Spring til indhold

Trekejserforbundet

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
De tre kejsere i Trekejserforbundet: Franz Joseph 1. (ø.tv.), Wilhelm 1. (n.tv.) og Aleksandr 2. (th.)

Trekejserforbundet (tysk: Dreikaiserbund, russisk: Союз трёх императоров (Sojuz trjokh imperatorov)) var en alliance mellem de tyske, russiske og østrig-ungarske kejserriger fra 1873 til 1887. Initiativ til grundlæggelsen af forbundet blev taget af Tysklands kansler Otto von Bismarck, der fra 1870 til 1890 havde taget det samlede ansvar for tysk udenrigspolitik. Bismarck frygtede, at en fjendtlig koalition af Østrig-Ungarn, Frankrig og Rusland ville kunne knuse Tyskland. Hvis to af dem allierede sig mod det netop samlede Tyskland, ville den tredje kunne tvinge Tyskland til uforholdsmæssigt store indrømmelser som betingelser for at alliere sig med det Tyske rige. Bismarcks løsningen var at alliere sig med to ud af de tre. Frankrig var Tysklands hovedfjende efter afslutningen af Den fransk-preussiske krig (1870-71), og alliancen blev derfor indgået i 1873 som en alliance mellem Tysklands og Østrig-Ungarns kejsere og Ruslands zar. Udover at isolere Frankrig og sikre Tyskland mod risikoen for en krig på flere fronter, havde forbundet til formål at opnå kontrol med Østeuropa og de urolige etniske grupper som bl.a. polakkerne samt at neutralisere rivaliseringen mellem Tysklands to naboer, Østrig-Ungarn og Rusland, der begge havde indflydelsessfærer på Balkan. Balkanlandene udgjorde et alvorligt problem, og Bismarcks løsning var at give Østrig-Ungarn overvægt i de vestlige områder og Rusland i de østlige områder.

Det første Trekejserforbund var i kraft fra 1873 til 1878. Et andet blev oprettet den 18. juni 1881 og varede i tre år. Det blev fornyet i 1884, men udløb i 1887. Begge alliancer ophørte på grund af fortsatte stærke interessekonflikter mellem Østrig-Ungarn og Rusland på Balkan. Den anden traktat bestemte, at der ikke måtte finde territoriale ændringer sted på Balkan uden forudgående aftale, og at Østrig kunne annektere Bosnien-Hercegovina, når det ønskede det; i tilfælde af krig mellem en part og en stormagt, der ikke var part i traktaten, skulle de to andre parter opretholde venlig neutralitet.

Bismarck formåede midlertidigt at bevare båndene til Rusland i genforsikringstraktaten fra 1887; men efter hans afskedigelse blev denne traktat ikke fornyet, og en fransk-russisk alliance udviklede sig i stedet.

Første aftale (1873)

[redigér | rediger kildetekst]
Gravering af Otto von Bismarck i 1873

Den første traktat blev indgået den 22. oktober 1873 mellem kejserne i Østrig-Ungarn, Rusland og Tyskland. Aftalen, der blev forhandlet på plads af Bismarck, søgte at genoplive Den Hellige Alliance fra 1815 og at fungere som et bolværk mod separatistiske og/eller politisk radikale bevægelser, som herskerne anså som bekymrende. Forinden havde Rusland og Østrig-Ungarn den 6. juni 1873 underskrevet Schönbrunn-konventionen.

Bismarck ledte ofte Forbundet i håndteringen af de udfordringer, der opstod for de tre riger. Hjørnestenen i hans politiske anskuelse var at opretholde magtbalancen og status quo mellem de involverede stater og Europa som helhed og at undgå krig. Trods den tyske sejr i den fransk-preussiske krig i 1870-1871 var Tyskland bevidst om omkostningerne ved krigen, og Tyskland var tilbageholdende med at direkte at modarbejde Frankrig, men søgte i stedet at begrænse Frankrigs magt og indflydelse.

Ifølge forbundet repræsenterede radikale socialistiske grupper som Første Internationale en af de andre væsentlige trusler mod regional stabilitet og dominans. Forbundet modarbejdede aktivt Første internationale og søgte at begrænse dennes indflydelse og udbredelse.[1]

Forbundet oplevede også krise i Østeuropa, hvor bulgarske uroligheder fremkaldte voldelige reaktioner fra de osmanniske styrker dér, som til gengæld mødte rædsel fra observatørstaterne. Beretningen om oprøret fra en englænder, Sir Edwin Pears, beskriver de grusomme grusomheder og afslører britisk overraskelse over deres omfang.

Første opløsning (1878)

[redigér | rediger kildetekst]

Forbundet blev oprindeligt opløst i 1878 som følge af territoriale stridigheder på Balkan, idet Østrig-Ungarn frygtede, at russisk støtte til Serbien i sidste ende kunne opildne irredentistiske lidenskaber i den slaviske befolkning. Russiske myndigheder frygtede ligeledes oprør, hvis en panslavistisk bevægelse fik for meget magt.[2]

Forbundets første afslutning i 1879 banede vejen for den defensive dobbeltalliance mellem Østrig-Ungarn og Tyskland for at imødegå potentiel russisk aggression. I 1882 blev Italien inkluderet i en anden aftale, Tripelalliancen, men Tripelalliancen erstattede aldrig dobbeltalliancen, som forblev i kraft. [3]

Genoplivning (1881–1887)

[redigér | rediger kildetekst]
Alexander 3., Franz Josef og Wilhelm I i Skierniewice i 1884.

Efter Ruslands militære sejr i den russisk-tyrkiske krig (1877-78) og befrielsen af Rumænien, Bulgarien, Serbien og Montenegro fra Osmannerriget, havde Rusland måtte give efter for pres fra de europæiske stormagter (særlig Storbritannien) og acceptere vilkårene i Berlin-traktaten (1878), der på en række punkter neutraliserede San Stafano-fredsaftalen, som Rusland havde indgået med det besejrede Osmannerrige. Rusland var forbitret over vilkårene efter Berlinerkongressen, men Bismarck var dog bevidst om Ruslands fortsatte nøglerolle i europæisk diplomati og i balkanspørgsmålet førte til dannelsen af et nyt Trekejserforbund den 18. juni 1881. Traktaten blev indgået for tre år og blev i 1884 fornyet i Skierniewice med yderligere tre år. Spørgsmålet om Bulgariens stilling på Balkan samt den kortvarige krig mellem Serbien og Bulgarien i november 1885, hvor Østrig-Ungarn og Rusland støttede hver sin part i konflikten, udstillede de modstridende interesser mellem Østrig-Ungarn og Rusland og traktaten blev ikke fornyet ved udløbet i 1887. For at bevare en fælles forståelse med Rusland underskrev Tyskland en gensidig genforsikringstraktat i 1887.

Traktaterne fra 1881 og 1884 indebar bl.a., at Rusland ikke kunne anvende sin Sortehavsflåde uden for Sortehavet, idet Bosporusstræderne blev lukket for udenlandske krigsskibe. Rusland var utilfreds med disse begrænsninger.[4]

  1. ↑ Henig, Ruth Beatrice (2002). The Origins of the First World War. Routledge. s. 3. ISBN 0-415-26185-6.
  2. ↑ Gildea 2003, p. 240.
  3. ↑ "GHDI - Document".
  4. ↑ Langer, William L. (januar 1929). "Russia, the Straits Question, and the European Powers, 1904-8". The English Historical Review. 44 (173): 59-85. doi:10.1093/ehr/XLIV.CLXXIII.59. JSTOR 552495.
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Trekejserforbundet&oldid=12129689"