Tronprætendent
En tronprætendent er en person, der gør krav på en trone, der er afskaffet eller besat af en anden. Udtrykket bruges både om personer, hvis krav er retmæssige, og om personer, der mere eller mindre åbenlyst mangler et sådant retmæssigt krav.
Prætendenter til den danske trone
I Danmarks historie har der været flere tronprætendenter, men primært de første år efter samlingen af riget. Eksemplerne omfatter:
- Svend Estridsen: Svend var søn af Svend Tveskægs datter Estrid, og da alle sønner af Svend Tveskægs søn Knud den Hellige var død (den sidste, Hardeknud, døde i 1042), gjorde Svend Estridsen krav på tronen. Den norske konge, Magnus den Gode, vandt dog magtkampen og indsatte Svend som jarl i Danmark. På sit dødsleje i 1047 overdrog Magnus den danske trone til Svend, der dermed nåede sit mål.
- Junker Otto: Otto var næstældste søn af Christoffer 2., og han var junker af Lolland-Falster og Estland. Christoffer var oprindeligt konge med sin ældste søn Erik, der dog døde før sin far. Da Christoffer døde i 1332 efterstræbte Otto uden held tronen, der efter et interregnum på otte år imidlertid gik til hans lillebror Valdemar Atterdag.
- Albrecht 4. af Mecklenburg og Oluf 2.: Da Valdemar Atterdag døde i 1375, havde han ingen overlevende sønner. Han havde lovet Albrecht af Mecklenburg, at dennes søn Albrecht 4. skulle overtage tronen, men dette var ikke populært i Danmark, hvorfor den blot 6-årige Oluf blev kronet med sin mor Margrete 1. som formynder efter et års tomrum.
- Albrecht 7. af Mecklenburg: Under grevens fejde efter Christian 2.'s afsættelse gjorde Albrecht krav på den danske trone på grund af sit tilhørsforhold til den mecklenburgske slægt. Han fik imidlertid ikke held med sit forehavende, idet den jyske adel stod stærkest og fik gennemtrumfet indsættelsen af deres kandidat, Christian 3.