Tibet

Redigér links
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Version fra 13. mar. 2015, 23:16 af Steenthbot (diskussion | bidrag) Steenthbot (diskussion | bidrag) (bot: indsæt coord wd)
Denne artikel omhandler det historiske område Tibet. Se artiklen Autonom Region Tibet om den af Folkerepublikken Kina regerede region, der dækker det kulturelle Tibet.
Cultural/historical Tibet (highlighted) depicted with various competing territorial claims.
            Krævet af Tibetanske exilgrupper.
Krævet af Kina.
Autonom Region Tibet (reel kontrol).
Krævet af Indien som en del af Aksai Chin.
Krævet af Kina som en del af ART.
Andre historisk-kulturelle Tibetanske områder.

Tibet (tidligere stavet Thibet; tibetansk: བོད་, Bodjul eller Bod, udtales pö på Lhasa-dialekt; kinesisk: 西藏 eller 藏区, pinyin: Xīzàng eller Zàngqū) er en region i Centralasien og hjem for det tibetanske folk. Grundet områdets gennemsnitlige højde over havet på 4.900 meter kaldes landet ofte for "verdens tag".

Grænser

Tibet begrænses af Bhutan, Nepal, Indien, Turan samt de kinesiske provinser Xinjiang, Gansu og Sichuan. Areal i 1925 1.912.000 km² med omkring 1.650.000 indbyggere. Tibet er jordens største højland og dannes af en stor mængde mere eller mindre parallelle bjergkæder med mellemliggende højsletter og dale. Sydgrænsen dannes af Himalayas hovedkæde, der som en mægtig bjergmur løber fra nordvest til sydøst og bærer flere af jordens højeste bjerge: Mount Everest (8840 m) og Gosai Tan (8020 m). Nord for hovedkæden følger en længdedal, der dels afvandes af bifloder til Ganges, som gennembryder hovedkæden, dels indeholder søer uden afløb. Derpå følger en parallelkæde, hvis passer ligger i en højde af 4500–5000 m og mod nord begrænses af Brahmaputra-dalen, hvis bund ligger 3–4000 m over havet. Nord for Brahmaputra-dalen ligger et system af parallelle kæder, der har samme retning som Himalaya og af Sven Hedin kaldtes Transhimalaya. Dette system synes at være den østlige fortsættelse af Karakorum, som fra Kashmir strækker sig mod sydøst ned i Tibet. Transhimalaya har toppe på 6–7000 m, medens passene i reglen ligger i en højde af 5000 m. Længere mod nord følger et stort antal kæder, der stryger omtrent fra vest til øst og hører til Kunlun-systemet. En af de mægtigste af disse kæder er Dangla. Mod nordvest afbrydes Kunlun-kæderne af en brudlinje, nord for hvilken Østturkestan har sænket sig. Brudranden, der nord fra tager sig ud som en mægtig bjergkæde, kaldes Altyn-Tag. Øst på bøjer Kunlun-Kæderne mod syd og går over i det bagindiske bjergsystem. Bjergtoppe på 7–8000 m er hyppige overalt i Tibet, passene ligger 4500–5500 m over havet.

Klima

Klimaet er yderlig kontinentalt med meget stor forskel på sommer og vinter. Landets store højde gør dog, at såvel vinterens som sommerens temperaturer er meget lave. For sommeren fandt Rockhill i en højde af 4600 m en middeltemperatur af 7°. For vinteren kan middeltemperaturen antages at være c. ÷ 25°—÷20°. Altså en sommervarme som i Sydgrønland, en vinterkulde som i Nordgrønland. Imidlertid er sommeren i Tibet meget forskellig fra den grønlandske derved, at luften er uhyre tør, himlen oftest skyfri og temperatursvingningerne uhyre store. Midt om sommeren indtræffer ofte frost og snestorme, medens temperaturen andre dage kan stige til 20°-28°. På Tsaidam-plateauet i det nordøstlige Tibet, som kun er 2700–3000 m højt, fandt Koslov ÷ 13° i middeltemperatur for januar, 17° for august. I Lhasa, i en dal i det sydlige Tibet, 3540 m over havet, fandtes et enkelt år 19,5° i middeltemperatur for august, 16,7° for september. Temperatursvingningerne er meget store. I september forekom således nattefrost, medens varmen en anden dag steg til 31,7°. I det nordlige og centrale Tibet er nedbøren meget ringe og luften meget tør. I Tsaidam fandt Koslov, at luftens fugtighed om sommeren var 45 %, om efteråret 39 %, om vinteren 56 %, om foråret 36 %. Fugtighedens stigning om sommeren skyldes udløbere af den kinesiske sommermonsun, hvormed stemmer, at hovedmassen af den sparsomme nedbør falder i maj—juli. Årets samlede nedbør (10,8 cm) faldt på 44 Dage, hvoraf 12 med sne. Det sydlige, vestlige og østlige Tibet er nogenlunde rigt på nedbør. Mod øst danner Dangla-kæden klimagrænsen. Mens de fugtige søndenvinde om sommeren overøser dens sydskråning med regn, hagl og sne, er nordskråningen meget tør. Klimaforskellen udøver en betydelig indflydelse på landets overfladeformer. I den del af Tibet, der er nogenlunde rig på nedbør, løber vandrige floder, der stadig uddyber længdedalene mellem foldekæderne. Mod vest flyder Indus og dens bifloder, den sydlige del af landet afvandes af Brahmaputra, den østlige del af Salwen, Mekong, Jangtsekiang og Hoangho. Særlig mod øst, hvor regnmængden er ret betydelig, styrter floderne frem gennem dybe kløfter, på begge sider omgivne af de granklædte skråninger af de mægtige, over 7000 m høje bjergkæder, fra hvis hvide rygge gletsjerne hænger ned. Blandt disse kæder kan nævnes Gangri mellem Brahmaputra og Salwen. Et ganske andet udseende har den centrale og nordlige Del af Tibet, hvor nedbøren er højst ubetydelig. Floderne er vandfattige og når kun til den nærmeste lavning i Terrænnet, hvor der dannes en saltsø. Denne del af Tibet er overordentlig rig på søer. Da fordampningen fra deres overflade er større end nedbør og tilløb, tager de stadig af i omfang.

Landskab

Næsten alle er omgivne af højereliggende strandlinjer, der viser søernes højere vandstand i fortiden. Manglen på større vandløb betinger de forholdsvis jævne terrænformer i denne del af landet. Bjergene er som begravede i de grusmasser, der er opståede ved klippernes vejrsmuldring. Hvad, der skrider ned eller blæser ned i foldedalene, bliver liggende, da der ikke er rindende vand nok til at føre det bort. Følgen heraf bliver, at dalene efterhånden opfyldes, mellem kæderne dannes flade højsletter, på hvilke de vandfattige bække langsomt sniger sig fremad. Højsletterne ligger i reglen kun få hundrede m under passene, i reglen 4–5000 m over havet. Kun i det nordøstlige Tibet findes en lavere højslette Tsaidam, kun 2700 m over havet. De største saltsøer er Tengri Nor (4630 m over havet), Dangra Jum (4500 m), Chargut Cho, Ike Namur Nor, Kuku Nor (3260 m). Snegrænsen ligger i Tibet meget højt. På samme kæde ligger den altid lavest på sydsiden. Derimod viser der sig den mærkværdighed, at snegrænsen ligger lavere på de sydlige kæder end på de nordlige. Dette skyldes snemængdens stærke aftagen mod nord. I det nordlige Tibet er en ringere sommervarme i stand til at bortsmelte hele vinterens snelag på grund af dettes ringe mægtighed. På sydsiden af Himalayas hovedkæde ligger snegrænsen ved en højde af 4900 m, på sydsiden af den nordlige parallelkæde ved 5700 m, i det centrale Tibet ved 5900–6000 m. Bjergenes store højde muliggør dog store firnmasser og mægtige gletsjere.

Plantevækst

Plantevæksten er på højsletterne fattig og steppeagtig. Den dannes væsentlig af græs (Kobresia tibetica), løg (Allium scenescens), astragalus og rabarber. I de dybere dale i Syd-Tibet optræder forskellige buske og småtræer (Hippophaes, Tamarix), kun de dybt nedskårne dale i det østlige Tibet har skov af gran og birk.

Dyreliv

Dyreverdenen er forholdsvis rig. På højstepperne tumler sig hjorder af yakokser, antiloper (Tetraceros quadricornis, Pantholaps Hodgsonii) og vildæsler (Equus hemionus), mens uhyre masser af gnavere finder deres føde i steppens løgvækster. På bjergene findes moskushjorte og vilde får. Gribbe, ravne, snefinker og steppehøns hører til de almindeligste fugle.

Befolkning

Hovedmassen af befolkningen var traditionelt tibetanere (bhot, bodpa). Mod nord fandtes enkelte stammer af tyrkere (horpa) og mongoler (songpa), medens kinesiske kolonister var trængt frem i de østlige dale og ved bredderne af Kuku Nor. Tibetanerne hører til den mongolske race. Uden for Tibet bor de i Bhutan, Sikkim, Nepal og Kashmir. De er af middelhøj vækst, gullig eller lysebrun hudfarve. Håret er sort og glat, øjnene sorte, ansigtet kantet, panden lav, næsen lige, læberne tykke. I det centrale Tibet levede i selvstændighedstiden en yderst fåtallig befolkning i telte som nomader med hjorde af yak-okser og får. I de sydlige og østlige Dale var befolkningen bosiddende og drev agerbrug (byg) ved siden af kvægavlen. Af metaller udvandtes guld og jern, medens saltsøerne leverede salt, salpeter og boraks. Industrien indskrænkede sig til husflid. Handel blev drevet både med Kina og Indien. Der indførtes især te, tobak og industrivarer, mens der udførtes guld, ædelstene, moskus, uld, filt og lignende. Udførsel var langt større end indførslen. Transporten af varerne skete på ryggen af yak-okser.

Religion

Uddybende Uddybende artikel: Vajrayana

Tibet er buddhismens hovedsæde. I Byen Lhasa havde indtil 1904 buddhisternes overhoved, Dalai Lama, resideret. Landet var (og er til dels fortsat – til trods for den kommunistiske besættelse) fuldt af klostre og munke. Den tibetanske form for buddhisme har drevet ceremonitjenesten til dens yderste grænse. Kendt var brugen af bedemaskiner.

Landsdele

Tibet faldt under selvstændigheden (1911-1950) i 6 provinser:

  1. Monjul, mod vest, omfatter den tibetanske del af Indus’ strømområde; Hovedstad er Gartok.
  2. Dokthol omkring Brahmaputras udspring; Hovedstad er Tadam.
  3. Tsang (Chang) øst for Dokthol. I hovedstaden Shigatse residerede i selvstændighedstiden Bogdo Lama.
  4. Ju eller Wei længere mod øst med hovedstaden Lhassa.
  5. Kham, i selvstændighedstiden den bedst befolkede del af landet med hovedstaden Tsiamdo ved det øvre Løb af Mekong.
  6. Provinsen Kuku Nor, der omfatter hele den nordøstlige del af Tibet, stod under selvstændighedstiden direkte under en kinesisk guvernør, der residerede i Sining i provinsen Kansu. En stor del af indbyggerne i denne provins var (og er) kinesere.
  7. En del af det østlige Tibet med delvis kinesisk befolkning var tidligere indlemmet i provinsen Szetshwan, men forenedes 1908 med dele af det østlige Tibet til en ny kinesisk provins: Hsikan.

Historie

Uddybende Uddybende artikel: Tibets historie
Tibets flag, som anvendtes mellem 1912 og 1950 for det frie Tibet. Flaget er forbudt i Kina, men anvendes fortsat af landets lovlige exilregering

Efter overleveringen skal Tibets gamle konger stamme fra slægten Sakja, til hvilken Buddha hørte.

I 7. århundrede e.Kr. indførtes buddhismen under kong Srongtsan Gampo, der udvidede riget med flere provinser, flyttede residensen til Lhasa og indledte venskabelige forbindelser med Kina. Under Cri Srongdetsan i 8. århundrede stod Tibet på højden af sin magt.

Under Ralpatshan (806—842) udbrød en revolution på grund af misfornøjelse med kongens begunstigelse af gejstligheden. Kongen blev myrdet, og under de derefter opståede uroligheder løsrev flere provinser sig og dannede selvstændige småriger.

Dalai-Lama og de mongolske khaner

Tibets første storhedstid indtrådte 1240, da den tibetanske lærer Sakya Panditast blev Djengis Khans sønnesøn Godens åndelige lærer og derved startede en forbindelse mellem tibetanske buddhistiske lamaer og mongolske khaner i et lærer-åndelig patron forhold. Til gengæld for den åndelige vejledning skulle den verdslige leder støtte (om fornødent med militær magt) sin lærer og dennes "orden". Det var et personligt, ikke et statsligt, mellemværende. Da Kublai Khan erobrede Kina og etablerede Yuan-dynastiet 1279, udgjorde Tibet et autonomt område i det mongolske kejserdømme. Men allerede et par årtier inden Yuan-dynastiets fald, da mongolernes magt svækkedes, formåede Tibet 1349 at frigøre sig fra imperiet, og landet blev i stedet for af Sakya-"ordenen" nu regeret af verdslige tibetanske konger. Under Ming-dynastiet, der i Kina fulgte efter Yuan-dynastiet, var der ingen forbindelse af betydning mellem de to lande.

Tibet og Manchuriet under Qing-vældet

1642 gik magten – med hjælp fra den mongolske Gusri khan – fra kongen til den af dalai-lama ledede Gelug-"orden", og den 5. dalai-lama blev Tibets faktiske regent. På samme tid (1639) tilknyttedes dalai-lama som lærer-patron for Manchuriets herskere. 1644 erobrede manchud Kina og oprettede deres Qing-dynasti. Lærer-patron forholdet mellem Qing-kejserne og dalai-lamaer fortsatte, og undertiden lod manchuderne deres hære rykke ind i Tibet efter dalai-lamas anmodning for at tilbagekaste ydre fjender eller bringe borgerkrige til afslutning. Manchuderne politiske magt i Tibet var dog altid forholdsvis beskeden.

Fra 1720 blev Tibet beroende af Qing-dynastiet og hørte administrativt under vicekongen i Sichuan. Qing-myndigheden repræsenteredes af tre kejserlige, for en 3-årig periode udnævntes en statholder (amban), som forestod de udenlandske og militære anliggender, mens ansvaret for de civile og de religiøse spørgsmål var overdraget til den tibetanske regering.[1]

Under Qing-dynastiet var Tibet længe lukket land for udlændinge, som regelmæssigt blev udvist af landet. Blandt de, som det lykkedes at komme ind i landet, var den katolske missionær Évariste Régis Huc, som opholdt sig i landet i 1846 sammen med en missionærkollega.

Tibet under engelsk pres

I begyndelsen af 1900-tallet fandtes der kun udenlandske rådgivere i Tibet udpegede af den britiske regering, som virkede for, at Tibet begunstigede britiske intresser. Under visse perioder indtil 1913 kan man ifølge visse kilder anse Tibet som et britiskt protektorat. Efter en kortvarig Britisk militær ekspedition i Tibet blev dog indgået en aftal mellem Qing, Storbritannien og Rusland om, at Tibet tilhørte Kina.

1903–1904 invaderedes Tibet af en britisk militærekspedition ledet af Francis Younghusband med 3.000 soldater og 7.000 bærere, sherpas, som nåede Lhasa efter hårde kampe. Fra britisk side begrundedes denne invasion med behovet for at komme Rusland i forkøbet, idet dette land angiveligt ville annektera Tibet. da ekspeditionskorpset nåede Lhasa, var den trettende Dalai lama allerede rejst til Mongoliet. Det brittiske ekspeditionskorps måtte retirere i september 1904 da vinteren stod for døren. Qing-hoffet i Peking nægtede imidlertid at acceptere en for britterne yderst gunstig aftale, der ville give dem ret til kontrol over telekommunikationer og mineralrettigheder med videre, hvilken briterne med våbentrusler havde gennemtvunget i Lhasa.[2]

I en aftale mellem Kina og Storbritannien 1906 lovede Storbritannien at ikke annektere tibetansk territorium eller blande sig i administrationen af Tibet. Dermed anerkendte Storbritannien også, at den aftale, som var blevet undertegnet i Lhasa 1904, ikke var gyldig.[3] Det følgende år anerkendte Storbritannien Kinas overhøjhed (ordret suzerain rights) i Tibet i en aftale med Rusland.[4]

Da Sven Hedin i 1909 kom tilbage fra sin 3-årige ekspedition i Tibet, beskrev han situationen som at:

"För närvarande befinner sig Tibet i den kinesiska regeringens krampaktiga händer."... "Dala i Lama befinner sig likaledes i händerna på regeringen i Peking"... "Kinas regering fruktar mongolerna och hakar sig fast vid Dalai Lama".."För närvarande råder lugn i Tibet. Ingen som helst jäsning är märkbar"[5]

Xinhai-revolutionen 1911–12 tvang enkekejserinden Longyu at afstå fra regeringsmagten i sin mindreårige søns navn, den 8-årige kejser Puyi, og Republikken Kina dannedes. Den nye regering under Yuan Shi-kai hævdede, at Republikken Kina havde overtaget den afsatte kejsers og hans regerings overhøjhed i Tibet, men på grund af Kinas indre splittelse formåede Peking ikke at udøve nogen politisk magt i Tibet og landet blev i praksis selvstændigt 1913.[6]

Det frie Tibet 1913-1951

1910 frasagde 13. dalai-lama lærer-patron forholdet til Qing-kejserne, idet mandzu-hære havde trængt ind i Tibet uden dalai-lamas samtykke. Året efter faldt Qing-dynastiet i kina (og afløstes af Republikken Kina). Tibetanerne havde held til at tvinge fremmede hærstyrker ud af landet, og den 14. februar 1913 erklærede den 13. dalai-lama Tibet selvstændigt rige. 1918 tilbagedrev tibetanerne et kinesisk angreb, og 1920 blev underskrevet en fredsslutning med Kina. Dalai Lama blev landets virkelige leder. Hans myndighed udøvedes gennem en regent, udnævnt blandt de højeste lamaer. Denne havde ved sin side fem ministre. 1933 døde den 13. Dalai lama, og 1940 bragtes den 14. Dalai Lama til Lhassa.

I mellemkrigstiden tilhørte Tibet ikke Folkeforbundet, idet man foretrak at føre en neutral og isolationistisk udenrigspolitik og i stedet udvikle gode tosiddede forbindelser til nabolande.

Kommunistkinesisk besættelse fra 1950

Det meste af det historiske område, Tibet, blev i 1950 besat af Folkerepublikken Kina og betegnes af de kinesiske besættelsesmyndigheder Autonom Region Tibet. I 1959 flygtede Tibets åndelige leder, Dalai Lama med 20.000 tilhængere til Indien. Lhasa er fortsat hovedstad i det kinesisk-besatte Tibet.

Kampen for Tibets frihed

Grupper der støtter et frit Tibet:

- Støttekomiteen for Tibet

Noter

  1. ^ Goldstein (1997), 14–15.
  2. ^ BIANGYI:Tibetans' fight against British invasion
  3. ^ CONVENTION BETWEEN GREAT BRITAIN AND CHINA RESPECTING TIBET Signed at Peking, 27 April 1906
  4. ^ CONVENTION BETWEEN GREAT BRITAIN AND RUSSIA the 18th August 1907
  5. ^ Tidningen Fäderneslandet 1909-01-16
  6. ^ Goldstein (1997), ss. 30-36.

Litteratur

  • Melvyn Goldstein: The Snow Lion and the Dragon: China, Tibet, and the Dalai lama; University of California Press, Berkeley 1997; ISBN 0-520-21254-1
  • Sven Hedin: Transhimalaya. Upptäckter och Äfventyr i Tibet. 1. og 2. Del. Albert Bonniers Forlag, Stockholm 1909.

Eksterne henvisninger

Danske

Internationale

Koordinater: 29°42′N 91°06′Ø / 29.7°N 91.1°Ø / 29.7; 91.1

Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Tibet&oldid=7992875"