Tilknytningsteori

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg


Hvilken betydning har følelsesmæssige bånd mellem børn og forældre?

Tilknytningsteori er en psykologisk teori, der beskæftiger sig med børns stærke emotionelle bånd til deres primære omsorgsperson(er). Tilknytningsteori blev oprindeligt udviklet af psykoanalytikeren John Bowlby, der beskriver behovet for tilknytning som et basalt, evolutionært udviklet behov, der sikrer, at et barn opholder sig tæt på sine forældre. Siden er tilknytningsbegrebet udvidet til også at beskrive relationer mellem voksne, f.eks. i kærlighedsrelationer.

Tilknytning som basis for en intern arbejdsmodel[redigér | redigér wikikode]

I tilknytningsteori betragtes kvaliteten af tilknytning som basis for en intern arbejdsmodel for relationer. Hvis et barn oplever at dets tilknytningsbehov dækkes, vil det have en forventing om at andre tilknytningsfigurer (f.eks. venner og partnere) i fremtiden også vil kunne være en kilde til tryghed og støtte. Den indre arbejdsmodel er således en integreret del af barnets personlighed, der fungerer som guide for fremtidige tætte relationer.

Tilknytningsmønstre[redigér | redigér wikikode]

Kvaliteten af barnets tilknytning til forældrene kan klassificeres som enten tryg eller utryg. Den amerikanske udviklingspsykolog Mary Ainsworth udviklede i 1960'erne den såkaldte Strange Situation procedure, der gjorde det muligt at observere de forskellige tilknytningsmønstre.

Strange Situation-proceduren indebærer at et barn observeres i 20 minutter mens barnets forælder og en fremmed forlader og kommer ind i forsøgslokalet. Mere præcist oplever barnet følgende situationer:

  1. En forælder og et barn introduceres til forsøgslokalet.
  2. Forælder og barn er alene i lokalet. Forælderen deltager ikke, mens barnet undersøger rummet.
  3. En fremmed person kommer ind i lokalet, taler med forælderen, og nærmer sig så barnet. Forælderen forlader lokalet.
  4. Første separationsepisode: Den fremmede persons adfærd er rettet mod barnet.
  5. Første genforeningsepisode: Forælderen vender tilbage, hilser og trøster (om nødvendigt) barnet, og forlader så lokalet igen.
  6. Anden separationsepisode: Barnet er alene.
  7. Den fremmede person kommer igen ind i lokalet og retter atter sin adfærd mod barnet..
  8. Anden genforeningsepisode: Forælderen kommer ind igen, hilser barnet og tager barnet op. Den fremmede person forlader lokalet.

To aspekter af barnets adfærd observeres:

  • Mængden af undersøgende adfærd (f.eks. leg med nyt legetøj) barnet er engageret i under proceduren.
  • Barnets reaktion på separations- og genforeningsepisoderne.

Barnets tilknytningsmønster kan på den baggrund kategoriseres som enten tryg eller utryg (også kaldet sikker eller usikker).

Tryg tilknytning[redigér | redigér wikikode]

Et trygt tilknyttet barn vil være undersøgende når forælderen er i lokalet og vil engagere sig i den fremmede. Når forælderen forlader lokalet vil barnet blive synligt oprevet, og barnet vil være glad for at blive genforenet med forælderen. Cirka 65% af amerikanske børn fremviser dette mønster. Forskning peger på at et trygt tilknytningsmønster er relateret til veludviklet social og emotionel funktion senere hen.

Utryg tilknytning[redigér | redigér wikikode]

Ainsworth identificerede to utrygge tilknytningsmønstre, ængstelig/ambivalent og ængstelig/afvisende. Sidenhen har forskning peget på yderligere tilknytningmønstre, først og fremmest det disorganiserede.

Ængstelig/ambivalent tilknytning[redigér | redigér wikikode]

Det ængsteligt/ambivalente barn vil være ængstelig overfor fremmede og vil ikke være undersøgende, heller ikke selvom forælderen er tilstede. Når forælderen forlader rummet bliver barnet voldsomt stresset. Barnet vil være ambivalent overfor forælderen efter genforening, på samme tid søgende fysisk nærhed og være afvisende overfor forælderens opmærksomhed. 10-15% af amerikanske børn fremviser dette mønster.

Ængstelig/afvisende tilknytning[redigér | redigér wikikode]

Det ængsteligt/afvisende barn vil være relativt upåvirket af at forælderen forlader rummet og kommer tilbage. Barnet vil opføre sig tilnærmelsesvis ens overfor forælderen og den fremmede, og deres ses kun begrænset undersøgelsesadfærd. Cirka 20% af amerikanske børn fremviser dette mønster.

Disorganiseret tilknytning[redigér | redigér wikikode]

Den mest utrygge tilknytningsform. Børn med disorganiseret tilknytning har forvirrede, usammenhængende adfærdsmønstre efter genforening. 5-10% af amerikanske børn fremviser dette mønster. Et disorganiseret tilknytningsmønster vil, i langt højere grad end de mere udbredte ængstelige tilknytningsmønstre, resultere i fejludvikling, som f.eks. et meget højt niveau af aggression og fjendtlighed senere i barndommen.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]