Tokammersystem (psykologi)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Stop hand nuvola.svgMaskinoversættelse og/eller tvivlsomt indhold
Denne sides indhold bærer præg af at være en maskinoversættelse og/eller meget dårligt og uklart formuleret (også kaldet "dåsedansk"). Det vurderes at sproget er så dårligt og eventuelt forkert eller til at misforstå, at det bør omskrives eller oversættes på ny. Du kan hjælpe med at oversætte til korrekt dansk i denne og lignende artikler.
Hvis dette ikke sker inden for kort tid, kan en sletning komme på tale.
Se evt. denne sides diskussionsside eller i artikelhistorikken.

Bicameralism (filosofi "to-chamberedness") er en hypotese i psykologi , der hævder, at det menneskelige sind , hvor de kognitive funktioner, er blevet delt i to dele i hjernen. Den ene del som "snakker", og en anden del som lytter og adlyder. Begrebet blev opfundet af Julian Jaynes, der præsenterede ideen i hans 1976 bog: "The origin of cosnciousness in the breakdown of the bicameral mind" (Dansk: Oprindelsen af Bevidstheden i Fordelingen af de To Sind), hvori han lavede teorien at et tokammersystem mentalitet var det normale og allestedsnærværende tilstand af det menneskelige sind, for 3000 år siden. Hypotesen er generelt ikke accepteret af de fleste psykologer.

Oprindelsen af Bevidsthed[redigér | redigér wikikode]

Jaynes bruger politisk tokammersystem som en metafor til at beskrive en mental tilstand i hvilken de oplevelser og erindringer, af den højre hjernehalvdel, sendes til venstre hjernehalvdel via auditive hallucinationer. Den metafor, der er baseret på ideen om lateralisering af hjernens funktion , selvom hver halvdel af en normal menneskelig hjerne konstant kommunikerer med hinanden gennem corpus callosum. Metaforen er ikke meningen at antyde, at de to halvdele af hjernen var "afskåret" fra hinanden, men at de to sind, blev oplevet som en anden, ikke-bevidst mentale enhed, hvori fri vilje i lyset af nye stimuli blev formidlet gennem en sproglig kontrol mekanisme og opleves som auditiv verbal hallucination.

Tokammersystemets mentalitet ville være ikke-bevidst af manglende evne til at fornuft og artikulere om mentalt indhold igennem meta-refleksion, reagere uden udtrykkeligt at indse og uden den meta-reflekterende evne til at give en redegørelse for, hvorfor man gjorde det. Tokammersystemets sind ville dermed mangle metaconsciousness, selvbiografisk hukommelse og evnen til udføre "jeg-funktioner" som fx at bevidst mind-walking bevidst introspektion af mentalt indhold. Når tokammersystemet som en metode for social kontrol var ikke længere adaptiv i komplekse civilisationer, var denne mentale model erstattet af den bevidste tænkning, som Jaynes fremførte, er funderet i erhvervelsen af metaforiske sprog, lært via udsættelse til narrative øvelse.