Thrakien

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Gammelt historisk kort over Thrakien. Thraciae veteris typvs.
Thrakiens grænser i det moderne Grækenland, Tyrkiet og Bulgarien.

Thrakien er et landområde i Sydøsteuropa og har kyst mod Sortehavet, Marmarahavet og det Ægæiske Hav. Landet er opkaldt efter Thrakere eller trakere (antik græsk Θράκες, græsk thrakes), en gruppe indoeuropæiske (de) stammer, som talte et thrakisk sprog – en knapt dokumenteret gren af den indoeuropæiske sprogfamilie. Disse folk bosatte sig på Balkan i de østlige, centrale og sydlige dele, samt i tilstødende dele af Europa.[1] Samlenavnet thrakere var en benævnelse på mere end 50 kendte stammer med nærliggende kultur og sprog i antikken.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Arkaisk tid[redigér | redigér wikikode]

De indoeuropæiske thrakere, som blev betragtede som barbariske og bondske af deres forfinede og urbane græske naboer, havde udviklet avancerede former for musik, poesi, håndværksindustri, og kunstneriske håndværk. Da de var grupperede i småkongedømmer og stammer, opnåede de ikke nogen form for national identitet undtagen i mindre, dynastiske riger på højden af den græske klassiske tid. Modsvarende gallerne og andre keltiske stammer er det antaget, at de fleste af disse mennesker levede enkelt i små befæstede landsbyer, vanligvis på højder i folkeborge. Selv om konceptet urbant centrum, som en by ikke blev udviklet før i den romerske tid, tjente nogen større fæstninger også som regionale handelsmarkeder. Til trods for græsk kolonisering i områder som Byzans, Apollonia og andre byer, synes det som thrakerne undgik urbant liv.

De første græske kolonier i Thrakien blev grundlagt i 700-tallet f.Kr.[2]

Thrakien syd for Donau (undtaget landet for den uafhængige trakiske stamme bessere) blev styret af perserne under Dareios I af Persien i omkring halvt et århundrede. Dareios havde ledet en militærekspedition ind i regionen fra 513 f.Kr. til 512 f.Kr. Perserne kaldte området med thrakerne for Skudra.[3]

Klassisk tid[redigér | redigér wikikode]

Ved 400-tallet f.Kr. var tilstedeværelsen af thrakere gennemgående nok til at få Herodot[4] til at kalde dem de næst mest talrige mennesker i verden, som han kendte til (efter indere), og potentielt det mægtigste, hvis det ikke havde været for deres mangel på enighed. Thrakerne i klassisk tid var fordelte i et stort antal grupper og stammer, skønt nogen mægtige thrakiske stater var organiserede, som eksempelvis den ordysiske kongedømme og det dakiske kongedømme i Burebista. En type soldat, let infanteri, fra denne tid blev kaldt for peltast og havde antagelig sin oprindelse i Thrakien.

I løbet af denne tid levede en thrakisk subkultur af asketer, som levede i cølibat og blev kaldt for ctistae. De tjente som filosofer, præster og profeter og havde øjensynlig en høj position.

Kontakten mellem thrakere og grækere blev forøget, og den græske indflydelse på thrakisk samfund, kultur, og håndværk (og modsat) blev styrket. Eftersom thrakisk sprog ikke havde en skriftlig tradition, benyttede den thrakiske adel og administrationen i nogen regioner græsk, og thrakiske handelsmænd benyttede sig også af græsk som et 'lingua franca' i deres kontakt med andre ikke-thrakiske stammer. Som et resultat blev en vis hellenisering gennemgående i de følgende århundreder og fik et dybere og mere gennemgående træk ved den makedonske erobring af thrakiske områder i 200-tallet f.Kr.

Før Kongeriget Makedonien ekspanderede, var Thrakien delt i tre lejre (østlige, sentrale og vestlige) efter, at perserne trak sig tilbage. En kendt hersker af de østlige thrakere var Kersobleptes, som forsøgte at forøge sin autoritet over mange thrakiske stammer, men han blev til sidst besejret af makedonerne.

Thrakisk civilisation var ikke urban og de største thrakiske byer var blot store landsbyer. Det eneste forsøg på at bygge en polis var Seuthopolis.[5][6] Til syvende og sidst var thrakerne ikke typiske bybyggere.[7]

Hellenistisk tid[redigér | redigér wikikode]

Gravmalerier af en mulig thrakisk konge, i nærheden af Kazanlak, Bulgarien.

Regionen blev erobret af Filip II af Makedonien i 300-tallet f.Kr. og var underlagt kongeriget Makedonien i et og et halvt århundrede. Lysimakos af diadokerne og andre hellenistiske herskere herskede over dele af Thrakien frem til romerne over tid erobrede hele Thrakien. Thrakiske konger var de første, som blev hellenificerede.[8] Græske dragtvaner erstattede gamle thrakiske klæder i en sådan grad, at thrakere så ud som grækere.[9] Efter en tid blev thrakerne helt og holdent hellenificerede.[10] Deres sprog og materielle kultur blev hellenistisk.

I 279 f.Kr. kom keltiske gallere ind i Makedonien, det sydlige Hellas og Thrakien. Indtrængerne blev snart tvunget ud af Makedonien og det sydlige Hellas, men de forblev i Thrakien indtil slutningen af århundredet. Fra Thrakien pressede tre keltiske stammer ind i Anatolien og dannede der et nyt kongedømme kaldet Galatia.

I løbet af Makedonerkrigene blev en konflikt mellem Rom og Thrakien uundgåelig. Ødelæggelsen af de herskende grupper i Makedonien destabiliserede græsk autoritet i Thrakien, og stammehøvdinger begyndte igen at handle uafhængigt. Efter slaget ved Pydna i 168 f.Kr. fik romerne autoritet over Makedonien og styringen over Thrakien blev overtaget af Rom. Hverken thrakerne eller makedonerne havde underkastet sig romersk dominans, og flere oprør indtraf i denne overgangstid. Oprøret under Andriscus, også kaldet for Fjerde makedonerkrig, i 149 f.Kr. fik det meste af sin støtte fra Thrakien. Flere fjendtlige strejftog fra lokale stammer ind i Makedonien fortsatte i mange år, skønt der var også flere thrakiske stammer, som villigt allierede sig med Rom, eksempelvis bessere. Efter den Tredje makedonerkrig anerkendte Thrakien stort set romersk autoritet.

Romersk styre[redigér | redigér wikikode]

Kort over bispedømmet Thrakien (Dioecesis Thraciae) ca. 400 e.Kr.

Det næste et og halvt århundrede blev Thrakien gradvis omdannet til en vedvarende romersk klientstat. Den thrakiske stamme sapaeiene kom i forgrunden oprindeligt under styret under Reskuporis II af thrakere. Han er kendt for at have ydet militær støtte til både Pompeius og Julius Cæsar, og senere støttede han republikkens hære mod Marcus Antonius og Gaius Octavius i republikkens sidste dage. Reskuporis’ arvinger var ofte lige så meget indblandede i politiske skandaler og mord som deres romerske herrer var. En række snigmord på kongelige ændrede det politiske landskab i flere år i den tidlige romerske kejsertid. Ulige fraktijoner tog kontrol med støtte fra den romerske kejser. Urolighederne stoppede til sidst med et sidste snigmord.

Da Reskuporis III i det thrakiske kongedømmet Sapes blev myrdet i år 46 af sin hustru, blev Thrakien underlagt som officiel romersk provins styret af en promagistrat, og senere af pretorianske præfekter. Roms centrale regeringsautoritet lå i Perinthus, men regioner indenfor provinsen var under kommando af militære underordnet guvernøren. Mangelen på store urbane centre gjorde Thrakien vanskelig for romerne at styre, men til sidst blomstrede provinsen under romersk styre. Det synes som romanificering ikke blev gennemført, og at de fleste trakere var hellenistiske i denne periode.

Romersk autoritet over Thrakien hvilede hovedsagelig på de legioner, som var stationerede i Moesia. Thrakiens befolkning var hovedsagelig bønder, og afstanden til romersk autoritet krævede tilstedeværelse af lokale tropper, som støttede Moesias legioner. I løbet af de næste århundreder blev provinsen periodisk og hyppig invaderet af germanske stammer på vandring. Regimet under Justinian I den Store krævede, at over 100 fæstninger med legioner blev opførte for at støtte forsvaret af regionen.

Thrakere i Moesia og Dakia blev gjort til romere mens de indenfor Det Byzantinske Rige var deres hellenificerede efterkommere som havde blandet sig med grækerne. De først nævnte talte latin og de sidst nævnte græsk, om ikke andet som foretrukket andetsprog.

Tab af sprog og etnicitet[redigér | redigér wikikode]

De førhistoriske sprog hos disse folk var allerede forsvundet og deres kulturelle indflydelse var kraftig reduceret på grund af gentagne barbariske invasioner på Balkan af keltere, hunnere, gotere, og sarmatere, fulgt af en pågående hellenisering, latinisering og senere slavisering.

Efter, at thrakerne havde været underkastet den græsk-makedonske konge Aleksander den Store og derefter Romerriget, var de fleste thrakere til sidst blevet helleniserede (i provinsen Thrakien)[11] eller latiniserede (i Moesia, Dakia etc). De latiniserede stammer i denne region blev senere den etniske underlag for folkegruppen valakere, som første gang optræder i de historiske dokumenter i 900-tallet e.Kr., og som udviklede sig til nutidens moderne folk i Rumænien og til dels Bulgarien. I 500-tallet havde en del thrakisk-romere og byzantinske grækere, det vil sige helleniserede thrakere syd for floden Donau fået kontakt med slavere, en ny stor gruppe indvandrere, og de indfødte blev da efterhånden slavificerede.

Moderne tid[redigér | redigér wikikode]

Thrakien er i dag delt mellem Grækenland, Bulgarien, Rumænien og Tyrkiet.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Europas geografiStub
Denne artikel om Europas geografi er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere.
Geografi

Koordinater: 42°N 26°Ø / 42°N 26°Ø / 42; 26

  1. ^ Christopher Webber, Angus McBride (2001): The Thracians, 700 BC–AD 46. Osprey Publishing. ISBN 1841763292.
  2. ^ Hornblower, Simon & Spawforth, Antony (1996): The Oxford Classical Dictionary. Oxford University Press, s. 1515: "Fra det 8. århundrede f.Kr. blev kysten af Thrakien koloniseret af grækerne."
  3. ^ Bauer, Susan Wise (2007): The History of the Ancient World: From the Earliest Accounts to the Fall of Rome. W.W. Norton & Company, s. 517: "Megabazus gjorde Thrakien om til et nyt persisk satrapi, Skudra."
  4. ^ Herodot: Histories, Book V.
  5. ^ Hansen, Mogens Herman (2005): An Inventory of Archaic and Classical Poleis: An Investigation Conducted by The Copenhagen Polis Centre for the Danish National Research Foundation. Oxford University Press, s. 888. "Den var ment at være en polis, men det er ingen grund til at tænke på at dette var noget andet end en indfødt bosætning.»
  6. ^ Webber, Christopher & McBride, Angus (2001): The Thracians 700 BC-AD 46 (Men-at-Arms). Osprey Publishing, s. 1. "De levede nærmest udelukkende i landsbyer; byen Seuthopolis synes at have været den eneste betydningsfulde by i Thrakien, som ikke var oprettet af grækerne (selv om thrakerne ikke byggede befæstede tilflugtssteder)."
  7. ^ Boardman, John; Edwards, I. E. S.; Sollberger, E. & Hammond, N. G. L. (1992): The Cambridge Ancient History, Volume 3, Part 2: The Assyrian and Babylonian Empires and Other States of the Near East, from the Eighth to the Sixth Centuries BC. Cambridge University Press, s. 612: "Thrakien havde kun befæstede områder, og byer som Cabassus ville have været ikke noget mere end store landsbyer. Generelt levede befolkningen i landsbyer og småbebyggelser."
  8. ^ Lazenby, John Francis (2004): The Peloponnesian War: A Military Study (Warfare and History). Routledge, s. 224: "Antagelig havde han et antal fæstninger og gjorde selv nyttig ved at bekæmpe ‘thrakere uden en konge’ på vegne af mere hellenificerede thrakiske konger og deres græske naboer..."
  9. ^ Webber, Christopher & McBride, Angus: The Thracians 700 BC-AD 46 (Men-at-Arms). Osprey Publishing, 2001, s. 19.
  10. ^ Quiles, Carlos (2007): A Grammar of Modern Indo-European. Carlos Quiles Casas, ISBN 8461176391, s. 76: "De fleste thrakere blev til sidst hellenificerede – i provinsen Thrakien – eller romerificerede – Moesia, Dakia, etc – med de sidste levninger, som overlevede i fjerntliggende områder frem til 5. århundrede."
  11. ^ Quiles, s. 76. "De fleste thrakere blev til sidst helleniserede (i provinsen Thrakien)."