Thailands historie

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning

Thailands historie adskiller sig fra andre lande i Sydøstasien ved, at landet aldrig har været koloniseret. Bortset fra korte perioder af underkastelse over for nabolandet Burma, og den japanske besættelse under 2. verdenskrig, har Thailand været selvstændigt siden 1200-tallet.

Der er fundet spor af menneskelig bosættelse i Thailand, som er 40.000 år gamle.

Thailand har siden overgang til konstitutionelt monarki i 1932 (og indtil 2018) afholdt 27 demokratiske valg,[1] 20 gange fået en ny forfatning (grundlov) og haft 20 statskup, svarende til gennemsnitligt et kup hvert 5. år.[2][3]

Rigets oprindelse og Sukothai-perioden 1238-1438[redigér | redigér wikikode]

Sukhothais historiske område (2000)

Omkring år 500 grundlagde mon-folket Dvaravati-riget i det nordlige Thailand. Så vidt vides kom et folk der kaldte sig taifolk til landet fra det, der i dag er det sydlige Kina. I 1238 grundlagde de det første thai-rige, Sukothai, ved de nordlige bredder af Chao Phraya-floden. Under kong Ramkamhaengs styre 1283-1317 blev riget befæstet, det thailandske skriftsprog blev indført, og theravadabuddhismen blev statsreligion. Sukothai-kongeriget eksisterede fra 1238 til 1438.

Loy Krathong-traditionen, med at sætte en skive af en bananpalme med blomster, røgelse og lys i vandet ved første fuldmåne i november, stammer fra Sukothai-riget.

Uddybende Uddybende artikel: Loy Krathong


Ayutthaia riget 1351-1767[redigér | redigér wikikode]

Ruiner i den gamle hovedstad Ayutthaya (2004).

I midten af 1300-tallet opstod et andet rige, der havde centrum længere sydpå i Ayutthaya. Det lykkes Ayutthaya-riget at underlægge sig khmererne i det nuværende Cambodja, og rigets grænser blev flyttet længere mod vest og sydpå ad Malaccahalvøen. Kontrollen med rigets randområder var dog ikke særlig effektiv. Under kong Trailok i 1400-tallet blev der indført et forvaltningssystem, sakdina, som var gældende helt frem til begyndelsen af 1900-tallet, og som man den dag i dag kan se spor af. Systemet indplacerede embedsmændene i et strengt hierarki efter hvor meget jord, de fik lov at disponere over. Jorden var imidlertid kongens ejendom, og på den måde sikrede han sine folks loyalitet. Ayutthaya-kongeriget eksisterede fra 1351 til 1767.

Europæisk indflydelse[redigér | redigér wikikode]

Ayutthayas beliggenhed – tilstrækkeligt langt nede ad floden Chao Phraya til, at byen kunne modtage oceangående skibe – var fordelagtig, både for kontrol med riget og for handel med omverdenen. Nogle forskere mener, at byen ved midten af 1600-tallet var verdens største. I 1500-tallet begyndte europæerne at vise interesse for Sydøstasiens rigdomme. Portugiserne var de første, der etablerede et handelshus i Ayutthaya, og inden længe blev der indgået handelsaftaler med andre stormagter. Eftersom handel i større målestok ikke var en naturlig del af den lokale kultur, var de fleste købmænd kinesere – og sådan er det stadig i Thailand.

Ayutthaya-kongeriget blev snart klemt mellem de europæiske stormagter, der kæmpede om herredømmet i området. Det var først og fremmest franskmænd, briter og hollændere. Kongerne forsøgte at tilgodese europæernes krav i forsøget på at bevare landets selvstændighed. Der var diplomatiske forbindelser mellem Ayutthaya og det franske hof i Versailles, og kong Narai (konge fra 1656 til 1688) ansatte en græsk opdagelsesrejsende som minister. Pave Clemens IX grundlagde i 1669 Mission de Siam for at udbrede kristendommen,[4] men da de europæiske missionærer blev for ivrige i deres forsøg på at omvende Ayutthayas buddhister, blev franskmændene smidt ud fra byen og portene lukket mod Vesten i næsten 150 år. Ayutthayas ressourcer blev færre, og kongemagten svækket. Det lykkedes nabolandet Burma at erobre hovedstaden i 1767, og Ayutthaya blev jævnet med jorden.

Thonburi kongeriget 1767-1782[redigér | redigér wikikode]

Kort over Bangkok i Rattanakosin-perioden omkring 1800.

Den burmesiske besættelse blev dog kortvarig. Thailænderne befriede sig, og et nyt kongerige blev i 1767 grundlagt af en kinesisk adelsmand og militærleder, Taksin, længere nede af floden i Thonburi.

Rattanakosin kongeriget 1782–1932[redigér | redigér wikikode]

I 1782 tog general Chao Phya Chakri magten og blev den første konge i det dynasti, Chakri-dynastiet, der endnu sidder på tronen. Han lod en ny hovedstad, bygge på den modsatte flodbred ved den lille handelsplads Bangkok på østsiden af Chao Phrayas munding. Riget blev kaldt Kongeriget Rattanakosin (thai: อาณาจักรรัตนโกสินทร์), men det var kendt i udlandet som Siam. Det blev det fjerne kongedømme i Thailands historie og varede indtil revolutionen i 1932

Siam[redigér | redigér wikikode]

Siam var rigets udenlandske navn fra 1782 til 1939, hvor det skiftede til Kongeriget Thailand, men for en kort periode fra 1946 til 1948 atter til Det Kongelige Kongerige Siam (Royal Kingdom of Siam, thai: พระราชอาณาจักรสยาม), for igen at skifte navn til Kongeriget Thailand. Folket havde imidlertid altid kaldt landet for Mueang Thai. "Mueang" referer til en bystat, en by omgivet af en fæstningsmur, meuang var udbredt foran rigers navne i Sydøstasien. En mere kraftfuld udlægning af mueang er "krung", som kom foran navnet på den ny hovedstad ved handelspladsen Bangkok, Krung Thep Maha Nakhon, eller kort blot Krung Thep (da. Englenes By).

Der er flere udlægninger af oprindelsen til navnet Siam. En udlægning er, at det kan stamme fra sanskrit-ordet Śyāma (der betyder "mørk" eller "brun"). En anden forklaring er, at navnet skyldes en misforståelse blandt portugisiske søfarere, der sidst i 1400-taller, under Ayutthaya-perioden, havde spurgt om hvorfra folket (eliteklassen) oprindeligt kom, og da de fik svaret Xian (i Kina), blev det opfattet og nedskrevet som Siam.[5]

De første Chakri-konger havde held til at styrke Siam over for Burma og truslen om kolonisering fra de europæiske stormagter. Landets beliggenhed gjorde det efterhånden til en stødpude mellem briterne i vest og franskmændene i øst, og selvstændigheden blev opretholdt med diplomatisk snilde og afgivelse af visse landområder. Samtidig fik udlændinge større frihed i landet. Kongerne Mongkut (1851-1868, Rama IV) og Chulalongkorn (1868-1910, Rama V) viste interesse for teknik og vestlige ideer, og Chulalongkorn fik siden tilnavnet det moderne Thailands fader. Han afskaffede det gamle sakdina-system, moderniserede forvaltningen og indførte statslig skoleundervisning.

I de første årtier af 1900-tallet blev Siam mere og mere velstående, fordi produktionen og eksporten af ris steg. Bangkok udviklede sig til et vigtigt handelscentrum, og spændingen steg mellem kongen og den efterhånden indflydelsesrige bureaukratiske elite, der i 1912 gennemførte et mislykket kupforsøg mod kongen. Tyve år senere gjorde et ublodigt kup en ende på enevælden.

1932-revolutionen og ophør af enevælde[redigér | redigér wikikode]

Rama Vs rytterstatue foran Dusit-paladset (Dusit Palace) i Bangkok.

Ved daggry den 24. juni, 1932, samledes en gruppe af progessive militærofficerer og bureaukrater, der kaldte sig "Folkets parti" (en: Peoples Party, th:Khana Ratsadon[6]), foran Dusit-kongepaladset i Bangkok, med støtte fra militæret. Lederen, øverstkommanderende over hæren, Phraya Phahon Phonphayuhasena, der blandt andet var uddannet som ingeniør i Danmark, stod med front mod den kongelige tronsal og proklamerede, at kongens enevældige regering af landet var forbi. Kong Prajadhipok (Rama VII), der spillede golf i Hua Hin, hvor en række af kongelige sommerpaladser ligger, indvilgede senere samme dag i at opgive enevælden. Siam blev derved til konstitutionelt monarki, og dagen blev udnævnt som Nationaldag.[7]

Forbandelsen der hjemsøgte Bangkok 150 år[redigér | redigér wikikode]

Bangkoks nye og gamle bysøjle i helligdommen Lak Mueang i Bangkok.

Da Bangkok blev grundlagt af den nykronede Kong Ramathibodi (aka Chao Phya Chakri, kongen skiftede navn flere gange, kutyme på den tid), senere Rama I, blev de kongelige astrologer rådspurgt om hvornår byens grundsøjle (symbolsk søjle) skulle sættes. Efter fire dages udregning blev tidspunktet fastsat til den 21. april klokken 6:54 om morgenen i år 1782 (efter gregorianske kalender). Da søjlen skulle sænkes ned i hullet var det indtaget af fire slanger, men da man ikke kunne udskyde astrologernes tidspunkt, blev søjlen banket ned og slangerne ofret. Astrologerne kunne ikke forklare hvad det betød, men syv år senere blev kongens tronsal ramt af et lyn. Kongen konsulterede igen astrologerne, der nu kunne fortælle, at slangerne betød at Chakri-dynastiet ville falde, men da kongen netop havde beordret en ny oversættelse af det hellige buddhistiske Tripitaka skrift, ville byens engle udsætte dommedag og konge-linjen bestå i 150 år. (Bangkok hedder Krung Thep på thai, hvilket betyderne Englenes By). I stedet for at acceptere at slægten havde en profeteret undergang, forsøgter de følgende konger at omgøre profetien. I december 1852 løste Kong Monkut (Rama IV) problemet ved roden, ved simpelthen at rive helligdommen for byens søjle ned, og genopbygge den med en ny søjle ved siden af den oprindelige. I begyndelsen af 1932 (Thai-nytåret var 1. april indtil 1940) var den på tidspunktet regerende Chakri-konge, Prajadhipok (Rama VII) klar over skæbnen, han stod over for, ikke mindst fordi han var født i 1893, slangens år if. den asiatiske astrologi.[8]

Den forsvunde revolutionsplakette[redigér | redigér wikikode]

Messing mindeplade for revolutionen den 24. juni 1932, ilagt ved siden af Rama V's rytterstatue. Plaketten forsvandt den 14. April 2017.

Den 10. december, 1936, vendte Phraya Phahon og de øvrige revolutionære ledere, tilsammen kaldt "De fire Musketerer", tilbage til pladsen foran Dusit-paladset, hvor de til minde om dagen indstøbte en lille 30 cm. rund messing-plakette i vejebelægningen ved siden af kong Rama Vs rytterstatue.[9] Siden fik royalister, tilhængere af kongedømmet, mere magt og ændrede Nationaldagen fra 24. juni til 5. december, kong Bhumibol Adulyadejs fødselsdag, og derefter til 10. december som Konstitutionsdag (Constitution Day, da: Grundlovsdag). En mindre gruppe mødtes dog fortsat hvert år den 24. juni ved mindepladen, der senere blev et symbol for den politiske bevægelse, Rødtrøjerne, under de eskalerende konflikter med de royalistiske Gultrøjer i 2008-14 (se afsnittet nedenfor). Plaketten forsvandt pludseligt den 12. april, 2017, hvilket dog først blev observeret to dage senere. Den var udskiftet med en tilsvarende størrelse messingplakette, med en inskription af en del af et ordsprog fra Chakri-dynastiets motto, der forherliger tro på buddhismen, monarken og ens egen familie.[10]. Ultra-royalister (Gultrøjer) havde tidligere, i november 2016, truet med ville fjerne 1932-revolutionens mindeplade.[7][11][12] Ingen har taget skyld for ombytningen, og aktivist-klager blev afvist med begrundelse om, at "mindesmærket ingen ejer havde". Områdets overvågningskameraer var i øvrigt nedtaget i forbindelse med vejarbejde og ny kabelføring.[13]

Den 3. maj, 2017, blev seks personer, heriblandt en kendt menneskererettigheds-advokat, Prawet Prapanukul, stillet for Retten med anklager om overtrædelse af §112 i kriminalloven, den såkaldte lèse majesté-paragraf, anklaget for at dele et Facebook-opslag om den manglende 1932 Revolutions Plakette, postet af Somsak Jeamteerasakul, en akademiker, der i øjeblikket lever i en selvpålagt eksil i Frankrig (Prawet Prapanukul blev også anklaget for en række andre majestæts-krænkende udtalelser).[14]

Militært styre 1932-1971[redigér | redigér wikikode]

Kong Prajadhipoks abdicererde i 1935, da han ikke vil underskrive en ny forfatning, hvorefter den kun ni år gamle Ananda Mahidol blev anerkendent som konge af Siam. De ansatte i statforvaltningen var uddannet i Europa, og sammen med militæret udgjorde de efterhånden samfundseliten.

Feltmarskal Phibun Songkhram (oversættes også som Plaek Pibulsongkram), kendt som Phibun (pibul), der var en stor beundrer af Hitler, tiltvang sig diktatoriske beføjelser i 1938, nærmest i lighed med tidligere enevældige konger. Phibun gennemførte også den første klart politiske henrettelse i Siam i mere end et århundrede, hvor 18 personer, der var anklaget for at planlægge et statskup mod hans regime, blev skudt. Samfundet blev indrettet efter europæisk fascistisk forbillede. Det var Phibun, der i 1939 ændrede landets navn fra Siam til Thailand. Under WWII samarbejdede Thailand med Japan, og den japanske besættelse af landet blev derfor meget mild. Hans slogan under krigen var: "Tro på lederen, og landet vil være uden for fare". Phibuns fotografi hang overalt, og hans slagord blev spredt via aviser, plakattavler og i radioen. Phibuns styre var hovedsageligt baseret på militærets fremtrædende rolle i samfundet, hvilket hindrede demokratisk socialpolitisk og økonomisk udvikling af landet.[15] Efterhånden som krigslykken vendte for japanerne, voksede utilfredsheden med styret i den thailandske befolkning, og Phibun blev afsat ved et militærkup i 1944 af en USA-støttet modstandsbevægelse.

Tiden efter krigen var urolig. I 1946 bliver den unge Bhumibol konge, efter storebroderen, kong Anandas pludselige død. Formelt var demokratiet blevet genindført, men de politiske partier var svage, og militæret erobrede atter magten ved et kup i 1947. Og året efter var Phibun – der med nød og næppe havde undgået at blive stillet for retten for krigsforbrydelser – tilbage som landets leder. Samtidig sørgede bl.a. Koreakrigen for, at Thailands økonomi kom ind i en gunstig udvikling, og de thailandske generaler blev af en stor del af omverden betragtet som en bastion mod den kommunistiske trussel i Sydøstasien. USA indledte et omfattende militært og økonomisk bistandsprogram.

I 1957 forsøgte Phibun at styrke sin stilling ved at gennemføre et valg, hvor valgfusk dog var så åbenlys, at regeringens valgsejr også blev dens fald. Det blev en anden general, Sarit Thanarat, som overtog magten og indledte en ny diktaturperiode med vægt på traditionelle, nationale værdier. Den økonomiske udvikling fortsatte, Japan foretog store investeringer i landet, og den eskalerende krig i Vietnam gavnede Thailands udenrigshandel. USA fik lov at etablere flere militærbaser i landet og udbyggede ved den lejlighed vejnettet og anden infrastruktur i den forsømte østlige del af Thailand.

Efter Sarits død i 1963 tog nye generaler over. Trods kommunismens fremgang i nabolandene fik en venstreorienteret oprørshær aldrig rigtig fodfæste hos det thailandske folk.

Militærkup, demokrati og massakre 1971-1980[redigér | redigér wikikode]

I 1970'erne kom det dog til studenterprotester i Bangkok. USAs beslutning om at trække sig ud af Vietnam, og de forsigtige tilnærmelser mellem USA og Kina, skabte usikkerhed i Thailand. Den økonomiske fremgang stilnede af, og det blev hårde tider for mange. En skandale med krybskytteri – Thungyai poaching scandal – var en medvirkende årsag til militærstyrets fall.[16] Der blev flere og flere protester, og de førte i 1973 til militærdiktaturets sammenbrud.

De følgende tre år var urolige. Politiske partier blev dannet og opløst i hastig rækkefølge, og foruden studenterne begyndte også bønder, arbejdere og munke at organisere sig. Regeringen gjorde meget lidt for at imødekomme kravene om reformer.

1976 Thammasat Universitet-massakren[redigér | redigér wikikode]

Den 16. august 1976 vendte Feltmarskal Prapas Charusathien, tidligere indenrigsminister i militær-regeringerne under Sarit Thanarat og Thanom Kittikachorn, tilbage fra eksil. Tre dage senere marcherede omkring 10.000 demonstranter fra Sanam Luang-pladsen ved Grand Palace til Thammasat Universitets fodboldbane og slog lejr natten over. Flere universitetsstuderende sluttede sig til protesten, hvilket fik Charusathien til atter at flygte fra Thailand den 22. august.[17]

En anden landflygtige leder, der forsøgte at vende tilbage, var feltmarskal Thanom Kittikachorn, en militærdiktator og juntaleder, som var sendt i eksil tre år tidligere efter et folkeoprør. Thailændere var rystede, da Kittikachorn var anset som både tyran og diktator, hvis regering var notorisk korrupt. Den demokratiske regeringen, under ledelse af Seni Pramoj, afviste først Kittikachorns ønske om at vende tilbage fra eksil, for at tage sig af sin svagelige ældre far, men den 19. september gav den ham alligevel lov. Iført safranfarvet kåbe blev Kittikachorn ordineret som munk ved Wat Bowonniwet Vihara (det er normal thailandsk praksis, at vise anger, ved at lade sig ordinere og blive buddhist-munk i en periode). Han blev også besøgt af den thailandske konge, Bhumibol Adulyadej, og dronning Sirikit.[17]

Den civile regerings beslutning skulle ville vise sig at være en afgørende fejl. Thanom Kittikachorn tilstedeværelse polariserede yderligere de skrøbelige politiske skel. Landets højrefløj brugte tidens antikommunistiske retorik til at beskylde demonstranterne, og deres forsøg på at afvise den nyligt hjemvendte Kittikachorn, som venstreorienteret propaganda, der støttede kommunisterne. Den 23. september fik en heftig parlamentsdebat premierminister Seni Pramoj, til at træde tilbage, efter hans partis fløje ikke kunne blive enige om et kompromis, til at håndtere Kittikachorns hjemvenden. Kong Bhumibol beordrede premierministeren genindsat kun to dage senere. Den 24. september blev ligene af to embedsmænd, Wichai og Chumporn, der havde været med i protesterne, for at fjerne Kittikachorn, fundet hængt ved Den Røde Port i centrum af byen Nakhon Pathom, omkring 50 kilometer fra bangkok. De protesterende studenters ledere var i stand til at finde fotografiske beviser for forbrydelsen og dens politiske karakter. Den 25. september fremsatte studenterlederne to krav: Thanom Kittikachorn skulle forvises, og Wichais og Chumporns morderne skulle bringes for retten.[17]

Den 29. september forsamledes flere end 20.000 studerende på Sanam Luang-pladsen nær Thammasat Universitetet, for at give udtryk for kravene. Yderligere protester opstod i andre dele af landet. Mange af demonstranterne blev angrebet af højreorienterede bøller, der betegner sig selv som patrioter. Den 4. oktober afslørede premierminister Pramoj, at en gruppe politimænd stod bag drabene på Wichai og Chumporn. Snesevis af højreorienterede bøller ankom til Sanam Luang-pladsen, for at skræmme demonstranterne, hvorefter de søgte tilflugt på universitets Tha Phrachan-campus.[17]

Den 5. oktober eskalerede situationen, efter avisen Bangkok Post offentliggjorde en rapport, og et billede af et studenter-teaterstykke om lynchering og hængning af de to mænd. Den højreorienterede avis Dao Siam offentliggjorde det samme billede og hævdede, at en af de studerende, der blev vist hængende, lignede kronprinsen, Thailands nuværende konge. I en historie med overskriften "Stomping on the Hearts of Thais across the Country" (dansk: "Trampende på thailændernes hjerter over hele landet") hævdede avisen, at teaterstykket var en bevidst fornærmelse mod kronprinsen. Stykkets skuespillere forsøgte straks at fjerne forvirringen, men på det tidspunkt var flere højreorienterede radiostationer og andre medier, begyndt at omtale de protesterende studerende som "oprørere".[17]

Spændingerne kulminerede tidligt om morgenen den 6. oktober, da sikkerhedsstyrker omringede Thammasat Universitets Tha Prachan-campus og åbnede ild mod de forsvarsløse, protesterende studerende. Militser fra det yderste højre sluttede sig til angrebet og stormede universitetets porte. Studerende blev slået og dræbt på stedet, eller trukket ud og lynchet på den tilstødende Sanam Luang-plads, foran en råbende menneskehob.[17] Det officielle dødstal blev opgjort til 46 dræbte, deriblandt adskillige embedsmænd, og 167 sårede. Desuden blev omkring 3.000 anholdt. Flere overlevende påstår at dødstallet var over 100.[18]

"6. oktober" mindeudstilling[redigér | redigér wikikode]

I oktober 2020 blev der etableret en midlertidig mindeudstilling på Thammasat Universitets Tha Prachan campus, hvor massakren den 6. oktober 1976 fandt sted. Udstillingen skildrer massakrens rædsler og begivenhederne, der førte dertil. En nyvalgt regering i kølvandet på massakren, og et efterfølgende kup, havde en officiel holdning om "tilgiv og glem". Den thailandske offentlighed forblev stort set tavs, og der kom ingen offentlig diskussion om begivenhederne i oktober 1976. Åben diskussion om Thammasat Universitet-massakren understøttes ikke af den i 2019 valgte premierminister Prayut Chan-o-cha og hans regering.[17]

Nogle lig fra massakren blev hængt på vejtræer lige udenfor universitetet, og ligene blev slået foran en forsamlet folkemængde. Især et billede, taget af Associated Press-fotograf, Neal Ulevich, fangede morgenens meningsløse brutalitet og galskab. Det er billedet af et lemlæstet lig, der hænger fra et træ, hvor en mand glædeligt banker den livløse krop med en plastikstol. Publikum ser på, nogle griner endda. Fotografiet vandt 1977-Pulitzerprisen for Spot News Photography (dansk: På stedet nyhedsfoto).[17]

Miltærstyre og demokrati 1980-1992[redigér | redigér wikikode]

Prem Tinsulanoda[redigér | redigér wikikode]

General Prem Tinsulanonda (1984)

Under general Prem Tinsulanonda, der blev landets leder i 1980, blev det tidligere nære forhold til USA genoprettet. En ny regeringsform, hvor magten var delt mellem regering og militær med kongen som mellemled, blev indført. Samtidig blev regimets holdning over for anderledes tænkende blødt op, og nogle politiske fanger fik amnesti. Der blev gjort olie- og gasfund i Siambugten, og det gav en vis optimisme efter nogle økonomisk hårde år. Thailand fik igen en økonomisk vækst som i 1960'erne, og den efterfølgende modernisering forandrede de sociale strukturer.

Prems regime adskilte sig fra Sarits ved, at det savnede en tydelig ideologi. Hovedmålet var at sikre stabilitet. Den gamle såkaldt klientilistiske politiske struktur – hvor magthaverne køber sig til loyalitet hos forskellige grupper i samfundet – blev lidt efter lidt afløst af et politisk liv med alliancer dannet af interessefællesskab eller fælles ideologi. Forfatningen blev ændret, så det håndplukkede senats magt blev indskrænket meget, og det førte i 1985 til endnu et kupforsøg, som dog mislykkes.

Chatichai Choonhavan[redigér | redigér wikikode]

Ved parlamentsvalget i 1988 gik landets ældste parti, Det Demokratiske Parti, stærkt tilbage, og det højreorienterede Thainationen vandt frem. Dets leder, Chatichai Choonhavan, blev premierminister. Det var første gang siden 1976, Thailand fik en folkevalgt regeringsleder. Chatichai indledte en række reformer, som blandt andet gavnede det private erhvervsliv. Og Thailand begyndte at investere i sine fattige nabolande.

Men bekymringen for den frie markedsøkonomis negative effekter – inflation, korruption, trafik- og miljøproblemer mm. – voksede. Regeringen overlevede indtil flere mistillidsafstemninger, men også højtstående militærfolk udtrykte deres misfornøjelse. For at dæmpe deres utilfredshed, tillod Chatichai, at militære nøgleposter blev besat af folk fra den såkladte "klasse 5". Det var en gruppe bestående af indflydelsesrige mænd, som havde taget eksamen fra militærakademiet på samme tid i 1950'erne. Det banede vejen for et nyt, ublodigt kup i februar 1991. Forfatningen blev sat ud af kraft. Det var stadig tilladt for politiske partier at virke, men de eksisterende partier var dybt splittede. I december var den nye forfatning klar, og der blev afholdt parlamentsvalg i marts 1992.

Black May 1992[redigér | redigér wikikode]

Gadeprotester under Black May oprøret i 1992

Valget resulterede i en svag koalitionsregering med fem partier, og da ingen af dem kunne præsentere en troværdig leder, blev posten som regeringsleder indtaget af en af kupmagerne, Suchinda Kraprayoon. Denne gang reagerede offentligheden stærkt, og der var store demonstrationer i Bangkoks gader. Demonstranterne krævede, at regeringslederen blev et af de folkevalgte parlamentsmedlemmer. Protesterne fortsatte hele foråret. Den 17. maj besluttede Suchinda at stoppe dem med vold. "Black May", som oprøret blev kaldt, forsatte til den 20. maj. Overgreb fra militæret førte til 52 dødsfald, hvorefter kong Bhumibol Adulyadej greb ind og Suchinda måtte gå af. Der blev indsat en overgangsregering og militærets øverstbefalende lovede, at militæret ikke ville gribe ind.[19]

Demokrati 1992-2006[redigér | redigér wikikode]

Ved valget i efteråret 1992 fik det gamle Demokratiske Parti flest pladser i parlamentet, men Thainationen og det nye parti National Udvikling, som Chatichai havde dannet kort efter urolighederne i maj, fik næsten lige så mange. Det Demokratiske Partis leder, Chuan Leekpai, blev ny premierminister og lovede ved sin tiltrædelse at forsøge at bekæmpe korruptionen i det politiske liv.

En vigtig opgave for parlamentet var nu at få gennemført en demokratisk reform af forfatningen. I januar 1995 lykkes det endelig Chuan at få samlet flertal for en række tillæg til forfatningen. Reformerne indebar blandt andet, at den stemmeberettigede alder blev sat ned fra 20 år til 18 år, at der blev fjernet pladser i det militærdominerede senat, og at senatorer og ministre ikke længere måtte nyde frynsegoder hos myndighederne eller i statslige virksomheder.

Men i forbindelse med et forslag til en jordreform blev regeringen i foråret 1995 anklaget for korruption. Efter en tillidsafstemning blev parlamentet opløst i maj samme år, og der blev afholdt nyvalg tre måneder senere. Valget blev vundet stort af partiet Thainationen, hvis leder, Banharn Silapa-archa, blev premierminister i spidsen for en skrøbelig koalition af syv partier. General Chaovalit Yongchaiyudhs, der havde fået posten som forsvarsminister, kom mere og mere til at fremstå som premierministerens største rival og formodentlig hans arvtager. Regeringen fremstod stadig mere korrupt og forsøgte at vinde popularitet, ved at gennemføre nogle af de tidligere lovede reformer. Det meste af lovgivningsarbejdet kørte dog fast på grund af uenighed internt i regeringen. I efteråret 1996 trak Banharn sig og udskrev nyvalg.

Finanskrisen 1997[redigér | redigér wikikode]

Umiddelbart før den asiatiske finansielle krise ramte i 1997 var Thailands udenlandsgæld større end 100 mia. USD (ca. 600 mia. DKK). Med et BNP omkring 180 mia. USD (Ca. 1.080 mia. DKK), udgjorde udlandsgælden 55%. Valutareserverne var 37 mia. USD (ca. 220 mia. DKK) i december 1996. Forud havde været en imponerende vækstperiode fra 1990 til 1996, hvor udenlandske kapital strømmede ind grundet lav inflation, høje renter og betalingsbalanceoverskud. Bankernes udlån var massive og tilgodehavenderne store. Da verdens efterspørgsel på halvledere, der var en stor eksportartikel for Thailand, faldt i 1996, kombineret med fremkomsten af Kina som et konkurrencedygtig destination for udenlandske investeringer, kom den thailandske valuta under stigende pres grundet kapitalflugt. Først blev thailandske baht lænket til USD, men centralbanken blev tvunget til at lade kursen flyde, da valutareserverne løb ud, hvorefter den faldt mere end 50%. Thailand måtte søge hjælp fra IMF (Internationale Valutafond) for at stoppe krisen.[20]

Thaksin Shinawatra-perioden 2001-2006[redigér | redigér wikikode]

Premierminister Thaksin Shinawatra (2005)
Uddybende Uddybende artikel: Thaksin Shinawatra

Trods Thaksin Shinawatra havde været indblandet i flere kontroversielle affærer vandt han valget i 2001, og han blev den første valgte premierminister, der sad hele perioden ud. I januar 2005 blev han genvalgt med en såkaldt jordskredssejr. Der var imidlertid store strukturelle komplikationer i opbakningen til både ham, og hans parti Thai Rak Thai. Mens opbakningen fra landdistrikterne var massiv, var det samme absolut ikke tilfældet i de sydlige provinser og byområderne, i særdeleshed hovedstadsregionen. Gennem en periode blev det nærmest en fast norm med ugentlige demonstrationer. En hemmelig plan om at afsætte Thaksin ved et statskup tog sin begyndelse i februar 2006, samtidig med at Thaksin opløste parlamentet og udskrev parlamentsvalg til 2. april 2006. Oppositionen boycottede valget med en så massiv opbakning, at der adskillige steder blev afleveret flere blanke stemmesedler end udfyldte. Forfatningskommissionen erklærede valget for ugyldigt, hvorefter der opstod en dyb konflikt mellem forfatningskommissionen og valgkommissionen. Der blev udskrevet et nyvalg til 19. oktober 2006, som oppositionen tilkendegav, at de ville deltage i.

Militærkuppet i 2006[redigér | redigér wikikode]

Armerede køretøjer parkeret i den 1. armés hovedkvarter, under kuppet i 2006
Uddybende Uddybende artikel: Thailands militærkup 2006

Den 19. september 2006 blev premierminister Thaksin Shinawatra afsat ved et militærkup, det første i 15 år. Thaksin var under kuppet på udlandsrejse for at holde tale til FN i New York. Militæret aflyste det kommende valg, suspenderede forfatningen, opløste parlamentet, forbød protester og al politisk akitivitet, undertrykte og censurerede medierne, samt arresterede medlemmer af kabinettet. Thaksin vendte ikke tilbage til Thailand før februar 2008, hvor han blev anklaget for korruption, men erklærede sig ikke skyldig og blev løsladt mod kaution. I august besøgte han Kina i forbindelse med Olympiade-åbningen, og i den forbindelse søgte han politisk asyl hos Storbritannien med påstand om, at retssagen mod ham var politisk. I oktober blev han dømt in absentia og anmodet udleveret fra Storibtitanien. Han har siden levet i selvvalgt eksil, primært i Dubai og Hong Kong.

Efter kuppet opretholdt militæret styringen af landet i en periode, hvorunder politikere fra forhenværende premierminister Thaksins parti, Thai Rak Thai, blev bandlyst fra politisk aktivitet i en årrække og partiet blev opløst. I kølvandet af militærkuppet opstod bevægelsen National United Front of Democracy Against Dictatorship (UDD), senere kendt som rødtrøjer, som støttede afsatte premierminister Thaksin Shinawatra og protesterede mod kupmagerne, for at opnå demokratisk valg. Bevægelsen opløstes efter der blev afholdt demokratisk valg i december 2007[21], hvorefter People's Power Party (PPP), leddet af Samak Sundaravej, dannede regering sammen med fem mindre partier.

Demokratisk periode med politiske konflikter 2008-14[redigér | redigér wikikode]

Rødtrøje demonstration ved Ratchaprasong Intersection i 2010

De følgende år var præget af politisk uro og optøjer i især hovedstaden Bangkok. Grupperne markerede sig under betegnelserne Rødtrøjer, som støttede PPP og var tilhængere af tidligere premierminister Thaksin, og Gultrøjer, der støttede oppositionen, Det Demokratiske Parti.

Premierminister Samak Sundaravej blev i september 2008, efter en række skandaler og et "overlevet" mistillidsvotum i parlamentet, erklæret skyldig i interessekonflikt af forfatningsdomstolen, på grund af sin medvirken som vært i et Tv-program om madlavning, hvorefter han måtte træde tilbage. Premierministerposten blev overtaget af partifællen Somchai Wongsawat, der dog allerede en måneds tid senere, i oktober 2008, blev forhindret adgang til sit kontor af massive demonstrationer fra en gruppe gultrøjer, der kaldte sig People's Alliance for Democracy. I november bredte gultrøje deomnstrationerne sig, og den nyåbnede Suvarnabhumi lufthavn blev blokeret en kort periode. Den 2. december afgav Højesteret en kontroversiel dom om, at PPP var fundet skyldig i valgsvindel og partiet skulle opløses. Umiddelbart efter lykkedes det for Det Demokratiske Parti at danne en ny regering med Abhisit Vejjajiva som premierminister.

En demonstrerende rødtrøje oppositionsgruppe, National United Front of Democracy Against Dictatorship (UDD), der oprindeligt blev dannet efter 2006-kuppet og opløst ved valget i 2007, genopstod i april 2009[21]. De foranstaltede en aggressiv demonstration i badebyen Pattaya under det asiatiske topmøde Fourth East Asia Summit, der blev aflyst da demonstranterne stormede og blokerede kongrescentret på Royal Cliff Hotel. Mødet blev efterfølgende afholdt i oktober måned.

Et årstid senere, i perioden marts til maj 2010, foranstaltede UDD i en række ny voldelige optøjer, som førte sammenstød med militære fraktioner, hvilket resulterede i 87 dødsfald og flere end 1300 tilskadekomne. Rødtrøje demonstranterne besatte Bangkoks forretningskvarter i flere uger og regeringen indførte undtagelsestilstand. Urolighederne spredtes til provinsbyerne Chiang Mai og Surat Thani. Efter adskillige voldelige sammenstød overgav UDD sig den 19. maj.

Yinluck Shinawatra og ris-støtteordning[redigér | redigér wikikode]

Yingluck Shinawatra (2012)
Uddybende Uddybende artikel: Yingluck Shinawatra

Ved parlamentsvalget i juli 2011 vandt det nydannede oppositionsparti Pheu Thai en såkaldt “jordskredssejr”. Partiet var ledet af den politisk uerfarne Yingluck Shinawatra, yngste søster til tidligere premierminister Thaksin Shinawatra, der blev beskyldt for, at han fra sit frivillige eksil var den egentlige leder af en marionetregering. Thaksin havde ved adskillige lejligheder holdt video-link transmitterede taler til rødtrøje gruppers møder, og de thailandske medier omtalte, at alle ny ministre skulle godkendes personligt af Thaksin Shinawatra, der skiftevis opholdt sig i Hongkong eller Dubai.

Det vigtigste valgløfte i 2011 fra Yingluck Shinawatra var et såkaldt Rice Pledge Scheme (da. ris løfte ordning), måske mere korrekt oversat til et rice-pawning scheme[22] (da. ris pante ordning), hvor bønderne blev lovet at regeringen købte deres rishøst for en høj pris, og hvis markedsprisen senere steg, kunne de få deres ris tilbage, og sælge den til markedspris.[23] Da 40% af Thailands arbejdsstyrke var beskæftiget i landbrug, og hovedparten med risdrykning, resulterede dette løfte i Yingluck Sinawatras valgsejr. Strategien var en simpel tre-trins proces, hvor ris blev opkøbt til overpris, derefter lagt på regeringens lagre for at presse verdensmarkedsprisen op, for til sidst at sælge risen til en højre pris, end den oprindeligt blev støttet med. Trods Thailand på daværende tidspunkt kontrollerede 30% af verdensmarkedet for ris, blev ordningen af kritikere anset for urealistisk fra begyndelsen, og planen gav også bagslag, da andre lande, især Indien og Vietnam, straks fyldte det thailandske ris-tomrum fra slutningen af 2011 og frem til 2013. Offentlige tal for de samlede omkostninger til ordningen blev ikke frigivet af regeringen, men skønnedes at ligge mellem 8 mia. USD og op til 20 mia. USD (45 mia. til 110 mia. DKK).[24] I alt blev 18 mio. tons usolgt ris henlagt i regeringens lagre.[25]

I januar 2014 begyndte den Nationale Anti-korruptions Kommission (NACC) at undersøge Yingluck Shinawatras rolle i ordningen. I maj blev hun er tvunget til at træde tilbage som premierminister, efter at Thailands forfatningsdomstol fandt hende skyldig i magtmisbrug i anden anledning. Nogle måneder senere fjernede militæret, hvad der var tilbage af hendes regering, ved et statskup. I januar 2015 anklages hun efter en af militæret støttet lov for korruption, i forhold til sin rolle i ris-støtteordningen.[26] Dommen skulle afsiges den 25. august 2017, hvor pressen forinden spekulerede i udfaldsmulighederne, med henholdvis skyldig, med op til 10-års fængsel, skyldig med en betinget dom, og frifindelse, samt overvejelser om appel. Desuden var der den mulighed, at hun ikke ville møde op til domsafsigelsen, men derimod flygte, hvilket myndighederne måske ville foretrækker, frem for "skyldig", hvor hendes fængsling kunne gøre hende til en mere sympatisk figur, og hæve hende til status som et "demokratikoncept" – ligesom Myanmars tidligere oppositionsleder og Nobelprisvinder Aung San Suu Kyi.[27]

På dagen for domsafsigelsen mødte Yingluck Sinawatra imidlertid ikke op i retten. Sinawatras advokat oplyste, at frafaldet skyldtes sygdom.[26] Sent om eftermiddagen rapporterede flere udenlandske nyhedsmedier, at Yingluck if. vice-premierminister Prawit Wongsuwan havde forladt Thailand via grænsen til Cambodja, hvorfra hun var fløjet til Singapore og mødt sin storebror, Thaksin Shinawatra, og sammen var de forsat til Dubai, hvor Thaksin blandt andet opholdt sig i frivilligt eksil, efter at være blevet afsat ved et militærkup i 2006. Prawit Wongsuwan understregede, at den siddende militærregering ikke havde nogen forlods viden om med flugten,[28] CNN oplyste den 28. september, at Yingluck havde opholdt sig i London i to uger, samt at hun søgte asyl i Storbritannien.[29]

Thailands højesteret kendte den 25. august 2017 tillige fhv. handelsminister Boonsong Teriyapirom og fhv. viceminister Phumi Saraphol, begge fra Yingluck Sinawatras regering, skyldig i falske regering-til-regering handler med Kina under ris-støtteordningen, de blev idømt henholdsvis 42 års og 36 års fængsel. I alt fandt Højesteret 20 personer skyldige i overtrædelser ifm. ordningen.[30] Den 29. marts 2021 blev de to ministre og tre embedsmænd dømt til, at betale en erstatning på i alt 14,723 milliarder baht (cirka tre milliarder kroner), de to forhenværende ministre hver omkring 700 millioner baht (cirka 145 millioner kroner).[31]

Den 27. september 2017 afsagde Højesteret dom in absentia over Yingluck Shinawatra, hvor retten idømte hende fem års fængsel for at undlade at stoppe falsk og korrupt G2G (government-to-government, da. regering-til-regering) salg af ris fra ris-støtteordningens lagre til Kina. Manglen på reaktion var ensbetydende med uærlig og manglende indgriben, for ikke havde fjernet Boonsong Teriyapirom som handelsminister, hvilket var i strid med straffeloven og antikorruptionsloven fra 1999, og dermed berettigede en femårige fængselsperiode. I den anden anklage om, at hun var skyldig i skader forårsaget af hendes implementering af ris-støtteordningen, blev hun frifundet. Retten erklærede tillige, at både anklager og dømte havde ret til at appellere dommen inden for 30 dage, i henhold til den nye 2017-forfatning, der dog forudsætter at Yinglock personligt møder op i forbindelse med indgivelse af appel, hvilket vil kunne medføre hendes arrest.[32][33][34][35]

Udgifterne til ris-støtteordningen var dog ikke hovedårsagen til, at Yingluck Shinawatras regering i sidste ende faldt, og hun efterfølgende personligt blev anklaget for det økonomiske tab fra støtteordningen. De politiske spændinger i Thailand begyndte næsten et årti tidligere da Thaksin Shinawatra, Yinglucks ældre bror og tidligere premierminister, selv blev fjernet ved et militært kup i 2006, og dømt for korruption.[24]

Militærkuppet i 2014[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Thailands militærkup 2014

Thailands militærkup i 2014 var et ublodigt statskup under ledelse af general Prayut Chan-o-cha den 22. maj, 2014. Det skete efter den politiske bevægelse gultrøjer gennem syv måneder havde demonstreret i Bangkok mod den siddende demokratisk valgte regering under ledelse af Yingluck Shinawatra. Selv om militæret havde lovet et hurtigt nyvalg til parlamentet efter kuppet, udnævnte Prayut Chan-o-cha sig selv som premierminister tre måneder senere, den 21. august, og beholdt posten i næsten fem år. I 2016 døde den populære kong Bhumibol Adulyadej og hans søn, den mindre populære kronprins Vajiralongkorn overtog tronen. Chan-o-cha forklarede, at et af militærkuppets formål var, at sikre et roligt tronskifte. Efter ændring af forfatningen (grundloven) i 2017, blev der endeligt udskrevet valg til afholdelse den 24. marts, 2019, dog ville det endelige valgsresultat ikke blive offentliggjort før efter kong Vajiralongkorns kroning den 4. maj. Chan-o-cha var under militærregeringen fratrådt som general, og stillede op som premierministerkandidat for et nystiftet politisk parti. Det nye demokratisk valgte parlament mødes første gang den 24. maj, fem år efter statskuppet, Chan-o-cha blev derved den kupmager, der har beholdt magten i længst tid i nyere thailandsk historie. Den 5. juni blev Chan-o-cha valgt som Thailands 29. premierminister med kombineret stemmeflertal fra de folkevalgte parlamentsmedlemmer og de udpegede senatorer.

Bombeattentater i 2015[redigér | redigér wikikode]

Erawan-helligdommen ved Ratchaprasong-krydset (17. februar 2011).
Uddybende Uddybende artikel: Bombeattentater i Bangkok

Den 17. august, 2015, klokken 18:58 lokaltid eksploderede en kraftig bombe midt i den travle myldretid på et af Bangkoks befærdede hovedstrøg ved den brahmanske helligdom Erawan. Bomben krævede 20 dødsofre og 126 blev såret, heriblandt adskillige udlændinge. Da mange Asiatiske turister besøger Erawan-helligdommen, var de i overtal blandt de udenlandske ofre, især kinesere og malayer. Der var ingen danskere eller andre skandinaver blandt ofrene.[36][37][38] Flere blev efterfølgende anholdt, overvejende uighurere, et primært sunni-muslimsk, religiøst mindretal i Kina, som ønsker egen selvstændig stat. En del uighurere brugte Thailand som transitland for videre rejse til Tyrkiet.[39] Retssagen vurderes at kunne løbe helt frem til 2020.[40] Bombeanslagene er ikke blevet klassificeret som terror.[41] De fleste analytikere har konkluderet, at bombeangrebet var Uighur-militantes arbejde som hævn for, at militærregeringen nogle måneder tidligere med tvang havde hjemsendt flere end hundrede uighurer til Kina.[40]

Delvis demokratisk regering 2019-[redigér | redigér wikikode]

Parlamentsvalg[redigér | redigér wikikode]

Efter parlamentsvalget i marts 2019 blev militærjuntaen fra 2014 statskuppet udskliftet med et delvist demokratisk valgt parlament, hvor senatet, der udgør en tredjedel af parlamentet, var udpeget af militæret, og en regering bestående af hærens allierede. Den forhenværende juntaleder, Prayut Chan-o-cha blev udpeget som premierminister.[42]

Partiet Future Forwards logo.

Oppositionen bestod primært af partiet Future Forward under ledelse af milliardæren Thanathorn Juangroongruangkit. Regeringen forsøgte både af få partilederen ekskluderet som parlamentsmedlem, blandt andet med beskyldning om ulovlige lån på 191,2 millioner baht til partiet, såvel som opløsning af partiet, ved at dets logo af en trekant stående på spidsen, var sammenlignelig med logoet for Illuminati-ordenen, et hemmeligt selskab bestående af en lille politisk magtfuld elitegruppe, som konspirations teoretikere mener søger at opnå verdensherredømme. Forfatningsdomstolen, der skulle afgøre sagen i januar 2020 behøver hverken høring eller vidner, da retten havde materiale nok, hvilket blev udlagt som, at Future Forward-partiet ikke fik mulighed for at forsvare sig mod beskyldningerne.[43][44]

Ekskluderet Future Forward-partileder Thanathorn Juangroongruangkit den 21. februar 2020.

Den 21. februar 2020 afsagde Forfatningsdomstolen kendelse om opløsning af partiet, samt bandlysning af 16 af dets ledende medlemmers deltagelse i politik i 10 år, begrundet med, at Future Forward-partiet havde optaget ulovlige lån på 191 millioner baht. 11 af de ekskludere partimedlemmer var tillige medlemmer af parlamentet, hvorved gruppen af medlemmer valgt for partiet blev reduceret til 65.[45] Future Forward fik 76 pladser ud af parlamentets 500 sæder ved valget i marts 2019. De tilbageværende medlemmer kan vælge at tilslutte sig et andet parti, eller stifte et nyt parti, mens 11 sæder forbliver tomme indtil næste parlamentsvalg. Det giver premierminister Chan-o-chas regering et mere komfortabelt flertal, der ellers var baseret på blot to stemmer.[46]

Thailand har tidligere opløst politiske partier og banlyst politikere for en periode. Det skete første gang efter militærkuppet i 2006, hvor Thaksin Shinawatra blev afsat og partiet Thai Rak Thai blev opløst i 2007. I 2008 blev det pro-Thaisin parti People’s Power Party, og to af dets støttepartier, opløst, hvilket medførte massedemonstrationer i 2010, hvor 90 mennesker blev dræbt. Og forud for 2019-valget blev et andet pro-Thaisin parti, Thai Raksa Chart, opløst.[46]

Coronaviruspandemi[redigér | redigér wikikode]

Den 26 marts indførers undtagelsestilstand på grund af coronaviruspandemien og grænserne blev lukket. Omfattende nedlukninger medførte kun relativt få registrerede sygdomstilfalde og dødsfald med COVID-19 lå på omkring et pr. million indbyggere. Thailand blev fremhævet af WHO for en effektiv indsats.

Demonstrationer i 2020[redigér | redigér wikikode]

Demonstration ved Bangkoks Democracy Monument (Demokratimonumentet) den 16. august 2020.

I juli måned begyndte studenterdemonstrationer, der forlanger et mere demokratisk styre end det militærdominerede parlament indført ved valget i 2019, som overgang til civilt styre og afløsning militærdiktaturet siden statskuppet i 2014. Desuden rejstes der kritik af kong Vajiralongkorn, som hovedsagligt opholder sig Tyskland, med krav om, at kongen skal have mindre politisk indflydelse. At stille krav til kongehuset er uden tidligere sidestykke og med risiko for op til 15 års fængsel, i henhold til nationens strenge lèse-majesté-lov (majestætsfornærmelse). Protesterne eskalerede hen over sommeren og kulminerede foreløbigt ved en massedemonstration i Bangkok den 19. og 20. september, hvor thailændere synkront demonstrerede i 19 byer over hele verden, blandt også andet i København. Protesterne eskalerede yderligere i oktober, hvor regeringen erklærede nødret og den 16. oktober indsatte vandkanoner, for at sprede demonstranterne. Protesterne fortsatte den følgende måned med flere konfrontationer med politiet, der blandt andet blev kritiseret for voldsomt brug af vandkanoner og tåregaskemikalier. Protesterne blev mindre og ebbede ud i løbet af november, og i begyndelsen af december satte protestlederne demontsrationer i bero indtil 2021.

Resultatet af protesterne medførte tilsyneladende et stigende skel mellem befolkningen og de unge aktivister, der forløbigt satte demonstrationerne i bero, men ikke viste tegn på at stoppe. Et stort antal demonstranter, heriblandt lederne, var imidlertid blevet anholdt og anklaget for forskellige lovovertrædelse, herunder 35 demonstranter sigtet for majestætsfornærmelse, inklusive en mindreårig (under 20 år) og flere universitetsstuderende.[47]

Lokalvalg 2020[redigér | redigér wikikode]

Den 20. december afholdtes lokalvalg i landets 76 provinser (undtagen Bangkok, der ikke er en provins) for første gange siden militærkuppet i 2014, hvor de tidligere valgte lokalpolitikere i landets provinser, havde fået deres 4-årige valgperiode fra forlænget. Der var i alt 331 kandidater til de 76 POA-lederposter (POA er forkortelse for provincial administration organisation, dansk: provinsadministrationsorganisation), mens 8.070 kandidater stillede op til PAO-medlemspladser, der spænder fra 24 til 48 pr. provins, afhængigt af befolkningsstørrelse. Som sædvanlig forventedes kandidater fra lokale indflydelsesrige politiske familier, nemt at sikre deres genvalg, selv om visse provinser oplevede usædvanligt hårde valgkampe, hvor blandt andet Shinawatra-familien støttede udfordrere til posten som PAO-chef.[48] 12 kvinder blev valgt som POA-chef, blandt andre forhenværende popstjerne Nantida Kaewbuasai ved et jordskredsvalg i Samut Prakan-provinsen, syd for Bangkok.[49][50]

Sagen mod Thanathorn Juangroongruangkit[redigér | redigér wikikode]

Oppositionspolitikeren Thanathorn Juangroongruangkit, tidligere leder af det i 2020 opløste Future Forward Party, kritiserede i januar 2021 regringens COVID-19-vaccineplan i forbindelse med coronavirusoandemien. Han dragede tvivl om licensproduktionen af AstraZeneca-vaccinen på den thailandske medicinalfabrik Siam Bioscience, da denne var ejet af kongen. Flere aktivister havde stillet spørgsmålstegn ved, hvorfor en virksomhed, uden nogen tidligere erfaring med at fremstille vacciner, fik en sådan lukrativ aftale, angiveligt til en værdi af seks milliarder baht (cirka 1,23 milliarder DKK). Juangroongruangkit sagde: »Der er kun én større aftale om at erhverve vacciner, og den er givet til et privat firma, der ønsker fortjeneste. Når vi rejser spørgsmål om vacciner, der ikke dækker hele befolkningen og er kommer sent i distributionen, er vi nødt til at spørge om, regeringen får nogen fordele.«[51]

Kritikken medførte, at regeringsrepræsentanter indgav politianmeldelse mod Juangroongruangkit og beskyldte ham for 11 separate tilfælde af majestætsfornærmelse i en Facebook live-video, offentliggjort den 18. januar. Straffelovens artikel 112, Lèse-majesté-paragraffen, kan medføre op til 15 års fængsel for hvert tilfælde af overtrædelse.[51] Kriminalrettet beordrede Juangroongruangkit til at fjerne sine beskyldninger på sociale medier om, at statens coronavirus-vaccinepolitik var uigennemsigtig og uretfærdigt favoriserer et firma, der ejes af Hans Majestæt Kongen. Imidlertid benægtede Juangroongruangkit, at hans videoer var ulovlige og opfordrede YouTube og Facebook til at bevare ytringsfriheden.[52]

Protester i 2021[redigér | redigér wikikode]

Ambox currentevent.svgDenne artikel beskriver en aktuel begivenhed
Informationerne kan blive ændret hurtigt, som begivenheden skrider frem.

Begyndende videreførelse af 2020-protesterne i februar 2021 eskalerede til en konfrontation med politiet ved 1. Infanteri Regiments kvarterer i Bangkok den 28. februar, hvor mindst 33 personer, heraf 23 politiofficerer og 10 demonstranter, blev skadet. Politiet brugte gummikugler, tåregas og vandkanoner.[53] Fra den 5. marts indførtes forsamlingsforbud i Bangkok, for at undgå yderligere protester. Overtrædelse medfører fængsel i op til to år og/eller bøde op til 40.000 baht (cirka 8.000 DKK).[54] I perioden fra juli 2020 til begyndelsen af marts 2021 var mindst 382 personer, inklusive 13 mindreårige, ifølge den juridiske hjælpegruppe Thai Lawyers for Human Rights (dansk: Thailandske advokater for menneskerettigheder) blevet anklaget i forbindelse med politiske demonstrationer, eller for at at give udtryk for politiske synspunkter. Justitsministeren ønskede derfor at udvide fængselskapaciteten, for at undgå, at fængslerne bliver overbelastede på grund af det større antal politiske fanger.[55]

Protesterne i begyndelsen af 2021 samlede kun få demonstranter og anslået ikke over 3.000 på noget tidspunkt, nogle gange kun få hundrede. Avisen Khaosod English mente, at årsagen kunne debatteres, men det vedvarende coronavirusudbrud og dets indvirkning på thailandsk økonomi kunne være en faktor, herunder, at de for det meste universitetsstuderende demonstranter, stadig var afhængige af deres forældre økonomisk, for at komme ud og protestere hver uge eller endnu oftere. En anden faktor var frygt, da otte protestledere sad i forvaring på grund af anklager om lese-majeste, og 57 flere afventede afgørelse om anklage, med risiko for, at skulle tilbringer mindst et par år i fængsel. En tredje faktor kunne være intern uenighed, hvor nogle blokerer andre på Facebook på grund af politiske forskelle, herunder økonomiske donationer til de forskellige grupperinger og manglende transparens af disse, som på den anden side ville være risikabelt. Yderligere var der nok også træthed, og for nogle en følelse af håbløshed.[56]

Tidslinje[redigér | redigér wikikode]

Udvalgte begivenheder[redigér | redigér wikikode]

Thailandske statskup[redigér | redigér wikikode]

Coup d'état 1912-2014

  1. 1912: Mislykket kupforsøg af militærofficerer.
  2. 1932, 24. juni: Khana Ratsadon-partiet får ophævet enevældet under Kong Prajadhipok.
  3. 1933, 20. juni: Phraya Phahon Phonphayuhasena kupper Phraya Manopakorn Nititada.
  4. 1933, 11.-23. oktober: Royalistiske rebeller afsætter 1933-junikupmagerne.
  5. 1935, 23. august: The Nai Sip rebellion.
  6. 1939, 29. januar: Nærmere en udrensning, eller internt kup, foretaget af premierminister Phibul for at udrydde politiske modstandere.
  7. 1947, 7. november: Phin Choonhavan omstyrter Thawal Thamrong Navaswadhi.
  8. 1949: Mislykket kupforsøg af Pridi, som så Grand Palace indtaget af sine støtter.
  9. 1951, 29. juni: Pridi tilhængere i flåden forsøger et kup mod Phibun (staves også Phibul).
  10. 1951, 29. november: Militæret forkaster 1949-konstitutionen og genindsætter 1932-konstitutionen.
  11. 1957, 21. september: Sarit Thanarat omstyrter Plaek Pibulsongkram.
  12. 1958, 20. oktober: Undtagelsestilstand (en. Self-coup) indført af Sarit Thanarat.
  13. 1971, 18. november: Undtagelsestilstand (en. Self-coup) indført af Thanom Kittikachorn.
  14. 1976, februar: Kupforsøg.
  15. 1976, 6. oktober: Sangad Chaloryu omstyrter Seni Pramoj.
  16. 1977, 20. oktober: Kriangsak Chomanan omstyrter Tanin Kraivixien.
  17. 1981: Kupforsøg anført af hærens viceøverstkommanderende da regeringstro tropper undertrykte en opstand. Den såkaldte Young Turk-officersgruppe, der foranledigede kuppet, blev afskediget fra hæren.
  18. 1985: Mislykket kupforsøg af oberst Manoon Roopkachorn, et medlem af Young Turks, et antal højtstående officerer blev arresteret.
  19. 1991, 24. februar: Sunthorn Kongsompong omstyrter Chatichai Choonhavan.
  20. 2006, 19. september: Sonthi Boonyaratglin omstyrter Thaksin Shinawatra.
  21. 2014, 22. maj: Prayut Chan-o-cha omstyrter Niwatthamrong Boonsongpaisan, i princippet Yingluck Shinawatra.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ (engelsk) PRADIT PHULSARIKIJ (19. januar 2019). "GOING TO THE POLLS". The Nation (Thailand). Hentet 19. januar 2019. 
  2. ^ (engelsk) "Don't let Thai junta chief chair Asean next year: Jakarta Post columnist". The Straits Times. 31. juli 2018. Hentet 2. august 2018.
  3. ^ (engelsk) Pravit Rojanaphruk date=20. oktober 2018. "OPINION: UNDERSTANDING THE ROGUE THAI ARMY". Hentet 20. oktober 2018. 
  4. ^ (engelsk) Panarat Thepgumpanat & Kaori Kaneko (13. september 2019). "Pope Francis to visit Thailand, Japan in November". Reuters. Hentet 14. september 2019. 
  5. ^ (engelsk) Chris Baker and Pasuk Phongpaichit: A History of Thailand, side 8. Cambridge University Press, 2005. ISBN 978-0-521-81615-1
  6. ^ (engelsk) "Funeral books shed light on People's Party | Bangkok Post: opinion"
  7. ^ a b "WHY WAS THE 1932 REVOLUTION PLAQUE SO IMPORTANT?". Khaosod (engelsk). 15. april 2017. Hentet 15. april 2017. 
  8. ^ (engelsk) "THE CURSE THAT HAUNTED BANGKOK 150 YEARS – UNTIL NOW?" Khaosod English. 21. april 2018. Hentet 28. april 2018.
  9. ^ (engelsk) "Case of missing Siam Revolution plaque becomes more curious by the day". The Sunday Nation. 23. april 2017. Hentet 23. april 2017.
  10. ^ "Activist seeking plaque probe held by military". The Nation Thailand (engelsk). 19. april 2017. Hentet 19. april 2017. 
  11. ^ (engelsk) "ULTRA-ROYALISTS THREATEN TO DESTROY 1932 REVOLUTION PLAQUE". Khaosod English. 2. november 2016. Hentet 15. april 2017.
  12. ^ (engelsk) "1932 REVOLT PLAQUE REMOVAL GREETED WITH MIXED REACTIONS". Khaosod English. 15. april 2017. Hentet 15. april 2017.
  13. ^ "AUTHORITIES RESPOND TO QUESTIONS ABOUT MISSING PLAQUE WITH ARRESTS, SILENCE". Khaosod (engelsk). 18. april 2017. Hentet 18. april 2017. 
  14. ^ (engelsk) "6, including human rights lawyer, arrested for lèse majesté". Prachatai English. 3. maj 2017. Hentet 4. maj 2017.
  15. ^ Pravit Rojanaphruk (27. september 2020). "OPINION: HISTORY COMES ALIVE AS THAIS USE THE PAST AS POLITICAL WEAPON". Khaosod (engelsk). Hentet 27. september 2020. 
  16. ^ (engelsk) VEERA PRATEEPCHAIKUL (7. februar 2018). "Hunting scandal summons ghosts of past". Bangkok Post. 
  17. ^ a b c d e f g h "44 years on – the 1976 Thammasat University Massacre". The Thaiger (engelsk). 6. oktober 2020. Hentet 11. oktober 2020. 
  18. ^ "Oct 6, 1976 massacre remembered". Bangkok Post (engelsk). 6. oktober 2018. Hentet 6. oktober 2018. 
  19. ^ (engelsk) "The night a Bangkok protest turned deadly". Bangkok Post. 14. maj 2017. Hentet 23. august 2018. 
  20. ^ (engelsk) Max Loh (13. august 2018). "Thailand 1997 All Over Again?". Seeking Alpha. Hentet 14. august 2018. 
  21. ^ a b (engelsk) "Red shirts reconciled to grim future". The Nation (Thailand). 23. juli 2017. Hentet 23. juli 2017. 
  22. ^ (engelsk) AWAI BOONMA (5. december 2012). "Pawning rice is worse than pawning Thailand". Bangkok Post. Hentet 21. august 2018. 
  23. ^ (engelsk) "Meaning of rice-pledging scheme". Bangkok Post Learning. Hentet 25. august 2017. 
  24. ^ a b (engelsk) "The Rice and Fall of Yingluck Shinawatra". The Diplomat. 21. maj 2015. Hentet 25. august 2017. 
  25. ^ (engelsk) "Party of Thai former PM says will work for democracy and the people". Reuters. 29. august 2017. Hentet 29. august 2017. 
  26. ^ a b (engelsk) "Yingluck trial: Thais seek ex-PM after she fails to show for verdict". BBC. 25. august 2017. Hentet 25. august 2017. 
  27. ^ (engelsk) "Yingluck verdict holds the key to reconciliation". The Nation (Thailand). 24. august 2017. Hentet 25. august 2017. 
  28. ^ (engelsk) "Yingluck May Have Fled Thailand Before Verdict, Deputy PM Says". Bloomberg Politics. 25. august 2017. Hentet 25. august 2017. 
  29. ^ (engelsk) "Former Thai leader seeking asylum in UK, says party source". CNN. 28. september 2017. Hentet 29. september 2017. 
  30. ^ (engelsk) "Update : Supreme Court jails former commerce minister 42 years on G-to-G rice deal". The Nation (Thailand). 25. august 2017. Hentet 25. august 2017. 
  31. ^ "Court orders ex-commerce minister Boonsong and associates to pay ฿14.7bn compensation over rice deal scandal". Thai PBS (engelsk). 29. marts 2021. Arkiveret fra originalen 30. marts 2021. Hentet 30. marts 2021. 
  32. ^ (engelsk) "Yingluck sentenced in absentia to 5 years in prison". Bangkok Post. 27. september 2017. Hentet 27. september 2017. 
  33. ^ (engelsk) "Yingluck sentenced to five years, has right to appeal". The Nation (Thailand). 27. september 2017. Hentet 27. september 2017. 
  34. ^ (engelsk) "Yingluck guilty". The Nation (Thailand). 28. september 2017. Hentet 29. september 2017. 
  35. ^ (engelsk) "New organic act requires fugitive ex-PM to show up and risk arrest to appeal verdict". The Nation (Thailand). 28. september 2017. Hentet 29. september 2017. 
  36. ^ "Thailands hærchef afviser at muslimer står bag bombeangreb i Bangkok". Jyllands-Posten. 18. august 2015. Hentet 18. august 2015. 
  37. ^ "Person kastede sprængstoffer i Bangkok efter terror". Jyllands-Posten. 18. august 2015. Hentet 18. august 2015. 
  38. ^ "Politiet i Thailand: Udlændinge står bag bomber i Bangkok". DR-nyheder. 18. august 2015. Hentet 18. august 2015. 
  39. ^ (engelsk) "FIRST WITNESS TAKES STAND NEARLY 2 YEARS AFTER ERAWAN BOMBING". Khaosod English. 11. maj 2017. Hentet 12. maj 2017. 
  40. ^ a b (engelsk) Jintamas Saksornchai (17. august 2018). "BANGKOK BOMBING TRIAL REMAINS STALLED 3 YEARS ON". Khaosod English. Hentet 18. august 2018. 
  41. ^ NNT (National News Bureau of Thailand), 19. august 2015
  42. ^ "WITH NEW CABINET, THAILAND REPLACES JUNTA WITH ARMY ALLIES". Khaosod (engelsk). 18. juli 2019. Hentet 21. august 2019. 
  43. ^ "COURT TO RULE ON CASE LINKING FUTURE FORWARD TO ILLUMINATI, REPUBLICANISM". Khaosod (engelsk). 24. december 2019. Hentet 27. december 2019. 
  44. ^ Chayut Setboonsarng (25. december 2019). "Thai court to decide on dissolution of opposition party in January". Reuters (engelsk). Hentet 27. december 2019. 
  45. ^ Tappanai Boonbandit (21. februar 2020). "FUTURE FORWARD PARTY FOUND GUILTY, DISBANDED BY COURT". Khaosod (engelsk). Hentet 21. februar 2020. 
  46. ^ a b Panu Wongcha-um & Panarat Thepgumpanat (21. februar 2020). "Explainer: What's next in Thai politics after opposition party banned?". Reuters (engelsk). Hentet 22. februar 2020. 
  47. ^ "IN FOCUS: Growing divisions between Thailand's establishment and youth-led movement". Channel News Asia (engelsk). 13. januar 2021. Arkiveret fra originalen 28. januar 2021. Hentet 3. februar 2021. 
  48. ^ "Sunday's local elections a 'proxy war' between national parties". The Nation Thailand (engelsk). 19. december 2020. Arkiveret fra originalen 21. december 2020. Hentet 21. december 2020. 
  49. ^ "Twelve women voted in as PAO chiefs". The Nation Thailand (engelsk). 21. december 2020. Arkiveret fra originalen 22. december 2020. Hentet 22. december 2020. 
  50. ^ "Former pop star Nantida wins Samut Prakan PAO elections by a landslide". The Nation Thailand (engelsk). 21. december 2020. Arkiveret fra originalen 22. december 2020. Hentet 22. december 2020. 
  51. ^ a b "THANATHORN CLAPS BACK AT LESE MAJESTE ACCUSATION, BAIL DENIED IN HISTORIC 112 CASE". Khaosod English (engelsk). 21. januar 2021. Arkiveret fra originalen 28. januar 2021. Hentet 30. januar 2021. 
  52. ^ Reuters (31. januar 2021). "Thanathorn ordered to erase vaccine supply criticism". Bangkok Post (engelsk). Hentet 3. februar 2021. 
  53. ^ "33 injured in clashes between police, anti-government protesters". Thai PBS (engelsk). 1. marts 2021. Arkiveret fra originalen 1. marts 2021. Hentet 1. marts 2021. 
  54. ^ "Ban on public assemblies and protests declared in Bangkok". Thai PBS (engelsk). 6. marts 2021. Arkiveret fra originalen 8. marts 2021. Hentet 8. marts 2021. 
  55. ^ Associated Press (11. marts 2021). "THAILAND SEEKS MORE PRISON SPACE FOR NEW POLITICAL PRISONERS". Khaosod English (engelsk). Arkiveret fra originalen 11. marts 2021. Hentet 11. marts 2021. 
  56. ^ Pravit Rojanaphruk (13. marts 2021). "OPINION: WHY ARE NUMBERS OF MONARCHY-REFORM DEMONSTRATORS DROPPING?" (engelsk). Arkiveret fra originalen 13. marts 2021. Hentet 13. marts 2021.