Tom Verlaine

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Tom Verlaine
Født Thomas Miller
13. december 1949 (68 år)
Morristown, New Jersey, USA
MorristownRediger på Wikidata
Genre Rock
Punk
Indie
New wave
Beskæftigelse Sanger, sangskriver, musiker
Aktive år 1968–i dag
Pladeselskab Elektra, Warner Bros.
Associeret med Television, Neon Boys, Patti Smith, The Million Dollar Bashers
Påvirket af Velvet Underground m.fl.
Instrumenter
El-guitar, Sang, Piano

Tom Verlaine (født Thomas Miller den 13. december 1949 i Morristown, New Jersey)[1] er en sanger, sangskriver og guitarist, der er bedst kendt for sin tid som forsanger og leder af New Yorker bandet Television.

Biografi[redigér | redigér wikikode]

Tom Verlaine blev oprindeligt navngivet Thomas Miller. Han lærte at spille piano i en tidlig alder, men skiftede over til saxofon i skoleårene, efter at have hørt en plade med John Coltrane. Verlaine var oprindeligt ikke imponeret over guitarens rolle i rock og i jazz, og blev først inspireret til at spille instrumentet efter at have hørt The Rolling Stones' "19th Nervous Breakdown" under sin pubertet[2], hvorefter han begyndte en længere periode med at eksperimentere med at finde sit eget personlige udtryk. Verlaine havde også i en tidlig alder interesse for lyrik og poesi. Som teenager opholdt han sig på kostskolen Sanford School, hvor han mødte det kommende punk-ikon Richard Hell.

Verlaine og Hell droppede ud af kostskolen og flyttede til New York City. Her tog Thomas Miller kunstnernavnet Tom Verlaine inspereret af den franske poet Paul Verlaine. Tom Verlaine er citeret for at have udtalt, at han var inspireret af Bob Dylans navneskift som en måde at lægge fortiden bag sig. Sammen med Richard Hell dannede han bandet The Neon Boys, der herefter hyrede troomeslageren Billy Ficca. The Neon Boys blev dog hurtigt opløst, da de ikke kunne finde guitarist nr. 2 til bandet, på trods af at såvel Dee Dee Ramone som Chris Stein deltog i auditions. Bandet blev få måneder senere reorganiseret som Television efter at de have fundet guitaristen Richard Lloyd. Bandet spillede på de nye eksperimenterende klubber som CBGB og Max's Kansas City. I 1975 smed Verlaine Richard Hell ud af bandet grundet Hells excentriske og kaotiske spillestil og opførsel, og bandet udgav herefter sin første single med Fred Smith som erstatning for Richard Hell. Verlaine datede på daværende tidspunkt Patti Smith, der ligeledes var blandt de unge artister på den gryende New York punkscene. Television udgav tre album, Marquee Moon og Adventure, der opnåede fine anmeldelser, men et forholdsvist beskedent salg. Marquee Moon optræder på diverse lister som værende blandt de største album gennem tiderne.[3][4] Television blev opløst i 1978.

Efter opløsningen af Television udgav Verlaine sit første soloalbum, Tom Verlaine, der fik en fin modtagelse af kritikerne. Verlaine flyttede til England, hvor han boede i en kort periode i 1980'erne. I 1990'erne arbejdede han med forskellige artister, herunder sin tidligere kæreste Patti Smith, og komponerede musik til filmen Love and a .45. I de tidlige 90'ere blev Television kortvarigt gendannet og indspillede studiealbummet (Television) og et livealbum (Live at the Academy, 1992), og har siden i perioder turneret.

Verlaine anses af mange for en af de mest originale og talentfulde artister i den tidligere post punk æra. Han er placeret som nummer 56 på Rolling Stone magazine's liste over de 100 bedste guitarister gennem tiderne. Verlaine giver sjældent interviews.

Musikalske samarbejder[redigér | redigér wikikode]

Verlaine drøftede med Jeff Buckley at producere Buckleys andet album forinden Buckley i 1997 døde i en drukneulykke.

Han har optrådt som guitarist på flere udgivelser af andre artister. Han spillede på sangen "Fireflies" fra Patti Smiths 1996- album Gone Again, og medvirkede også på Smiths debutsingle "Hey Joe" og "Break IT Up" på hendes debutalbum Horses.

Han er endvidere en del af The Million Dollar Bashers, et orkester, hvis øvrige medlemmer er Lee Ranaldo og Steve Shelley (begge Sonic Youth), guitarist Nels Cline (også Wilco), Tony Garnier (bassist med Bob Dylan), guitarist Smokey Hormel og keyboardspiller John Medeski. The Million Dollar Bashers optræder på soundtracket til filmen I'm Not There, en biografisk film om Bob Dylans liv.

Guitarer og spillestil[redigér | redigér wikikode]

Tom Verlaine har gennem sin karriere spillet på en række forskellige guitarer af mærket Fender. I Televisions unge år spillede Verlaine en Fender Jazzmaster og en Fender Jaguar gennem forstærkere fra Fender og Vox, hvilket guitarvalg var usædvanligt på daværende tidspunkt. Verlaine spiller i dag primært Fender Stratocaster. Verlaines spiller med en række sædvanlige lyde og optageteknikker, herunder delay, reverb, flanging, tremolo m.v. På Televisions første udgivelse "Little Johnny Jewel" blev Verlaine guitar indspillet direkte uden forstærker. Ulig de fleste rockguitarister benytter Verlaine sjældendt distortion. Vibrato er et væsentligt element i Verlaines stil.

Discografi[redigér | redigér wikikode]

Soloalbum[redigér | redigér wikikode]

Singler[redigér | redigér wikikode]

  • "Always" (1981)
  • "Postcard from Waterloo" (1982)
  • "Let Go the Mansion" (1984)
  • "Five Miles of You" (1984)
  • "A Town Called Walker" (1987)
  • "Cry Mercy, Judge" (1987)
  • "The Funniest Thing" (1987)
  • "Shimmer" (1989)
  • "Kaleidoscopin" (1990)

Kilder[redigér | redigér wikikode]

Eksterne links[redigér | redigér wikikode]