Torino F.C.

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Torino FC)
Spring til navigation Spring til søgning
Torino FC
Klubdetaljer
Fulde navn Torino Football Club
Kaldenavn(e) I Granata (De bordeauxfarvede)
Il Toro (Tyrene)
Grundlagt
[1][2]
Ophørt 2
Hjemmebane Stadio Olympico
Torino, Italien
Kapacitet 27.958[3] tilskuere
Ejer UT Communication
Formand Urbano Cairo
Cheftræner Italien Walter Mazzarri
Liga 2018–19 Serie A
Liga 2017–18 Serie A, 9.
Andet
Websted http://www.torinofc.it/
Kit left arm torino1819h.png
Spilledragt
Kit body torino1819h.png
Kit right arm torino1819h.png
Spilledragt
Kit shorts torino1819h.png
Spilledragt
Kit socks torino1819h.png
Spilledragt
Hjemmebane
Kit left arm torino1819a.png
Spilledragt
Kit body torino1819a.png
Kit right arm torino1819a.png
Spilledragt
Kit shorts torino1819a.png
Spilledragt
Kit socks socks.png
Spilledragt
Udebane
Kit left arm torino1819t.png
Spilledragt
Kit body torino1819t.png
Kit right arm torino1819t.png
Spilledragt
Kit shorts torino1819t.png
Spilledragt
Kit socks torino1819h.png
Spilledragt
3. valg

Sæson 2018–19

Torino Football Club er en italiensk fodboldklub fra Torino. Torino FC spiller i Serie A, som er den bedste italienske række. Klubben spiller sine hjemmekampe på Stadio Olimpico Grande Torino. Gennem tiderne har klubben vundet syv mesterskaber og fem pokaltitler.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Den oprindelige klub blev stiftet i 1890 under navnet Internazionale Torino, og skiftede senere navn til FC Torino i 1906. Klubben vandt det første af sine syv ligamesterskaber i 1928, efter at være blevet nægtet mesterskabet på grund af påståede regelbrud sæsonen inden. Torinos storhedstid var i perioden lige efter 2. verdenskrig, da klubben vandt fire mesterskaber i træk anført af sin superstjerne og anfører Valentino Mazzola. "Grande Torino", som holdet fra denne periode kaldes, anses for at være et af Italiens bedste hold gennem tiderne, og udgjorde grundstammen på det italienske landshold.

Grande Torinos dominans endte brat den 4. maj 1949, da holdet med fly var på vej hjem fra en opvisningskamp i Portugal. Flyet styrtede ned nær Torino, og samtlige ombordværende blev dræbt. Eneste overlevende fra holdet var forsvarsspilleren Sauro Tomà, der på grund af en knæskade var blevet hjemme. I 1948-49-sæsonens fire sidste kampe måtte Torino stille med et juniorhold, og som et tegn på respekt gjorde modstanderne det samme. Grande Torino vandt sit sidste ligamesterskab posthumt i 1949. Efter ulykken har klubben aldrig nået den samme succes. Mindet om Grande Torino er fortsat en bærende del af klubbens kultur.

I 1970 fik Torino sit hidtil sidste mesterskab, da man i 1976 vandt titlen foran rivalerne Juventus F.C. Holdet var ført an af angriberne Paolo Pulici og Francesco Graziani, der scorede henholdsvis 21 og 15 mål.

Torino nåede til finalen i UEFA-cuppen i 1991/92, men tabte denne over to kampe mod Ajax. Siden gik det ned ad bakke, og klubben oplevede sine hidtil dårligste årtier.

Torino Calcio opnåede en andenplads i Serie B sæsonen 2004/05, og sikrede sig oprykning til Serie A. Klubben blev imidlertid nægtet oprykning af økonomiske årsager, hvorefter klubben gik konkurs. Der blev herefter stiftet en ny klub, der overtog den gamle klubs historie og plads i ligaen. Det italienske fodboldforbund tillader, at en nystiftet klub kan overtage sin forgængers plads i ligaen, og dermed slap Torino FC for at begynde på ny nederst i divisionssystemet.

Siden er det atter blevet bedre tider for Torino, selvom man er langt fra at kunne matche Grande Torino og mesterholdet fra 1976. klubben ser ud til at have etableret sig som et solidt midterhold i Serie A, men deres historie gennem 00'erne og 10'errne viser, at det hurtigt kan vende.

Stadion[redigér | redigér wikikode]

I starten spillede Torino på flere forskellige stadions, og først i 1926 fik man sit første virkelige hjem, da man rykkede ind på det nybyggede Stadio Filadelfia i byens Lingottokvarter ikke så langt fra Fiatfabrikkerne. Man spillede på Filadelfia frem til 1963, hvor man flyttede til Stadio Communale kun få boligblokke mod nordvest. Her havde Juventus spillet siden 1933.

Op til VM i 1990 blev der bygget og renoveret en masse stadions i Italien. Et af de nye var Stadio delle Alpi, hvor både Torino og Juventus flyttede ind i 1990. Det nye stadion var dog ingen succes. Fansene sad langt fra banen, og der manglede ofte stemning. I 2006 flyttede begge klubber tilbage til Stadio Communale, der efter vinter-OL i 2006 var blevet omdøbt til Stadio Olimpico. I 201 flyttede Juventus til deres nye Juventus Stadium, og Torino skulle nu for første gang siden 1963 ikke dele hjemmebane med rivalerne. I 2016 blev stadion omdøbt til Stadio Olimpico Grande Torino.

Spillere[redigér | redigér wikikode]

Oversigten er opdateret til og med 31. januar 2019.[4]
Nr. Position Spiller
1 Uruguay MM Salvador Ichazo
5 Italien FO Armando Izzo
7 Serbien MI Saša Lukić
8 Italien MI Daniele Baselli
9 Italien AN Andrea Belotti (Anfører)
11 Italien AN Simone Zaza (på leje fra Valencia)
14 Spanien AN Iago Falque
15 Argentina FO Cristian Ansaldi (på leje fra Inter)
19 Moldova AN Vitalie Damașcan
21 Spanien AN Álex Berenguer
23 Frankrig MI Soualiho Meïté
Nr. Position Spiller
24 Italien FO Emiliano Moretti
25 Italien MM Antonio Rosati
27 Italien AN Vittorio Parigini
29 Italien FO Lorenzo De Silvestri
30 Elfenbenskysten FO Koffi Djidji (på leje fra Nantes)
33 Cameroun FO Nicolas Nkoulou
34 Nigeria FO Ola Aina (på leje fra Chelsea)
36 Brasilien FO Bremer
39 Italien MM Salvatore Sirigu
72 Italien AN Vincenzo Millico
88 Venezuela MI Tomás Rincón
99 Ecuador FO Erick Ferigra

Kendte tidligere spillere[redigér | redigér wikikode]

Meritter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ "La storia del Torino FC". torinofc.it/ (Torino Football Club). Hentet 12 January 2014. 
  2. ^ "Torino, finalmente l' accordo a Cairo va la maggioranza". repubblica.it (La Repubblica). Hentet 1 May 2014. 
  3. ^ Archived copy. Arkiveret fra originalen 1 September 2015. Hentet 2017-04-08. 
  4. ^ "Prima Squadra Serie A Tim 2017–2018". torinofc.it (Torino Football Club). Hentet 27 August 2017.