Tupolev Tu-22M

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Jump to navigation Jump to search
Tupolev Tu-22M
Russian Air Force Tupolev Tu-22M3 Beltyukov.jpg
Russisk Tu-22M
Beskrivelse
Type Strategisk bombefly
Besætning 4
Jomfruflyvning 30. august 1969[1]
I aktiv tjeneste 1972 -
Fabrikant Tupolev (1969–1997)
Brugere Sovjetunionens luftvåben, Ruslands luftvåben, Indiens flåde,
Dimensioner
Længde 42,46 m
Spændvidde 34,28 m (ved 20°)
23,30 m (ved 65°)
Højde 11,05 meter
Vingeareal 183,6 m² alt. 175,8 m² m²
Tomvægt 58.000 kg
Maksimal startvægt 124.000 kg (126.400 kg ved start med hjælperaketter)
Motor 2 × Kuznetsov NK-25-turbofans
Motorydelse 247,9 kN (hver motor)
Tophastighed 2.300 km/t (Mach 2,05) marchhøjde
Ydeevne
Rækkevidde 2.410 km (bevæbnet)
6.800 km (tom)
Tophøjde 13.300 meter
Stigeevne 15 m/s
Bevæbning
Skyts 1 × GSh-23L maskinkanon
Bomber 69 × FAB-250 eller 8 × FAB-1500 er typisk bevæbning
Missiler Op til 3 × Raduga Kh-22 missiler i våbenkammer eller på vingepyloner eller op til 6 × Raduga Kh-15 missiler i våbenkammer samt 4 × Raduga Kh-15 missiler på to pyloner under vingerne, i alt 10 missiler pr. fly.[2]
Tegning Tupolev Tu-22M

Tupolev Tu-22M (russisk: Туполев Ту-22М; NATO rapporteringsnavn: Backfire) er et langtrækkende, supersonisk bombefly med variabel pilgeometri udviklet af flykonstruktørvirksomheden Tupolev i det daværende Sovjetunionen.

Tu-22M er baseret på et design fra slutningen af 1960'erne og blev produceret frem til 1993, efter at der var produceret i alt 497 eksemplarer.[3] Flyet benyttes fortsat, og der er i dag omkring 100 fly i aktiv tjeneste i primært Ruslands luftvåben.[4][5]

Udvikling[redigér | redigér wikikode]

Tu-22M er udviklet på grundlag af Tupolev Tu-22 (NATO-rapporteringsnavn: Blinder) i 1970'erne, men er på mange måder et helt nyt design. På daværende tidspunkt var variabel pilgeometri ("bevægelig vinge") en populær konstruktion, der også var benyttet i andre sovjetiske designs som MiG-23 og Su-17. Den nye Tu-22M fik oprindeligt navnet Samoljot 145 (Fly 145). På trods af, at flyet på mange måder er helt nyt design i forhold til Tu-22, fik flyet navnet Tu-22M angiveligt for at gøre det nemmere at opnå finansiering af projektet i militæret og i den sovjetiske regering.[6] Det er også hævdet, at navnet Tu-22M blev anvendt under nedrustningsforhandlingerne om SALT II for at skabe indtryk af, at flyet blot var en mindre videreudvikling af Tu-22 og for at skjule flyets reelle egenskaber.[1] NATO gav flyet et nyt navn; Backfire.

Operativ tjeneste[redigér | redigér wikikode]

Under den Kolde krig anvendte Sovjetunionens luftvåben Tu-22M i rollen som strategisk bombefly, ligesom Sovjetunionens flåde anvendte flyet til operationer mod fjendtlige skibe.[3] I løbet af 1970'erne blev Tu-22M benyttet til enkelte simulerede angreb mod amerikanske flådeenheder. Flyet blev også benyttet til at teste Japans flyberedskab.[2]

Tu-22M blev benyttet i kamp første gang i Afghanistan fra 1987 til 1989. Brugen af flyet var tilsvarende den amerikanske brug af B-52 Stratofortress under Vietnamkrigen og bestod i at smide store mængder af konventionelle ustyrede bomber mod mål på jorden. Tu-22M3 blev anvendt på samme måde under krigen i Tjetjenien i 1995, hvor der blev bombet mål nær Groznyj.[3]

Tu-22M3 i 2004 på flymuseet i Monino nær Moskva

Rusland anvendte Tu-22MR under krigen i Sydossetien, hvor et af flyene blev bekræftet skudt ned af et jord-til-luft missil.[7]

I de senere år er flyet blevet benyttet af Rusland til at teste beredskabet i Østersøområdet. Den 29. marts 2013 foretog russiske Tu-22M3'ere og Su-27'ere et simuleret angreb mod Sverige. Det svenske forsvar reagerede ikke på det simulerede angreb. Danske fly udstationeret i Baltikum kom dog på vingerne.[8][9]

Den 24. marts 2015 foretog to TU-22M for første gang en supersonisk flyvning over Østersøen med kurs mod det sydlige Skandinavien. Flyvningen skete få dage efter, at Rusland havde truet Danmark med atomangreb.[10][11] og medio juni 2014 under folkemødet blev flyet anvendt i et simuleret angreb på Bornholm, medbringende missiler.[12][13]

Eksport[redigér | redigér wikikode]

Tupolev har siden 1992 søgt at eksportere flyet, herunder til Iran, Indien og Kina,[2] men der er endnu ikke foretaget bekræftet salg af flyet. Fire fly blev dog i leaset til Indien i 2001. Flyene skulle udføre maritim overvågning og fungere som angrebsfly.[14][15][2]

I januar 2013 blev rapporteret, at Kina havde underskrevet en aftale om produktion og køb af 36 Tu-22M3'ere under den kinesiske betegnelse H-10; en stor del af flyene skulle fremstilles i Kina under en aftale om teknologioverførsel fra Tupolev.[16] der blev ligeledes spekuleret i, at Rusland tillige skulle have solgt russiskbyggede langtrækkende Raduga Kh-22 anti-skibs-missiler.[17] Det russiske våbenexportagentur Rosoboronexport har dog benægtet et salg af fly og missiler til Kina.[18]

Versioner[redigér | redigér wikikode]

Den første variant af flyet var Tu-22M0, der blev fremstillet i ni eksemplarer. Herefter fulgte ni yderligere Tu-22M1 i 1971 og 1972. Det nye fly fik NATO-rapporteringsnavnet Backfire-A.[1]

Den første større serie gik i produktion i 1972 under navnet Tu-22M2 (NATO: Backfire-B). Flyet havde længere vinger og et ændret skrog, plads til 4 besætningsmedlemmer, to NK-22 motorer (215 kN hver)[1] og nyt understel i vingerne. Flyets bevæbning bestod oftest af langtrækkende krydsermissiler eller anti-skibs-missiler af typen Raduga Kh-22.[1] Nogle Tu-22M2'ere blev senere udstyret med de kraftigere NK-23 motorer og givet navnet Tu-22M2Ye.

Anlæg til lufttankning i næsen på Tu-22M

Den senere Tu-22M3 (NATO: Backfire C) fløj første gang i 1976 og blev taget i tjeneste i 1983. Tu-22M3 havde nye NK-25 motorer med markant større luftindtag som på MiG-25, forøget vinkel på vingerne til flyvning i høj hastighed og en ny næse med plads til en forbedret radar og våbenstyringssystem.

Tu-22M blev oprindeligt bygget med mulighed for lufttankning. Denne mulighed gjorde flyet kontroversielt under 1970'ernes nedrustningsforhandlinger, idet muligheden for lufttankning gav flyet mulighed for at angribe mål i USA, hvilket kvalificerede flyet til et strategisk bombefly. Under SALT-2 forhandlingerne indvilligede Sovjetunionen i at fjerne muligheden for lufttankning på de fleste af flyene.[19][3][20] Ifølge rapporter fra sovjetiske afhoppere var der dog på sovjetiske luftbaser opbevaret udstyr til lufttankning, der hurtigt kunne monteres på hvert enkelt af de sovjetiske Tu-22M3'ere.[1]

Flere Tu-22M3'ere, muligvis 12, blev ombygget til rekognosceringsflyet Tu-22M3(R) eller Tu-22MR.[3]

En version, Tu-22M3M, med opgraderet avionik og forbedrede våbensystemer er ligeledes udviklet og taget i brug af Ruslands luftvåben.[21]

Brugere[redigér | redigér wikikode]

Ukrainsk Tu-22M3

Ved Sovjetunionens opløsning var der 370 Tu-22M'ere i tjeneste i SNG.

Rusland RUS

Tidligere brugere[redigér | redigér wikikode]

Indien IND
Ukraine UKR
Sovjetunionen USSR

Galleri[redigér | redigér wikikode]

Se også[redigér | redigér wikikode]

Tilsvarende fly:

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ a b c d e f TU-22M FAS.org
  2. ^ a b c d Beskrivelse af Tu-22M på airforceworld.com. Sep 21, 2011. Hentet 2015-03-30. 
  3. ^ a b c d e Goebel, Greg. "The Tupolev Tu-22 "Blinder" & Tu-22M 'Backfire'". vectorsite.net. 
  4. ^ Hoyle, Craig (26. september 2014), "Kings of the swingers: Top 13 swing-wing aircraft", Flightglobal, Reed Business Information, arkiveret fra originalen den 27 September 2014, hentet 27. september 2014. 
  5. ^ TU-22M Backfire | Russian Arms, Military Technology, Analysis of Russia's Military Forces
  6. ^ Eden, Paul, ed. Tupolev Tu-22/22M". Encyclopedia of Modern Military Aircraft. London: Amber Books, 2004. ISBN 1-904687-84-9.
  7. ^ Russia Resurgent: An Initial Look at Russian Military Performance in Georgia. 13. august 2008. Hentet 2008-10-07. 
  8. ^ "Danish F-16s confronted Russian fighter jets approaching Sweden". The Copenhagen Post. 23. april 2013. Arkiveret fra originalen 19. oktober 2014. 
  9. ^ "Ryskt flyg övade anfall mot Sverige" (på svensk). Svenska Dagbladet. 22. april 2013. 
  10. ^ Cenciotti, David. "Russian Tu-22 bomber scares NATO air defenses flying at supersonic speed over the Baltic Sea for the first time" The Aviationist, 24 March 2015.
  11. ^ Ruslands ambassadør truer Danmark med angreb, 20. marts 2015, dr.dk
  12. ^ http://www.cepa.org/sites/default/files/styles/medium/Baltic%20Sea%20Security%20Report-%20%282%29.compressed.pdf (side 9)
  13. ^ Bear’s over the Baltic | Corporal Frisk
  14. ^ Wirtz, James (2004). Balance of Power. Stanford: Stanford University Press. ISBN 978-0-8047-5017-2. 
  15. ^ a b Chopra, VD (2008). Significance of Indo-Russian Relations in 21st Century. Gyan Publishing. s. 130. ISBN 978-0-8047-5017-2. 
  16. ^ "China buys Russian bombers." SpaceDaily.com, 23 January 2013.
  17. ^ Cenciotti, David and Richard Clements. "China's Buying A Fleet Of Russian Bombers Perfect For Taking On The US Navy." Business Insider, 20 January 2013.
  18. ^ "Никаких переговоров с Китаем о поставке бомбардировщиков Ту-22М3 не велось и не ведётся – "Рособоронэкспорт." ITAR-TASS News Agency, 24 January 2013.
  19. ^ Taylor 1980, p. 212.
  20. ^ Tupolev Tu-22M1
  21. ^ Omtale af opgraderingen på vpk (russisk)
  22. ^ a b "Directory: World Air Forces". Flight International, 14–20 December 2010.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Taylor, J.W.R. (ed.) Jane's All The World's Aircraft 1980–81. London: Jane's Publishing, 1980. ISBN 0-7106-0705-9.
  • Frawley, Gerald. "Tupolev Tu-22M". The International Directory of Military Aircraft, 2002/2003, p. 163. Aerospace Publications, 2002. ISBN 1-875671-55-2
  • Donald, David, ed. "Tupolev Tu-22M". The Complete Encyclopedia of World Aircraft, p. 883. Barnes & Noble Books, 1997. ISBN 0-7607-0592-5.
  • Wilson, Stewart. Combat Aircraft since 1945. Fyshwick, Australia: Aerospace Publications, 2000. p. 138. ISBN 1-875671-50-1.

Eksterne links[redigér | redigér wikikode]