre metaller som kobber, jern og rustfrit stål.

Tekniske anvendelser[redigér | redigér wikikode]

Tellur anvendes hovedsagelig i legeringer sammen med andre metaller, samt i halvledere. Bly kan gøres stærkere og mere korrosionsbestandigt overfor svovlsyre ved tilsætning af tellur, og tilsvarende gør tellur rustfrit stål og kobber lettere at forarbejde.

I halvledere bruges tellur som et "p"-materiale til at skabe områder med overskud af "huller" (fravær af elektroner). Tellurs elektriske ledningsevne varierer med vinklen mellem den elektriske strøm og tellur-atomernes orientering. Ligesom selen og svovl øges ledningsevnen i tellur desuden når stoffet belyses, om end effekten ikke er nær så udtalt som i selen. En legering af tellur, kviksølv og cadmium kan bruges til at lave en halvleder der er følsom overfor infrarødt lys, og en blanding af tellur, cadmium og zink bruges i faststof-detektorer der påviser røntgenstråling.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Tellur blev opdaget i 1782 af ungareren Franz-Joseph Müller von Reichenstein i Transsylvanien. Hans landsmand, videnskabsmanden Pál Kitaibel opdagede samme grundstof i 1789, uafhængigt af Reichenstein. Martin Heinrich Klaproth, der forinden havde isoleret stoffet navngav det i 1798.

Forekomst[redigér | redigér wikikode]

Selv om man undetiden kan finde rent tellur i naturen, ses det ofte i kemisk forbindelse med guld: Tellur er det eneste stof, som guld indgår i kemiske forbindelser med i naturen, men tellur kan også indgå forbindelser med andre stoffer.

Den primære kilde til tellur, er anodeslam fra elektrolytisk raffinering af kobber, og i biprodukter fra raffineringen af bly. Tellur fremstilles hovedsageligt i USA, Canada, Peru og Japan; det leveres normalt i pulverform, men fås også som plader, barrer, stænger eller klumper. Ved udgangen af år 2000 kostede tellur 14 amerikanske dollar pr. pund (0,45 kilogram).

Isotoper af tellur[redigér | redigér wikikode]

Man kender 30 isotoper af tellur, hvoraf naturligt forekommende tellur består af 8 forskellige isotoper, heraf 3 der er radioaktive. Isotopen tellur-128 har den længste halveringstid blandt alle kendte radioaktive isotoper; 2,2·1024 år.

Tellur i biologien[redigér | redigér wikikode]

Tellur bør betragtes som giftigt, og håndteres og opbevares derefter. Hvis et menneske indtager så lidt som 0,01 milligram tellur pr. kubikmeter kropsvolumen, vil han/hun udvikle "tellur-ånde", der lugter lidt som hvidløg: Når organismen forbrænder tellur, ender processen ved dimetyltellurid, som er flygtigt og skaber den hvidløgs-agtige lugt.

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: