Tropper og ledende officerer ved Gettysburg

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning

Troppestyrkerne i Slaget ved Gettysburg ( 1. til 3. juli 1863 ) var store, og det samme var tabene.

Slaget ved Gettysburg.

Da nordstaterne og sydstaternes hære kom i kamp ved Gettysburg i Adams County i Pennsylvania udviklede det sig til et af borgerkrigens blodigste slag. Mere end 165.000 mand deltog i slaget og efter de tre dage, slaget varede, var omkring 45.000 døde, sårede eller forsvundne/taget til fange. Nogle kilder har tallet så højt som 51.000, men de fleste ligger omkring 45.000, hvoraf omkring 8-10.000 blev dræbt. Når tallet varierer, skyldes det normalt usikkerhed om, hvor mange savnede, der var på sydstaternes side. Her mener nogle kilder, at tallet kan være helt op til 6-7.000 større end de officielle tal. Ud over tab af menneskeliv, mistede også over 3.000 heste og muldyr livet under slaget.

Forhistorien[redigér | redigér wikikode]

Troppebevægelserne forud for slaget.

Nordstaterne havde gennem hele begyndelsen af krigen haft problemer med ledelsen af deres Army of the Potomac. Dennne hærstyrke, var nordstaternes hovedstyrke på den østlige krigsskueplads. Den første chef, generalmajor George B. McClellan mistede præsident Abraham Lincolns tillid og fik frataget kommandoen efter Slaget ved Antietam i september 1862. Allerede i juni samme år havde generalmajor John Pope overtaget en del af styrkerne i sin Army of Virginia, men disse blev senere tilbageført til hovedstyrken, og i november blev McClelland så endeligt afløst af generalmajor Ambrose Burnside. Denne fik dog kun ca. 2 måneder på posten, da Lincoln fratog ham kommandoen efter nederlaget i Slaget ved Fredericksburg i december 1862. Burnsides afløser fik også kun kort tid på posten. Generalmajor Joseph "Fighting Joe" Hooker havde kommandoen fra januar 1863 til juni 1863, hvor han frivilligt trak sig tilbage fra sin sin kommando, ikke mindst på baggrund af nederlaget til Robert E. Lees talmæssigt underlegne tropper i Slaget ved Chancellorsville i begyndelsen maj 1863. Præsident Lincoln ønskede en general, som ville tage imod ordrer fra præsidenten, hvilket de tidligere generaler havde haft svært ved. I første omgang spurgte han generalmajor John F. Reynolds, der blev anset for at være en af nordstaternes bedste generaler, men Reynolds stillede den betingelse, at han ville have den fulde kommando uden indblanding fra politisk hold, og det kunne præsidenten ikke acceptere. I stedet udpegede Lincoln Reynolds tidligere underordnede, generalmajor George G. Meade, som derfor var leder af hæren under slaget ved Gettysburg. Meade bevarede ledelsen af Army of the Potomac resten af borgerkrigen, selv om han senere blev underlagt Generalløjtnant Ulysses S. Grant, da denne blev udnævnt til øverstkommanderende for nordstaternes samlede styrker i 1864.

Også sydstaternes hær havde deres problemer med ledelsen af hæren før og under slaget ved Gettysburg, om end det ikke var på højeste niveau, hvor Robert E. Lee, med stor succes havde kommanderet Army of Northern Virginia, som var sydstaterne hovedstyrke siden juni 1862, hvor han i praksis afløste general Joseph E. Johnston, der blev såret i Slaget ved Seven Pines. Efter sejren i slaget ved Chancellorsville i begyndelsen af maj 1863, mente Lee, at han med fordel ville kunne foretage en invasion i nordstaterne, og han sendte hele sin hær nordpå. Generalløjtnant Thomas J. Jackson, der havde ledet sydstaternes 2. Armekorps, blev såret ved Chancellorsville og døde kort efter, og Lee benyttede anledningen til at reorganisere hæren i tre armékorps i stedet for de tidligere to, og det betød, at han udnævnte to nye korpskommandanter. Generalløjtnant Richard S. Ewell overtog Jacksons 2. Armékorps, og Generalløjtnant A. P. Hill blev udnævnt til chef for det nye 3. Armékorps. Generalløjtnant James Longstreet bevarede kommandoen over 1. Armékorps.

Det var således to hære med forholdsvis nye ledere, der mødtes ved Gettysburg den 1. juli 1863.

Hærenes struktur var meget ens, hvilket ikke var så mærkeligt. Sydstaternes præsident Jefferson Davis, var oprindeligt uddannet på militærakademiet West Point, og havde fungeret som krigsminister i USAs regering i perioden 1853 til 1857. Også mange officerer i sydstatshæren havde fået deres uddannelse på West Point. Faktisk havde sydstatshæren flere West Point officerer end nordstatshæren havde.

De enkelte delstater opstillede nummererede regimenter á ca. 1.000 mand. Folk tegnede kontrakter på tre måneder i starten af krigen, senere blev det for et år og tre år. Når kontrakterne ophørte blev regimentet opløst og soldaterne fik en bonus på op til 30 måneders løn. De kunne bagefter melde sig som soldater hvis et nyt regiment blev opstillet. Tab i regimenterne blev normalt ikke erstattet af nye folk, regimentets kampevne blev blot nedjusteret.

Army of the Potomac[redigér | redigér wikikode]

George G. Meade. Øverstkommanderende for Army of the Potomac.

Nordstatshæren, der deltog i slaget, bestod af omkring 93.000 mand; infanteri og artilleri og kavaleri. Heraf var ca. 76.000 infanterister, 6.500 artillerister med godt 300 kanoner og ca. 10.500 beredne tropper, hvoraf omkring 500 bemandede beredent artilleri og ca. 10.000 var kavalerister.

Hæren var organiseret i 7 infanterikorps samt et kavalerikorps. Artilleriet indgik i såvel infanteri- som kavalerikorps.

  • Hvert korps bestod af mellem 10.000 og 17.000 mand, organiseret i 2 til 4 divisioner.
  • Hver division var opdelt i 2 – 4 brigader.
  • Hver brigade bestod af 4-7 regimenter.

Herudover var der en artillerireserve bestående af 21 batterier med tilsammen omkring 80 kanoner. I alt bestod nordstatshæren af 22 divisioner med tilsammen 59 brigader. Nedenstående skema viser Army of the Potomacs organisation og de ledende officerer.

Hærens organisation[redigér | redigér wikikode]

Øverstkommanderende generalmajor George G. Meade.

Unionshæren
Korps Division Brigade
I Corps
generalmajor
John F. Reynolds
1. Division
brigadegeneral
James S. Wadsworth
1. Brigade "Iron Brigade", brigadegeneral Solomon Meredith
2. Brigade, brigadegeneral Lysander Cutler
2. Division
brigadegeneral
John C. Robinson
1. Brigade, brigadegeneral Gabriel R. Paul
2. Brigade, brigadegeneral Henry Baxter
3. Division
generalmajor
Abner Doubleday
1. Brigade, brigadegeneral Thomas A. Rowley
2. Brigade, oberst Roy Stone
3. Brigade, brigadegeneral George J. Stannard
Artilleribrigade, oberst Charles S. Wainwright
II Corps
generalmajor
Winfield Scott Hancock
1. Division
brigadegeneral
John C. Caldwell
1. Brigade, oberst Edward Cross
2. Brigade, oberst Patrick Kelly
3. Brigade, brigadegeneral Samuel K. Zook
4. Brigade, oberst John Brooke
2. Division
brigadegeneral
John Gibbon
1. Brigade, brigadegeneral William Harrow
2. Brigade, brigadegeneral Alexander S. Webb
3. Brigade, oberst Norman Hall
3. Division
Brigadegeneral
Alexander Hays
1. Brigade, oberst Samuel Caroll
2. Brigade, oberst Thomas Smyth
3. Brigade, oberst George Willard
Artilleribrigade, kaptajn John Hazard
III Corps
generalmajor
Daniel E. Sickles
1. Division
generalmajor
David B. Birney
1. Brigade, brigadegeneral Charles K. Graham
2. Brigade, brigadegeneral John H. Hobarth Ward
3. Brigade, oberst Régis de Trobriand
2. Division
brigadegeneral
Andrew A. Humphreys
1. Brigade, brigadegeneral Joseph B. Carr
2. Brigade "Excelsior Brigade", oberst William Brewster
3. Brigade, Oberst George Burling
Artilleribrigade, kaptajn George Randolph
V Corps
generalmajor
George Sykes
1. Division
brigadegeneral
James Barnes
1. Brigade, oberst William Tilton
2. Brigade, oberst Jacob Schweitzer
3. Brigade, oberst Strong Vincent [1]
2. Division
brigadegeneral
Romeyn B. Ayres
1. Brigade, oberst Hannibal Day
2. Brigade, oberst Sidney Burbank
3. Brigade, brigadegeneral Stephen H. Weed
3. Division
brigadegeneral
Samuel W. Crawford
1. Brigade, oberst William McCandles
2. Brigade, Var fritaget for tjeneste
3. Brigade, oberst "Joseph Fisher"
Artilleribrigade, kaptajn Augustus Martin
VI Corps
generalmajor
John Sedgwick
1. Division
brigadegeneral
Horatio G. Wright
1. Brigade "Jersey Brigade", brigadegeneral Alfred T. A. Torbert [2]
2. Brigade, brigadegeneral Joseph J. Bartlett
3. Brigade, brigadegeneral David A. Russell
2. Division
brigadegeneral
Albion P. Howe
2. Brigade, "Vermont", oberst Lewis Grant [3]
3. Brigade, brigadegeneral Thomas H. Neill
3. Division
generalmajor
John Newton
1. Brigade, brigadegeneral Alexander Shaler
2. Brigade, oberst Henry Eustis
3. Brigade, brigadegeneral Frank Wheaton
Artilleribrigade, oberst Charles Tompkins
XI Corps
generalmajor
Oliver O. Howard
1. Division
brigadegeneral
Francis C. Barlow
1. Brigade oberst Leopold von Gilsa
2. Brigade, brigadegeneral Adelbert Ames
2. Division
brigadegeneral
Baron Adolph von Steinwehr
1. Brigade, oberst Charles Coster
2. Brigade, oberst Orland Smith
3. Division
generalmajor
Carl Schurz
1. Brigade, brigadegeneral Alexander Schimmelfennig
2. Brigade, oberst Wladimir Kryzanowski
Artilleribrigade, Major Thomas Osborn
XII Corps
generalmajor
Henry W. Slocum
1. Division
brigadegeneral
Alpheus S. Williams
1. Brigade oberst Archibald McDougall
2. Brigade, brigadegeneral Henry H. Lockwood
3. Brigade, brigadegeneral Thomas H. Ruger
2. Division
brigadegeneral
John W. Geary
1. Brigade, oberst Charles Candy
2. Brigade, brigadegeneral Thomas L. Kane
3. Brigade, brigadegeneral George S. Greene
Artilleribrigade, løjtnant Edward Muhlenberg
Cavalry Corps
generalmajor
Alfred Pleasonton
1. Division
brigadegeneral
John Buford
1. Brigade oberst William Gamble
2. Brigade, oberst Thomas Devin
Reservebrigade, brigadegeneral Wesley Merrit
2. Division
brigadegeneral
David McM. Gregg
1. Brigade, oberst John McIntosh
2. Brigade, (Fritaget for tjeneste)
3. Brigade, oberst Irvin Gregg
3. Division
brigadegeneral
Hugh J. Kilpatrick
1. Brigade, brigadegeneral Elon J. Farnsworth
2. Brigade, George Armstrong Custer
beredent artilleri[4] 1. Brigade, kaptajn James Robertson
2. Brigade, kaptajn John Tidball
Artillerireserve
brigadegeneral
Robert O. Tyler
[5] 1. Regulære Brigade kaptajn Dunbar Ransom
1. Frivillige Brigade oberstløjtnant Freeman McGilvery
2. Frivillige Brigade kaptajn Elijah Taft
3. Frivillige Brigade kaptajn James Huntington
4. Frivillige Brigade kaptajn Robert Fitzhugh

De anførte officerer er dem, som ledede de pågældende enheder ved slagets begyndelse, og gradsbetegnelsen er ligeledes den de havde ved slaget begyndelse.

Øvrige generaler[redigér | redigér wikikode]

Ud over de nævnte kommandoførende officerer, talte nordstatshæren yderligere et antal officerer med generalsrang:

En lang række af de officerer, der i øvrigt deltog i slaget, blev senere udnævnt til generalsrang. Blandt de, der er nævnt ovenfor drejer det sig om:

Generaler, der blev dræbt under slaget[redigér | redigér wikikode]

Under slaget mistede nordstatshæren fire genereraler, mens en række blev sårede. De dræbte var

Army of Northern Virginia[redigér | redigér wikikode]

Robert E. Lee. Øverstkommanderende for Army of Northern Virginia.

Sydstatshæren var en del mindre end nordstatshæren, og den var organiseret i færre men større enheder. Hæren bestod af ca. 72.000 mand (tallene afviger fra omkring 70.000 til ca. 73.000 i de forskellige kilder). Også sydstatshæren bestod af infanteri (ca. 60.000 mand), artilleri (ca. 5.300 mand. Antallet af kanoner er noget usikkert, men forskellige kilder angiver mellem 200 og 250) og kavaleri (ca. 6.000 mand, hvoraf ca. 450 bemandede hestetrukket artilleri).

Sydstatshæren var organiseret i 3 armékorps, hver med 3 divisioner, som hver bestod af fra 3-5 brigader. Herudover en kavaleridivision bestående af fire brigader. Også Army of Northern Virginia havde en artillerireserve, men denne var underlagt de enkelte korps, og er talt med i de ovenstående tal. I modsætning til nordstatshæren havde sydstatshærens mellemenheder (divisioner og brigader) ikke noget nummer, men blev typisk opkaldt efter deres kommanderende officer. Korps og regimenter havde derimod numre i lighed med tilfældet i nordstaternes hær.

Hærens organisation[redigér | redigér wikikode]

Sydstaternes hær var organiseret således:

Øverstkommanderende General Robert E. Lee.

Korps Division Brigade
I Korps
Generalløjtnant
James Longstreet
Hood's Division
Generalmajor
John Bell Hood
Law's Brigade, Brigadegeneral Evander M. Law
Robertson's Brigade, Brigadegenral Jerome Bonaparte Robertson
Anderson's Brigade, Brigadegeneral George T. Anderson
Bennings Brigade, Brigadegeneral Henry Benning
Henry's Artilleribataljon, Major Mathis Henry
McLaws' Division
Generalmajor
Lafayette McLaws
Kershaw's Brigade, Brigadegeneral Joseph B.Kershaw
Barksdale's Brigade, Brigadegeneral William Barksdale
Semmes' Brigade, Brigadegeneral Paul J. Semmes
Wofford's Brigade, Brigadegeneral William T. Wofford
Cabell's Artilleribataljon, Oberst Henry Cabell
Pickett's Division
Generalmajor
George E. Pickett[6]
Kemper's Brigade, Generalmajor James L. Kemper
Armisteads Brigade, Brigadegeneral Lewis A. Armistead
Garnett's Brigade, Brigadegeneral Richard B. Garnett
Dearing's Artilleribataljon, Major James Dearing
Alexander's Artilleri Bataljon, Oberst Edward Porter Alexander
Eshleman's Artilleribataljon, Major Benjamin Eshleman
II korps
Generalløjtnant
Richard S. Ewell
Johnson's Division
Generalmajor
Edward Johnson
Steuart's Brigade, Brigadegeneral George Steuart
William's Brigade, Oberst Jesse Williams
Stonewall Brigade[7], Brigadegeneral James A.Walker.[8]
Jones' Brigade, Brigadegeneral John M. Jones
Latimer's Artilleribataljon, Major James Latimer
Early's Division
Generalmajor
Jubal A. Early
Gordon's Brigade, Brigadegeneral John Gordon
Avery's Brigade, Oberst Isac Avery
Hay's Brigade, Brigadegeneral Harry T. Hays
Smith's Brigade, Brigadegeneral William Smith
Jones' Artilleribataljon, Oberstløjtnant Hilary Jones
Rodes' Division
Generalmajor
Robert E. Rodes
Daniels' Brigade, Brigadegeneral Junius Daniel
Iverson's Brigade, Brigadegeneral Alfred Iverson
O'Neal's Brigade, Oberst Edward A. O'Neal.[9]
Doles' Brigade, Brigadegeneral George P. Doles
Ramseur's Brigade, Brigadegeneral Stephen Dodson Ramseur
Carter's Artilleribataljon, Oberstløjtnant Thomas Carter
III Korps
Generalløjtnant
A.P. Hill
Heth's Division
Generalmajor
Henry Heth
Pettigrew's Brigade, Brigadegeneral J. Johnston Pettigrew
Davis' Brigade, Brigadegeneral Joseph R. Davis[10]
Brockenbrough's Brigade, Oberst John M. Brockenbrough
Archer's Brigade, Brigadegeneral James J. Archer
Garnett's Artilleribataljon, Oberstløjtnant John Garnett
Pender's Division
Generalmajor
William Dorsey Pender
Perrin's Brigade, Oberst Abner Perrin
Lane's Brigade, Brigadegeneral James H. Lane
Scales' Brigade, Brigadegeneral Alfred M. Scales
Thomas' Brigade, Brigadegeneral Edward L. Thomas
Pogue's Artilleribataljon, Major William Pogue
Anderson's Division
Generalmajor
Richard H. Anderson
Wilcox' Brigade, Brigadegeneral Cadmus M. Wilcox
Mahone's Brigade, Brigadegeneral William Mahone
Perry's Brigade, Brigadegeneral Edward A. Perry
Posey's Brigade, Brigadegeneral Carnot Posey
Wright's Brigade, Brigadegeneral Ambrose R. Wright
Lane's Artilleribataljon, Major John Lane
[11] Kavaleridivision
Generalmajor
J.E.B. Stuart
Hamptons Brigade[12], Brigadegeneral Wade Hampton III
Lee's Brigade, Brigadegeneral Fitzhugh Lee.[13]
Chambliss' Brigade, Oberst John Chambliss
Jenkins' Brigade, Brigadegeneral Albert G. Jenkins
Hestetrukket artilleri, Major Robert Beckham

De anførte officerer er de, som ledede de pågældende enheder ved slagets begyndelse, og det samme gælder de anførte grader.

Øvrige generaler[redigér | redigér wikikode]

Også sydstatshæren havde nogle generaler, der ikke førte selvstændig kommando under slaget.

En del sydstatsofficerer, der deltog i slaget, blev senere udnævnt til generalsrang. Af ovenstående drejer dette sig om følgende:

Generaler, der blev dræbt under slaget[redigér | redigér wikikode]

Også sydstatshæren mistede generaler under slaget:

---

Trivia om officerer og menige fra slaget[redigér | redigér wikikode]

  • Ældste nordstatsgeneral under slaget var Brigadegeneral George S. Green, der var 62, da slaget startede. Næstældst var Brigadegeneral James Barnes, der var 61.
  • Den ældste sydstatsgeneral var Brigadegeneral William "Extra Billy" Smith. Han var født i 1797, og var 65 da slaget fandt sted. Næstældst var Brigadegeneral Isaac Trimble, der var 61.
  • Den ældste general i hele borgerkrigen var nordstaternes generalmajor John E. Wool, der var 77, da krigen brød ud, og 79, da han trak sig tilbage fra aktiv tjeneste i august 1863 efter 50 års aktiv tjeneste. Næstældst var Brigadegeneral Joseph G. Totten , som var 73, da krigen brød ud, og 76, da han døde af lungebetændelse i 1864. Den ældste sydstatsgeneral var David E. Twiggs , der "kun" var 70, da krigen brød ud og 72, da han døde af alderdom i 1862. Næstældst var ovennævnte William Smith.
  • Yngste nordstatsgeneral var Brigadegeneral George Armstrong Custer, der var 23, da slaget fandt sted, og næstyngst var Brigadegeneral Elon J. Farnsworth, der var 26.
  • Yngste sydstatsgeneral var Brigadegeneral Stephen Dodson Ramseur, der var 26, da slaget fandt sted, og næstyngst var Brigadegeneral Evander M. Law, der ligeledes var 26, men nogle måneder ældre.
  • Den yngste general under hele borgerkrigen var Galusha Pennypacker fra Pennsylvania , der gik ind i nordstatshæren i april 1861 før han var fyldt 17 år og som blev udnævnt til brigadegeneral i en alder af 20 år og 8 måneder. Den yngste general i sydstatshæren var William P. Roberts , der havde den høje alder af 23 år og 7 måneder, da han blev udnævnt til brigadegeneral.
  • I 1933 døde nordstatshærens brigadegeneral Adelbert Ames i en alder af 97. Han var dermed den af slagets generaler, der overlevede længst. Den næstlængst levende nordstatsgeneral var Brigadegeneral John C. Caldwell, der døde i 1916.
  • Brigadegeneral Evander M. Law, var den sydstatsgeneral, der overlevede krigen længst. Han døde i 1920. Brigadegeneral Alfred Iverson var død i 1911.
  • Den sidste overlevende fra Slaget ved Gettysburg var menig i sydstatshæren Walther Washington Williams. Han døde i 1959 117 år gammel.

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Denne brigade talte blandt andet 20. Maine Infantry Regiment of Volunteers under kommando af oberst Joshua Lawrence Chamberlain, der skulle blive berømte for deres forsvar af Little Round Top på slagets anden dag.
  2. ^ Brigaden bestod udelukkende af regimenter fra New Jersey.
  3. ^ Brigaden bestod udelukkende af regimenter fra Vermont.
  4. ^ Havde ingen chef, men var underlagt den chef, de konkret var tilknyttet
  5. ^ Artillerireserven var ikke opdelt i divisioner, men bestod af en brigade af den regulære hær samt 4 frivillige brigader.
  6. ^ Kendt som leder af Pickett's Charge, hvor tropperne i hovedsagen kom fra andre divisioner end hans egen.
  7. ^ Brigaden havde fået sit kaldenavn under det Første slag ved Bull Run, da den var under kommando af Thomas J. Jackson.
  8. ^ Det var skæbnens ironi, at Walker skulle kommandere denne brigade. Han blev som kadet smidt ud fra Virginia Military Institute, fordi han ragede uklar med sin lærer i naturfilosofi og artilleri og udfordrede læreren til duel. Lærerens navn var Thomas J. Jackson.
  9. ^ Udnævnt til brigadegeneral lige før slaget startede, men mistede sin stjerne igen efter 1. dagen på grund af en ringe indsats.
  10. ^ Nevø til præsident Jefferson Davis.
  11. ^ Kavaleriet var direkte underlagt den øverstkommanderende, og havde ingen tilknytning til et korps.
  12. ^ tidligere "Hamptons Legion"
  13. ^ Nevø til Robert E. Lee.
  14. ^ Pendleton var præst før krigen, og vendte tilbage til dette job efter krigen.
  15. ^ Trimble skændtes meget med Ewell, der kun ønskede råd fra en underordnet, hvis han selv bad om det. Efter at Ewell nægtede at gå til angreb på Culp's Hill på slagets første dag, ville Trimble ikke længere arbejde for ham og "sagde op". Lee overtalte ham dog til at fortsætte.

Kilder[redigér | redigér wikikode]

  • Edward Stackpool & Wilbur Nye: The Battle of Gettysburg, A guided tour
  • Harry W. Pfanz: The Battle of Gettysburg
  • Larry Tagg: The Generals of Gettysburg

Eksterne referencer[redigér | redigér wikikode]