Thailands historie

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning

Thailands historie adskiller sig fra andre lande i Sydøstasien ved, at landet aldrig har været koloniseret. Bortset fra korte perioder af underkastelse over for nabolandet Burma, og den japanske besættelse under 2. verdenskrig, har Thailand været selvstændigt siden 1200-tallet.

Der er fundet spor af menneskelig bosættelse i Thailand, som er 40.000 år gamle.

Thailand har siden overgang til konstitutionelt monarki i 1932 (og indtil 2018) afholdt 27 demokratiske valg,[1] 20 gange fået en ny forfatning (grundlov) og haft 19 statskup, svarende til gennemsnitligt et kup hvert 7. år.[2][3]

Rigets oprindelse og Sukothai-perioden 1238-1438[redigér | redigér wikikode]

Sukhothais historiske område (2000)

Omkring år 500 grundlagde mon-folket Dvaravati-riget i det nordlige Thailand. Så vidt vides kom et folk der kaldte sig taifolk til landet fra det, der i dag er det sydlige Kina. I 1238 grundlagde de det første thai-rige, Sukothai, ved de nordlige bredder af Chao Phraya-floden. Under kong Ramkamhaengs styre 1283-1317 blev riget befæstet, det thailandske skriftsprog blev indført, og theravadabuddhismen blev statsreligion. Sukothai-kongeriget eksisterede fra 1238 til 1438.

Loy Krathong-traditionen, med at sætte en skive af en bananpalme med blomster, røgelse og lys i vandet ved første fuldmåne i november, stammer fra Sukothai-riget.

Uddybende Uddybende artikel: Loy Krathong


Ayutthaia riget 1351-1767[redigér | redigér wikikode]

Ruiner i den gamle hovedstad Ayutthaya (2004).

I midten af 1300-tallet opstod et andet rige, der havde centrum længere sydpå i Ayutthaya. Det lykkes Ayutthaya-riget at underlægge sig khmererne i det nuværende Cambodja, og rigets grænser blev flyttet længere mod vest og sydpå ad Malaccahalvøen. Kontrollen med rigets randområder var dog ikke særlig effektiv. Under kong Trailok i 1400-tallet blev der indført et forvaltningssystem, sakdina, som var gældende helt frem til begyndelsen af 1900-tallet, og som man den dag i dag kan se spor af. Systemet indplacerede embedsmændene i et strengt hierarki efter hvor meget jord, de fik lov at disponere over. Jorden var imidlertid kongens ejendom, og på den måde sikrede han sine folks loyalitet. Ayutthaya-kongeriget eksisterede fra 1351 til 1767.

Europæisk indflydelse[redigér | redigér wikikode]

Ayutthayas beliggenhed – tilstrækkeligt langt nede ad floden Chao Phraya til, at byen kunne modtage oceangående skibe – var fordelagtig, både for kontrol med riget og for handel med omverdenen. Nogle forskere mener, at byen ved midten af 1600-tallet var verdens største. I 1500-tallet begyndte europæerne at vise interesse for Sydøstasiens rigdomme. Portugiserne var de første, der etablerede et handelshus i Ayutthaya, og inden længe blev der indgået handelsaftaler med andre stormagter. Eftersom handel i større målestok ikke var en naturlig del af den lokale kultur, var de fleste købmænd kinesere – og sådan er det stadig i Thailand.

Ayutthaya-kongeriget blev snart klemt mellem de europæiske stormagter, der kæmpede om herredømmet i området. Det var først og fremmest franskmænd, briter og hollændere. Kongerne forsøgte at tilgodese europæernes krav i forsøget på at bevare landets selvstændighed. Der var diplomatiske forbindelser mellem Ayutthaya og det franske hof i Versailles, og kong Narai (konge fra 1656 til 1688) ansatte en græsk opdagelsesrejsende som minister. Men da de europæiske missionærer blev for ivrige i deres forsøg på at omvende Ayutthayas buddhister til kristendommen, blev franskmændene smidt ud fra byen og portene lukket mod Vesten i næsten 150 år. Ayutthayas ressourcer blev færre, og kongemagten svækket. Det lykkedes nabolandet Burma at erobre hovedstaden i 1767, og Ayutthaya blev jævnet med jorden.

Bangkok og kongedynasti 1782-1938[redigér | redigér wikikode]

Kort over Bangkok i Rattanakosin-perioden omkring 1800.

Den burmesiske besættelse blev dog kortvarig. Thailænderne befriede sig, og et nyt kongerige blev i 1768 grundlagt af en kinesisk adelsmand og militærleder, Taksin, længere nede af floden i Thonburi. I 1782 tog general Chao Phya Chakri magten og blev den første konge i det dynasti, Chakri-dynastiet, der endnu sidder på tronen. Han lod en ny hovedstad, bygge på den modsatte flodbred ved den lille handelsplads Bangkok på østsiden af Chao Phrayas munding. Riget blev kaldt Kongeriget Rattanakosin (thai: อาณาจักรรัตนโกสินทร์), men det var kendt i udlandet som Siam.

Siam[redigér | redigér wikikode]

Siam var rigets udenlandske navn fra 1782 til 1939, hvor det skiftede til Kongeriget Thailand, men for en kort periode fra 1946 til 1948 atter til Det Kongelige Kongerige Siam (Royal Kingdom of Siam, thai: พระราชอาณาจักรสยาม), for igen at skifte navn til Kongeriget Thailand. Folket havde imidlertid altid kaldt landet for Mueang Thai. "Mueang" referer til en bystat, en by omgivet af en fæstningsmur, meuang var udbredt foran rigers navne i Sydøstasien. En mere kraftfuld udlægning af mueang er "krung", som kom foran navnet på den ny hovedstad ved handelspladsen Bangkok, Krung Thep Maha Nakhon, eller kort blot Krung Thep (da. Englenes By).

Der er flere udlægninger af oprindelsen til navnet Siam. En udlægning er, at det kan stamme fra sanskrit-ordet Śyāma (der betyder "mørk" eller "brun"). En anden forklaring er, at navnet skyldes en misforståelse blandt portugisiske søfarere, der sidst i 1400-taller, under Ayutthaya-perioden, havde spurgt om hvorfra folket (eliteklassen) oprindeligt kom, og da de fik svaret Xian (i Kina), blev det opfattet og nedskrevet som Siam.[4]

De første Chakri-konger havde held til at styrke Siam over for Burma og truslen om kolonisering fra de europæiske stormagter. Landets beliggenhed gjorde det efterhånden til en stødpude mellem briterne i vest og franskmændene i øst, og selvstændigheden blev opretholdt med diplomatisk snilde og afgivelse af visse landområder. Samtidig fik udlændinge større frihed i landet. Kongerne Mongkut (1851-1868, Rama IV) og Chulalongkorn (1868-1910, Rama V) viste interesse for teknik og vestlige ideer, og Chulalongkorn fik siden tilnavnet det moderne Thailands fader. Han afskaffede det gamle sakdina-system, moderniserede forvaltningen og indførte statslig skoleundervisning.

I de første årtier af 1900-tallet blev Siam mere og mere velstående, fordi produktionen og eksporten af ris steg. Bangkok udviklede sig til et vigtigt handelscentrum, og spændingen steg mellem kongen og den efterhånden indflydelsesrige bureaukratiske elite, der i 1912 gennemførte et mislykket kupforsøg mod kongen. Tyve år senere gjorde et ublodigt kup en ende på enevælden.

1932-revolutionen og ophør af enevælde[redigér | redigér wikikode]

Rama Vs rytterstatue foran Dusit-paladset (Dusit Palace) i Bangkok.

Ved daggry den 24. juni, 1932, samledes en gruppe af progessive militærofficerer og bureaukrater, der kaldte sig "Folkets parti" (en: Peoples Party, th:Khana Ratsadon[5]), foran Dusit-kongepaladset i Bangkok, med støtte fra militæret. Lederen, øverstkommanderende over hæren, Phraya Phahon Phonphayuhasena, der blandt andet var uddannet som ingeniør i Danmark, stod med front mod den kongelige tronsal og proklamerede, at kongens enevældige regering af landet var forbi. Kong Prajadhipok (Rama VII), der spillede golf i Hua Hin, hvor en række af kongelige sommerpaladser ligger, indvilgede senere samme dag i at opgive enevælden. Siam blev derved til konstitutionelt monarki, og dagen blev udnævnt som Nationaldag.[6]

Forbandelsen der hjemsøgte Bangkok 150 år[redigér | redigér wikikode]

Bangkoks nye og gamle bysøjle i helligdommen Lak Mueang i Bangkok.

Da Bangkok blev grundlagt af den nykronede Kong Ramathibodi (aka Chao Phya Chakri, kongen skiftede navn flere gange, kutyme på den tid), senere Rama I, blev de kongelige astrologer rådspurgt om hvornår byens grundsøjle (symbolsk søjle) skulle sættes. Efter fire dages udregning blev tidspunktet fastsat til den 21. april klokken 6:54 om morgenen i år 1782 (efter gregorianske kalender). Da søjlen skulle sænkes ned i hullet var det indtaget af fire slanger, men da man ikke kunne udskyde astrologernes tidspunkt, blev søjlen banket ned og slangerne ofret. Astrologerne kunne ikke forklare hvad det betød, men syv år senere blev kongens tronsal ramt af et lyn. Kongen konsulterede igen astrologerne, der nu kunne fortælle, at slangerne betød at Chakri-dynastiet ville falde, men da kongen netop havde beordret en ny oversættelse af det hellige buddhistiske Tripitaka skrift, ville byens engle udsætte dommedag og konge-linjen bestå i 150 år. (Bangkok hedder Krung Thep på thai, hvilket betyderne Englenes By). I stedet for at acceptere at slægten havde en profeteret undergang, forsøgter de følgende konger at omgøre profetien. I december 1852 løste Kong Monkut (Rama IV) problemet ved roden, ved simpelthen at rive helligdommen for byens søjle ned, og genopbygge den med en ny søjle ved siden af den oprindelige. I begyndelsen af 1932 (Thai-nytåret var 1. april indtil 1940) var den på tidspunktet regerende Chakri-konge, Prajadhipok (Rama VII) klar over skæbnen, han stod over for, ikke mindst fordi han var født i 1893, slangens år if. den asiatiske astrologi.[7]

Den forsvunde revolutionsplakette[redigér | redigér wikikode]

Messing mindeplade for revolutionen den 24. juni 1932, ilagt ved siden af Rama V's rytterstatue. Plaketten forsvandt den 14. April 2017.

Den 10. december, 1936, vendte Phraya Phahon og de øvrige revolutionære ledere, tilsammen kaldt "De fire Musketerer", tilbage til pladsen foran Dusit-paladset, hvor de til minde om dagen indstøbte en lille 30 cm. rund messing-plakette i vejebelægningen ved siden af kong Rama Vs rytterstatue.[8] Siden fik royalister, tilhængere af kongedømmet, mere magt og ændrede Nationaldagen fra 24. juni til 5. december, kong Bhumibol Adulyadejs fødselsdag, og derefter til 10. december som Konstitutionsdag (Constitution Day, da: Grundlovsdag). En mindre gruppe mødtes dog fortsat hvert år den 24. juni ved mindepladen, der senere blev et symbol for den politiske bevægelse, Rødtrøjerne, under de eskalerende konflikter med de royalistiske Gultrøjer i 2008-14 (se afsnittet nedenfor). Plaketten forsvandt pludseligt den 12. april, 2017, hvilket dog først blev observeret to dage senere. Den var udskiftet med en tilsvarende størrelse messingplakette, med en inskription af en del af et ordsprog fra Chakri-dynastiets motto, der forherliger tro på buddhismen, monarken og ens egen familie[9]. Ultra-royalister (Gultrøjer) havde tidligere, i november 2016, truet med ville fjerne 1932-revolutionens mindeplade.[6][10][11] Ingen har taget skyld for ombytningen, og aktivist-klager blev afvist med begrundelse om, at "mindesmærket ingen ejer havde". Områdets overvågningskameraer var i øvrigt nedtaget i forbindelse med vejarbejde og ny kabelføring.[12] Den 3. maj, 2017, blev seks personer, heriblandt en kendt menneskererettigheds-advokat, Prawet Prapanukul, stillet for Retten med anklager om overtrædelse af §112 i kriminalloven, den såkaldte lèse majesté-paragraf, anklaget for at dele et Facebook-opslag om den manglende 1932 Revolutions Plakette, postet af Somsak Jeamteerasakul, en akademiker, der i øjeblikket lever i en selvpålagt eksil i Frankrig (Prawet Prapanukul blev også anklaget for en række andre majestæts-krænkende udtalelser).[13]

Militært styre 1932-1973[redigér | redigér wikikode]

Kong Prajadhipoks abdicererde i 1935, da han ikke vil underskrive en ny forfatning, hvorefter den kun ni år gamle Ananda Mahidol anerkendes som konge af Siam. De ansatte i statforvaltningen var uddannet i Europa, og sammen med militæret udgjorde de efterhånden samfundseliten. Marskal Phibun Songkhram, der var en stor beundrer af Hitler, tiltvang sig gradvis magten og blev diktator i december 1938. Samfundet blev indrettet efter europæisk fascistisk forbillede. Det var Phibun, der i 1939 ændrede landets navn fra Siam til Thailand. Under 2. verdenskrig samarbejdede Thailand med Japan, og den japanske besættelse af landet blev derfor meget mild. Efterhånden som krigslykken vendte for japanerne, voksede utilfredsheden med styret i den thailandske befolkning, og Phibun blev afsat i 1944 af en USA-støttet modstandsbevægelse.

Tiden efter krigen var urolig. I 1946 bliver den unge Bhumibol konge, efter storebroderen, kong Anandas pludselige død. Formelt var demokratiet blevet genindført, men de politiske partier var svage, og militæret erobrede atter magten ved et kup i 1947. Og året efter var Phibun – der med nød og næppe havde undgået at blive stillet for retten for krigsforbrydelser – tilbage som landets leder. Samtidig sørgede bl.a. Koreakrigen for, at Thailands økonomi kom ind i en gunstig udvikling, og de thailandske generaler blev af en stor del af omverden betragtet som en bastion mod den kommunistiske trussel i Sydøstasien. USA indledte et omfattende militært og økonomisk bistandsprogram.

I 1957 forsøgte Phibun at styrke sin stilling ved at gennemføre et valg, hvor valgfusk dog var så åbenlys, at regeringens valgsejr også blev dens fald. Det blev en anden general, Sarit Thanarat, som overtog magten og indledte en ny diktaturperiode med vægt på traditionelle, nationale værdier. Den økonomiske udvikling fortsatte, Japan foretog store investeringer i landet, og den eskalerende krig i Vietnam gavnede Thailands udenrigshandel. USA fik lov at etablere flere militærbaser i landet og udbyggede ved den lejlighed vejnettet og anden infrastruktur i den forsømte østlige del af Thailand.

Efter Sarits død i 1963 tog nye generaler over. Trods kommunismens fremgang i nabolandene fik en venstreorienteret oprørshær aldrig rigtig fodfæste hos det thailandske folk. I 1970'erne kom det dog til studenterprotester i Bangkok. USAs beslutning om at trække sig ud af Vietnam, og de forsigtige tilnærmelser mellem USA og Kina, skabte usikkerhed i Thailand. Den økonomiske fremgang stilnede af, og det blev hårde tider for mange. En skandale med krybskytteri – Thungyai poaching scandal – var en medvirkende årsag til militærstyrets fall.[14] Der blev flere og flere protester, og de førte i 1973 til militærdiktaturets sammenbrud.

Demokrati og miltærstyre 1974-1992[redigér | redigér wikikode]

De følgende tre år var urolige. Politiske partier blev dannet og opløst i hastig rækkefølge, og foruden studenterne begyndte også bønder, arbejdere og munke at organisere sig. Regeringen gjorde meget lidt for at imødekomme kravene om reformer.

Mens den civile regering således virkede ude af stand til at redde situationen, voksede den militært ledede bevægelse Nawaphon frem med slagordene "nationen, religionen, kongen". I efteråret 1976 blev en ny militærregering indsat, og lederne slog hårdt ned på venstreaktivisterne. Den 6. oktober foretog sikkerhedsstyrker og yderste højre paramilitære enheder en massakre mod studerendes ugelange protestdemonstration på Thammasat Universitet og Sanam Luang-pladsen ved Grand Palace, mod den forhenværende militærdiktator Thanom Kittikachorns tilbagevenden fra Singapore. Ifølge regeringen blev 46 dræbt og 167 såret, og omkring 3.000 arresteret. Flere overlevende påstår at dødstallet var over 100.[15]

General Prem Tinsulanonda (1984)

Under general Prem Tinsulanonda, der blev landets leder i 1980, blev det tidligere nære forhold til USA genoprettet. En ny regeringsform, hvor magten var delt mellem regering og militær med kongen som mellemled, blev indført. Samtidig blev regimets holdning over for anderledes tænkende blødt op, og nogle politiske fanger fik amnesti. Der blev gjort olie- og gasfund i Siambugten, og det gav en vis optimisme efter nogle økonomisk hårde år. Thailand fik igen en økonomisk vækst som i 1960'erne, og den efterfølgende modernisering forandrede de sociale strukturer.

Prems regime adskilte sig fra Sarits ved, at det savnede en tydelig ideologi. Hovedmålet var at sikre stabilitet. Den gamle såkaldt klientilistiske politiske struktur – hvor magthaverne køber sig til loyalitet hos forskellige grupper i samfundet – blev lidt efter lidt afløst af et politisk liv med alliancer dannet af interessefællesskab eller fælles ideologi. Forfatningen blev ændret, så det håndplukkede senats magt blev indskrænket meget, og det førte i 1985 til endnu et kupforsøg, som dog mislykkes.

Ved parlamentsvalget i 1988 gik landets ældste parti, Det Demokratiske Parti, stærkt tilbage, og det højreorienterede Thainationen vandt frem. Dets leder, Chatichai Choonhavan, blev premierminister. Det var første gang siden 1976, Thailand fik en folkevalgt regeringsleder. Chatichai indledte en række reformer, som blandt andet gavnede det private erhvervsliv. Og Thailand begyndte at investere i sine fattige nabolande.

Men bekymringen for den frie markedsøkonomis negative effekter – inflation, korruption, trafik- og miljøproblemer mm. – voksede. Regeringen overlevede indtil flere mistillidsafstemninger, men også højtstående militærfolk udtrykte deres misfornøjelse. For at dæmpe deres utilfredshed, tillod Chatichai, at militære nøgleposter blev besat af folk fra den såkladte "klasse 5". Det var en gruppe bestående af indflydelsesrige mænd, som havde taget eksamen fra militærakademiet på samme tid i 1950'erne. Det banede vejen for et nyt, ublodigt kup i februar 1991. Forfatningen blev sat ud af kraft. Det var stadig tilladt for politiske partier at virke, men de eksisterende partier var dybt splittede. I december var den nye forfatning klar, og der blev afholdt parlamentsvalg i marts 1992.

Black May 1992[redigér | redigér wikikode]

Gadeprotester under Black May oprøret i 1992

Valget resulterede i en svag koalitionsregering med fem partier, og da ingen af dem kunne præsentere en troværdig leder, blev posten som regeringsleder indtaget af en af kupmagerne, Suchinda Kraprayoon. Denne gang reagerede offentligheden stærkt, og der var store demonstrationer i Bangkoks gader. Demonstranterne krævede, at regeringslederen blev et af de folkevalgte parlamentsmedlemmer. Protesterne fortsatte hele foråret. Den 17. maj besluttede Suchinda at stoppe dem med vold. "Black May", som oprøret blev kaldt, forsatte til den 20. maj. Overgreb fra militæret førte til 52 dødsfald, hvorefter kong Bhumibol Adulyadej greb ind og Suchinda måtte gå af. Der blev indsat en overgangsregering og militærets øverstbefalende lovede, at militæret ikke ville gribe ind.[16]

Demokrati 1992-2006[redigér | redigér wikikode]

Ved valget i efteråret 1992 fik det gamle Demokratiske Parti flest pladser i parlamentet, men Thainationen og det nye parti National Udvikling, som Chatichai havde dannet kort efter urolighederne i maj, fik næsten lige så mange. Det Demokratiske Partis leder, Chuan Leekpai, blev ny premierminister og lovede ved sin tiltrædelse at forsøge at bekæmpe korruptionen i det politiske liv.

En vigtig opgave for parlamentet var nu at få gennemført en demokratisk reform af forfatningen. I januar 1995 lykkes det endelig Chuan at få samlet flertal for en række tillæg til forfatningen. Reformerne indebar blandt andet, at den stemmeberettigede alder blev sat ned fra 20 år til 18 år, at der blev fjernet pladser i det militærdominerede senat, og at senatorer og ministre ikke længere måtte nyde frynsegoder hos myndighederne eller i statslige virksomheder.

Men i forbindelse med et forslag til en jordreform blev regeringen i foråret 1995 anklaget for korruption. Efter en tillidsafstemning blev parlamentet opløst i maj samme år, og der blev afholdt nyvalg tre måneder senere. Valget blev vundet stort af partiet Thainationen, hvis leder, Banharn Silapa-archa, blev premierminister i spidsen for en skrøbelig koalition af syv partier. General Chaovalit Yongchaiyudhs, der havde fået posten som forsvarsminister, kom mere og mere til at fremstå som premierministerens største rival og formodentlig hans arvtager. Regeringen fremstod stadig mere korrupt og forsøgte at vinde popularitet, ved at gennemføre nogle af de tidligere lovede reformer. Det meste af lovgivningsarbejdet kørte dog fast på grund af uenighed internt i regeringen. I efteråret 1996 trak Banharn sig og udskrev nyvalg.

Finanskrisen 1997[redigér | redigér wikikode]

Umiddelbart før den asiatiske finansielle krise ramte i 1997 var Thailands udenlandsgæld større end 100 mia. USD (ca. 600 mia. DKK). Med et BNP omkring 180 mia. USD (Ca. 1.080 mia. DKK), udgjorde udlandsgælden 55%. Valutareserverne var 37 mia. USD (ca. 220 mia. DKK) i december 1996. Forud havde været en imponerende vækstperiode fra 1990 til 1996, hvor udenlandske kapital strømmede ind grundet lav inflation, høje renter og betalingsbalanceoverskud. Bankernes udlån var massive og tilgodehavenderne store. Da verdens efterspørgsel på halvledere, der var en stor eksportartikel for Thailand, faldt i 1996, kombineret med fremkomsten af Kina som et konkurrencedygtig destination for udenlandske investeringer, kom den thailandske valuta under stigende pres grundet kapitalflugt. Først blev thailandske baht lænket til USD, men centralbanken blev tvunget til at lade kursen flyde, da valutareserverne løb ud, hvorefter den faldt mere end 50%. Thailand måtte søge hjælp fra IMF (Internationale Valutafond) for at stoppe krisen.[17]

Thaksin Shinawatra-perioden 2001-2006[redigér | redigér wikikode]

Premierminister Thaksin Shinawatra (2005)
Uddybende Uddybende artikel: Thaksin Shinawatra

Trods Thaksin Shinawatra havde været indblandet i flere kontroversielle affærer vandt han valget i 2001, og han blev den første valgte premierminister, der sad hele perioden ud. I januar 2005 blev han genvalgt med en såkaldt jordskredssejr. Der var imidlertid store strukturelle komplikationer i opbakningen til både ham, og hans parti Thai Rak Thai. Mens opbakningen fra landdistrikterne var massiv, var det samme absolut ikke tilfældet i de sydlige provinser og byområderne, i særdeleshed hovedstadsregionen. Gennem en periode blev det nærmest en fast norm med ugentlige demonstrationer. En hemmelig plan om at afsætte Thaksin ved et statskup tog sin begyndelse i februar 2006, samtidig med at Thaksin opløste parlamentet og udskrev parlamentsvalg til 2. april 2006. Oppositionen boycottede valget med en så massiv opbakning, at der adskillige steder blev afleveret flere blanke stemmesedler end udfyldte. Forfatningskommissionen erklærede valget for ugyldigt, hvorefter der opstod en dyb konflikt mellem forfatningskommissionen og valgkommissionen. Der blev udskrevet et nyvalg til 19. oktober 2006, som oppositionen tilkendegav, at de ville deltage i.

Militærkuppet i 2006[redigér | redigér wikikode]

Armerede køretøjer parkeret i den 1. armés hovedkvarter, under kuppet i 2006
Uddybende Uddybende artikel: Thailands militærkup 2006

Den 19. september 2006 blev premierminister Thaksin Shinawatra afsat ved et militærkup, det første i 15 år. Thaksin var under kuppet på udlandsrejse for at holde tale til FN i New York. Militæret aflyste det kommende valg, suspenderede forfatningen, opløste parlamentet, forbød protester og al politisk akitivitet, undertrykte og censurerede medierne, samt arresterede medlemmer af kabinettet. Thaksin vendte ikke tilbage til Thailand før februar 2008, hvor han blev anklaget for korruption, men erklærede sig ikke skyldig og blev løsladt mod kaution. I august besøgte han Kina i forbindelse med Olympiade-åbningen, og i den forbindelse søgte han politisk asyl hos Storbritannien med påstand om, at retssagen mod ham var politisk. I oktober blev han dømt in absentia og anmodet udleveret fra Storibtitanien. Han har siden levet i selvvalgt eksil, primært i Dubai og Hong Kong.

Efter kuppet opretholdt militæret styringen af landet i en periode, hvorunder politikere fra forhenværende premierminister Thaksins parti, Thai Rak Thai, blev bandlyst fra politisk aktivitet i en årrække og partiet blev opløst. I kølvandet af militærkuppet opstod bevægelsen National United Front of Democracy Against Dictatorship (UDD), senere kendt som rødtrøjer, som støttede afsatte premierminister Thaksin Shinawatra og protesterede mod kupmagerne, for at opnå demokratisk valg. Bevægelsen opløstes efter der blev afholdt demokratisk valg i december 2007[18], hvorefter People's Power Party (PPP), leddet af Samak Sundaravej, dannede regering sammen med fem mindre partier.

Demokratisk periode med politiske konflikter 2008-14[redigér | redigér wikikode]

Rødtrøje demonstration ved Ratchaprasong Intersection i 2010

De følgende år var præget af politisk uro og optøjer i især hovedstaden Bangkok. Grupperne markerede sig under betegnelserne Rødtrøjer, som støttede PPP og var tilhængere af tidligere premierminister Thaksin, og Gultrøjer, der støttede oppositionen, Det Demokratiske Parti.

Premierminister Samak Sundaravej blev i september 2008, efter en række skandaler og et "overlevet" mistillidsvotum i parlamentet, erklæret skyldig i interessekonflikt af forfatningsdomstolen, på grund af sin medvirken som vært i et Tv-program om madlavning, hvorefter han måtte træde tilbage. Premierministerposten blev overtaget af partifællen Somchai Wongsawat, der dog allerede en måneds tid senere, i oktober 2008, blev forhindret adgang til sit kontor af massive demonstrationer fra en gruppe gultrøjer, der kaldte sig People's Alliance for Democracy. I november bredte gultrøje deomnstrationerne sig, og den nyåbnede Suvarnabhumi lufthavn blev blokeret en kort periode. Den 2. december afgav Højesteret en kontroversiel dom om, at PPP var fundet skyldig i valgsvindel og partiet skulle opløses. Umiddelbart efter lykkedes det for Det Demokratiske Parti at danne en ny regering med Abhisit Vejjajiva som premierminister.

En demonstrerende rødtrøje oppositionsgruppe, National United Front of Democracy Against Dictatorship (UDD), der oprindeligt blev dannet efter 2006-kuppet og opløst ved valget i 2007, genopstod i april 2009[18]. De foranstaltede en aggressiv demonstration i badebyen Pattaya under det asiatiske topmøde Fourth East Asia Summit, der blev aflyst da demonstranterne stormede og blokerede kongrescentret på Royal Cliff Hotel. Mødet blev efterfølgende afholdt i oktober måned.

Et årstid senere, i perioden marts til maj 2010, foranstaltede UDD i en række ny voldelige optøjer, som førte sammenstød med militære fraktioner, hvilket resulterede i 87 dødsfald og flere end 1300 tilskadekomne. Rødtrøje demonstranterne besatte Bangkoks forretningskvarter i flere uger og regeringen indførte undtagelsestilstand. Urolighederne spredtes til provinsbyerne Chiang Mai og Surat Thani. Efter adskillige voldelige sammenstød overgav UDD sig den 19. maj.

Yinluck Shinawatra og ris-støtteordning[redigér | redigér wikikode]

Yingluck Shinawatra (2012)
Uddybende Uddybende artikel: Yingluck Shinawatra

Ved parlamentsvalget i juli 2011 vandt det nydannede oppositionsparti Pheu Thai en såkaldt “jordskredssejr”. Partiet var ledet af den politisk uerfarne Yingluck Shinawatra, yngste søster til tidligere premierminister Thaksin Shinawatra, der blev beskyldt for, at han fra sit frivillige eksil var den egentlige leder af en marionetregering. Thaksin havde ved adskillige lejligheder holdt video-link transmitterede taler til rødtrøje gruppers møder, og de thailandske medier omtalte, at alle ny ministre skulle godkendes personligt af Thaksin Shinawatra, der skiftevis opholdt sig i Hongkong eller Dubai.

Det vigtigste valgløfte i 2011 fra Yingluck Shinawatra var et såkaldt Rice Pledge Scheme (da. ris løfte ordning), måske mere korrekt oversat til et rice-pawning scheme[19] (da. ris pante ordning), hvor bønderne blev lovet at regeringen købte deres rishøst for en høj pris, og hvis markedsprisen senere steg, kunne de få deres ris tilbage, og sælge den til markedspris.[20] Da 40% af Thailands arbejdsstyrke var beskæftiget i landbrug, og hovedparten med risdrykning, resulterede dette løfte i Yingluck Sinawatras valgsejr. Strategien var en simpel tre-trins proces, hvor ris blev opkøbt til overpris, derefter lagt på regeringens lagre for at presse verdensmarkedsprisen op, for til sidst at sælge risen til en højre pris, end den oprindeligt blev støttet med. Trods Thailand på daværende tidspunkt kontrollerede 30% af verdensmarkedet for ris, blev ordningen af kritikere anset for urealistisk fra begyndelsen, og planen gav også bagslag, da andre lande, især Indien og Vietnam, straks fyldte det thailandske ris-tomrum fra slutningen af 2011 og frem til 2013. Offentlige tal for de samlede omkostninger til ordningen blev ikke frigivet af regeringen, men skønnedes at ligge mellem 8 mia. USD og op til 20 mia. USD (45 mia. til 110 mia. DKK).[21] I alt blev 18 mio. tons usolgt ris henlagt i regeringens lagre.[22]

I januar 2014 begyndte den Nationale Anti-korruptions Kommission (NACC) at undersøge Yingluck Shinawatras rolle i ordningen. I maj blev hun er tvunget til at træde tilbage som premierminister, efter at Thailands forfatningsdomstol fandt hende skyldig i magtmisbrug i anden anledning. Nogle måneder senere fjernede militæret, hvad der var tilbage af hendes regering, ved et statskup. I januar 2015 anklages hun efter en af militæret støttet lov for korruption, i forhold til sin rolle i ris-støtteordningen.[23] Dommen skulle afsiges den 25. august 2017, hvor pressen forinden spekulerede i udfaldsmulighederne, med henholdvis skyldig, med op til 10-års fængsel, skyldig med en betinget dom, og frifindelse, samt overvejelser om appel. Desuden var der den mulighed, at hun ikke ville møde op til domsafsigelsen, men derimod flygte, hvilket myndighederne måske ville foretrækker, frem for "skyldig", hvor hendes fængsling kunne gøre hende til en mere sympatisk figur, og hæve hende til status som et "demokratikoncept" – ligesom Myanmars tidligere oppositionsleder og Nobelprisvinder Aung San Suu Kyi.[24]

På dagen for domsafsigelsen mødte Yingluck Sinawatra imidlertid ikke op i retten. Sinawatras advokat oplyste, at frafaldet skyldtes sygdom.[23] Sent om eftermiddagen rapporterede flere udenlandske nyhedsmedier, at Yingluck if. vice-premierminister Prawit Wongsuwan havde forladt Thailand via grænsen til Cambodja, hvorfra hun var fløjet til Singapore og mødt sin storebror, Thaksin Shinawatra, og sammen var de forsat til Dubai, hvor Thaksin blandt andet opholdt sig i frivilligt eksil, efter at være blevet afsat ved et militærkup i 2006. Prawit Wongsuwan understregede, at den siddende militærregering ikke havde nogen forlods viden om med flugten,[25] CNN oplyste den 28. september, at Yingluck havde opholdt sig i London i to uger, samt at hun søgte asyl i Storbritannien.[26]

Thailands højesteret kendte den 25. august 2017 tillige fhv. handelsminister Boonsong Teriyapirom og fhv. viceminister Phumi Saraphol, begge fra Yingluck Sinawatras regering, skyldig i falske regering-til-regering handler med Kina under ris-støtteordningen, de blev idømt henholdsvis 42 års og 36 års fængsel. I alt fandt Højesteret 20 personer skyldige i overtrædelser ifm. ordningen.[27]

Den 27. september afsagde Højesteret dom in absentia over Yingluck Shinawatra, hvor retten idømte hende fem års fængsel for at undlade at stoppe falsk og korrupt G2G (government-to-government, da. regering-til-regering) salg af ris fra ris-støtteordningens lagre til Kina. Manglen på reaktion var ensbetydende med uærlig og manglende indgriben, for ikke havde fjernet Boonsong Teriyapirom som handelsminister, hvilket var i strid med straffeloven og antikorruptionsloven fra 1999, og dermed berettigede en femårige fængselsperiode. I den anden anklage om, at hun var skyldig i skader forårsaget af hendes implementering af ris-støtteordningen, blev hun frifundet. Retten erklærede tillige, at både anklager og dømte havde ret til at appellere dommen inden for 30 dage, i henhold til den nye 2017-forfatning, der dog forudsætter at Yinglock personligt møder op i forbindelse med indgivelse af appel, hvilket vil kunne medføre hendes arrest.[28][29][30][31]

Udgifterne til ris-støtteordningen var dog ikke hovedårsagen til, at Yingluck Shinawatras regering i sidste ende faldt, og hun efterfølgende personligt blev anklaget for det økonomiske tab fra støtteordningen. De politiske spændinger i Thailand begyndte næsten et årti tidligere da Thaksin Shinawatra, Yinglucks ældre bror og tidligere premierminister, selv blev fjernet ved et militært kup i 2006, og dømt for korruption.[21]

Bombeattentater 2015[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Bombeattentater i Bangkok
Erawan Helligdommen ved Ratchaprasong krydset (17. februar 2011).

Den 17. august, 2015, klokken 18:58 lokaltid eksploderede en kraftig bombe midt i den travle myldretid på et af Bangkoks befærdede hovedstrøg ved den brahmanske helligdom Erawan. Bomben krævede 20 dødsofre og 126 tilskadekomne, heriblandt adskillige udlændinge. Da mange asiatiske turister besøger Erawan helligdommen, var de i overtal blandt de udenlandske ofre, især kinesere og malayer. Der var ingen danskere eller skandinaver blandt ofrene. Dagen efter, den 18. august, 2015, klokken 14:39 lokaltid detonerede endnu en bombe ved Chao Phraya-flodens Taksin-bro, et travlt trafikknudepunkt. Ingen kom til skade ved eksplosionen. Bomben var af samme type, som den aftenen før, men af noget mindre styrke – dog var begge bomber rettet mod mål med mange turister, med hensigt at dræbe mennesker.[32][33][34] Den 29. august om eftermiddagen anholdt politiet en mistænkt i Bangkoks Nong Chok distrikt i forbindelse med de to bomber.[35][36] Efterfølgende blev flere mistænkte anholdt, størstedelen uighurere, et overvejende sunni-muslimsk, religiøst mindretal i Kina, som ønsker en egen selvstændig stat. En del uighurere brugte Thailand som transitland for videre rejse til Tyrkiet. Knap to år senere, i maj 2017, begyndte de første retsmøder efter lange uoverensstemmelser om tolke for de to hovedmistænkte, etniske uighurere, Adem Karadag og Yusufu Mieraili, der under tidligere politiafhøringer havde erkendt at have fremstillet og placeret bomben ved Erawan-helligdommen.[37] Retssagen skønnedes at kunne komme til at vare til 2020.[38]

Bomberne blev ikke klassificeret som terror.[39]

De fleste analytikere har konkluderet, at bombeangrebet var Uighur-militantes arbejde som hævn for, at militærregeringen nogle måneder tidligere med tvang havde hjemsendt flere end hundrede uighurer til Kina, mod deres vilje.[38]

Militærkuppet i 2014[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Thailands militærkup 2014

I oktober 2013 begyndte de oppositionistiske gultrøjer, under ledelse af tidlige vice premieminister Suthep Thaugsuban at opfordre til demonstrationer i Bangkok. Formålet var med fredelige midler, blandt andet fløjter, at afsætte regeringen, hvorefter en udpeget premierminister skulle danne en overgangs regering, der kunne indføre reformer før et damokratisk valg blev afholdt. Demonstrationerne eskalerede de følgende måneder og den siddende regering opløste parlamentet, fortsatte som forretningsministerium, og udskrev nyvalg til afholdelse i februar 2014. Demokraterne boykottede valget og blokerede valgsteder i flere provinser. Efterfølgende blev diskuteret om et suppleringsvalg i de blokkerede provinser var muligt, om det allerede afholdte parlamentsvalg i det hele taget var juridisk gyldigt, om der kunne afholdes et helt nyt valg, om forretningsministeriet kunne gå af eller var forpligtiget til at forsætte i henhold til forfatningen. Demonstrater havde i perioder okkuperet dele af Bangkok og urolighederne spedte sig til provinsen. Den siddende regering var også kommet i modvind over et subsidieret, men ufinansieret risopkøbsprogram, hvor bønderne solgte deres ris til regeringen, men udbetalinger af penge blev forsinket eller udeblev, hvilket yderligere medførte bønderdemonstrationer og vejblokader fra Bangkok og op gennem det nordøstlige Thailand, det såkaldte Isaan Plateau.[40]

De thailandske medier har flere gange antydet, at landet kunne risikere at blive delt i et nordligt, rødtrøje domineret, og sydligt, gultrøje domineret. Forskellige sammenstød med skudepisoder og bomber mellem de to grupper, medførte 38 dødsfald og adskillige tilskadekomne. Den 7. maj blev Yingluck anklaget for magtmisbrug og trådte tilbage, mens den tidligere regering fortsat fungerede som forretningsministerium. Begge politiske gruppers tilhængere, gultrøjer og rødtrøjer, opfordrede til massedemonstrationer der skulle afholdes i slutningen af maj.[40]

General Prayuth Chan-ocha var leder af militærkuppet i 2014.

Den 20. maj indførte militæret undtagelsestilstand for at standse urolighederne, men benægtede der var tale om et kup. En efterfølgende meningsmåling gennemført den 21. maj viste 75% opbakning til miltærets indgriben. De stridende politiske gruppers ledere blev indkaldt til møde hos general Prayuth Chan-ocha, der bad dem finde et kompromis og fremlægge dette den 22. maj. Parterne kunne imidlertid ikke fremlægge et kompromis på mødet, hvorefter Prayuth sagde, at så overtog han styringen og proklamerede militærkup. Forfatningen blev suspenderet, censur indførtes, radio og TV stationer blev lukket og måtte kun sende militærets informationer, udenlandske nyhedskanaler blev afbrudt mange steder. Desuden blev skoler og undervisningsinstitutioner midlertidigt lukket, og der indførtes forsamlingsforbud, samt landsdækkende udgangsforbund mellem 22-aften og 5-morgen. Der blev meldt om ro i alle byer over hele landet og ingen rapporter om militære tanks. Natten til den 23. maj blev græseovervågningen intensiveret, især grænserne til Laos og Cambodja, så politiske aktivister ikke kunne rejse ud. Militærstyret krævede en lang række navngivne politikere skulle give møde hos militæret. Flere politiske ledere blev arresteret, blandt andre gultrøje-lederen Suthep Thaugsuban og forhenværende premierminister Yingluck Shinawatra. Militæret antydede, at det ikke ville tilbageholde Yingluck mere end nogle få dage.[40]

Militærstyret udtalte, at de hurtigt vil gennemføre reformer og efterfølgende udskrive et demokratisk valg. Den 24. maj tillod militærstyret at en række Tv-stationer, men ikke alle, atter måtte genoptage udsendelse af ordinære programmer. Mindre grupper i Bangkok brød forsamlingsforbuddet for at protestere mod militærstyret. Et større forsamling marcherede mod Victory Monument i en fredelig protestmarkering. General Prayuth Chan-ocha udskiftetede politichefen og opløste senatet først på aftenen, og overtog dermed al lovgivning.[40]

Forhenværende premierminister Thaksin Shinawatra udtalte den 24. maj til ABC-News, at hans søster, afsatte premierminister Yingluck Shinawatra, vil etablere en eksil regering, der for eksempel kan regere fra et naboland som Cambodja.[41] To dage senere, den 26. maj, udelukker Cambodja at ville huse en eksil thai-regering.

En del af de af militæret tilbageholdte politikere, herunder Yingluck og Suthep, blev løsladt den 26. maj, nogle mod kaution. Kongen var indforstået i kuppet og udpegede general Prayuth Chan-ocha som leder af National Council for Peace and Order (NCPO, da. Det Nationale Råd for Fred og Orden). Skoler og Læreranstalter genåbnede, den midlertidige lukning skyldtes, at der ved tidligere militærkup opstod voldelige uroligheder på universiteterne. På en pressekonference sagde Pryuth Chan-ocha, at militærstyret ville afholde demokratiske valg, men kunne endnu ikke give en tidsplan; formålet med kuppet var at standse de voldelige uroligheder. De manglende betalinger fra den afsatte regerings risopkøbsprogram blev udbetalt til landmændene. Der var igen fredelige anti-kup demonstrationer i Bangkok ved Victory Monument. Det landsdækkende udgagsforbud 22-05 blev opretholdt, men allerede lempet den 27. maj til at gælde fra midnat til 4-morgen, og et par dage senere ophævet på udvalgte tourist destinationer som Pattaya og Phuket. Mindre fredelige demonstrationer mod militærkuppet fortsatte i Bangkok de følgende dage. Militærjuntaen fortalte ved et pressemøde den 29. maj, at formålet med kuppet var at undgå Thailand blev et nyt Syrien. Juntaen vil gennemføre nødvendige reformer, og når tiden er passende give styringen af landet tilbage til en demokratisk valgt regering. General Prayuth Chan-ocha oplyser I en Tv-tale den 30. maj, at det vil vare mindst 15 måneder før demokrati kan genindføres.[40]

Den 10. juni blev udgangsforbuddet yderligere lempet til at omfatte 17 provinser, og tre dage senere helt ophævet, da der ikke havde været yderligere demonstrationer eller antydning af uro. En meningsmåling fra Dusit Poll foretaget 10. til 14. juni viste at 93% responderede tilfredshed med at de politiske demonstrationer var ophørt, og 87% at de kunne genoptage almindelige daglige rutiner. Knap 67% forventede at landets økonomi, politiske og sociale forhold ville blive bedre. NCPOs planer for reformer er: at standse populistisk politik, en indsats mod korruption, stoppe Shinawatra-regeringens diskutable 2 billarder baht store lånefinansierede infrastrukturprojekt med højhastighedstog, og i stedet satse på udbygning af det eksisterende jernbanenet med dobbeltspor, standse regeringsopkøb af ris, samt indsætte en udpeget regering i september måned. De europæiske regeringer opfordrer gennem EU militærjuntaen til straks at genindfører demokrati og suspenderer midlertidigt eksisterende samarbejdsaftaler.[40]

Thailand havde foruden 2.3 millioner registrerede fremmedarbejdere fra nabolandene Cambodja, Myanmar (Burma) og Laos, anslået omkring to millioner illegale. En udspil om at åbne for registrering af de illegale fremmedarbejdere misforstås af cambodjanerne og rygtes som juntaen vil arrestere dem, hvilket medførte nærmest en ”folkevandring” mod Cambodja. Med en officiel arbejdsløshed under 1% var især bygningsindustrien stærkt afhængig af fremmed arbejdskraft. Efter et par uger lykkedes det i samarbejde med den cambodjanske regering at få de flygtede arbejderne overbevist om, at de kunne komme tilbage og arbejde lovligt i Thailand. I 2014 var der 660.000 arbejdere fra Cambodja, svarende til at 5% af landets totale befolkning arbejder i Thailand [42].

Især ferieøen Phuket blev genstand for militærjuntaens indsats mod korruption, med blandt andet oprydning i den såkaldte ”taxi mafia” og fjernelse af ulovlige bygninger og erhvervsdrivende på turist strandene. En ny meningsmåling i begyndelsen af juli viste, at næsten 90% af befolkningen var mere tilfredse nu, end før militærkuppet. Afsatte premierminister Yingluck Shinawatra fik tilladelse til at rejse til Paris for at deltage i sin bror, tidlige afsatte premierminister Taksin Shinawatras 64-års fødselsdag. Trods formodninger om at hun ville søge asyl i udlandet, vendte hun tilbage som planlagt. Pressecensuren blev lempet den 22. juli, så den i vid udtrækning blev selvcensur.[40]

Juntaleder bliver premierminister[redigér | redigér wikikode]

Prayuth Chan-ocha blev i august 2014, udnævnt som Thailands 29. premierminister

Den 21. august, 2014, valgte NCPO (Det Nationale Råd for Fred og Orden) militærjunta leder general Pryuth Chan-ocha som Thailands 29. premierminister [43]. Den 7. august, 2016, gennemførte regeringen en folkeafstemning om en ny konstitution (grundlov), der blev stemt igennem med 61% flertal. Konstitutionen var omdiskuteret, især i udlandet, da den fremadrettet giver militæret mere magt gennem NCPO, blandt andet ved at medlemmer til Senatet bliver udpeget i stedet for folkevalgt, at Senatet får veto-ret og kan udpege en premierminister, hvis der ikke opnås enighed om valg af premierminister mellem Parlamentet og Senatet. En udpeget premierminister behøver ikke være medlem af Parlamentet og kan højst sidde i fem år.[44] Yderligere blev det kritiseret, at den ny forfatnings §265 svarer til militærjuntaens midlertidige forfatnings undtagelsesparagraf, §44, der giver NCPO fuldstændige beføjelser indtil et nyvalgt parlament tiltræder, hvilket i praksis betyder, at general Pryouth Chan-ocha kan afsætte parlamentet, hvis han ikke bryder sig om det.[45][46] Efter kong Bhumibol Adulyadejs død den 13. oktober og tronskiftet den 1. december, 2016, blev det kong Maha Vajiralongkorn Bodindradebayavarangkun (Rama X), der skulle underskrive den ny konstitution. Den 10. januar, 2017, meddelte premierminister Pryuth Chan-ocha, at kongen ønskede indføjet tre-fire ændringer vedrørende kongens autoritet, ændringer som ikke vil berøre folkets rettigheder og frihed, da disse ændringer alene vedrører kongens historiske rettigheder til at udpege sit statsråd. Omskrivningen ville kunne udføres under premierminister Pryuth Chan-ochas selvproklamerede, fuldstændige magtbeføjelser, og godkendes af det militærjunta-udpegede kabinet. Det blev understreget, at køreplanen for det forventede demokratiske valg af en ny regering ikke blev forsinket, valget er dog foreløbigt udskudt flere gange,[47][48] fra først lovet gennemført i 2015, til november 2018, bl.a. pga. kongens død og efterfølgende kremeringsceremoni.[49] Kong Maha Vajiralongkorn Bodindradebayavarangkun underskrev den ny konstitution, den 6. april, 2017.[50] En meningsmåling offentliggjort i juni, 2017, viste, at 70% af befolkningen mener demokratisk parlamentsvalg først skal gennemføres når nationen er parat til det, mens 30% mener at et valg skal ske som planlagt i juntaens køreplan.[51]

Efter tre års junta-styre blev militæret endnu stærkere indlejret i samfundet, også selv om det altid har spillet en prominent rolle i Thailand. Premierminister, general Prayuth Chan-ocha, har siden kuppet haft et ugentligt fredags prime time Tv-show, mellem nyheder og en populær sæbeopera-serie, hvor han taler om alt, lige fra værdi af beskedenhed, til statens økonomi. Den af kongen nyligt godkendte forfatning svækker permanent politikernes indflydelse ved fremtidige folkevalgte regeringer. Militæret sidder på 143 af parlamentets 250 sæder, under den foregående junta, efter 2006-kuppet, udgjorde militærets pladser kun 67 ud af 242. Også blandt senatets 36 medlemmer har 12 af dem militær baggrund, efter 2006-kuppet var der fire officerer blandt 37 senatorer. Flere end halvdelen af statsrådets 13 medlemmer er miltærfolk, rådet er rådgiver for kong Vajiralongkorn, som selv er militæruddannet. NCPO, Kommiteen for Fred og Orden, har udstedt 358 forordninger, og har blandt andet lanceret initiativer som en hotline til at rapportere udisciplinære buddhistiske munke, og såkaldte attitude-justerings-programmer for berusede chauffører. Forskellige kampagnen har dækket alt fra opløsning af taxa-bander i lufthavne, til oprydning af gadeboder, sidstnævnte mest med blandede resultater. Folket virkede umiddelbart ubekymret, og forskellige meningsmålinger viste tilfredshed med militærregeringen,[52] men i begyndelsen af 2017 syntes opbakningen at smuldre, og juntaen fandt behov for at rebrande sig selv. Dette kom til at ske med en sæbeoperaserie, som er meget populære i Thailandsk TV, hvori seerne følger fire hovedpersoner, der arbejder i forskellige væbnede styrker, som hæren, flåden, politiet og luftvåbenet.[53] En efterfølgende meningsmåling i august 2017 viste 48.7% folkelig opbakning til den siddende miltærregering, mens juntaleder og premierminister, general Prayuth Chan-ocha, havde lidt over 80% opbakning for henholdsvis lederskab (81,2%) og ideologi (82,3%). 73,6% af svarerne mente at juntaens politik og tiltag havde været effektive.[54] Men allerede få måneder senere, i begyndelsen af december, var opbakningen stærkt faldende, primært grundet regeringens dårlige overblik med håndtering af kommentarer på sociale bevægelser, og provokerende svar fra ledende embedsmænd, der tydede på, at generalerne handlede politisk bevidst.[55] Målt på en skala fra 1-10 blev militærjuntaen i meningsmålinger bedømt til 7,02 lige efter kuppet i 2014, et år senere til 6,15, to år efter kuppet til 6,48, og efter tre år til 5,73. Til sammenligning blev den demokratisk valgte Yingluck Shinawatra-regering umiddelbart før militærkuppet bedømt til 5,28.[56]

Bombeattentat mod militærhospital i 2017[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Bombeattentater i Bangkok

På tre-årsdagen for 2014-militærkuppet, eksploderede en bombe om formiddagen den 22. maj, 2017, på King Mongkut Hospital, et militærhospital i Bangkok. Eksplosionen skete i et receptionsområde forbeholdt syge og ældre militærofficerer. Den 15. juni arresterede myndighederne en 62-årig pensioneret elektroingeniør og i december, blev han idømt 27 års fængsel, nedsat fra livstid, da han havde tilstået.[57]

General Prayuth Chan-ocha som politiker[redigér | redigér wikikode]

Premierminister Prayuth Chan-ocha lægger en krans ved Den ukendte soldats gravArlington Kirkegård under sit statsbesøg i USA, 2017.

Medierne begyndte at spekulere i, om juntaleder Prayuth Chan-ocha ville søge opstilling til valg, da han startede på at rejse rundt til flere provinser for at møde befolkningen, og lade sig fotografere sammen med bønder, som var det under en valgkampagne. En meningsmåling i juni (2017) havde vist, at 53% af thaierne ville stemme på ham som premierminister for en ny 4-årig periode.[58] Lederen af NLA, National Legislative Assembly (Nationale Lovgivende Forsamling), sagde i september 2017, at et demokratisk parlamentsvalg kunne forventes omkring november-december, 2018.[59] Premierminister Prayuth Chan-ocha bekræftede efter sit besøg i USA hos president Donald Trump i oktober, 2017, at demokratisk valg skal afholdes i november, 2018.[60] Men han sagde yderligere, at det bør være et demokrati, der opretholder en thailandsk egenart. Han understregede, at regeringen har brug for samarbejde fra politikere fra alle politiske partier vedrørende gennemførelsen af den 20-årige nationale strategi, og at alle politiske partier bør bygge videre på det fundament, som regeringen og den Nationale Komite for Fred og Orden (NCPO) har etableret. Politiske partiers ændringer i strategien, skal være i overensstemmelse med (militær-regerings) lovene, så man kan være i stand til at skelne mellem parti-platforme og den nationale strategi.[61]

Teknisk set kunne Prayuth ikke stille op til valg, da han i så fald skulle have trådt tilbage fra sin post allerede i 2017, men et politisk parti kunne nominere ham som frontfigur. Den af militæret nyskrevne konstitution, der blev vedtaget ved en folkeafstemning i 2016 og underskrevet af kongen i 2017, åbnede imidlertid for en anden mulighed, nemlig at han kunne blive udpeget som en udefrakommende premierminister, hvis både Representanternes Hus og det af militæret udvalgte Senat nominerer ham, ifald det vindende politiske partis kandidat ikke har fået nok stemmer.[62] Uanset om juntaleder Prayuth Chan-ocha stiller op som kandidat til et kommende valg, så har hans diktatregering, med adskillige lovændringer, sørget for, at militæret under alle omstændighed får en afgørende indflydelse på thailandsk politik i flere kommende årtier.[63]

Watchgate[redigér | redigér wikikode]

Forsvars- og vicepremierminister, general Prawit Wongsuwan. Fotografi fra 2010, ifm. kong Bhumibol Adulyadejs fødselsdagsreception.

Begrebet "Watchgate", opkaldt efter USAs Watergate skandale, opstod i løbet af januar, 2018. En irriterende sag for militærjuntaen, hvor forsvars- og vicepremierminister, general Prawit Wongsuwan, af regeringskritikere blev anklaget for korruption. Det skyldtes, at han blev fotograferet med et kostbart luksus-armbåndsur, samt en stor diamantring, der ikke figurerede på den tidligere indberetning over ministerens formue og værdigenstande. En efterfølgende kritisk gennemgang af fotografier i diverse nyhedsmedier viste Prawit med 20-25 forskellige luksusure, til en samlet værdi på mindst 1,2 mio. USD (ca. 7 mio. DKK), hvor flere medier anslog et højere beløb, hvilket syntes uoverkommeligt at kunne afskaffes for en ministerløn. Uklare forklaringer om lån fra en afdød ven, der samlede på armbåndsure, medførte at NACC (National Anti-Corruption Commission, da. Den Nationale Anti-korruptions Kommitte) skulle undersøge sagen. Komiteen blev imidlertid beskyldt for at være inhabil pga. tætte forbindelser til hovedpersonen, general Prawit Wongsuwan. Oppositionspolitikere mente at juntaleder Prayuth Chan-ocha skulle skille sig af med sin udenrigs- og vicepremeirminister, men Prayuth tøvede med af afskedige sin personlige ven og militærkollega, trods Prawit var parat til at træde tilbage, hvis han var uønsket til at varetage sin ministerpost. Prawit udfyldte en vigtig position i juntaen, og uden hans "stærke figur" til varetagelse af fred og orden, kunne sikkerheden svækkes. Regeringskritikkere spurgte om »tiden var ved at rinde ud for militærjuntaen efter Watchgate«. I begyndelsen af februar (2018) kom endnu et tilbageslag for den siddende militærregering, de en onlineafstemning, der egentlig skulle vise opbakning til general Prawit Wongsuwan, viste sig at være overvejende falsk.[64][65][66][67][68] Vedvarende kritik af regeringen ifm. Watchgate, medførte at militæret, på juntaens ordre, fjernede nyhedsagenturet PPTVs direktør. Siden militæret greb magten i 2014, har myndighederne advaret pressen for at undgå kritik, retsforfulgt en række journalister og lukket tv-stationer for deres kritiske dækning.[69]

Den meningsdannende engelsksprogede avis The Nation skrev om Watchgate, at siden sin kontroversielle magtovertagelse havde Prayuth Chan-ocha prioriteret en kampagne mod korruption, men »Thailands onde cyklus er: Magtfulde politikere erklærer krig mod korruption og alle, undtagen deres egne, straffes.« Avisen tilføjede, at »på en måde er det lykkedes for Prawit Wongsuwan, hvor Prayut fejlede, da viceministeren har opløst alle politiske farver, hvor mange mennesker, der aldrig tidligere kunne forenes, nu går sammen i et forsøg på at tvinge ham ud af kabinettet.« Et af problemerne er, at hvis en minister, her Prawit Wongsuwan, forlader sine poster i utide, kan den der har udpeget ham, i dette tilfælde juntaleder Prayuth Chan-ocha, tabe ansigt.[70]

I begyndelsen af september fortalte Prawit Wongsuwan var uskyldig i relation til sagen om luksusurene., at han havde leveret alle 25 ure tilbage til deres retmæssige ejer, da han kun havde lånt dem og båret dem gennem en 10-årig periode. Dette indikerede, at han ikke ville lade den Nationale Anti-korruptions Kommitte undersøge dem. Anti-korruptions aktvister mente, at Prawit havde overtrådt artikel 103 i antikorruptionsloven, som forbyder politikere og statslige embedsmænd at acceptere gaver, der er værdsat til over 3.000 baht (cirka 600 DKK). Der er firmaer i udlandet, som udlejer luksusure mod betaling, så ved at låne og bruge dem, havde Prawit modtaget nogle fordele, ifølge aktivisterne.[71]

I slutningen af december afgjorde NACC med stemmerne 5:3, at Prawit Wongsuwan var uskyldig i relation til sagen om luksusurene.[72][73]

Middelklassen og militærjuntaen[redigér | redigér wikikode]

Totalitære regimer var nærmest almindelige i Thailand, som siden den demokratiske transformation i 1932 havde oplevet en lind strøm af autoritære regeringer, der nærmest blev indlejret i det thailandske folks tankegang, som toleranceånd over for militærets vilkårlige dominans, og if. kritikere, dets foragt for retsstatsprincippet. Efter en længere periode med politisk kaos, der forkrøblede nationen hovedstad, Bangkok, genindførte militæret ro og stabilitet, hvilken handling blev anset som genindførelse af traditionelle thailandske værdier. De urbane middelklassethaier omfavnede tilsyneladende helhjertet 2014-kuppet, selv om det væltede en demokratisk valgt regering. Middelklassens tolerance for diktaturet, gjorde dem, if. militærjuntaens kritikere, samtidig intolerante over for manglende ytringsfrihed og demokratiske processer, og med manglende intellektuel kapacitet til at forstå nuancerne i thailandsk politik, og endnu værre, til at forstå demokrati, globalisering og universelle normer.[74]

Forskere i politik mener, at den politiske elites opbakning er afgørende for succesfuldt thailandsk demokrati. Det handler om eliten vil ændre holdning, og om militæret vil. Pludselige ændringer, og en ny konstitution (grundlov), er ikke nødvendigvis vejen, da det kan få den politiske højrefløj til at føle, at de taber magt og indflydelse, ændringer bør foregå gradvist. Den offentlige mening har tillige potentiale til at spille en vigtig rolle, ved at opmuntre eliten til at ændre sig, uden det pres sker der ikke noget.[75]

Genindførelse af demokrati[redigér | redigér wikikode]

I slutningen af januar, 2018, besluttede et flertal i NLA, National Legislative Assembly (Nationale Lovgivende Forsamling), imidlertid, at et valg tidligst kan afholdes 90 dage efter en publiceret dato, altså tidligst i februar, 2019. Enkelte medlemmer af NLA mente at 150-180 dage var mere passende.[76] Selv om der stadig var politisk forsamlingsforbud, demonstrerede flere hundrede mennesker den 10. februar på pladsen med Demokratimonumentet i Bangkok med krav om demokrati, den største anti-junta demonstration siden militæret tog magten i 2014. Demonstranterne forlangte valg afholdt i november måned, som oprindeligt lovet. Små aktivist grupper var tidligere ulovligt, men fredeligt forsamlet med krav om valg, en gruppe på 35 aktivister meldte sig til myndighederne i februar, efter at have demonstreret i Bangkoks centrum i januar måned. Politiske partier havde i månedvis forinden bedt om, at forsamlingsforbuddet blev ophævet, så partierne kunne forberede deres valgkampagner.[77] I juni sagde premierminister, juntaleder general Prayuth Chan-ocha, at kroning af kong Maha Vajiralongkorn, der besteg tronen i december 2016, skulle foretages inden der kunne afholdes parlamentsvalg. Kongen ønsker ikke en overdådig kroning, men dog en der følger de thailandske traditioner. Det efterfølgende valg vil efter loven kunne afholdes senest i maj måned (2019), dog vil februar være et fordelagtigt tidspunkt.[78] Kroningen blev efterfølgende planlagt til den 4. til 6. maj 2019.[79]

Den 17 dage lange successfulde redningsaktion i juni-juli af 12 fodbolddrenge og deres træner i Tham Luang-grotten i nordthailand kom meget behændigt for militærjuntaen og Prayuth Chan-ocha, hvor populariteten i meningsmålinger var faldende. Den blev et eksempel på, at militæret er en troværdig enhed, hvor flere end 2.000 militærpersoner var involveret i redningsarbejdet. Mange ser stadig Prayuth som en militærmand, og de væbnede styrker anser sig selv som beskytter af monarkiet, hvor flere militærkup er foretaget i "kongens navn". Også kong King Maha Vajiralongkorn sendte hjælp i form af køkken vogne og personel til at bespise redningsarbejderne, og paladset (Den Kongelige Husholdning) donerede lys og andet udstyr. Sinawatra-familien, der med Thaksin og Yingluck som premierministre, var i opposition – deres demokratiske success var baseret på stemmer fra de fattigere nordlige provinser – stammer fra Ching Mai, der ligger syd for Chiang Rai, hvor redningsaktionen fandt sted.[80]

Politiske iagttagere mente, at Prayuth havde planlagt en tre-trins-raket, hvor første trin var de to love om henholdsvis valg af parlamentsmedlemmer, og udpegning af senatorer, blev godkendt i september. Lovene ville træde i kraft 90 dage senere, og derefter kunne valg afholdes efter 150 dage. Andet trin, også i september, var møder mellem NCOP (Det Nationale Råd for Fred og Orden) og de politiske partier, for at bane vej til ophævelse af forbuddet mod politisk aktivitet. Imens de politiske partier var afskåret fra at deltage, havde Prayuths tilhængere været aktive med at organiserer kandidater og vælgertilslutning, så han kan vende tilbage som premierminister efter et valg, der kunne blive som et væddeløb mellem tre heste. Det tidligere regeringsparti Pheu Thai, hvor Yingluck Shinawatra havde været premierminister, ville gøre alt for at få et politisk comeback, mens Democrat Party, nationens ældste parti, hvor dets leder, Abhisit Vejjajiva, var premierminister før Yingluck, allerede havde udelukket opbakning til Prayuth som primierminister. Hvorvidt Prayuth selv ville deltage i valget var uklart, men den ny grundlov var skrevet således, at han kunne få posten overrakt på et sølvfad, hvis de folkevalgte ikke kunne enes om en premierminister.[81]

Premierminister Prayut Chan-o-cha havde i marts udtalt, at der var planlagt valg til februar 2019.[82] Det var sjette gang, han lovede en dato for demokratisk valg.[83] Den foreløbige dato var fastsat 24. februar, hvilket Prayut bekræftede under sine rundrejser i nationen. Han opfordrede i august folk sydpå, hvor partiet Demokraterne plejede at få næsten samtlige stemmer, til ikke at stemme på de samme personer, som ved sidste valg. I de nordlige provinser havde Shinawatra-klanen sine tilhængere og stort flertal, og der havde han advaret folk om, ikke at lave den samme fejl igen.[84] Forud for valgdatoen ville de politiske partier blive tilladt 60 dage til at føre valgkampagne.[85] Lokalvalg ville kunne afholdes tre måneder efter et parlamentsvalg.[86] I begyndelsen af september blev en ny valglov underskrevet af kongen, samtidig blev begrænsningen af politiske partiers aktiviteter delvist ophævet.[87]

I slutningen af september 2018 erkendte juntaleder Prayut Chan-o-cha for første gang, at han var interesseret i et politisk hverv, men han ville ikke melde ud, hvilket politisk parti han støttede.[88] Den ny valglov kan være til Prayuts fordel. Loven er mere demokratisk end den tidligere, idet alle afgivne stemmer bliver talt to gange, dels som en stemme i den lokale kreds, og dels som en stemme i det samlede landsresultat. Hvis et parti i samlede stemmer vinder 200 af parlamentets 500 sæder, men kun har opnået 190 kredsmandater, vil partiet få 10 tillægsmandater. Den tidligere valglovs kvotesytem ville have tildelt flere tillægsmandater til større partier, Yingluck Shinawatras Pheu Thai-parti fik omkring 15 millioner stemmer ved 2011-valget, hvilket gav dem 204 kredsmandater og 61 tillægsmandater, med den ny valglov ville Pheu Thai kun have opnået 10 tillægsmandater. Dette "enhver stemme tæller" princip kan blive væsentligt for Prayut Chan-o-cha, da der skal 25 pladser i parlamentet for at nominere en premierminister, og yderligere 25 pladser til at godkende nomineringen. For at blive valgt, skal kandidaten opnå støtte fra 376 parlamentsmedlemmer, og om nødvendigt tillige (udpegede) senatorer. En siddende premierminister behøver kun opbakning fra 130-140 parlamentsmedlemmer, for at kunne blive siddende. Politiske iagttagere menner, at omkring halvdelen af parlamentet vil støtte Prayut Chan-o-cha, så Pheu Thais eneste reelle change er, at vinde en jordskredssejr.[89]

Selv om Prayut Chan-o-cha blot syv måneder tidligere havde udtalt, at han foretrak "rigtig lykke" i stedet for at anvende sociale medier, oprettede han den 13. oktober (toårsdagen for kong Bhumipol's død) profiler på både Facebook, Twitter og Instagram, for at styrke sin popularitet. Facebook-kontoen fik 150.000 følgere og 144.000 "likes" i løbet af få dage. Det fra de Ungdomsolympiske lege netop hjemvendte Moo Pa (engelsk, Wild Boars; dansk Vildsvinene) drengefodboldhold lagde vejen forbi premierministeren, der delte selfies sammen med de såkaldte "vildsvin". Avisen The Nation nævnte i sin leder, at dette tiltag kunne give bagslag, da de sociale mediers verden er styret af lighed og frihed. Flertallet af mere end 10.000 kommentarer var ikke alle lige venlige, mange indholdt kritik, satire, angreb og endog mobning. Chan-o-cha blev kaldt dobbeltmoralsk, for at forbyde andre politikere, i at nå ud på sociale medier, mens han selv udnyttede det fuldt ud. Mange kommentatorer krævede en demokratisk valgt premierminister og opfordrede generalen til at træde tilbage. Hans tilhængere og militærinformationsapparatet reagerede ved kraftigt at forsvare deres juntachef, og opfordrede ham til at holde magten så længe som muligt. De kritiske kommentarer var i overtal, ifølge The Nation.[90][91]

Ved deadline i slutningen af november for kandidaters registrering til et politisk parti senest tre måneder før parlamentsvalget, havde den siddende regeringsleder, premierminister general Prayuth Chan-o-cha ikke tilsluttet sig noget parti. Det behøvede han heller ikke, da den af militærjuntaen indførte grundlov, gav ham mulighed for at blive premierminister uden en eneste folkevalgt stemme. "Det kommende valg kunne således blot være en legalisering af generalens forsættelse som magtfuld leder", mente avisen The Nation i en lederartikel.[92] Trods Chan-ocha i juni havde sagt, at den ny konge, Vajiralonkorn, skulle krones før der kunne afholdes parlamentsvalg, sagde han i december, at valget kom først, og derefter kroningen.[93] Valgdatoen 24. februar 2019 blev officielt bekræftet af militærjuntaen den 8 december, samt at valgresultatet skulle offentliggøres senest 25. april 2019, og at første møde for det ny parlament er den 9. maj 2019.[94] Amnesty International opfordrede juntaen til at afslutte alle begrænsninger af menneskerettigheder inden valget.[95] Den 11. december blev det fem-årige forbud mod politiske aktiviteter ophævet, så valgkampen til det forestående valg kunne gå i gang.[96] Samtidig meddelte valgkommissionen, at resultatet af stemmeoptællingen kunne forventes fem timer efter valgstederne lukker, den 24. februar 2019, klokken 17.[97] Der var i begyndelsen af 2019 debat og efterfølgende mindre demonstrationer om, hvorvidt valgdatoen blev udsat til efter kongens kroningsceremoni i maj måned, da det kongelige dekret for at kunne afholde valg manglede underskrift. Det blev dog underskrevet den 23. januar, og senere samme dag meddelte valgkommissionen, at valget skulle afholdes den 24. marts 2019.[98][99]

Den engelsksprogede avis Bangkok Post anklagede i en leder militærjuntaen for at haste en række love igennem, der tilgodeser udvalgte samfundsgrupper og eliten, inden parlamentsvalget. Selv om militæret stadig ville have stor indflydelse efter valget, ville det være mere besværligt at gennemføre tilsvarende love sammen med demokratisk valgte parlamentsmedlemmer.[100]

Tidslinje[redigér | redigér wikikode]

Udvalgte begivenheder[redigér | redigér wikikode]

  • 1238-1438 Sukothai, det første kongerige
  • 1351-1767 Ayutthaya-kongeriget, fra 1500-tallet kaldt Siam i udlandet
  • 1400-tallet Sakdina (Landlord) systemet indføres i Ayutthaya-riget
  • 1767 Burma erobrer kongeriget og ødelægger Ayutthaya
  • 1768-1782 Kongeriget Thonburi på modsatte flodbred af handelsstationen Bangkok
  • 1782 Det nuværende Chakri-dynasti tager magten, skifter navnet til Kongeriget Rattanakosin (kendt som Siam) og Krung Thep (Bangkok) bliver hovedstad
  • 1868-1910 kong Chulalongkorn, Rama Vs regeringstid
  • 1917 Siam erklærer krig mod Tyskland og Østrig-Ungarn (WWI), det nuværende nationalflag indføres
  • 1932 Enevældet afskaffes ved en ublodig militærstøttet revolution
  • 1935 Kun ni år gamle Ananda Mahidol anerkendes som konge af Siam efter kong Prajadhipoks abdikation
  • 1939 Siam skifter navn til Thailand
  • 1941 8. december, Japan besætter Thailand, der efterfølgende erklærer krig med de allierede styrker (WWII)
  • 1946 Bhumibol bliver konge, efter storebroderen, kong Anandas pludselige død
  • 1946-1948 Thailand skifter navn til Det Kongelige Kongerige Siam
  • 1948 Militærdiktatoren Phibun tager magten for anden gang og ændrer nationens navn tilbage til Thailand
  • 1973-76 Stormfuld demokratisk periode
  • 1976 Massakre den 6. oktober på Thammasat University og på Sanam Luang
  • 1980 General Prem Tinsulanonda bliver leder
  • 1988 Demokratiet genindføres
  • 1991 Nyt militærkup
  • 1992 Atter demokrati efter blodige uroligheder, der kulminerede i Black May-oprøret
  • 1997 Akut økonomisk krise – ny, demokratisk forfatning vedtages
  • 2001 Thaksin Shinawatra vælges med et overvældende flertal
  • 2006 Endnu et militærkup, Thaksin Shinawatra afsættes
  • 2008-11 Demokratisk valgte regeringer, mange politiske uroligheder, Thaksin Shinawatra flygter i eksil
  • 2011 Yingluck Shinawatra vælges som første kvindelige premierminister
  • 2014 Nyt militærkup, Yingluck Shinawatra afsættes, general Prayut Chan-o-cha tager magten
  • 2016 Kong Bhumibol dør efter 70 år på tronen, tronskifte til kong Vajiralongkorn
  • 2017 Ny forfatning, Yingluck Shinavatra flygter
  • 2019 Parlamentsvalg, kroning af kong Vajiralongkorn.

Thailandske statskup[redigér | redigér wikikode]

Coup d'état 1912-2014

  1. 1912: Mislykket kupforsøg af militærofficerer.
  2. 1932, 24. juni: Khana Ratsadon-partiet får ophævet enevældet under Kong Prajadhipok.
  3. 1933, 20. juni: Phraya Phahon Phonphayuhasena kupper Phraya Manopakorn Nititada.
  4. 1933, 11.-23. oktober: Royalistiske rebeller afsætter 1933-junikupmagerne.
  5. 1935, 23. august: The Nai Sip rebellion.
  6. 1939, 29. januar: Nærmere en udrensning, eller internt kup, foretaget af premierminister Phibul for at udrydde politiske modstandere.
  7. 1947, 7. november: Phin Choonhavan omstyrter Thawal Thamrong Navaswadhi.
  8. 1949: Mislykket kupforsøg af Pridi, som så Grand Palace indtaget af sine støtter.
  9. 1951, 29. juni: Pridi tilhængere i flåden forsøger et kup mod Phibun (staves også Phibul).
  10. 1951, 29. november: Militæret forkaster 1949-konstitutionen og genindsætter 1932-konstitutionen.
  11. 1957, 21. september: Sarit Thanarat omstyrter Plaek Pibulsongkram.
  12. 1958, 20. oktober: Undtagelsestilstand (en. Self-coup) indført af Sarit Thanarat.
  13. 1971, 18. november: Undtagelsestilstand (en. Self-coup) indført af Thanom Kittikachorn.
  14. 1976, february: Kupforsøg.
  15. 1976, 6. oktober: Sangad Chaloryu omstyrter Seni Pramoj.
  16. 1977, 20. oktober: Kriangsak Chomanan omstyrter Tanin Kraivixien.
  17. 1981: Kupforsøg anført af hærens viceøverstkommanderende da regeringstro tropper undertrykte en opstand. Den såkaldte Young Turk-officersgruppe, der foranledigede kuppet, blev afskediget fra hæren.
  18. 1985: Mislykket kupforsøg af oberst Manoon Roopkachorn, et medlem af Young Turks, et antal højtstående officerer blev arresteret.
  19. 1991, 24. februar: Sunthorn Kongsompong omstyrter Chatichai Choonhavan.
  20. 2006, 19. september: Sonthi Boonyaratglin omstyrter Thaksin Shinawatra.
  21. 2014, 22. may: Prayuth Chan-ocha omstyrter Niwatthamrong Boonsongpaisan

Se også[redigér | redigér wikikode]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ (engelsk) PRADIT PHULSARIKIJ (19. januar 2019). "GOING TO THE POLLS". The Nation (Thailand). Hentet 19. januar 2019. 
  2. ^ (engelsk) "Don't let Thai junta chief chair Asean next year: Jakarta Post columnist". The Straits Times. 31. juli 2018. Hentet 2. august 2018.
  3. ^ (engelsk) Pravit Rojanaphruk date=20. oktober 2018. OPINION: UNDERSTANDING THE ROGUE THAI ARMY. Hentet 20. oktober 2018. 
  4. ^ (engelsk) Chris Baker and Pasuk Phongpaichit: A History of Thailand, side 8. Cambridge University Press, 2005. ISBN 978-0-521-81615-1
  5. ^ (engelsk) "Funeral books shed light on People's Party | Bangkok Post: opinion"
  6. ^ a b (engelsk) "WHY WAS THE 1932 REVOLUTION PLAQUE SO IMPORTANT?" Khaosod English. 15. april 2017. Hentet 15. april 2017.
  7. ^ (engelsk) "THE CURSE THAT HAUNTED BANGKOK 150 YEARS – UNTIL NOW?" Khaosod English. 21. april 2018. Hentet 28. april 2018.
  8. ^ (engelsk) "Case of missing Siam Revolution plaque becomes more curious by the day". The Sunday Nation. 23. april 2017. Hentet 23. april 2017.
  9. ^ (engelsk) "Activist seeking plaque probe held by military". The Nation (Thailand). 19. april 2017. Hentet 19. april 2017.
  10. ^ (engelsk) "ULTRA-ROYALISTS THREATEN TO DESTROY 1932 REVOLUTION PLAQUE". Khaosod English. 2. november 2016. Hentet 15. april 2017.
  11. ^ (engelsk) "1932 REVOLT PLAQUE REMOVAL GREETED WITH MIXED REACTIONS". Khaosod English. 15. april 2017. Hentet 15. april 2017.
  12. ^ (engelsk) "AUTHORITIES RESPOND TO QUESTIONS ABOUT MISSING PLAQUE WITH ARRESTS, SILENCE". Khaosod English. 18. april 2017. Hentet 18. april 2017.
  13. ^ (engelsk) "6, including human rights lawyer, arrested for lèse majesté". Prachatai English. 3. maj 2017. Hentet 4. maj 2017.
  14. ^ (engelsk) VEERA PRATEEPCHAIKUL (7. februar 2018). "Hunting scandal summons ghosts of past". Bangkok Post. 
  15. ^ (english) "Oct 6, 1976 massacre remembered". Bangkok Post. 6. oktober 2018. Hentet 6. oktober 2018. 
  16. ^ (engelsk) "The night a Bangkok protest turned deadly". Bangkok Post. 14. maj 2017. Hentet 23. august 2018. 
  17. ^ (engelsk) Max Loh (13. august 2018). "Thailand 1997 All Over Again?". Seeking Alpha. Hentet 14. august 2018. 
  18. ^ a b (engelsk) "Red shirts reconciled to grim future". The Nation (Thailand). 23. juli 2017. Hentet 23. juli 2017. 
  19. ^ (engelsk) AWAI BOONMA (5. december 2012). "Pawning rice is worse than pawning Thailand". Bangkok Post. Hentet 21. august 2018. 
  20. ^ (engelsk) "Meaning of rice-pledging scheme". Bangkok Post Learning. Hentet hentet 25. august 2017. 
  21. ^ a b (engelsk) "The Rice and Fall of Yingluck Shinawatra". The Diplomat. 21. maj 2015. 
  22. ^ (engelsk) "Party of Thai former PM says will work for democracy and the people". Reuters. 29. august 2017. Hentet 29. august 2017. 
  23. ^ a b (engelsk) "Yingluck trial: Thais seek ex-PM after she fails to show for verdict". BBC. 25. august 2017. Hentet 25. august 2017. 
  24. ^ (engelsk) "Yingluck verdict holds the key to reconciliation". The Nation (Thailand). 24. august 2017. Hentet 25. august 2017. 
  25. ^ (engelsk) "Yingluck May Have Fled Thailand Before Verdict, Deputy PM Says". Bloomberg Politics. 25. august 2017. Hentet 25. august 2017. 
  26. ^ (engelsk) "Former Thai leader seeking asylum in UK, says party source". CNN. 28. september 2017. Hentet 29. september 2017. 
  27. ^ (engelsk) . The Nation (Thailand). 25. august 2017. Hentet 25. august 2017. 
  28. ^ (engelsk) "Yingluck sentenced in absentia to 5 years in prison". Bangkok Post. 27. september 2017. Hentet 27. september 2017. 
  29. ^ (engelsk) "Yingluck sentenced to five years, has right to appeal". The Nation (Thailand). 27. september 2017. Hentet 27. september 2017. 
  30. ^ (engelsk) "Yingluck guilty". The Nation (Thailand). 28. september 2017. Hentet 29. september 2017. 
  31. ^ (engelsk) "New organic act requires fugitive ex-PM to show up and risk arrest to appeal verdict". The Nation (Thailand). 28. september 2017. Hentet 29. september 2017. 
  32. ^ "Thailands hærchef afviser at muslimer står bag bombeangreb i Bangkok". Jyllands-Posten. 18. august 2015. 
  33. ^ "Person kastede sprængstoffer i Bangkok efter terror". Jyllands-Posten. 18. august 2015. 
  34. ^ "Politiet i Thailand: Udlændinge står bag bomber i Bangkok". DR-nyheder. 18. august 2015. 
  35. ^ (engelsk) "Urgent: Turkish suspect arrested in Bangkok with bomb making equipment". The Nation (Thailand). 29. august 2015. 
  36. ^ (engelsk) "Turkish suspect been renting rooms in Bankok since July: Sriwarah". The Nation (Thailand). 29. august 2015. 
  37. ^ (engelsk) "FIRST WITNESS TAKES STAND NEARLY 2 YEARS AFTER ERAWAN BOMBING". Khaosod English. 11. maj 2017. Hentet 12. maj 2017. 
  38. ^ a b (engelsk) Jintamas Saksornchai (17. august 2018). "BANGKOK BOMBING TRIAL REMAINS STALLED 3 YEARS ON". Khaosod English. Hentet 18. august 2018. 
  39. ^ (engelsk) NNT (National News Bureau of Thailand), 19. august 2015.
  40. ^ a b c d e f g (engelsk) Fra div. thailandske nyhedsmediers dækning under kuppet, bl.a. Bangkok Post, Thai PBS, Tan Network, The Nation.
  41. ^ (engelsk) "Thailand coup: Ex-PMs Thaksin Shinawatra, Yingluck Shinawatra to establish government in exile: lawyer". ABC News. 24. maj 2014. 
  42. ^ (engelsk) "660,000 Cambodian workers now in Thailand, says govt". Thai PBS. 25. august 2014. 
  43. ^ (engelsk) "Prayuth elected as the 29th PM". The Nation (Thailand). 21. august 2014. 
  44. ^ (engelsk) National News Bureau of Thailand. 28. august 2016
  45. ^ (engelsk) "Junta leader’s absolute power remains under new charter, CDC chairman confirms". The Nation (Thailand). 7. april 2017. Hentet 8. april 2017. 
  46. ^ (engelsk) "CHARTER DRAFT FIRST LOOK: WHEN WILL THE JUNTA BE REALLY GONE? (ANALYSIS)". Khaosod English. 31. marts 2016. Hentet 8. april 2017. 
  47. ^ (engelsk) "PRAYUTH TO CHANGE CONSTITUTION AT KING’S REQUEST". Khaosod English. 10. januar 2017. 
  48. ^ (engelsk) "HM advises changes to new charter". The Nation (Thailand). 11. januar 2017. 
  49. ^ (engelsk) "Election date unclear". The Nation (Thailand). 5. april 2017. Hentet 5. april 2017. 
  50. ^ (engelsk) "Thai king signs constitution in step toward poll (The Nation)". Thai PBS. 6. april 2017. Hentet 8. april 2017. 
  51. ^ (engelsk) "People ready to wait for election: poll". The Nation (Thailand). 4. juni 2017. Hentet 4. juni 2017. 
  52. ^ (engelsk) "Three years after coup, junta is deeply embedded in Thai life". Reuters. 21. maj 2017. Hentet 23. maj 2017. 
  53. ^ (engelsk) "JUNTA ROMANTICIZED IN ‘LOVE MISSIONS’ MILITARY DRAMA". Khaosod English. 4. juli 2017. Hentet 5. juli 2017. 
  54. ^ (engelsk) "Nida poll reports high approval ratings for PM since 2014 coup". The Nation. 20. august 2017. Hentet 21. august 2017. 
  55. ^ (engelsk) "Govt ‘mistakes to blame for declining popularity’". The Nation (Thailand). 4. december 2017. Hentet 4. december 2017. 
  56. ^ (engelsk) "Junta’s popularity at lowest level since 2014 coup: survey". The Nation (Thailand). 5. januar 2018. Hentet 6. januar 2018. 
  57. ^ (engelsk) "HOSPITAL BOMBER SENTENCED TO 27 YEARS". Khaosod English. 6. december 2017. Hentet 6. december 2017. 
  58. ^ (engelsk) "Thai junta leader, backers fuel suspicions of plans to stay in power". Reuters. 24. september 2017. Hentet 25. september 2017. 
  59. ^ (engelsk) "NLA chief expects election in Nov-Dec next year". The Nation (Thailand). 7. september 2017. Hentet 7. september 2017. 
  60. ^ (engelsk) "Election set for Nov 2018". The Nation (Thailand). 11. oktober 2017. Hentet 11. oktober 2017. 
  61. ^ (engelsk) "PM urges political parties to set their policies in line with NCPO’s National Strategy". Thai PBS. 21. oktober 2017. Hentet 22. oktober 2017. 
  62. ^ (engelsk) "Thai PM sets Sept deadline to decide on role in politics ahead of election". Reuters. 14. august 2018. Hentet 15. august 2018. 
  63. ^ (engelsk) Associated Press (15. januar 2018). "PRAYUTH EYES STAYING ON WITH LITTLE STOPPING HIM". Khaosod English. Hentet 15. januar 2018. 
  64. ^ (engelsk) "The latest Thai corruption scandal is causing problems for the ruling junta". Washington Post. 23. januar 2018. Hentet 6. februar 2018. 
  65. ^ (engelsk) "#watchgate". Bangkok Post. 26. januar 2018 accessdate=6. fabruar 2018. 
  66. ^ (engelsk) "IS TIME UP FOR THAILAND’S JUNTA AFTER WATCHGATE SCANDAL?". This Week in Asia. 28. januar 2018. Hentet 6. februar 2018. 
  67. ^ (engelsk) "NCPO wedded to Prawit despite gruelling scandal". The Nation (Thailand). 6. februar 2018. Hentet 6. februar 2018. 
  68. ^ (engelsk) "Poll supporting Thailand's General Prawit Wongsuwan exposed, as pressure mounts on junta". ABC News (Australia). 6. februar 2018 accessdate=6. februar 2018. 
  69. ^ (engelsk) "SOLDIERS FORCE NEWS DIRECTOR TO RESIGN: SOURCE". Khaosod English. 3. april 2018. Hentet 4. april 2018. 
  70. ^ (engelsk) "How Prawit has succeeded where Prayut has failed". The Nation (Thailand). 7. februar 2018. Hentet 7. februar 2018. 
  71. ^ (engelsk) Pravit Rojanaphruk (11. september 2018). . Khaosod English. Hentet 11. september 2018. 
  72. ^ (engelsk) Kas Chanwanpen (27. december 2018). "Hot : NACC finds Prawit innocent in relation to luxury watches". The Nation (Thailand). Hentet 2. januar 2019. 
  73. ^ (engelsk) "NACC cops backlash in Prawit case". Bangkok Post. 28. december 2018. Hentet 2. januar 2019. 
  74. ^ (engelsk) "The Moral and Intellectual Bankruptcy of the Thai Middle Class". AsiaSential. 1. maj 2018. Hentet 13. maj 2018. 
  75. ^ (engelsk) "Political elites ‘are crucial to Thai democracy’". The Nation (Thailand). 22. juni 2018. Hentet 22. juni 2018. 
  76. ^ (engelsk) "Election delay inevitable as NLA passes MPs bill". The Nation (Thailand). 26 januar 2018. Hentet 26 januar 2018. 
  77. ^ (engelsk) "Hundreds gather at Bangkok's Democracy Monument to demand election". Reuters. 10 februar 2018. Hentet 11 februar 2018. 
  78. ^ (engelsk) "King doesn't want lavish coronation". Bangkok Post. 23 juni 2018. Hentet 24 juni 2018. 
  79. ^ (engelsk) "Thai king to be crowned in coronation ceremonies May 4-6: palace". Reuters. 1. januar 2019. Hentet 1. januar 2019. 
  80. ^ (engelsk) "Successful Thai cave rescue a boost for junta chief as election looms". Reuters. 11. juli 2018. Hentet 12. juli 2018. 
  81. ^ (engelsk) "A three-horse race for the next election?". Thai PBS. 25. august 2018. Hentet 26. august 2018. 
  82. ^ (engelsk) "Politics ban 'to be eased next month'". 2018-08-21. Bangkok Post
  83. ^ (engelsk) Dawson, Alan (4. marts 2018). "Election perfection". Bangkok Post. Hentet 4. marts 2018. 
  84. ^ (english) "PM insists polls will be held in February". The Nation (Thailand). 22. august 2018. Hentet 22. august 2018. 
  85. ^ (engelsk) "Parties will get 60 days to campaign – 'plenty of time', says Wissanu". The Nation (Thailand). 6. september 2018. Hentet 6. september 2018. 
  86. ^ (engelsk) Punsita Ritthikarn (5. september 2019). "LOCAL ELECTIONS TO COME 3 MONTHS AFTER NATIONAL VOTE". Khaosod English. Hentet 6. september 2018. 
  87. ^ (english) KAS CHANWANPEN (14. spetember 2018). "Junta relaxes political bans and activities, with some restrictions". The Nation (Thailand). Hentet 15. september 2018. 
  88. ^ (engelsk) Teeranai Charuvastra (24. september 2018). "FOR FIRST TIME, PRAYUTH CONFIRMS ‘INTEREST’ IN POLITICS". Khaosod English. Hentet 24. september 2018. 
  89. ^ (engelsk) "To get ahead in upcoming election, first try to understand its mathematics". Thai PBS. 24. september 2018. Hentet 24. september 20185. 
  90. ^ (engelsk) KAS CHANWANPEN (17. oktober 2018). "Prayut’s move into social media seen as stunt to boost popularity". The Nation (Thailand). Hentet 17. oktober 2018. 
  91. ^ (engelsk) "Prayut will find online democracy harder to kill". The Nation (Thailand). 17. oktober 2018. Hentet 17. oktober 2018. 
  92. ^ (engelsk) "Election has already been won, so what now?". The Nation (Thailand). 28. november 2018. Hentet 28. november 2018. 
  93. ^ (engelsk) Jintamas Saksornchai (4. december 2018). "CORONATION TO COME AFTER ELECTION, PRAYUTH SAYS". Khaosod English. Hentet 4. december 2018. 
  94. ^ (engelsk) "Junta reaffirms Feb 24 as date for national poll". The Nation (Thailand). 8. december 2018. Hentet 8. december 2018. 
  95. ^ (engelsk) "Amnesty demands junta lifts all human rights restrictions". The Nation (Thailand). 8. december 2018. Hentet 8. december 2018. 
  96. ^ (engelsk) Teeranai Charuvastra (11. december 2018). "JUNTA LIFTS ITS BAN ON POLITICS". Khaosod English. Hentet 11. december 2018. 
  97. ^ (engelsk) Teeranai Charuvastra (11. december 2018). "ELECTION RESULTS TO BE DECLARED WITHIN HOURS OF POLLS CLOSING". Khaosod English. Hentet 11. december 2018. 
  98. ^ (engelsk) Teeranai Charuvastra (23. januar 2019). "ROYAL DECREE PAVES WAY FOR 2019 ELECTION". Khaosod English. Hentet 23. januar 2019. 
  99. ^ (engelsk) Teeranai Charuvastra (23. januar 2019). "IT’S OFFICIAL! THAI VOTERS WILL GO TO POLLS ON MARCH 24". Khaosod English. Hentet 23. januar 2019. 
  100. ^ (engelsk) SANITSUDA EKACHAI (18. februar 2019). "Autocratic bureaucracy is killing us". Bangkok Post. Hentet 18. februar 2019.