Trekantshandel
Trekantshandel er navnet på et handelssamarbejde mellem tre parter. Det var især stort omkring det 17. og 18. århundrede. Det blev mest brugt til at sælge slaver fra Afrika til De Vestindiske øer[1], men der var mange forskellige versioner. I dag er det en handelsmetode, der inkluderer 3 parter.
Slavehandel
Der foregik et samarbejde mellem Europa, Afrika og de Vestindiske øer. Europa eksporterede forskellige værdier ned til Afrika, ting som klæder, våben, brændevin og jern. Afrika betalte værdigenstandene med slaver. Slaverne blev så fragtet til de Vestindiske øer, hvor de blev solgt på auktion til højestbydende, hvorefter de blev sat til at arbejde på sukkerrørsplantager.[2] Slaverne blev ikke betragtet som mennesker, men derimod som ren arbejdskraft. Til sidst blev den udvundne sukkermasse fra plantagerne fragtet tilbage til Europa. Hele denne rejse tog et år til to, fordi det skulle passe med vinden og havets strømme.
De mindre handelsruter
Den tidligere beskrevne handelsrute var nok den største og mest brugte af trekantsruterne, men der var også andre, der ikke involverede slaver. I én version eksporterede kolonierne i New England kød, korn og saltede fisk til De Vestindiske Øer, hvorfra man til gengæld modtog sukkermasse og krydderier, som kunne udveksles i Storbritannien med forarbejdede varer, fx uld- og jernprodukter. I en anden udgave blev der sejlet korn, majs, rom og saltede fisk fra den amerikanske østkyst til de sydeuropæiske markeder. Her hentede man vin til England og tog færdigvarer med tilbage til Amerika. [3] I løbet af den tid, denne handelsform stod på, regner man med, at der er blevet fragtet omkring 11 millioner slaver til Amerika og de Vestindiske øer.
Storbritannien havde kontrollen over det meste af den atlantiske havtrafik.
Kilder/Henvisninger
Wikimedia Commons har medier relateret til: |
|