Tredje puniske krig

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Den Anden Puniske Krig
Del af De Puniske krige
Karthago markeret med rødt
Karthago markeret med rødt
Dato 149 f.Kr.146 f.Kr.
Sted Karthago (ved det nuværende Tunis, Tunesien)
Resultat Romersk sejr
Parter
Den Romerske republik Karthago
Ledere
Scipio Aemilianus Hasdrubal Boetarch
Styrke
40.000 90.000
Tab
17.000 62.000
Puniske krige
Rediger

Tredje Puniske Krig er betegnelsen for den sidste krig mellem Rom og Karthago 149-146 f. Kr. som førte til Karthagos endelige udslettelse.

Forud gik et halvt århundredes stigende spænding mellem de to byer. Efter Hannibals nederlag 201 var Karthago blevet uskadeliggjort rent militært, men var økonomisk forholdsvis hurtigt kommet til kræfter. Flere romerske politikere så derfor stadig byen som en trussel og opfordrede til at løse problemet endeligt; blandt dem var den ihærdigste Cato den Ældre ("For øvrigt mener jeg, at Karthago bør ødelægges").

På grund af Karthagos naboskab med den numidiske konge Massinissa, der var Roms allierede, kom det stadig til gnidninger, og 149 f.Kr. lykkedes det kongen at provokere Karthago til krigshandlinger. Dette tog Rom som påskud til at kræve endelig underkastelse, og da karthagerne afslog romernes krav om rømning af byen, var krigen en kendsgerning.

I hovedsagen formede krigen sig som en tre år lang belejring af Karthago. Under denne forsvarede punerne sig med stor opfindsomhed og afslog hårdnakket alle forsøg på storm. Forsøg på at afskære forsvarerne fra alle fornødenheder mislykkedes til dels, og krigen tærede på den romerske hærs kræfter. Omsider overtog feltherren Scipio Africanus den Yngre hærledelsen og tog 146 f.Kr. Karthago med storm efter frygtelige kampe. På krav fra Senatet blev byen jævnet med jorden, og befolkningen deporteret. Krigen betød den endelige tilintetgørelse af fønikernes magt i Middelhavsområdet.