Trolleybus

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Københavnsk trolleybus (KS 101)
NESA trolleybus nr 34 på Danmarks tekniske museum
(Linie 27, Klampenborg)
Trolleybus i Landskrona
Trolleybus i Gdynia.

En trolleybus er en bus drevet af elektricitet, tilført via køreledninger.

Teknik[redigér | redigér wikikode]

Trolleybusser (sporløse baner med luftledning) er elektrisk drevne omnibusser med strømtilførsel ved luftledning. Da man ikke, således som ved elektriske sporvejs- og baneanlæg, har skinnerne til at føre strømmen tilbage til elektricitetsværket, må der benyttes to strømaftagere (kontaktstænger) pr. vogn. Såfremt kørsel i begge retninger skal foregå uhindret, skal der selvfølgelig være 4 køretråde over vejen. Hvor driftshyppigheden ikke er ret stor, kan man nøjes med to køretråde, idet den ene vogn da må holde ud til siden, mens den anden passerer. For at opnå at vognene kan vige tilstrækkeligt til siden, er strømaftagerrullerne som regel anbragt drejelige om en lodret tap på hver sin kontaktstang, hvis drejestel, der er anbragt på vogntoget, i øvrigt er konstrueret således, at der kan viges 4—5 m ud fra køretråden uden fare for, at rullerne springer af.[1]

Der anvendes i reglen samme driftsspænding (500—600 Volt) som ved sporvejsanlæg, blandt andet under hensyn til, at trolleybusser ofte bliver drevet i forbindelse med sådanne anlæg. Hvor trolleybussen skal køre på sporvejsstrækninger — fx. ved kørsel til en remise — er det ikke nødvendigt at ophænge en særlig køretråd til returstrømmen, idet denne vil kunne føres gennem sporet ved hjælp af et særligt kontaktstykke, der slæbes efter vognen i den ene skinne. Selve vognenes elektriske udrustning adskiller sig principielt ikke fra elektriske sporvognes. De kan lige som disse forsynes med elektriske bremser (motorbremsning), vakuum- eller trykluftbremser samt håndbremser. Hjulene forsynes med gummiringe.[1]

Trolleybusser har navnlig deres berettigelse på strækninger, hvor bebyggelsen ikke er så tæt, at en sporvej kan forrente sig; man kan rent skønsmæssigt regne med, at med en driftsintensitet på 10-20 minutter er trolleybusser velegnede.[1] Trolleybusser kan ikke overbelastes i den grad, som en sporvogn kan, og er derfor ikke så elastisk til drift med spidsbelastninger; den kan dog indrettes til bivognsdrift med 1 bivogn.[2]

Gadeforhold[redigér | redigér wikikode]

Trolleybusser er ikke bundet til et spor på samme måde som sporvogne, og er derfor lidt mere smidige; hvis kørebanebredden ikke overstiger 12—13 m, kan den optage og afsætte passagerer direkte fra fortovet; den anvendes da også i nogle tilfælde i snævre gader med stærk trafik, hvor der er dårlig plads til at fremføre en sporvej.[2]

Omkostningsforhold[redigér | redigér wikikode]

I forhold til benzindrevne busser kræver trolleybusser en større anlægskapital, men er sædvanlig betydelig billigere i drift; dette sidste er noget afhængig af prisforskellen mellem benzin og elektricitet. Trolleybusser er bedre i stand til at overvinde stærke stigninger end benzin-bussen.[2]

Start- og stoppeegenskaber[redigér | redigér wikikode]

Trolleybusser har en meget hurtig igangsætning, bremser på kort strækning og er i det hele taget lette at betjene; som følge heraf egner de sig godt til enmandsbetjening.[2]

Historie[redigér | redigér wikikode]

Electromote in Berlin, 1882

Trolleybussen startede som forsøg i England i slutningen af 1800-tallet. Allerede i begyndelsen af 1900-tallet var tanken om trolleybusser fremme, men vejbefæstelsen var næsten overalt så dårlig, at skinnerne med deres ringe friktion frembød store fordele, og ret naturligt blev elektriske baner på skinner — sporveje — det almindelige. En række sporløse elektriske baner, der blev sat i drift i begyndelsen af 1900-tallet, navnlig i Østrig, måtte nedlægges, fordi vejbefæstelsen ikke kunne holde. Senere forandrede forholdene sig; af hensyn til automobiltrafikken krævedes veje med glat og fast overflade, og i sådanne veje var skinner til stor gene, dels fordi det næsten er umuligt at forhindre vandnedsivning langs skinnen, dels fordi skinneoverfladen har en anden friktionskoefficient i fedtet føre end den øvrige overflade. Dette forhold medvirkede til, at trolleybussen, navnlig efter 1. verdenskrig fik en større udbredelse, i visse tilfælde valgte man i stedet for at udskifte et opslidt spor, at tage dette op og anvende overledningerne til trolleybussen. Det var navnlig i England og USA, at trolleybusser fik stor udbredelse, men også på det europæiske fastland, navnlig i Frankrig og Italien, kom en række linier i drift.[2]

Danmark[redigér | redigér wikikode]

I Danmark kom trolleybussen som forsøg i 1907.

Som permanent driftsform indførtes den hos Nesa i Gentofte i 1927 på den senere linje 25. Nettet udbyggedes efterhånden, så også Lyngby og Søborg dækkedes. Fra 1938 havde man desuden samdrift med Københavns Sporveje på linje 12 (fra 1945 23) og 24 ad Lyngbyvej til Nørreport Station. KS havde selv planer om flere trolleybuslinjer, men de blev aldrig ført ud i livet. NESA valgte derimod at udbygge sit net, og i 1953 erstattede man sine sporvogne med trolleybusser. Man drev da de to linjer 26 og 27 selv og 23 og 24 i samarbejde med KS. De to sidstnnævnte linjer blev imidlertid erstattet med dieselbusser i 1963. NESA selv sagde farvel til sin sidste trolleybus i 1971, da linje 27, som den sidste, blev omstillet til dieselbusdrift. Den kan i dag ses på Danmarks Tekniske Museum i Helsingør.

Også Odense fik trolleybusser. Det skete i 1939, da sporvejslinjen Skibhuslinjen blev omstillet til trolleybusdrift. I 1952 indgik linjen i det nye trafikselskab Odense Bytrafik. Den fik da linjenummer 1, og blev samtidig forlænget. Allerede i 1959 tog dieselbusser imidlertid over.

Fra 1993 og nogle år frem forsøgte HT i København sig med duobusser (kombinerede trolley- og dieselbusser), men der var for mange tekniske problemer, så det blev opgivet. Heller ikke i udlandet synes duobusser at have været nogen videre succes.

Trolleybusser i dag[redigér | redigér wikikode]

Derimod findes der stadig traditionelle trolleybusser i en række udenlandske byer. Nævnes kan bl.a.a. Bergen, Landskrona, Esslingen, Bern, Zürich, Linz, Gdynia og Tallinn.

Noter[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]