Torquato Tasso

Torquato Tasso Italiensk litteratur Renæssancen
Torquato Tasso, 1566
Personlig information
Født	11. marts 1544 Sorrento, Italien
Død	25. april 1595 (51 år), 25. maj 1595 (51 år) Rom, Italien
Gravsted	Sant’Onofrio al Gianicolo
Nationalitet	Italiensk
Far	Bernardo Tasso
Ægtefælle	Blev aldrig gift
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted	Università degli Studi di Padova
Elev af	Federico Pendasio
Beskæftigelse	Prosaist, dramatiker, forfatter, digter
Fagområde	Drama, poesi, filosofi, litteratur
Kendte værker	Det befriede Jerusalem, Apologia agli Accademici della Crusca, Aminta
Genre	digte
Bevægelse	Manierisme, humanisme
Nomineringer og priser
Udmærkelser	Dichterkrone
Signatur
Andet
Torquato Tasso, 1577 (ukendt kunstner)
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.  [ redigér på Wikidata ]

Torquato Tasso (født 11. marts 1544 i Sorrento, død 25. april 1595 i Rom) var en italiensk digter. Han var søn af Bernardo Tasso.

Opvækst og studier

Torquato Tasso tilbragte den første del af sin barndom med sin mor i Napoli. Som 10-årig kom han til sin far i Rom, som han med korte mellemrum levede med til 1560, da han blev sendt til Padova for at studere jura. Han fik snart af sin far tilladelse til at forlade studiet igen, hvorefter han begyndte på humanistiske studier, som var det der interesserede ham. Allerede i tyveårsalderen skrev og udgav han et fortællende epos Il Rinaldo, der vakte megen opsigt.

Fra 1565 kom han ind på den bane, der dengang plejede at være litterater forbeholdt: fyrstegunst og hofliv. Det var i Ferrara – hvor tidligere Ludovico Ariosto ^(en) havde nydt beskyttelse og hæder – at Tasso blev kavaler hos kardinal Luigi d'Este ^(en). Snart efter trådte han i tjeneste hos hertug Alfonso II d'Este ^(en).

I tjeneste hos Alfonso 2. af Este

Årene hos Alfonso 2. af Este var de lykkeligste i Tassos liv. Han fulgte hertugen på rejser, digtede, studerede og arrangerede hoffester. Til en af disse skrev han sit berømte hyrdespil L'Aminta, opført 1573. Men længe varede denne lykkelige periode ikke, for efterhånden udvikledes hos Tasso spiren til en sindssygdom, som han havde båret i sig fra fødslen, og som nåede til voldsomt udbrud 1576. Det var dels heftige feberanfald, dels religiøse grublerier, der fremmede denne sygdom. Digteren havde som arv fra renaissancens blomstringstid en så at sige hedensk skønhedssans, der stred mod de strenge krav, som den fra Spanien udgåede kirkelige reaktion for nylig havde stillet.

Tasso havde i disse år skrevet et stort episk digt. Emnet var kristeligt, nemlig det første korstog, men han spurgte sig selv, om ikke behandlingen deraf var for verdslig. Hvad ville inkvisitionen sige til den skønne Armida og hendes tryllehave? Tasso havde ikke mod til åbent at vedkende sig sin æstetiske følelse og dens berettigelse, og hans sind var derfor sønderrevet og forpint. Han troede sig forfulgt, på skråplanet til kætteri, og han hjemsøgtes af skrækkelige drømme og hallucinationer.

Efter et anfald af raseri, hvorunder han nær havde stukket en tjener ihjel, blev Tasso taget under forvaring (efter eget ønske) i et kloster, hvorfra han 1577 flygtede til søsteren Cornelia i Sorrento og kom her til dels i åndelig ligevægt, så at han atter søgte forsoning med Alfonso og opnåede den. Det var nu meningen, at han skulle komme til Ferrara og give sig ind under lægebehandling. Men da han havde hørt, at hertugen havde gemt hans manuskripter — vistnok for at værne dem mod deres egen forfatter — blev hjemkomsten ganske anderledes end påtænkt.

Hospitalsophold og Tassos sidste tid

Helt ude af sig selv gjorde han offentlig skandale foran slottet i Ferrara (marts 1579) og blev nu med vold anbragt i en celle i hospitalet Santa Anna, hvor han opholdt sig til 1586 og i det store og hele blev plejet godt, modtog besøg (af Montaigne for eksempel) og fik et antal litterære arbejder udført. Men hans helbred blev ikke bedre, skønt han i perioder kunne befinde sig nogenlunde. Billedtekst : I cellen på på Sant'Anna hospitalet Af Giovanni Muzzioli (en), 1872

Han fulgte en indbydelse fra Huset Gonzaga ^(no) i Mantova, men blev der ikke længe, og nu begyndte en sørgelig og flerårig omstrejfen i hele Italien, under vekslende religionsskrupler, dybt tungsind, mat selvopgivelse og opblussende selvfølelse. Hans sidste opholdssted var Rom, hvor familien Aldobrandini ^(en), der hørte til hans beundrere, ville foranstalte hans digterkroning på Kapitol. Men før den kunne finde sted, var Tasso død i klosteret San Onofrio som munkenes gæst.

Tassos indflydelse

Tasso er ubetinget den italienske poesis største navn i anden halvdel af 1500-tallet og et af den italienske litteraturs allerypperste, og hans person og sørgelige skæbne, hvorom eftertiden modtog legendarisk udsmykkede beretninger næsten allerede fra hans samtidige, har altid interesseret medfølende, især romantisk anlagte sind og indbudt til digterisk behandling. Endog forstandsmennesket Goldoni har skrevet et skuespil Torquato Tasso. Men det er Goethes fornemme og tankerige drama med samme titel, der må betragtes som den ypperste digtning over emnet. Hele kærlighedsintrigen er legendarisk. Siden er at nævne Byrons digt The Lament of Tasso . Ingemanns drama Tassos befrielse er fra 1819.
Komponister er også blevet inspireret af Tassos liv og værker: Liszt til et tonedigt ^(no) (symfonisk digt), Benjamin Godard til et koncertoratorium, N.W. Gade til Korsfarerne.

Tassos plads i verdenslitteraturen, "Gerusalemme liberata"

Når Tasso har fået en fremtrædende plads i verdenslitteraturen, skyldes det i første række hans store nationale kunstepos Gerusalemme liberata, oprindelig kaldet Goffredo. I 20 sange, hvis enkelte strofer er ottave rime som hos Ludovico Ariosto ^(en), omhandler dette heltedigt korsfarernes tog til den hellige gravs befrielse under Gotfred af Bouillons anførsel. Det begynder i korstogets sjette år og har til hovedemne selve den hellige stads belejring afsluttet med erobringen. Desuden skildres en del sidebegivenheder, som dog alle står i forbindelse med den egentlige fortælling.

Rinaldo og Armida, ca. 1630 Af Nicolas Poussin

Det overnaturlige er her taget i brug, helvedsmagternes forsøg på at hindre kristenhærens fremtrængen, idet troldkvinden Armida frister den italienske helt Rinaldo – uden hvem staden ikke kan erobres – til at glemme kampen i hendes arme, indtil Gud standser hendes færd og bringer Rinaldo tilbage til hæren, der allerede er ved at opløses. Også Tancredos kærlighed til skjoldmøen Clorinda (en) som han uden at genkende dræber i tvekamp, og den blide Erminias ubesvarede forelskelse i den samme helt er vigtige episoder i digtets handling.

Gerusalemme liberatas anlæg er i høj grad overvejet og digtets formelle fortrin store. Virgil og Ariosto er kendelig Tassos mønstre, og mens han måler sig med den første i komposition og beskrivelser, tager han kampen op med den anden i henseende til ridderlig tone og sanselig glød.

Af sit eget giver han det melankolsk-lyriske drag og den klassisk elegante, metriske behandling af sit modersmål, med nogen tilbøjelighed til maniererthed. Digtet gav straks ved sin fremkomst anledning til litterær polemik, idet man gav sig til at sammenligne det og Orlando furioso ^(en), hvor Crusca-akademiet ^(en) tog parti mod Tasso.
Gerusalemme liberatas 1. udgave (Venedig 1580) var ufuldstændig og fejlfuld, udkommet uden forfatterens tilladelse ligesom en del følgende. Ferrara-udgaven fra 1581 og Mantova-udgaven fra 1584 danner imidlertid hæderlige undtagelser. Senere kom der adskillige, og af de nyere udgaver bør fremhæves dem af Severino Ferrari ^(en) (Firenze 1890) og Angelo Solerti ^(en) (sammesteds 1895).

Oversættelser

Der kom oversættelser til de fleste europæiske sprog: på tysk ved Johann Diederich Gries ^(en) (1. udgave 1800), Carl Streckfuss (1822) og Friedrich Martin Duttenhofer (1840), på fransk af blandt andre Baour-Lormian (bedste udgave 1819) og Louis Philipon de La Madelaine ^(en) (1841), på engelsk blandt andet af Leigh Hunt ^(en) (1819) og Jeremiah Holmes Wiffen ^(en) (1825), på svensk af C.A. Kullberg (1860), på dansk af Christine Daugaard (1884, forkortet).

Plaget af inkvisitorer og forkætrings- og helvedsprædikanter omarbejdede han mod slutningen af sit liv sit epos, der i den nye skikkelse kaldtes Gerusalemme conquistata (Rom 1593), men med god grund aldrig har slået an. Tasso er desuden forfatter til en tragedie Torrismondo.

Andre arbejder af Tasso

Som en stor lyriker, navnlig erotisk, viser han sig i sine Rime (Venedig 1562, 1581, 1583, 1585-87 og flere udgaver). En del af disse er henvendt til hans ungdomselskede Lucrezia Bendidio. Opere minori in versi er udgivet af Solerti (Bologna 1891 ff.). Tasso er tillige en udmærket prosaskribent, både brevforfatter (Lettere familiari, Bergamo 1588, supplerende samlinger i 17. århundrede, samlet udgave ved Cesare Guasti ^(en), Firenze 1853-55) og forfatter af dialoger og lignende filosofiske og æstetiske skrifter (udgivet af Guasti: Dialoghi, Firenze 1858—59, og Prose diverse, sammesteds 1875). En stor samlet udgave af Tassos værker besørgedes i 33 bind af Giovanni Rosini (Pisa 1821—32).

Kilde

• Tasso, Torquato i Salmonsens Konversationsleksikon (2. udgave, 1927), forfattet af Emil Gigas og Ellen Meyer er udgangpunktet for artiklens tekst

Eksterne henvisninger

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Torquato Tasso
• Torquato Tasso i Den Store Danske på Lex.dk af Conni-Kay Jørgensen og Jørn Moestrup
• Torquato Tasso i Store norske leksikon
• Torquato Tasso hos Britannica.com
• Torquato Tasso hos Unibo.it (Università di Bologna) (engelsk)

"Gerusalemme liberata"

• Wikisource: Teksten til Gerusalemme liberata, 1581
• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Gerusalemme liberata

Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930). Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel. Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen.

Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.