Torstenson-krigen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Torstensson-krigen)
Gå til: navigation, søg
Søslaget ved Femern hvor den svensk-nederlandske flåde sænkede alle danske skibe på nær to

Torstensonkrigen mellem Sverige og Danmark-Norge foregik mellem 1643 og 1645. Initiativtager til krigen var Axel Oxenstierna med målsætningen at slippe fri af den danske Øresundstold og opnå strategiske landvindinger for at svække muligheden for fremtidige danske angreb mod Sverige.

Baggrund[redigér | redigér wikikode]

Danmark kontrollerede passagen gennem det strategiske Øresund og opkrævede told af alle gennemsejlende handelsskibe. Dette påvirkede svensk udenrigshandel i høj grad.[1] Endvidere frygtede svenskerne, at de toldindtægter, som Danmark fik, skulle kunne anvendes i krigsførsel mod Sverige. Landene var dog ikke i krig.

Efter de bitre kampe under Kalmarkrigen og den omkostningsfulde Älvsborgs løsen anså man på svensk side, at den strategiske situation på vestkysten var alt for udsat. Danmark havde i princippet omringet Sverige. Kun Älvsborg forbandt landet med vesterhavet. To gange tidligere havde Danmark udnyttet Halland og Bohuslän for at indtage Älvsborg og hærge i Västergötland og Småland. Også Gotland var dansk, og desuden Jämtland og Härjedalen var dansk-norske områder, som kunne anvendes som baser for angreb mod Dalarna.[1]

Takket være oprustningen og den franske finansielle støtte for deltagelse i den igangværende 30-årskrig havde Sverige en stærk hær og flåde; Danmark var derimod svækket efter nederlagene i samme krig. Situationen var således gunstig set fra svensk side for at foretage et angreb mod Danmark.[2]

Krigen[redigér | redigér wikikode]

Den svenske krigsplan gik ud på at okkupere Danmark og Skånelandene; Norge var ikke berørt af planen. Den svenske feltmarskalk Lennart Torstenson skulle trække sin hær ud af kampene mod de kejserlige tropper i Tyskland og angribe nordpå op gennem Jylland. Feltmarskalk Gustav Horn skulle samtidig angribe sydpå fra Sverige og indtage Skåne fra Småland. Efter, at områderne var erobrede, skulle hærene marchere over de danske øer til København.[2]

Angrebet på Holsten og Jylland[redigér | redigér wikikode]

Krigen blev indledt 12. december 1643 med en total overrumpling af Danmark, da en svensk hær på ca. 16.000 mand, ledet af den svenske general Lennart Torstenson, marcherede op i Holsten. Den lille fæstning Christianspris ved Kiel blev bestormet, og snart var Holsten i svenske hænder. Nyheden kom som en stor overraskelse for Christian IV, som allerede havde vanskeligheder i forhold til den danske adel.[3] Svenskerne havde heller ikke erklæret krig, men angreb uvarslet Danmark på flere fronter samtidig.[4]

I løbet af januar rykkede en svensk hær videre nordpå og erobrede den uden besvær hele Jylland, hvor befolkningen led stærkt under plyndringer. I januar 1644 kunne Torstenson meddele Oxenstierna, at hele Jylland var okkuperet. Men man savnede transportmidler til at nå de danske øer. Danskerne på sin side oprustede kraftigt sin flåde, som i februar formåede at forhindre et svensk landstigningsforsøg på Fyn.[5]

Angrebet på Skåne[redigér | redigér wikikode]

Den 24. januar 1644 rykkede svenske tropper under feltmarskal Gustav Horn over grænsen ved Markaryd ind i Skåne i den såkaldte Horns krig, hvori de under et meget brutalt felttog erobrede blandt andet Helsingborg, Lund og Landskrona, mens Malmø holdt stand og forhindrede Horn fra at indlede at angreb mod Sjælland. Samtidig blev svenskerne angrebet af snaphaner, som blev et stort problem for Horn. Et modangreb mod den nyanlagte by Göteborg førtes af Christian IV, men de svage danske styrker formåede ikke at indtage staden.[6]

Mislykket hollandsk undsætning til svenskerne[redigér | redigér wikikode]

Hollandske købmænd, der var stærkt utilfredse med den stigende Øresundstold, sendte en hjælpeflåde til svenskerne, men den blev fordrevet ved Slaget i Listerdyb.

Søslaget på Kolberger Heide[redigér | redigér wikikode]

Krigen befandt sig nu i en stilstand med svenskere i Jylland og i Skåne. Den svenske flåde stak nu til søs for at angribe og ødelægge den danske flåde og derved føre krigen til en svensk sejr. Den 1. juli mødtes de to flåder i et søslag på Kolberger Heide mellem Femern og Kielerfjord. Christian 4. ledede selv den danske flåde. Det var under dette søslag, at kongen mistede synet på det ene øje, da en svensk kugle ramte en kanon på det danske flagskib Trefoldigheden. Slaget, som varede i ti timer, endte med en kneben dansk sejr. Efterfølgende lykkedes det danskerne at lukke den svenske flåde inde i Kielerfjorden i en måned.[7]

Mislykket tysk undsætning[redigér | redigér wikikode]

Danmark fik hjælp af en kejserlig hær, der under ledelse af Matthias Gallas rykkede op i Jylland, men den blev hurtigt fordrevet af de svenske tropper. Christian IV udnyttede denne manøvre til at indlede en dansk offensiv i Skåne. 6.000 mand blev sejlet over til Malmø, og fordrev Horn ud af Skåne.[8]

Søslaget ved Femern[redigér | redigér wikikode]

Mens krigslykken nu syntes at have vendt sig til danskernes fordel på land lykkedes det svenskerne at forene den fra Kiel udbrudte hovedflåde med en flåde lejet fra Nederlandene, som efter en eventyrlig rejse var kommet forbi de danske forsvarere og havde nået Østersøen. Den samlede svenske flåde stod efterfølgende ud fra Dalarö og Kalmar mod de danske øer. Den 11. oktober fik flåden kontakt med danskerne, hvorpå Slaget ved Femern indledtes i farvandet mellem Lolland og Femern. Søslaget endte med en stor svensk sejr over den danske flåde. Tabet af den danske flåde, som var den stærkeste del af Danmarks militærmagt, fik Christian IV til at tvivle på en sejr over Sverige og tvang ham til at trække den skånske hær tilbage til de danske øer; kun Malmø efterlodes med forsvar.[9]

Krigen i Holsten[redigér | redigér wikikode]

I 1645 forsøgte danskerne at angribe de svenske styrker i Holsten, men disse var blevet forstærkede og gik selv til angreb. Til sidst var også Bremen blevet okkuperet af svenskerne under Hans Christoff Königsmarck. I Skåne forlod Horn vinterlejren og okkuperede Blekinge, for derefter at påbegynde en belejring af Malmö sammen med svenske flåde. Samme forår forsøgte Danmark atter at indtage Göteborg, men admiral Ove Gjeddes 16 skibe kunne ikke betvinge de 13 forsvarende skibe under admiral Anckarhjelm.[10]

Den svenske flåde havde efter mange vanskeligheder og forviklinger formået at indlede den fuldstændige indeslutning af Malmø den 11. august sammen med Horns hær. Samme dag kom meddelelsen om fredsforhandlingerne i Brömsebro og at krigshandlinger skulle afbrydes.[11]

Nordfronten[redigér | redigér wikikode]

Henrik Klasson Fleming samlede en styrke i Västernorrland og rykkede ind med 3.000 mand i Jämtland og erobrede landskabet, men okkupationen gik ikke vel. Den danske statholder Hannibal Sehested indledte en modoffensiv, som fordrev svenskerne fra Jämtland, og fortsatte efterfølgende gennem Dalsland, hvor Åmål og Vänersborg blev brandskattede i den så kaldte Hannibalsfejde. Den 10. august kapitulerede svenskerne i Jämtland, og en tid truede Sehested både Göteborg og Stockholm. Som helhed havde Sehesteds felttog dog kun en ringe indflydelse på krigens udfald.[10]

Fredsforhandlinger[redigér | redigér wikikode]

Frankrig havde fra krigens begyndelse virket for fred. I december 1644 lykkedes det franske diplomater at få tilslutning til, at fredsforhandlinger skulle indledes i februar 1645. Efter de svenske fremskridt i første halvdel af 1645 blev freden i Brömsebro underskrevet den 13. august.[12]

Konsekvenser[redigér | redigér wikikode]

Ved Brömsebro-freden i 1645 måtte Danmark-Norge afstå Gotland og Øsel, de norske områder Jämtland og Härjedalen samt Halland for en periode af 30 år til Sverige. Desuden blev Danmark tvunget til at nedsætte Øresundstolden og den norske told.

Tre svenske skibe blev skudt i sænk ud for Aalborghus slot.

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ a b Sundberg (2002), Svenska krig 1521-1814, s. 190
  2. ^ a b Sundberg (2002), Svenska krig 1521-1814, s. 191
  3. ^ Sundberg (2002), Svenska krig 1521-1814, s. 191-192
  4. ^ Sundberg (2002), Svenska freder och stillestånd 1249-1814, s. 245
  5. ^ Sundberg (2002), Svenska krig 1521-1814, s. 192
  6. ^ Sundberg (2002), Svenska krig 1521-1814, s. 193
  7. ^ Sundberg (2002), Svenska krig 1521-1814, s. 194-195
  8. ^ Sundberg (2002), Svenska krig 1521-1814, s. 195
  9. ^ Sundberg (2002), Svenska krig 1521-1814, s. 195-196
  10. ^ a b Sundberg (2002), Svenska krig 1521-1814, s. 197
  11. ^ Sundberg (2002), Svenska krig 1521-1814, s. 198
  12. ^ Sundberg (2002), Svenska freder och stillestånd 1249-1814, s. 246-247

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Ulf Sundberg: Svenska krig 1521-1814, 2. udgave; Hjalmarson & Högberg, Stockholm 2002; ISBN 91-89660-10-2
  • Ulf Sundberg: Svenska freder och stillestånd 1249-1814, 2. udgave; Hjalmarson & Högberg, Stockholm 2002; ISBN 91-89080-98-X

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]