Trekantshandel

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Den klassiske model for trekantshandel i Atlanterhavet.
Trekantshandel med slaver, sukker og rom fra New England i stedet for Europa som det tredje hjørne.
Diagram der illustrerer stuvning af afrikanske slaver på det britisk slaveskib, Brookes.

Trekantshandel er et historisk term der bruges om handel mellem tre havne eller områder. Trekantshandel udvikles normalt når et område har eksportvarer, som ikke bruges i det område, hvor områdets primære import stammer fra. Trekantshandel er således en måde at få styret handelsbalancen på mellem flere områder, ved at skibene har last med under hele rejsen.

Historisk var ruterne for trekansthandel også skabt af den store indflydelse for vind- og havstrømme under sejlskibstiden. Eksempelvis var det langt nemmere for de primære handelsnationer i Vesteuropa først at sejle syd på ned til den 30. nordlige breddekreds, hvor man nåede passatvindene før man begyndte at sejle vestpå; således nåede man til Caribien, frem of at sejle direkt vestpå til fastlandet i Nordamerika. Når man sejler tilbage til Europa fra Nordamerika er det nemmeste at følge Golfstrømmen i nordøstlig retning ved brug af Vestenvindsbæltet. En lignende trekant, kaldet volta do mar, blev brugt af portugiserne til de Kanariske Øer og Azorerne, allerede før Christopher Columbus' rejse i 1492. Columbus udvidede således blot trekanten udad, og hans rute blev den primære vej, som europæerne brugt til at sejle til og fra Amerika, da man udnyttede vind- og havstrømme bedst muligt.

Trekantshandel er især berømt fra 1600- og 1700-tallet, hvo der blev deporteret store mængder slaver fra Afrika til Caribien, hvor de skulle arbejde i sukkerplantagerne.[1]

Slavehandel[redigér | redigér wikikode]

Der foregik et samarbejde mellem købmænd i Europa, i Afrika og på de Vestindiske øer. Europa eksporterede forskellige værdier ned til Afrika, ting som klæder, våben, brændevin og jern. Købmændene i Afrika betalte værdigenstandene med slaver. Slaverne blev så fragtet til de Vestindiske øer, hvor de blev solgt på auktion til højestbydende, hvorefter de blev sat til at arbejde på sukkerrørsplantager.[2] Slaverne blev ikke betragtet som mennesker, men derimod som ren arbejdskraft. Til sidst blev den udvundne sukkermasse fra plantagerne fragtet tilbage til Europa. Hele denne rejse tog et år til to, fordi det skulle passe med vinden og havets strømme.

Det bedst kendte trekantede handelssystem er den transatlantiske slavehandel, der eksisterede fra slutningen af ​​det 16. til begyndelsen af ​​det 19. århundrede, der transporteredes slaver, salgsafgrøder, og forarbejdede varer mellem Vestafrika, Caribien eller Amerika og Europa. [3] Brugen af ​​afrikanske slaver var grundlæggende for den voksende handel med afgrøder, som blev eksporteret til Europa. Europæiske varer, til gengæld blev brugt til at købe afrikanske slaver for, som derefter blev fragtet via søvejen fra Afrika til Amerika, det såkaldte Mellempassage [4]

Et klassisk eksempel er handel med melasse. Sukker (ofte i flydende form, melasse) fra Caribien blev handlet til Europa eller New England, hvor det efter gæring blev destilleret til rom. Overskuddet fra salget af sukker blev brugt til at købe færdigfremstillede varer, som derefter blev sendt til Vestafrika, hvor varerne blev byttes til slaver. Slaverne blev derefter bragt tilbage til Caribien for at blive solgt til sukkerplantageejerne. Overskuddet fra salget af slaverne blev derefter brugt til at købe mere sukker, som blev sendt til Europa, og cyklussen var sluttet. Turen selv tog fem til tolv uger.

Den første ben af trekanten var fra en europæisk havn til Afrika, hvor skibe fragtede leverancer til salg og handel, såsom kobber, tekstiler, nipsgenstande, slave perler, kanoner og ammunition. [5] Når skibet ankom, blev dets ladning solgt eller byttet med slaver. På det andet ben, gik rejsen via ​​Mellempassage fra Afrika til den nye verden. Mange slaver døde i de overfyldte lastrum. Når skibet nåede den nye verden, blev de overlevende slaver solgt i Caribien eller de amerikanske kolonier. Skibene blev derefter rengjort grundigt og fyldt med eksportvarer til det tredje ben, til deres hjemhavn.[6] Fra Vestindien var de vigtigste eksportvare sukker, rom og melasse.; fra Virginia, tobak og hamp. Skibene returnerede derefter til Europa for at afslutte trekanten.


De mindre handelsruter[redigér | redigér wikikode]

Den tidligere beskrevne handelsrute var nok den største og mest brugte af trekantsruterne, men der var også andre, der ikke involverede slaver. I én version eksporterede kolonierne i New England kød, korn og saltede fisk til De Vestindiske Øer, hvorfra man til gengæld modtog sukkermasse og krydderier, som kunne udveksles i Storbritannien med forarbejdede varer, fx uld- og jernprodukter. I en anden udgave blev der sejlet korn, majs, rom og saltede fisk fra den amerikanske østkyst til de sydeuropæiske markeder. Her hentede man vin til England og tog færdigvarer med tilbage til Amerika. [7] I løbet af den tid, denne handelsform stod på, regner man med, at der er blevet fragtet omkring 11 millioner slaver til Amerika og de Vestindiske øer.

Storbritannien havde kontrollen over det meste af den atlantiske havtrafik.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Calundan Larsen, Dostorp, Jonassen & Thiedecke ”Danskernes slaver. Kolonisation og slavehandel ca. 1650-1850” (Pantheon, 2003)
  • Carstensen, Frese, Mentz, Olsen & Olsen, ”Menneske. Samfund. Historie” (Gyldendal, 1988); Kapitel VII ”Kulturmøder” af Niels Steensgaard – pp. 196-223.
  • Grubb, Helles & Thomsen, ”Overblik – verdenshistorie i korte træk” (Gyldendal, 2005) ss. 102-111
  • Mikkelsen & Morgenstierne, ”Afrikas historie” (Gyldendal, 1999) ss. 21-26.
  • Schou, Lotte & Marianne Rostgaard, ”Kulturmøder i dansk kolonihistorie” (Gyldendal, 2010)
  • Svalesen, Leif ”Slaveskibet Fredensborg” (Hovedland, 1996)

Referencer[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]