Tro

Mosaik fra St. John's Anglican Church, Ashfield, New South Wales, der afbilleder den personifiseringen af Tro (t.v.) og Håb (t.h.).

Tro er en mere eller mindre aktiv overbevisning om sandheden af et udsagn eller en præmis er korrekt uden at have vished. Termen anvendes på dansk som et udtryk for enten overbevisning eller tillid. Ordet kan forkomne både som et udsagnsord ('at tro'), som et navneord ('en tro') og som tillægsord ('at være tro'). Derudover findes det som sammensatte ord Troende, Trofast, Tiltro eller Overtro. Tro kan bruges til at udtrykke tillid (at tro på en person), udtrykke en antagelse (Jeg tror personen mente...) eller en overbevisning (at tro på noget overnaturligt)

Tro eller viden

Tro eller viden er 2 forskelige måder at opnå indsigt i eller opfattelse af et givent emne. Det kan være så forskellige emner som hvad der sker når man dør, om jorden er flad eller rund, til koncepter som held og uheld. Viden er almindeligvis tros modsætning, selv om mange vil postulere at deres tro er et udtryk for viden.

• Viden er baseret på empiri, kan således kun opnås gennem observationer, som er altid uafhængig af observatøren.
• Tro er baseret på personlig overbevisning af et udsang, det kunne være korrektheden af en religiøs tekst, eller om man er heldig eller uheldig.
  I Det Nye Testamente defineres tro således: "Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses" (Hebræerbrevet, kap. 11 v. 1).
• Overtro bruges om tro som man ikke selv tror på, oftest ældre overbevisninger der er blevet udskiftet med nyere opfattelser eller helt afskaffet. Bruges også om mindre overbevisninger som ikke er tilknyttet et specifikt system, som at specifikke genstande giver held eller uheld, eller eksistensen af overnaturlige væsener, f.eks. nisser eller julemanden.

Religiøs tro

Læs også: Religion

Et mere eller mindre fast organiseret tros system, gerne baseret på en fælles kulturel- eller verdens opfattelse. Disse systemer kan opdeles i stadigt mere specifikke grupper, og undergrupper.

Teistisk tro med en eller flere guder, der er hævet over naturen og blander sig i verden, f.eks. ved at svare på bøn, lave tordenvejr eller andre natur fænomener, 2 varianter er deisme og panteisme begge kendetegnet ved enten ingen eller minimal indblanding. Teistisk tro opnås typisk gennem hellige tekster Se|liste (Engelsk) som indeholder den pågældende religions lærdom, alternativt kan hellig lærdom opnås gennem gnosticisme. Det er meget almindeligt at en nation eller et samfund, favorisere en bestemt trosretning eller religion, enten gennem lovgivning eller gør den til stats religion, som f.eks. den danske folkekirke.

En stor religiøs gruppe kaldes ecclesia, en undergruppe af en ecclesia kaldes en denomination, og en udbryder gruppe kaldes en sekt, en gruppe der samles omkring en karismatisk leder kaldes en kult. Disse opdelinger er dog meget uklare, og der kan være stor uenighed hvor når en tro tilhøre det ene eller det andet.

Tilbedelsen af én gud kaldes monoteisme og flere guder polyteisme. Følger man den officielle version af en tro er man ortodoks, har man en alternativ version er man heterodoks og har man en forkert tro er man xenodoks.

Modsat står ateisme som er afvisning af teistisk tro

Ikke teistisk tro er religiøse systemer uden guder, bedst kendte eksempler er Buddhisme, Taoisme og forfædredyrkelse. Til ikke teistisk tro høre også :

• Tilbedelse af kendiser / berømtheder levende og afdøde, f.eks. Elvis Presley, eller de såkaldte Cargokult.
• Natur baseret trossystemer : Wicca, Shamanisme og Druidiske tro
• Troldoms baseret trossystemer : Nekromantik, og Voodoo
• Pseudovidenskabelig tro : Astrologi, Numerologi og Homøopati
• Traditions baseret trossystemer : Nisser og Julemanden

Intellektuel tro

Religionshistorikeren Mircea Eliade hævdede i en artikel fra 1953 at der ikke er nogen klar skillelinje imellem religiøs og intellektuel tro, og at fx kommunismen og nazismen har opbygget myter af samme art som de religiøse myter. Sociologen Durkheim mente tilsvarende at det religiøse ikke kan adskilles fra de aktiviteter af kunstnerisk, videnskabelig eller humanistisk art som giver den konkret eksistens.

Den mest udbredte moderne tro er troen på et absolut fremskridt. For religionshistorien er det absolutte fremskridt en videreudvikling af gudsbegrebet. Fremskridtstroen indebærer et håb om lykkelige samfund, når de tekniske og humanistiske forudsætninger gør harmonien mulig. Socialisme og kommunisme er eksempler på ideologier med stor fremskridtstro. Kapitalisme og liberalisme har mere rationelle holdninger til de sociale spørgsmål. De stiler mod at tilpasse vort samfund til den nye tekniske virkelighed. Det enkelte menneskes lykke er deres forhåbning og mål, hele samfundets lykke tror de mindre på.

Troen på et absolut fremskridt er imidlertid i disse år ved at skifte polaritet og blive til frygt for en teknisk-videnskabelig katastrofe. Derfor er der fornyet interesse både for de gamle åbenbaringsreligioner og for en mere humanistisk opfattelse af fremskridtet.

Betydning for individet

Troen kan være enten dogmatisk, eller i stadig bevægelse. Alt efter opfattelse er tro en dyd eller en karakterbrist.

For mange er deres tro en meget central del af deres selv forståelse, og kritik eller afvisning af deres tro vil ofte blive opfattet som en kritik eller afvisning af personen selv.

Betydning for samfundet

At enkeltindividet arbejder på at overbevise sine nærmeste om sin tros berettigelse, rigtighed og betydning, kan fører til at menneskene grupperer sig efter tro i stammer, samfund og stater. Tro har til alle tider været et effektivt redskab til at opnår politisk indflydelse.

Religion betragtes af jævne folk som sandt,
af de vise som falsk,
og magthavere som nyttig.
Lucius Annaeus Seneca

Se også

• Ateisme
• Religion
• Videnskab