Thailands historie

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning

Thailands historie adskiller sig fra andre lande i Sydøstasien ved, at landet aldrig har været koloniseret. Bortset fra korte perioder af underkastelse over for nabolandet Burma, og den japanske besættelse under 2. verdenskrig, har Thailand været selvstændigt siden 1200-tallet.

Der er fundet spor af menneskelig bosættelse i Thailand, som er 40.000 år gamle.

Thailand har siden overgang til konstitutionelt monarki i 1932 (og indtil 2018) afholdt 27 demokratiske valg,[1] 20 gange fået en ny forfatning (grundlov) og haft 19 statskup, svarende til gennemsnitligt et kup hvert 7. år.[2][3]

Rigets oprindelse og Sukothai-perioden 1238-1438[redigér | redigér wikikode]

Sukhothais historiske område (2000)

Omkring år 500 grundlagde mon-folket Dvaravati-riget i det nordlige Thailand. Så vidt vides kom et folk der kaldte sig taifolk til landet fra det, der i dag er det sydlige Kina. I 1238 grundlagde de det første thai-rige, Sukothai, ved de nordlige bredder af Chao Phraya-floden. Under kong Ramkamhaengs styre 1283-1317 blev riget befæstet, det thailandske skriftsprog blev indført, og theravadabuddhismen blev statsreligion. Sukothai-kongeriget eksisterede fra 1238 til 1438.

Loy Krathong-traditionen, med at sætte en skive af en bananpalme med blomster, røgelse og lys i vandet ved første fuldmåne i november, stammer fra Sukothai-riget.

Uddybende Uddybende artikel: Loy Krathong


Ayutthaia riget 1351-1767[redigér | redigér wikikode]

Ruiner i den gamle hovedstad Ayutthaya (2004).

I midten af 1300-tallet opstod et andet rige, der havde centrum længere sydpå i Ayutthaya. Det lykkes Ayutthaya-riget at underlægge sig khmererne i det nuværende Cambodja, og rigets grænser blev flyttet længere mod vest og sydpå ad Malaccahalvøen. Kontrollen med rigets randområder var dog ikke særlig effektiv. Under kong Trailok i 1400-tallet blev der indført et forvaltningssystem, sakdina, som var gældende helt frem til begyndelsen af 1900-tallet, og som man den dag i dag kan se spor af. Systemet indplacerede embedsmændene i et strengt hierarki efter hvor meget jord, de fik lov at disponere over. Jorden var imidlertid kongens ejendom, og på den måde sikrede han sine folks loyalitet. Ayutthaya-kongeriget eksisterede fra 1351 til 1767.

Europæisk indflydelse[redigér | redigér wikikode]

Ayutthayas beliggenhed – tilstrækkeligt langt nede ad floden Chao Phraya til, at byen kunne modtage oceangående skibe – var fordelagtig, både for kontrol med riget og for handel med omverdenen. Nogle forskere mener, at byen ved midten af 1600-tallet var verdens største. I 1500-tallet begyndte europæerne at vise interesse for Sydøstasiens rigdomme. Portugiserne var de første, der etablerede et handelshus i Ayutthaya, og inden længe blev der indgået handelsaftaler med andre stormagter. Eftersom handel i større målestok ikke var en naturlig del af den lokale kultur, var de fleste købmænd kinesere – og sådan er det stadig i Thailand.

Ayutthaya-kongeriget blev snart klemt mellem de europæiske stormagter, der kæmpede om herredømmet i området. Det var først og fremmest franskmænd, briter og hollændere. Kongerne forsøgte at tilgodese europæernes krav i forsøget på at bevare landets selvstændighed. Der var diplomatiske forbindelser mellem Ayutthaya og det franske hof i Versailles, og kong Narai (konge fra 1656 til 1688) ansatte en græsk opdagelsesrejsende som minister. Men da de europæiske missionærer blev for ivrige i deres forsøg på at omvende Ayutthayas buddhister til kristendommen, blev franskmændene smidt ud fra byen og portene lukket mod Vesten i næsten 150 år. Ayutthayas ressourcer blev færre, og kongemagten svækket. Det lykkedes nabolandet Burma at erobre hovedstaden i 1767, og Ayutthaya blev jævnet med jorden.

Thonburi kongeriget 1767-1782[redigér | redigér wikikode]

Kort over Bangkok i Rattanakosin-perioden omkring 1800.

Den burmesiske besættelse blev dog kortvarig. Thailænderne befriede sig, og et nyt kongerige blev i 1767 grundlagt af en kinesisk adelsmand og militærleder, Taksin, længere nede af floden i Thonburi.

Rattanakosin kongeriget 1782–1932[redigér | redigér wikikode]

I 1782 tog general Chao Phya Chakri magten og blev den første konge i det dynasti, Chakri-dynastiet, der endnu sidder på tronen. Han lod en ny hovedstad, bygge på den modsatte flodbred ved den lille handelsplads Bangkok på østsiden af Chao Phrayas munding. Riget blev kaldt Kongeriget Rattanakosin (thai: อาณาจักรรัตนโกสินทร์), men det var kendt i udlandet som Siam. Det blev det fjerne kongedømme i Thailands historie og varede indtil revolutionen i 1932

Siam[redigér | redigér wikikode]

Siam var rigets udenlandske navn fra 1782 til 1939, hvor det skiftede til Kongeriget Thailand, men for en kort periode fra 1946 til 1948 atter til Det Kongelige Kongerige Siam (Royal Kingdom of Siam, thai: พระราชอาณาจักรสยาม), for igen at skifte navn til Kongeriget Thailand. Folket havde imidlertid altid kaldt landet for Mueang Thai. "Mueang" referer til en bystat, en by omgivet af en fæstningsmur, meuang var udbredt foran rigers navne i Sydøstasien. En mere kraftfuld udlægning af mueang er "krung", som kom foran navnet på den ny hovedstad ved handelspladsen Bangkok, Krung Thep Maha Nakhon, eller kort blot Krung Thep (da. Englenes By).

Der er flere udlægninger af oprindelsen til navnet Siam. En udlægning er, at det kan stamme fra sanskrit-ordet Śyāma (der betyder "mørk" eller "brun"). En anden forklaring er, at navnet skyldes en misforståelse blandt portugisiske søfarere, der sidst i 1400-taller, under Ayutthaya-perioden, havde spurgt om hvorfra folket (eliteklassen) oprindeligt kom, og da de fik svaret Xian (i Kina), blev det opfattet og nedskrevet som Siam.[4]

De første Chakri-konger havde held til at styrke Siam over for Burma og truslen om kolonisering fra de europæiske stormagter. Landets beliggenhed gjorde det efterhånden til en stødpude mellem briterne i vest og franskmændene i øst, og selvstændigheden blev opretholdt med diplomatisk snilde og afgivelse af visse landområder. Samtidig fik udlændinge større frihed i landet. Kongerne Mongkut (1851-1868, Rama IV) og Chulalongkorn (1868-1910, Rama V) viste interesse for teknik og vestlige ideer, og Chulalongkorn fik siden tilnavnet det moderne Thailands fader. Han afskaffede det gamle sakdina-system, moderniserede forvaltningen og indførte statslig skoleundervisning.

I de første årtier af 1900-tallet blev Siam mere og mere velstående, fordi produktionen og eksporten af ris steg. Bangkok udviklede sig til et vigtigt handelscentrum, og spændingen steg mellem kongen og den efterhånden indflydelsesrige bureaukratiske elite, der i 1912 gennemførte et mislykket kupforsøg mod kongen. Tyve år senere gjorde et ublodigt kup en ende på enevælden.

1932-revolutionen og ophør af enevælde[redigér | redigér wikikode]

Rama Vs rytterstatue foran Dusit-paladset (Dusit Palace) i Bangkok.

Ved daggry den 24. juni, 1932, samledes en gruppe af progessive militærofficerer og bureaukrater, der kaldte sig "Folkets parti" (en: Peoples Party, th:Khana Ratsadon[5]), foran Dusit-kongepaladset i Bangkok, med støtte fra militæret. Lederen, øverstkommanderende over hæren, Phraya Phahon Phonphayuhasena, der blandt andet var uddannet som ingeniør i Danmark, stod med front mod den kongelige tronsal og proklamerede, at kongens enevældige regering af landet var forbi. Kong Prajadhipok (Rama VII), der spillede golf i Hua Hin, hvor en række af kongelige sommerpaladser ligger, indvilgede senere samme dag i at opgive enevælden. Siam blev derved til konstitutionelt monarki, og dagen blev udnævnt som Nationaldag.[6]

Forbandelsen der hjemsøgte Bangkok 150 år[redigér | redigér wikikode]

Bangkoks nye og gamle bysøjle i helligdommen Lak Mueang i Bangkok.

Da Bangkok blev grundlagt af den nykronede Kong Ramathibodi (aka Chao Phya Chakri, kongen skiftede navn flere gange, kutyme på den tid), senere Rama I, blev de kongelige astrologer rådspurgt om hvornår byens grundsøjle (symbolsk søjle) skulle sættes. Efter fire dages udregning blev tidspunktet fastsat til den 21. april klokken 6:54 om morgenen i år 1782 (efter gregorianske kalender). Da søjlen skulle sænkes ned i hullet var det indtaget af fire slanger, men da man ikke kunne udskyde astrologernes tidspunkt, blev søjlen banket ned og slangerne ofret. Astrologerne kunne ikke forklare hvad det betød, men syv år senere blev kongens tronsal ramt af et lyn. Kongen konsulterede igen astrologerne, der nu kunne fortælle, at slangerne betød at Chakri-dynastiet ville falde, men da kongen netop havde beordret en ny oversættelse af det hellige buddhistiske Tripitaka skrift, ville byens engle udsætte dommedag og konge-linjen bestå i 150 år. (Bangkok hedder Krung Thep på thai, hvilket betyderne Englenes By). I stedet for at acceptere at slægten havde en profeteret undergang, forsøgter de følgende konger at omgøre profetien. I december 1852 løste Kong Monkut (Rama IV) problemet ved roden, ved simpelthen at rive helligdommen for byens søjle ned, og genopbygge den med en ny søjle ved siden af den oprindelige. I begyndelsen af 1932 (Thai-nytåret var 1. april indtil 1940) var den på tidspunktet regerende Chakri-konge, Prajadhipok (Rama VII) klar over skæbnen, han stod over for, ikke mindst fordi han var født i 1893, slangens år if. den asiatiske astrologi.[7]

Den forsvunde revolutionsplakette[redigér | redigér wikikode]

Messing mindeplade for revolutionen den 24. juni 1932, ilagt ved siden af Rama V's rytterstatue. Plaketten forsvandt den 14. April 2017.

Den 10. december, 1936, vendte Phraya Phahon og de øvrige revolutionære ledere, tilsammen kaldt "De fire Musketerer", tilbage til pladsen foran Dusit-paladset, hvor de til minde om dagen indstøbte en lille 30 cm. rund messing-plakette i vejebelægningen ved siden af kong Rama Vs rytterstatue.[8] Siden fik royalister, tilhængere af kongedømmet, mere magt og ændrede Nationaldagen fra 24. juni til 5. december, kong Bhumibol Adulyadejs fødselsdag, og derefter til 10. december som Konstitutionsdag (Constitution Day, da: Grundlovsdag). En mindre gruppe mødtes dog fortsat hvert år den 24. juni ved mindepladen, der senere blev et symbol for den politiske bevægelse, Rødtrøjerne, under de eskalerende konflikter med de royalistiske Gultrøjer i 2008-14 (se afsnittet nedenfor). Plaketten forsvandt pludseligt den 12. april, 2017, hvilket dog først blev observeret to dage senere. Den var udskiftet med en tilsvarende størrelse messingplakette, med en inskription af en del af et ordsprog fra Chakri-dynastiets motto, der forherliger tro på buddhismen, monarken og ens egen familie[9]. Ultra-royalister (Gultrøjer) havde tidligere, i november 2016, truet med ville fjerne 1932-revolutionens mindeplade.[6][10][11] Ingen har taget skyld for ombytningen, og aktivist-klager blev afvist med begrundelse om, at "mindesmærket ingen ejer havde". Områdets overvågningskameraer var i øvrigt nedtaget i forbindelse med vejarbejde og ny kabelføring.[12] Den 3. maj, 2017, blev seks personer, heriblandt en kendt menneskererettigheds-advokat, Prawet Prapanukul, stillet for Retten med anklager om overtrædelse af §112 i kriminalloven, den såkaldte lèse majesté-paragraf, anklaget for at dele et Facebook-opslag om den manglende 1932 Revolutions Plakette, postet af Somsak Jeamteerasakul, en akademiker, der i øjeblikket lever i en selvpålagt eksil i Frankrig (Prawet Prapanukul blev også anklaget for en række andre majestæts-krænkende udtalelser).[13]

Militært styre 1932-1973[redigér | redigér wikikode]

Kong Prajadhipoks abdicererde i 1935, da han ikke vil underskrive en ny forfatning, hvorefter den kun ni år gamle Ananda Mahidol anerkendes som konge af Siam. De ansatte i statforvaltningen var uddannet i Europa, og sammen med militæret udgjorde de efterhånden samfundseliten. Marskal Phibun Songkhram, der var en stor beundrer af Hitler, tiltvang sig gradvis magten og blev diktator i december 1938. Samfundet blev indrettet efter europæisk fascistisk forbillede. Det var Phibun, der i 1939 ændrede landets navn fra Siam til Thailand. Under 2. verdenskrig samarbejdede Thailand med Japan, og den japanske besættelse af landet blev derfor meget mild. Efterhånden som krigslykken vendte for japanerne, voksede utilfredsheden med styret i den thailandske befolkning, og Phibun blev afsat i 1944 af en USA-støttet modstandsbevægelse.

Tiden efter krigen var urolig. I 1946 bliver den unge Bhumibol konge, efter storebroderen, kong Anandas pludselige død. Formelt var demokratiet blevet genindført, men de politiske partier var svage, og militæret erobrede atter magten ved et kup i 1947. Og året efter var Phibun – der med nød og næppe havde undgået at blive stillet for retten for krigsforbrydelser – tilbage som landets leder. Samtidig sørgede bl.a. Koreakrigen for, at Thailands økonomi kom ind i en gunstig udvikling, og de thailandske generaler blev af en stor del af omverden betragtet som en bastion mod den kommunistiske trussel i Sydøstasien. USA indledte et omfattende militært og økonomisk bistandsprogram.

I 1957 forsøgte Phibun at styrke sin stilling ved at gennemføre et valg, hvor valgfusk dog var så åbenlys, at regeringens valgsejr også blev dens fald. Det blev en anden general, Sarit Thanarat, som overtog magten og indledte en ny diktaturperiode med vægt på traditionelle, nationale værdier. Den økonomiske udvikling fortsatte, Japan foretog store investeringer i landet, og den eskalerende krig i Vietnam gavnede Thailands udenrigshandel. USA fik lov at etablere flere militærbaser i landet og udbyggede ved den lejlighed vejnettet og anden infrastruktur i den forsømte østlige del af Thailand.

Efter Sarits død i 1963 tog nye generaler over. Trods kommunismens fremgang i nabolandene fik en venstreorienteret oprørshær aldrig rigtig fodfæste hos det thailandske folk. I 1970'erne kom det dog til studenterprotester i Bangkok. USAs beslutning om at trække sig ud af Vietnam, og de forsigtige tilnærmelser mellem USA og Kina, skabte usikkerhed i Thailand. Den økonomiske fremgang stilnede af, og det blev hårde tider for mange. En skandale med krybskytteri – Thungyai poaching scandal – var en medvirkende årsag til militærstyrets fall.[14] Der blev flere og flere protester, og de førte i 1973 til militærdiktaturets sammenbrud.

Demokrati og miltærstyre 1974-1992[redigér | redigér wikikode]

De følgende tre år var urolige. Politiske partier blev dannet og opløst i hastig rækkefølge, og foruden studenterne begyndte også bønder, arbejdere og munke at organisere sig. Regeringen gjorde meget lidt for at imødekomme kravene om reformer.

Mens den civile regering således virkede ude af stand til at redde situationen, voksede den militært ledede bevægelse Nawaphon frem med slagordene "nationen, religionen, kongen". I efteråret 1976 blev en ny militærregering indsat, og lederne slog hårdt ned på venstreaktivisterne. Den 6. oktober foretog sikkerhedsstyrker og yderste højre paramilitære enheder en massakre mod studerendes ugelange protestdemonstration på Thammasat Universitet og Sanam Luang-pladsen ved Grand Palace, mod den forhenværende militærdiktator Thanom Kittikachorns tilbagevenden fra Singapore. Ifølge regeringen blev 46 dræbt og 167 såret, og omkring 3.000 arresteret. Flere overlevende påstår at dødstallet var over 100.[15]

General Prem Tinsulanonda (1984)

Under general Prem Tinsulanonda, der blev landets leder i 1980, blev det tidligere nære forhold til USA genoprettet. En ny regeringsform, hvor magten var delt mellem regering og militær med kongen som mellemled, blev indført. Samtidig blev regimets holdning over for anderledes tænkende blødt op, og nogle politiske fanger fik amnesti. Der blev gjort olie- og gasfund i Siambugten, og det gav en vis optimisme efter nogle økonomisk hårde år. Thailand fik igen en økonomisk vækst som i 1960'erne, og den efterfølgende modernisering forandrede de sociale strukturer.

Prems regime adskilte sig fra Sarits ved, at det savnede en tydelig ideologi. Hovedmålet var at sikre stabilitet. Den gamle såkaldt klientilistiske politiske struktur – hvor magthaverne køber sig til loyalitet hos forskellige grupper i samfundet – blev lidt efter lidt afløst af et politisk liv med alliancer dannet af interessefællesskab eller fælles ideologi. Forfatningen blev ændret, så det håndplukkede senats magt blev indskrænket meget, og det førte i 1985 til endnu et kupforsøg, som dog mislykkes.

Ved parlamentsvalget i 1988 gik landets ældste parti, Det Demokratiske Parti, stærkt tilbage, og det højreorienterede Thainationen vandt frem. Dets leder, Chatichai Choonhavan, blev premierminister. Det var første gang siden 1976, Thailand fik en folkevalgt regeringsleder. Chatichai indledte en række reformer, som blandt andet gavnede det private erhvervsliv. Og Thailand begyndte at investere i sine fattige nabolande.

Men bekymringen for den frie markedsøkonomis negative effekter – inflation, korruption, trafik- og miljøproblemer mm. – voksede. Regeringen overlevede indtil flere mistillidsafstemninger, men også højtstående militærfolk udtrykte deres misfornøjelse. For at dæmpe deres utilfredshed, tillod Chatichai, at militære nøgleposter blev besat af folk fra den såkladte "klasse 5". Det var en gruppe bestående af indflydelsesrige mænd, som havde taget eksamen fra militærakademiet på samme tid i 1950'erne. Det banede vejen for et nyt, ublodigt kup i februar 1991. Forfatningen blev sat ud af kraft. Det var stadig tilladt for politiske partier at virke, men de eksisterende partier var dybt splittede. I december var den nye forfatning klar, og der blev afholdt parlamentsvalg i marts 1992.

Black May 1992[redigér | redigér wikikode]

Gadeprotester under Black May oprøret i 1992

Valget resulterede i en svag koalitionsregering med fem partier, og da ingen af dem kunne præsentere en troværdig leder, blev posten som regeringsleder indtaget af en af kupmagerne, Suchinda Kraprayoon. Denne gang reagerede offentligheden stærkt, og der var store demonstrationer i Bangkoks gader. Demonstranterne krævede, at regeringslederen blev et af de folkevalgte parlamentsmedlemmer. Protesterne fortsatte hele foråret. Den 17. maj besluttede Suchinda at stoppe dem med vold. "Black May", som oprøret blev kaldt, forsatte til den 20. maj. Overgreb fra militæret førte til 52 dødsfald, hvorefter kong Bhumibol Adulyadej greb ind og Suchinda måtte gå af. Der blev indsat en overgangsregering og militærets øverstbefalende lovede, at militæret ikke ville gribe ind.[16]

Demokrati 1992-2006[redigér | redigér wikikode]

Ved valget i efteråret 1992 fik det gamle Demokratiske Parti flest pladser i parlamentet, men Thainationen og det nye parti National Udvikling, som Chatichai havde dannet kort efter urolighederne i maj, fik næsten lige så mange. Det Demokratiske Partis leder, Chuan Leekpai, blev ny premierminister og lovede ved sin tiltrædelse at forsøge at bekæmpe korruptionen i det politiske liv.

En vigtig opgave for parlamentet var nu at få gennemført en demokratisk reform af forfatningen. I januar 1995 lykkes det endelig Chuan at få samlet flertal for en række tillæg til forfatningen. Reformerne indebar blandt andet, at den stemmeberettigede alder blev sat ned fra 20 år til 18 år, at der blev fjernet pladser i det militærdominerede senat, og at senatorer og ministre ikke længere måtte nyde frynsegoder hos myndighederne eller i statslige virksomheder.

Men i forbindelse med et forslag til en jordreform blev regeringen i foråret 1995 anklaget for korruption. Efter en tillidsafstemning blev parlamentet opløst i maj samme år, og der blev afholdt nyvalg tre måneder senere. Valget blev vundet stort af partiet Thainationen, hvis leder, Banharn Silapa-archa, blev premierminister i spidsen for en skrøbelig koalition af syv partier. General Chaovalit Yongchaiyudhs, der havde fået posten som forsvarsminister, kom mere og mere til at fremstå som premierministerens største rival og formodentlig hans arvtager. Regeringen fremstod stadig mere korrupt og forsøgte at vinde popularitet, ved at gennemføre nogle af de tidligere lovede reformer. Det meste af lovgivningsarbejdet kørte dog fast på grund af uenighed internt i regeringen. I efteråret 1996 trak Banharn sig og udskrev nyvalg.

Finanskrisen 1997[redigér | redigér wikikode]

Umiddelbart før den asiatiske finansielle krise ramte i 1997 var Thailands udenlandsgæld større end 100 mia. USD (ca. 600 mia. DKK). Med et BNP omkring 180 mia. USD (Ca. 1.080 mia. DKK), udgjorde udlandsgælden 55%. Valutareserverne var 37 mia. USD (ca. 220 mia. DKK) i december 1996. Forud havde været en imponerende vækstperiode fra 1990 til 1996, hvor udenlandske kapital strømmede ind grundet lav inflation, høje renter og betalingsbalanceoverskud. Bankernes udlån var massive og tilgodehavenderne store. Da verdens efterspørgsel på halvledere, der var en stor eksportartikel for Thailand, faldt i 1996, kombineret med fremkomsten af Kina som et konkurrencedygtig destination for udenlandske investeringer, kom den thailandske valuta under stigende pres grundet kapitalflugt. Først blev thailandske baht lænket til USD, men centralbanken blev tvunget til at lade kursen flyde, da valutareserverne løb ud, hvorefter den faldt mere end 50%. Thailand måtte søge hjælp fra IMF (Internationale Valutafond) for at stoppe krisen.[17]

Thaksin Shinawatra-perioden 2001-2006[redigér | redigér wikikode]

Premierminister Thaksin Shinawatra (2005)
Uddybende Uddybende artikel: Thaksin Shinawatra

Trods Thaksin Shinawatra havde været indblandet i flere kontroversielle affærer vandt han valget i 2001, og han blev den første valgte premierminister, der sad hele perioden ud. I januar 2005 blev han genvalgt med en såkaldt jordskredssejr. Der var imidlertid store strukturelle komplikationer i opbakningen til både ham, og hans parti Thai Rak Thai. Mens opbakningen fra landdistrikterne var massiv, var det samme absolut ikke tilfældet i de sydlige provinser og byområderne, i særdeleshed hovedstadsregionen. Gennem en periode blev det nærmest en fast norm med ugentlige demonstrationer. En hemmelig plan om at afsætte Thaksin ved et statskup tog sin begyndelse i februar 2006, samtidig med at Thaksin opløste parlamentet og udskrev parlamentsvalg til 2. april 2006. Oppositionen boycottede valget med en så massiv opbakning, at der adskillige steder blev afleveret flere blanke stemmesedler end udfyldte. Forfatningskommissionen erklærede valget for ugyldigt, hvorefter der opstod en dyb konflikt mellem forfatningskommissionen og valgkommissionen. Der blev udskrevet et nyvalg til 19. oktober 2006, som oppositionen tilkendegav, at de ville deltage i.

Militærkuppet i 2006[redigér | redigér wikikode]

Armerede køretøjer parkeret i den 1. armés hovedkvarter, under kuppet i 2006
Uddybende Uddybende artikel: Thailands militærkup 2006

Den 19. september 2006 blev premierminister Thaksin Shinawatra afsat ved et militærkup, det første i 15 år. Thaksin var under kuppet på udlandsrejse for at holde tale til FN i New York. Militæret aflyste det kommende valg, suspenderede forfatningen, opløste parlamentet, forbød protester og al politisk akitivitet, undertrykte og censurerede medierne, samt arresterede medlemmer af kabinettet. Thaksin vendte ikke tilbage til Thailand før februar 2008, hvor han blev anklaget for korruption, men erklærede sig ikke skyldig og blev løsladt mod kaution. I august besøgte han Kina i forbindelse med Olympiade-åbningen, og i den forbindelse søgte han politisk asyl hos Storbritannien med påstand om, at retssagen mod ham var politisk. I oktober blev han dømt in absentia og anmodet udleveret fra Storibtitanien. Han har siden levet i selvvalgt eksil, primært i Dubai og Hong Kong.

Efter kuppet opretholdt militæret styringen af landet i en periode, hvorunder politikere fra forhenværende premierminister Thaksins parti, Thai Rak Thai, blev bandlyst fra politisk aktivitet i en årrække og partiet blev opløst. I kølvandet af militærkuppet opstod bevægelsen National United Front of Democracy Against Dictatorship (UDD), senere kendt som rødtrøjer, som støttede afsatte premierminister Thaksin Shinawatra og protesterede mod kupmagerne, for at opnå demokratisk valg. Bevægelsen opløstes efter der blev afholdt demokratisk valg i december 2007[18], hvorefter People's Power Party (PPP), leddet af Samak Sundaravej, dannede regering sammen med fem mindre partier.

Demokratisk periode med politiske konflikter 2008-14[redigér | redigér wikikode]

Rødtrøje demonstration ved Ratchaprasong Intersection i 2010

De følgende år var præget af politisk uro og optøjer i især hovedstaden Bangkok. Grupperne markerede sig under betegnelserne Rødtrøjer, som støttede PPP og var tilhængere af tidligere premierminister Thaksin, og Gultrøjer, der støttede oppositionen, Det Demokratiske Parti.

Premierminister Samak Sundaravej blev i september 2008, efter en række skandaler og et "overlevet" mistillidsvotum i parlamentet, erklæret skyldig i interessekonflikt af forfatningsdomstolen, på grund af sin medvirken som vært i et Tv-program om madlavning, hvorefter han måtte træde tilbage. Premierministerposten blev overtaget af partifællen Somchai Wongsawat, der dog allerede en måneds tid senere, i oktober 2008, blev forhindret adgang til sit kontor af massive demonstrationer fra en gruppe gultrøjer, der kaldte sig People's Alliance for Democracy. I november bredte gultrøje deomnstrationerne sig, og den nyåbnede Suvarnabhumi lufthavn blev blokeret en kort periode. Den 2. december afgav Højesteret en kontroversiel dom om, at PPP var fundet skyldig i valgsvindel og partiet skulle opløses. Umiddelbart efter lykkedes det for Det Demokratiske Parti at danne en ny regering med Abhisit Vejjajiva som premierminister.

En demonstrerende rødtrøje oppositionsgruppe, National United Front of Democracy Against Dictatorship (UDD), der oprindeligt blev dannet efter 2006-kuppet og opløst ved valget i 2007, genopstod i april 2009[18]. De foranstaltede en aggressiv demonstration i badebyen Pattaya under det asiatiske topmøde Fourth East Asia Summit, der blev aflyst da demonstranterne stormede og blokerede kongrescentret på Royal Cliff Hotel. Mødet blev efterfølgende afholdt i oktober måned.

Et årstid senere, i perioden marts til maj 2010, foranstaltede UDD i en række ny voldelige optøjer, som førte sammenstød med militære fraktioner, hvilket resulterede i 87 dødsfald og flere end 1300 tilskadekomne. Rødtrøje demonstranterne besatte Bangkoks forretningskvarter i flere uger og regeringen indførte undtagelsestilstand. Urolighederne spredtes til provinsbyerne Chiang Mai og Surat Thani. Efter adskillige voldelige sammenstød overgav UDD sig den 19. maj.

Yinluck Shinawatra og ris-støtteordning[redigér | redigér wikikode]

Yingluck Shinawatra (2012)
Uddybende Uddybende artikel: Yingluck Shinawatra

Ved parlamentsvalget i juli 2011 vandt det nydannede oppositionsparti Pheu Thai en såkaldt “jordskredssejr”. Partiet var ledet af den politisk uerfarne Yingluck Shinawatra, yngste søster til tidligere premierminister Thaksin Shinawatra, der blev beskyldt for, at han fra sit frivillige eksil var den egentlige leder af en marionetregering. Thaksin havde ved adskillige lejligheder holdt video-link transmitterede taler til rødtrøje gruppers møder, og de thailandske medier omtalte, at alle ny ministre skulle godkendes personligt af Thaksin Shinawatra, der skiftevis opholdt sig i Hongkong eller Dubai.

Det vigtigste valgløfte i 2011 fra Yingluck Shinawatra var et såkaldt Rice Pledge Scheme (da. ris løfte ordning), måske mere korrekt oversat til et rice-pawning scheme[19] (da. ris pante ordning), hvor bønderne blev lovet at regeringen købte deres rishøst for en høj pris, og hvis markedsprisen senere steg, kunne de få deres ris tilbage, og sælge den til markedspris.[20] Da 40% af Thailands arbejdsstyrke var beskæftiget i landbrug, og hovedparten med risdrykning, resulterede dette løfte i Yingluck Sinawatras valgsejr. Strategien var en simpel tre-trins proces, hvor ris blev opkøbt til overpris, derefter lagt på regeringens lagre for at presse verdensmarkedsprisen op, for til sidst at sælge risen til en højre pris, end den oprindeligt blev støttet med. Trods Thailand på daværende tidspunkt kontrollerede 30% af verdensmarkedet for ris, blev ordningen af kritikere anset for urealistisk fra begyndelsen, og planen gav også bagslag, da andre lande, især Indien og Vietnam, straks fyldte det thailandske ris-tomrum fra slutningen af 2011 og frem til 2013. Offentlige tal for de samlede omkostninger til ordningen blev ikke frigivet af regeringen, men skønnedes at ligge mellem 8 mia. USD og op til 20 mia. USD (45 mia. til 110 mia. DKK).[21] I alt blev 18 mio. tons usolgt ris henlagt i regeringens lagre.[22]

I januar 2014 begyndte den Nationale Anti-korruptions Kommission (NACC) at undersøge Yingluck Shinawatras rolle i ordningen. I maj blev hun er tvunget til at træde tilbage som premierminister, efter at Thailands forfatningsdomstol fandt hende skyldig i magtmisbrug i anden anledning. Nogle måneder senere fjernede militæret, hvad der var tilbage af hendes regering, ved et statskup. I januar 2015 anklages hun efter en af militæret støttet lov for korruption, i forhold til sin rolle i ris-støtteordningen.[23] Dommen skulle afsiges den 25. august 2017, hvor pressen forinden spekulerede i udfaldsmulighederne, med henholdvis skyldig, med op til 10-års fængsel, skyldig med en betinget dom, og frifindelse, samt overvejelser om appel. Desuden var der den mulighed, at hun ikke ville møde op til domsafsigelsen, men derimod flygte, hvilket myndighederne måske ville foretrækker, frem for "skyldig", hvor hendes fængsling kunne gøre hende til en mere sympatisk figur, og hæve hende til status som et "demokratikoncept" – ligesom Myanmars tidligere oppositionsleder og Nobelprisvinder Aung San Suu Kyi.[24]

På dagen for domsafsigelsen mødte Yingluck Sinawatra imidlertid ikke op i retten. Sinawatras advokat oplyste, at frafaldet skyldtes sygdom.[23] Sent om eftermiddagen rapporterede flere udenlandske nyhedsmedier, at Yingluck if. vice-premierminister Prawit Wongsuwan havde forladt Thailand via grænsen til Cambodja, hvorfra hun var fløjet til Singapore og mødt sin storebror, Thaksin Shinawatra, og sammen var de forsat til Dubai, hvor Thaksin blandt andet opholdt sig i frivilligt eksil, efter at være blevet afsat ved et militærkup i 2006. Prawit Wongsuwan understregede, at den siddende militærregering ikke havde nogen forlods viden om med flugten,[25] CNN oplyste den 28. september, at Yingluck havde opholdt sig i London i to uger, samt at hun søgte asyl i Storbritannien.[26]

Thailands højesteret kendte den 25. august 2017 tillige fhv. handelsminister Boonsong Teriyapirom og fhv. viceminister Phumi Saraphol, begge fra Yingluck Sinawatras regering, skyldig i falske regering-til-regering handler med Kina under ris-støtteordningen, de blev idømt henholdsvis 42 års og 36 års fængsel. I alt fandt Højesteret 20 personer skyldige i overtrædelser ifm. ordningen.[27]

Den 27. september afsagde Højesteret dom in absentia over Yingluck Shinawatra, hvor retten idømte hende fem års fængsel for at undlade at stoppe falsk og korrupt G2G (government-to-government, da. regering-til-regering) salg af ris fra ris-støtteordningens lagre til Kina. Manglen på reaktion var ensbetydende med uærlig og manglende indgriben, for ikke havde fjernet Boonsong Teriyapirom som handelsminister, hvilket var i strid med straffeloven og antikorruptionsloven fra 1999, og dermed berettigede en femårige fængselsperiode. I den anden anklage om, at hun var skyldig i skader forårsaget af hendes implementering af ris-støtteordningen, blev hun frifundet. Retten erklærede tillige, at både anklager og dømte havde ret til at appellere dommen inden for 30 dage, i henhold til den nye 2017-forfatning, der dog forudsætter at Yinglock personligt møder op i forbindelse med indgivelse af appel, hvilket vil kunne medføre hendes arrest.[28][29][30][31]

Udgifterne til ris-støtteordningen var dog ikke hovedårsagen til, at Yingluck Shinawatras regering i sidste ende faldt, og hun efterfølgende personligt blev anklaget for det økonomiske tab fra støtteordningen. De politiske spændinger i Thailand begyndte næsten et årti tidligere da Thaksin Shinawatra, Yinglucks ældre bror og tidligere premierminister, selv blev fjernet ved et militært kup i 2006, og dømt for korruption.[21]

Militærkuppet i 2014[redigér | redigér wikikode]

Preferences-system.svgDer arbejdes på denne tekst i øjeblikket!
Vent venligst med at redigere den, eller kontakt den bruger som satte denne skabelon på siden. Med venlig hilsen Per Meistrup (diskussion) 7. jun 2019, 17:38 (CEST)
Uddybende Uddybende artikel: Thailands militærkup 2014

Thailands militærkup i 2014 var et ublodigt statskup under ledelse af general Prayut Chan-o-cha den 22. maj, 2014. Det skete efter den politiske bevægelse gultrøjer gennem syv måneder havde demonstreret i Bangkok mod den siddende demokratisk valgte regering under ledelse af Yingluck Shinawatra. Selv om militæret havde lovet et hurtigt nyvalg til parlamentet efter kuppet, udnævnte Prayut Chan-o-cha sig selv som premierminister tre måneder senere, den 21. august, og beholdt posten i næsten fem år. I 2016 døde den populære kong Bhumibol Adulyadej og hans søn, den mindre populære kronprins Vajiralongkorn overtog tronen. Chan-o-cha forklarede, at et af militærkuppets formål var, at sikre et roligt tronskifte. Efter ændring af forfatningen (grundloven) i 2017, blev der endeligt udskrevet valg til afholdelse den 24. marts, 2019, dog ville det endelige valgsresultat ikke blive offentliggjort før efter kong Vajiralongkorns kroning den 4. maj. Chan-o-cha var under militærregeringen fratrådt som general, og stillede op som premierministerkandidat for et nystiftet politisk parti. Det nye demokratisk valgte parlament mødes første gang den 24. maj, fem år efter statskuppet, Chan-o-cha blev derved den kupmager, der har beholdt magten i længst tid i nyere thailandsk historie. Den 5. juni blev Chan-o-cha valgt som Thailands 29. premierminister med kombineret stemmeflertal fra de folkevalgte parlamentsmedlemmer og de udpegede senatorer.

Tidslinje[redigér | redigér wikikode]

Udvalgte begivenheder[redigér | redigér wikikode]

  • 1238-1438 Sukothai, det første kongerige
  • 1351-1767 Ayutthaya-kongeriget, fra 1500-tallet kaldt Siam i udlandet
  • 1400-tallet Sakdina (Landlord) systemet indføres i Ayutthaya-riget
  • 1767 Burma erobrer kongeriget og ødelægger Ayutthaya
  • 1768-1782 Kongeriget Thonburi på modsatte flodbred af handelsstationen Bangkok
  • 1782 Det nuværende Chakri-dynasti tager magten, skifter navnet til Kongeriget Rattanakosin (kendt som Siam) og Krung Thep (Bangkok) bliver hovedstad
  • 1868-1910 kong Chulalongkorn, Rama Vs regeringstid
  • 1917 Siam erklærer krig mod Tyskland og Østrig-Ungarn (WWI), det nuværende nationalflag indføres
  • 1932 Enevældet afskaffes ved en ublodig militærstøttet revolution
  • 1935 Kun ni år gamle Ananda Mahidol anerkendes som konge af Siam efter kong Prajadhipoks abdikation
  • 1939 Siam skifter navn til Thailand
  • 1941 8. december, Japan besætter Thailand, der efterfølgende erklærer krig med de allierede styrker (WWII)
  • 1946 Bhumibol bliver konge, efter storebroderen, kong Anandas pludselige død
  • 1946-1948 Thailand skifter navn til Det Kongelige Kongerige Siam
  • 1948 Militærdiktatoren Phibun tager magten for anden gang og ændrer nationens navn tilbage til Thailand
  • 1973-76 Stormfuld demokratisk periode
  • 1976 Massakre den 6. oktober på Thammasat University og på Sanam Luang
  • 1980 General Prem Tinsulanonda bliver leder
  • 1988 Demokratiet genindføres
  • 1991 Nyt militærkup
  • 1992 Atter demokrati efter blodige uroligheder, der kulminerede i Black May-oprøret
  • 1997 Akut økonomisk krise – ny, demokratisk forfatning vedtages
  • 2001 Thaksin Shinawatra vælges med et overvældende flertal
  • 2006 Endnu et militærkup, Thaksin Shinawatra afsættes
  • 2008-11 Demokratisk valgte regeringer, mange politiske uroligheder, Thaksin Shinawatra flygter i eksil
  • 2011 Yingluck Shinawatra vælges som første kvindelige premierminister
  • 2014 Nyt militærkup, Yingluck Shinawatra afsættes, general Prayut Chan-o-cha tager magten
  • 2016 Kong Bhumibol dør efter 70 år på tronen, tronskifte til kong Vajiralongkorn
  • 2017 Ny forfatning, Yingluck Shinavatra flygter
  • 2019 Parlamentsvalg, kroning af kong Vajiralongkorn.

Thailandske statskup[redigér | redigér wikikode]

Coup d'état 1912-2014

  1. 1912: Mislykket kupforsøg af militærofficerer.
  2. 1932, 24. juni: Khana Ratsadon-partiet får ophævet enevældet under Kong Prajadhipok.
  3. 1933, 20. juni: Phraya Phahon Phonphayuhasena kupper Phraya Manopakorn Nititada.
  4. 1933, 11.-23. oktober: Royalistiske rebeller afsætter 1933-junikupmagerne.
  5. 1935, 23. august: The Nai Sip rebellion.
  6. 1939, 29. januar: Nærmere en udrensning, eller internt kup, foretaget af premierminister Phibul for at udrydde politiske modstandere.
  7. 1947, 7. november: Phin Choonhavan omstyrter Thawal Thamrong Navaswadhi.
  8. 1949: Mislykket kupforsøg af Pridi, som så Grand Palace indtaget af sine støtter.
  9. 1951, 29. juni: Pridi tilhængere i flåden forsøger et kup mod Phibun (staves også Phibul).
  10. 1951, 29. november: Militæret forkaster 1949-konstitutionen og genindsætter 1932-konstitutionen.
  11. 1957, 21. september: Sarit Thanarat omstyrter Plaek Pibulsongkram.
  12. 1958, 20. oktober: Undtagelsestilstand (en. Self-coup) indført af Sarit Thanarat.
  13. 1971, 18. november: Undtagelsestilstand (en. Self-coup) indført af Thanom Kittikachorn.
  14. 1976, februar: Kupforsøg.
  15. 1976, 6. oktober: Sangad Chaloryu omstyrter Seni Pramoj.
  16. 1977, 20. oktober: Kriangsak Chomanan omstyrter Tanin Kraivixien.
  17. 1981: Kupforsøg anført af hærens viceøverstkommanderende da regeringstro tropper undertrykte en opstand. Den såkaldte Young Turk-officersgruppe, der foranledigede kuppet, blev afskediget fra hæren.
  18. 1985: Mislykket kupforsøg af oberst Manoon Roopkachorn, et medlem af Young Turks, et antal højtstående officerer blev arresteret.
  19. 1991, 24. februar: Sunthorn Kongsompong omstyrter Chatichai Choonhavan.
  20. 2006, 19. september: Sonthi Boonyaratglin omstyrter Thaksin Shinawatra.
  21. 2014, 22. maj: Prayut Chan-o-cha omstyrter Niwatthamrong Boonsongpaisan, i princippet Yingluck Shinawatra.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ (engelsk) PRADIT PHULSARIKIJ (19. januar 2019). "GOING TO THE POLLS". The Nation (Thailand). Hentet 19. januar 2019. 
  2. ^ (engelsk) "Don't let Thai junta chief chair Asean next year: Jakarta Post columnist". The Straits Times. 31. juli 2018. Hentet 2. august 2018.
  3. ^ (engelsk) Pravit Rojanaphruk date=20. oktober 2018. OPINION: UNDERSTANDING THE ROGUE THAI ARMY. Hentet 20. oktober 2018. 
  4. ^ (engelsk) Chris Baker and Pasuk Phongpaichit: A History of Thailand, side 8. Cambridge University Press, 2005. ISBN 978-0-521-81615-1
  5. ^ (engelsk) "Funeral books shed light on People's Party | Bangkok Post: opinion"
  6. ^ a b (engelsk) "WHY WAS THE 1932 REVOLUTION PLAQUE SO IMPORTANT?" Khaosod English. 15. april 2017. Hentet 15. april 2017.
  7. ^ (engelsk) "THE CURSE THAT HAUNTED BANGKOK 150 YEARS – UNTIL NOW?" Khaosod English. 21. april 2018. Hentet 28. april 2018.
  8. ^ (engelsk) "Case of missing Siam Revolution plaque becomes more curious by the day". The Sunday Nation. 23. april 2017. Hentet 23. april 2017.
  9. ^ (engelsk) "Activist seeking plaque probe held by military". The Nation (Thailand). 19. april 2017. Hentet 19. april 2017.
  10. ^ (engelsk) "ULTRA-ROYALISTS THREATEN TO DESTROY 1932 REVOLUTION PLAQUE". Khaosod English. 2. november 2016. Hentet 15. april 2017.
  11. ^ (engelsk) "1932 REVOLT PLAQUE REMOVAL GREETED WITH MIXED REACTIONS". Khaosod English. 15. april 2017. Hentet 15. april 2017.
  12. ^ (engelsk) "AUTHORITIES RESPOND TO QUESTIONS ABOUT MISSING PLAQUE WITH ARRESTS, SILENCE". Khaosod English. 18. april 2017. Hentet 18. april 2017.
  13. ^ (engelsk) "6, including human rights lawyer, arrested for lèse majesté". Prachatai English. 3. maj 2017. Hentet 4. maj 2017.
  14. ^ (engelsk) VEERA PRATEEPCHAIKUL (7. februar 2018). "Hunting scandal summons ghosts of past". Bangkok Post. 
  15. ^ (english) "Oct 6, 1976 massacre remembered". Bangkok Post. 6. oktober 2018. Hentet 6. oktober 2018. 
  16. ^ (engelsk) "The night a Bangkok protest turned deadly". Bangkok Post. 14. maj 2017. Hentet 23. august 2018. 
  17. ^ (engelsk) Max Loh (13. august 2018). "Thailand 1997 All Over Again?". Seeking Alpha. Hentet 14. august 2018. 
  18. ^ a b (engelsk) "Red shirts reconciled to grim future". The Nation (Thailand). 23. juli 2017. Hentet 23. juli 2017. 
  19. ^ (engelsk) AWAI BOONMA (5. december 2012). "Pawning rice is worse than pawning Thailand". Bangkok Post. Hentet 21. august 2018. 
  20. ^ (engelsk) "Meaning of rice-pledging scheme". Bangkok Post Learning. Hentet hentet 25. august 2017. 
  21. ^ a b (engelsk) "The Rice and Fall of Yingluck Shinawatra". The Diplomat. 21. maj 2015. 
  22. ^ (engelsk) "Party of Thai former PM says will work for democracy and the people". Reuters. 29. august 2017. Hentet 29. august 2017. 
  23. ^ a b (engelsk) "Yingluck trial: Thais seek ex-PM after she fails to show for verdict". BBC. 25. august 2017. Hentet 25. august 2017. 
  24. ^ (engelsk) "Yingluck verdict holds the key to reconciliation". The Nation (Thailand). 24. august 2017. Hentet 25. august 2017. 
  25. ^ (engelsk) "Yingluck May Have Fled Thailand Before Verdict, Deputy PM Says". Bloomberg Politics. 25. august 2017. Hentet 25. august 2017. 
  26. ^ (engelsk) "Former Thai leader seeking asylum in UK, says party source". CNN. 28. september 2017. Hentet 29. september 2017. 
  27. ^ (engelsk) . The Nation (Thailand). 25. august 2017. Hentet 25. august 2017. 
  28. ^ (engelsk) "Yingluck sentenced in absentia to 5 years in prison". Bangkok Post. 27. september 2017. Hentet 27. september 2017. 
  29. ^ (engelsk) "Yingluck sentenced to five years, has right to appeal". The Nation (Thailand). 27. september 2017. Hentet 27. september 2017. 
  30. ^ (engelsk) "Yingluck guilty". The Nation (Thailand). 28. september 2017. Hentet 29. september 2017. 
  31. ^ (engelsk) "New organic act requires fugitive ex-PM to show up and risk arrest to appeal verdict". The Nation (Thailand). 28. september 2017. Hentet 29. september 2017. 

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]