Tove Ditlevsen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Tove Ditlevsen
Dansk litteratur
20. århundrede

Personlig information
Født 14. december 1917(1917-12-14)
Vesterbro i København[1]
Død 7. marts 1976 (58 år)
Sammesteds
Nationalitet Danmark Dansk
Søskende Edvin Ditlevsen Rediger på Wikidata
Ægtefælle Viggo F. Møller (1940-1942)
Ebbe Munk (1942-1945)
Carl T. Ryberg (1945-1950)
Victor Andreasen (1951-1973)
Uddannelse og virke
Beskæftigelse Prosaist, selvbiograf, forfatter, digter Rediger på Wikidata
Fagområde Litterær aktivitet, poesi, prosa Rediger på Wikidata
Genre Romaner, noveller, digte, essays, børnebøger, erindringer
Nomineringer og priser
Udmærkelser Søren Gyldendal-prisen (1971),
De Gyldne Laurbær (1955),
Tagea Brandts Rejselegat (1953) Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Tove Irma Margit Ditlevsen (født 14. december 1917[1][note 1] i København, død 7. marts 1976 smst.) var en dansk forfatter, der debuterede i 1939 med digtsamlingen Pigesind.

Baggrund[redigér | rediger kildetekst]

Tove Ditlevsens Plads på Vesterbro er opkaldt efter Tove Ditlevsen.

Tove Ditlevsen voksede op i HedebygadeVesterbro[1] som datter af Kirstine Alfrida Mundus (1890-1965) og fyrbøder Ditlev Nielsen Ditlevsen (1880-1972). Vesterbro var et kvarter med stor arbejdsløshed og fattigdom, præget af mellemkrigstidens verdensomspændende økonomiske krise, som også formede Ditlevsens opvækst på 4. sal i baghuset i Hedebygade 30A.[2] "Barndommen er lang og smal som en kiste, og man kan ikke slippe ud af den ved egen hjælp," sagde hun.[3]

Selv om Ditlevsen klarede sig godt i skolen, og hendes lærer anbefalede hende at fortsætte i gymnasiet, sagde hendes forældre nej, og skaffede hende i stedet en "plads i huset" (dvs. husassistent).[4] I den selvbiografiske Barndommens gade fortæller hun, at hun fik nye sko til sin konfirmation, og at hendes mor da sagde til hende: "Ja, det er så de sidste par sko, vi forærer dig." [5] - og derved lod hende forstå, at hun i forældrenes øjne kun havde været en udgiftspost, de nu var fri for. Oplevelsen rystede Ditlevsen så meget, at den går igen i flere af hendes noveller.[6][7]

Virke[redigér | rediger kildetekst]

Som forfatter var hun loyal mod sin baggrund og talte de svages sag. Personligt hungrede hun livet igennem efter anerkendelse. Social status, højere position i samfundet, og angsten for ikke at slå til fulgte hende livet igennem. Ægteskabet med den 30 år ældre redaktør Viggo F. Møller (1887-1955) i 1940 blev adgangsbillet til de akademiske kredse, men hendes uvidenhed tyngede hende, og ægteskabet holdt kun et par år. Møller opmuntrede hende til at stifte Unge Kunstneres Klub, hvor hun mødte ligesindede som Sonja Hauberg og Morten Nielsen; desuden Ester Nagel og Halfdan Rasmussen, som blev gift med hinanden (og sidstnævnte efterfulgte senere Møller som redaktør af Vild Hvede). Også Piet Hein var med i kredsen og blev snart kæreste med Tove Ditlevsen.[8] Hun brød ud af sit ægteskab, flyttede ind i et pensionat på Åboulevarden - og blev forladt af Piet Hein, som dog hilste udgivelsen af Man gjorde et barn fortræd med et gruk i Politiken:

Jeg svinger ikke min digterhat
for en hvilkensomhelst Tove Dit eller Dat.
men her må jeg juble med.
Det var en debut uden nogen debat,
så stor en succes, at jeg frygter for at
man gjorde et barn fortræd.[9]
Tove Ditlevsen og Victor Andreasen delte en stor lejlighed på H.C. Andersens Boulevard.

Den 12. september 1942 giftede Tove Ditlevsen sig på Københavns Rådhus med den jævnaldrende polit. studerende Ebbe Munk (1916-1970). De flyttede sammen i en toværelses lejlighed på Tartinisvej og fik datteren Helle Munk (1943-2008), der måtte tages med tang. Fødselsskaderne, Ditlevsen blev påført, ødelagde ægteskabet.[10] I 1945 mødte hun lægen Carl Theodor Ryberg (1918-1962, selvmord i hjemmet i Rungsted) til en fest. Hun blev gravid uden at vide, om han eller ægtemanden var barnets far, og fortæller i selvbiografien Gift, hvordan Ryberg fremkaldte aborten efter at have givet hende en sprøjte pethidin. Hun kunne derefter ikke tænke på andet end at få mere af stoffet; forlod Munk, giftede sig den 26. november 1945 med Ryberg på Københavns Rådhus, og fødte den 16. juli 1946 Michael Ryberg på en fødeklinik i København. Samme år adopterede hun også Rybergs nyfødte datter Trine. Familien isolerede sig i fem år i eneboligen Ewaldsbakken 34.[11] I løbet af de fem år blev Ditlevsen narkoman og vejede kun 30 kilo, da hun i 1949 blev indlagt til afvænning på et psykiatrisk hospital.

Ægteskabet med Ryberg blev afsluttet i 1950, og i 1951 indgik Tove Ditlevsen sit fjerde og sidste ægteskab med embedsmanden Victor Andreasen (1920-2000). Parret flyttede til Birkerød, fordi Andreasen opdagede, at hans kone havde genoptaget sit misbrug. I 1954 fik de sønnen Peter Andreasen, og Ditlevsen huskede årene i Birkerød som gode. Men så blev Andreasen tilbudt en stor stilling i Udenrigsministeriet, og de flyttede ind i en herskabslejlighed på H.C. Andersens Boulevard. Ditlevsen egnede sig ikke som medfølgende frue ved ministerielle middage. Ægteskabet skrantede, og op gennem 1960'erne og 1970'erne gik det jævnlig galt, så hun flere gange var indlagt. Ægtemændene i hendes romaner blev gradvis "et rent orgie af Victors mest ubehagelige egenskaber," skrev hun selv. I 1973 ophørte ægteskabet, som hun skrev så skånselsløst om i Vilhelms værelse, at Andreasen blev sygemeldt. Som chefredaktør i Ekstra Bladet 1972-76 mobiliserede han en kampagne mod statsstøtte til kunstnere. Ditlevsen tog offentligt afstand fra kampagnen, som nogen tolkede som Andreasens angreb på hende.[12]

I 2023 udkom bogen Tove Ditlevsen var min mormorforlaget 28B af Lise Munk Thygesen. I bogen, som er skrevet på baggrund af forfatterens mor Helle Munks psykiatriske journaler samt efterladte nedskrevne erindringer, anklages Victor Andreasen for et årelangt seksuelt misbrug af steddatteren.[13]

Ditlevsen så selv en parallel mellem sin uberegnelige, afstumpede mor og Victor Andreasen. Hun oplevede indlæggelserne på psykiatrisk sygehus som et fristed, hvor hun kom sig fysisk og mentalt, og dertil overvandt sin skriveblokering. Opholdet på Sct. Hans Hospital, hvor hun skrev erindringsbøgerne Barndom og Ungdom, kaldte hun selv for "den hidtil lykkeligste periode i mit liv".[3]

Tove Ditlevsen overtog som Familiejournalens brevkasseredaktør efter Edith Rodes død i 1956 og fortsatte at besvare læserbrevene frem til sin død.[14] Hendes svar gennem tyve år er samlet og udgivet.[15]

Sidste tid[redigér | rediger kildetekst]

Alteret i Kristkirken.

Tre år efter skilsmissen tog Tove Ditlevsen sit liv mellem den 4. og 7. marts 1976 af en overdosis på sovepiller. Hun blev fundet 8. marts. To år før havde hun forsøgt selvmord i Rude Skov, men af skræk for naturen lagde hun sig i udkanten af skoven, hvor hun blev fundet af en hundelufter. I Politiken skrev hun om øjeblikket: "Den uendelige lykke ved aldrig mere at skulle se noget menneske i verden." Det forargede mange, der mente, at hun som offentlig person og forbillede - tidligere brevkasseredaktør - ikke burde reklamere for selvmord. I marts 1976 lånte hun en venindes lejlighed, tog en overdosis piller og døde.[16]

Hun blev begravet fra Kristkirken på sin barndoms Vesterbro, og som folkekær digter blev hun fulgt til graven af henved tusind mennesker.[17] Avisernes referater af begravelsen bemærkede lige så meget dem, der ikke kom. Det danske Akademi viste sig ikke. Tove Ditlevsen fik ikke Akademiets store pris i 1974. Hun er i dag anført som af de 16 kanonforfatterne[18] , hvor hun er obligatorisk læsning i folkeskolen,[19] .

Tove Ditlevsen ønskede at begraves på Vestre Kirkegård, hvor hun ofte legede som barn, og af salmer ønskede hun Far verden, farvel og Gud ske tak og lov, vi så dejligt sov, fordi det var det første digt, hun hørte. Hendes søn Michael Ryberg, som døde i en trafikulykke i 1999, ligger gravlagt hos hende.[20]

Bibliografi[redigér | rediger kildetekst]

Titel Årstal Type
Pigesind[21] 1939 digt
Slangen i Paradiset 1939 digt
Angst 1939 digt
Man gjorde et barn fortræd 1941 roman
De evige tre 1942 digt
Lille Verden[22] 1942 digtsamling
Barndommens gade[23] 1943 roman
Den fulde Frihed 1944 novelle
Tårer 1944 novelle
Det første møde 1944 novelle
For Barnets Skyld[24] 1946 roman
Blinkende Lygter[25] 1947 digtsamling
Den sidste gæst 1947 digt
Dommeren 1948 novelle
Appelsiner 1948 novelle
Aften 1952 novelle
En flink dreng 1952 novelle
Paraplyen 1952 novelle
Nattens dronning 1952 novelle
Vi har kun hinanden[26] 1954 roman
Jalousi 1955 digt
Der bor en ung pige 1955 digt
Kvindesind[27] 1955 digt
Annelise - 13 år 1958 børnebog
Flugten fra opvasken 1959 erindring
Hvad nu Annelise?[28] 1960 børnebog
To som elsker hinanden 1960 roman
Den hemmelige rude 1961 digt
Den onde lykke 1963 novelle
Dolken 1963 novelle
Barndom 1967 erindring
Ungdom 1967 erindring
Ansigterne[29] 1968 roman
De voksne 1969 digt
Det tidlige forår 1969 erindring
Gift[30] 1971 erindring
Det runde værelse 1973 digt
Parenteser 1973 essay
Min nekrolog og andre skumle tanker 1973 essay
Min første kærlighed 1973 erindringstekst
Vilhelms værelse[31] 1975 roman
Tove Ditlevsen om sig selv 1975 erindring
En sibylles bekendelser 1976 essay
Til en lille pige 1978 efterladt digt
Kærlig hilsen, Tove - Breve til en forlægger 2019 Breve 1969-1975 til Mogens Knudsen, Gyldendal

Udvalgte litteraturpriser[redigér | rediger kildetekst]

Inspiration[redigér | rediger kildetekst]

I 1975 indspillede Mathilde Bondo solopladen Pigesind med tekster af Tove Ditlevsen og musik af Lasse Helner.

I 1980-erne indspillede musikeren Anne Linnet en plade med egne melodier til Ditlevsens digte, Barndommens Gade.

I 1987 indspillede den norske musiker Kari Bremnes et album med egne melodier til Tove Ditlevsens digte, Mitt ville hjerte. [32] [33]

I 2015 blev Ditlevsens liv og værker fortolket af teaterkollektivet Sort Samvittighed, under forestillingen Tove!Tove!Tove! Sort Samvittighed udgav senere sangene fra forestillingen, i et album der også hed Tove!Tove!Tove![34]

Litteratur[redigér | rediger kildetekst]

Referencer[redigér | rediger kildetekst]

Noter[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ 1) Der er modstridende oplysninger om fødselsåret er 1917 eller 1918, men hendes gravsten angiver 1917. Tove Ditlevsen siger selv i sin biografi, at hun blev født 14. december 1918. 2) Født 14. december 1917, boende Hedebygade 30A: kirkebog København, Kristkirkens sogn, 1917-1921, pag. 162

Kilder[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ a b c Kirkebog for Kristkirkens Sogn, ("1917-1921" s. 162; opslag 163, nr. 138) på Arkivalieronline, Statens Arkiver.
  2. ^ FBB - sag
  3. ^ a b »Jeg tror, jeg er en lille smule sindssyg«
  4. ^ I Tove Ditlevsens fodspor: Da digterinden fløj fra barndommens rede - Kristeligt Dagblad
  5. ^ Lærebog i kultur- og aktivitetsfag (s. 264)
  6. ^ Den onde lykke
  7. ^ Frygt
  8. ^ Lasse Horne Kjældgaard: Unge kunstneres klub i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 29. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477198
  9. ^ Tove Ditlevsen om sig selv
  10. ^ Danske legender: Tove Ditlevsen
  11. ^ Tove Ditlevsen – 100 år | Gentofte Bibliotekerne
  12. ^ Victor - det dumme svin | Information
  13. ^ "Tove Ditlevsens barnebarn: »Overgrebene er en af de store grunde til, at min mor har gået i det mørke, hun har gået i«" Politiken 10. 6. 2023
  14. ^ Tove Ditlevsens brevkassesvar: »Hvis De ikke ikke kan holde ud at se Deres mand more sig, så bliv dog hjemme«
  15. ^ Læseprøve: SMÅ HVERDAGSPROBLEMER af Tove Ditlevsen by Forlaget Gladiator - Issuu
  16. ^ Portræt af Tove Ditlevsen: Om kærlighed, mænd og dæmoner | Costume.dk
  17. ^ Den dag, da barndommens gade lukkede sig for sidste gang om Tove Ditlevsen: Det var en begravelse. Men mest af alt var det en kærlighedserklæring - politiken.dk
  18. ^ Dansk litteraturs kanon | emu danmarks læringsportal
  19. ^ "Kanonarbejde | Dansklærerforeningen". Arkiveret fra originalen 6. december 2019. Hentet 6. december 2019.
  20. ^ Karen Syberg: "Mandlen i brystet", Information 10. juli 2010
  21. ^ litteratursiden.dk: Pigesind Af Tove Ditlevsen en anmeldelse
  22. ^ litteratursiden.dk: Lille Verden Af Tove Ditlevsen Arkiveret 23. april 2018 hos Wayback Machine en anmeldelse
  23. ^ litteratursiden.dk: Barndommens gade Af Tove Ditlevsen en anmeldelse
  24. ^ litteratursiden.dk: For barnets skyld Af Tove Ditlevsen Arkiveret 6. april 2016 hos Wayback Machine en anmeldelse
  25. ^ litteratursiden.dk: Blinkende Lygter Af Tove Ditlevsen Arkiveret 23. april 2018 hos Wayback Machine en anmeldelse
  26. ^ litteratursiden.dk: Vi har kun hinanden Af Tove Ditlevsen en anmeldelse
  27. ^ litteratursiden.dk: Kvindesind Af Tove Ditlevsen
  28. ^ litteratursiden.dk: Hvad nu Annelise? Af Tove Ditlevsen Arkiveret 22. april 2018 hos Wayback Machine
  29. ^ litteratursiden.dk: Ansigterne Af Tove Ditlevsen
  30. ^ litteratursiden.dk: Gift Af Tove Ditlevsen en anmeldelse
  31. ^ litteratursiden.dk: Vilhelms værelse Af Tove Ditlevsen en anmeldelse
  32. ^ "Mitt ville hjerte « Kari Bremnes « Rockipedia". Arkiveret fra originalen 2. februar 2017. Hentet 27. januar 2017.
  33. ^ Erindring, av Tove Ditlevsen - YouTube
  34. ^ Tove, Tove, Tove! | DET KGL. TEATER

Eksterne henvisninger[redigér | rediger kildetekst]