Tundra

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
For alternative betydninger, se Tundra (musiker).
Alpin tundra.

Tundra og skovtundra er biomer inden for det polare område. Ordet tundra stammer fra det kola-samiske ord tundar (som tilsvarer nordsamisk duottar = skovløst fjeld), der blev optaget i russisk som tundra og derfra spredt ud i verden.[1]

Tundra findes nord for den 50. breddegrad på den nordlige halvkugle. Frostperioden varer mellem 9 og 10 måneder, men selv i den frostfrie periode forbliver råjorden i den tilstand, der hedder permafrost. I modsætning til skovtundraen, som er udbredt langs polarområdets sydgrænse, findes der ingen større planter i den egentlige tundra. Derimod findes rigt varierede plantesamfund med mosser, laver, bregner, stauder og dværgbuske.

Store pattedyr som ren, moskusokse, bjørne, ulv og polarræv præger dyrelivet. Om sommeren er der en rig fauna af ynglende trækfugle, særlig ænder. Om vinteren er fuglelivet sparsomt med rype, sneugle og jagtfalk som karakteristiske arter. Hare og små gnavere som lemming er vigtige byttedyr.

Tundraen er på grund af den langsomme nedbrydning i det kolde klima regnet som et af de økosystemer, der er mest sårbare over for menneskelig aktivitet. Spor efter menneskelige indgreb vil kunne bevares i årtier eller århundreder, som man kan observere det på Svalbard. Permafrosten (under det tynde jordlag, der tør op om sommeren) bevarer biologisk materiale meget længe. Man har derfor kunnet finde 20.000 år gammel mammut velbevaret i Sibiriens permafrost.[2] Af samme grund har forskere åbnet grave på Svalbard i håb om at finde virusset, der fremkaldte den spanske syge.

Skovtundra (også kaldet parktundra) findes i den sydligste og varmeste del af tundra-området og er kendetegnet ved spredte forekomster af buske og mindre træer på beskyttede steder. Træerne er typisk birk, pil eller røn. Skovtundra fandtes i store dele af Europa efter istidens ophør, men findes i dag kun i Rusland og Canada på grænsen mellem tundra og taiga.

Tundraplanter

Træer langs skovgrænsen

Buske

Dyr i tundra og skovtundra

Se også

Henvisninger

  1. ^ Finn-Erik Vinje: Ut med språket (s. 44), forlaget Schibsted, Oslo 2005, ISBN 82-516-2161-5
  2. ^ Baby mammoth Lyuba, pristinely preserved, offers scientists rare look into mysteries of Ice Age

Litteratur

  • Dieter Heinrich, Manfred Hergt (1992). Munksgaards atlas – økologi. København: Munksgaard. ISBN 87-16-10775-6.
Wikimedia Commons har medier relateret til: