Vølvens spådom

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
"Odin og Vølven" af Lorenz Frølich (1895).

Vølvens spådom (norrønt Vǫluspá) er det første digt i tekstsamlingen Ældre Edda. Digtet er udformet som en monolog, og er en kosmologisk myte, der fortæller om både verdens skabelse, undergang og genskabelse. Fortælleren er en vølve, og tilhøreren er Odin. Vølven "sidder ude", hvad der betyder, at hun er i ekstase. [1] Forfatteren til Vølvens spådom er ukendt, det antages at det er skrevet enten i Norge eller på Island i slutningen af 10. århundrede, dvs. i brydningstiden mellem hedenskab og kristendom, men dateringen er stadig usikker.[2] Det regnes som en af de vigtigste kilder til nordisk mytologi og kosmologi. Det har været en vigtigt kilde for Snorre Sturlasons Yngre Edda, og er derfra i en vis forstand gået hen og blevet den ’’autoriserede’’ version, selv om der i andre kilder fortælles andre og til dels modstridende historier.[kilde mangler] Muligvis er der tale om en skjald, der er påvirket af kristendommen, idet den norrøne religion hos ham har en etisk holdning, der ikke findes i andre eddadigte. [3]

Overlevering

Vølvens spådom er bevaret i tre versioner, to komplette udgaver, i Codex Regius og i Hauksbók, samt en kortere udgave indskudt i digtet Hyndluljóð. Desuden er der citeret enkelte strofer i Yngre Edda. De to komplette udgaver er ikke ens, fx er rækkefølgen af strofer forskellig og enkelte strofer findes kun i den ene version. Codex Regius manuskriptet er dateret til ca. 1270, mens Hauksbók af Haukr Erlendsson stammer fra ca. 1334. Yngre Edda blev nedskrevet i 1220’erne, men det ældste bevarede manuskript er fra ca. 1300. Normalt bruges udgaven fra Codex Regius som standardversion, og er udgangspunkt for de fleste moderne udgivelser og oversættelser. På trods af de store ligheder mellem versionerne, har det alligevel ikke været muligt at påvise nogen direkte skriftlig forbindelse mellem dem.[4]

Den kendte udgave af Vølvens spådom er skrevet i middelalderen, men den indeholder elementer af ældre tradition, og bygger på en mundtlig overlevering. Sprogvidenskabelige studier viser, at digtet formentlig blev til lige efter synkopen i perioden 8-900 e.v.t.[5] Der anvendes stavrim, som i sætningen "En sal så hun stå fjernt fra Solen. [6]

Indhold og struktur

Gullveig løftes på spydene over ilden, tegnet af Lorenz Frølich.

Digtet består af 66 fornyrðislag strofer. I Sophus Bugges udgave har Hauksbókversionen 59, mens Codex Regius-versionen har 62. Da hvert af manuskripterne indeholder strofer, der ikke findes i den andet har Bugges normaliserede version 66 strofer. De mange mytiske begivenheder, der optræder i digtet, bliver refereret summarisk og forudsætter en forudgående viden om mytologien. Det betyder, at de begivenheder, der ikke kendes fra andre bevarede kilder, kun vanskeligt lader sig fortolke. Derfor er der mange kontroverser i forskningen om tolkningen af mange af digtets passager.

Kvadet har en rammefortælling, der begynder med at vølven tiltaler Heimdalls sønner (dvs. menneskene) og beder om tavshed. Oðin er kommet til hende, for at hun skal spå om fremtiden. Før hun begynder sin spådom, rekapitulerer hun historien fra skabelsen og frem til nutiden (digtets nutid, som er den tid tilhørerne lever i). Efter dette spår hun om hvad som vil komme; i skræmmende billeder beskriver hun hvordan verden går under i Ragnarok og om, hvordan guderne falder. Det ender med at Jorden går under i en kæmpebrand og synker i havet. I de sidste strofer beskriver hun hvordan Jorden igen stiger op af havet og en ny verden opstår.

I digtets udgave af skabelsesberetningen var verden tom indtil Burrs sønner (Odin, Vile og Ve) løftede den op af havet. Aserne etablerede derpå verdensordenen ved at sætte Solen, månen og stjernerne på plads og fastsætte dagens og nattens rytme. Herefter oplevede guderne en guldalder, der blev afsluttet ved ankomsten af tre jættemøer. Det er uklart, hvilken mytisk begivenhed digtet her refererer til, da den ikke kendes fra nogen anden tekst. En direkte følge af denne begivenhed var tilsyneladende skabelsen af dværgene. På dette sted indeholder digtet seks strofer med dværgenavne. Denne sektion kaldes Dvergatal ("dværgeremsen") og er i flere tilfælde blevet tolket som et senere indskud, og er derfor udeladt i flere udgaver. Efter Dvergatal følger skabelsen af mennesket og en beskrivelse af verdenstræet Yggdrasil.

Før Burs sønner
løftede fastlandene,
de som skabte vældig
verden i midten;
sol faldt sydfra
på stenmarkerne,
og grønne urter
voksede på jorden

Vølven genkalder derpå drabet på Gullveig, der førte til den første krig i verden, der blev ført mellem aser og vaner. Som Gullveigs navn antyder, drejede krigen sig om begær efter guld, og fører tanken hen på sagnet om Fenja og Menja. - Vølven afslører så for Odin, at hun kender nogle af hans egne hemmeligheder, bl.a. at han ofrede sit ene øje i jagten på visdom. Øjet ligger i Mimers brønd.

Den næste del af digtet omhandler Balders død. Han er den bedste og smukkeste af guderne, og misundes af Loke. Her flytter digtet sig fra den mytiske fortid til fremtiden, og vølven fortæller nu om ødelæggelsen af samfundsordenen, det sidste slag mellem guderne og jætterne, og om verdens totale undergang. Det kaldes Ragnarok, dvs. Regins (magternes, dvs. gudernes) skæbne . Her vil Odin sammen med guderne dø.

Solen sortner,
jord synker i hav,
de lyse stjerner
slukkes på himlen;
ildbrande raser
mod arnens bål,
høj hede spiller
mod himlen selv.

Digtet fortsætter med en beskrivelse af verdens genfødsel, hvor Balder vil vende tilbage fra dødsriget og leve sammen med gudernes børn, der vil overleve Ragnarok. I denne verden vil afgrøder vokse uden at blive sået, guldalderen vende tilbage og "Den højeste gud" stige ned.

Hun ser anden gang,
jorden komme
op af havet,
evigtgrøn;
fosser falder,
ørnen flyver
derover og fanger
fisk i fjeldet.

I den sidste strofe af Háuksbókversionen beskriver vølven synet af dragen Nidhug, der bærer lig i sine vinger.

Tolkninger

Genskabelsen af verden

Den mystiske højeste guddom, der omtales i slutningen af digtet, har været genstand for mange tolkninger og kontroverser. Det er bl.a. blevet foreslået, at det er Jesus der hentydes til, og at digtet derfor i virkeligheden handler om kristendommens sejr over hedenskabet.[7] Det afvises af den norske religionsforsker Gro Steinsland. Hun foreslår at idéen om den højeste gud er en original hedensk idé, som er resultatet af en kristen påvirkning. Hun bygger sit synspunkt på, at digtet indeholder så mange hedenske forestillinger, herunder det faktum, at nogle af de hedenske guder rent faktisk overlever Ragnarok, at det umuligt være skabt med et kristent formål. Hun mener således, at det er udtryk for en monoteistisk tendens i den hedenske religion, og at den nordiske religion sandsynligvis havde udviklet sig til en monoteistisk religion, hvis den havde overlevet religionsskiftet.[8] Andre har foreslået, at det er Heimdall, der omtales.[9] Et endnu mere radikalt forslag, er at digtet er en afspejling af en egentlig Heimdallskult, og at digtet omhandler omstyrtelsen af Odin, så den gamle orden med Heimdall som herskergud skal genoprettes.[10]

Synet af Nidhug

Nidhugs tilsynekomst i Hauksbókudgaven er en anden meget gådefuld og omdiskuteret passage. Et af de væsentlige spørgsmål er, hvorvidt dette er en vision om fremtiden, eller et begivenhed i digtets nutid? Svaret har stor betydning for forståelsen af den verdensopfattelse, der ligger bag digtet. Hvis visionen er en fremtidig hændelse, bliver digtets tidsperspektiv cyklisk og verden vil genopstå og ødelægges igen og igen, da ondskaben og kaos overlever, hvilket i digtets logik engang vil føre til den nye verdens undergang. Hvis det er et syn fra nutiden, vil udviklingen være lineær, og fjernelsen af ondskaben fra verden være endelig.[2] Den amerikanske religionsforsker John Lindow tolker den i en kristen sammenhæng. Han mener, at dragen skal opfattes et billede på de gamle dæmoniske guder, der ikke forsvandt, selv når den sande gud er dukket op. Lindow finder en mulig parallel i Erasmus’ saga, hvor der viser sig en drage, da en statue af Thor destrueres. I middelalderen repræsenterede dragen en afsløring af gudernes sande natur, som djævelens folk kunne de ikke elimineres, kun skifte form.[11] Gro Steinsland afviser dog den mulighed, at dragen optræder i den nye verden, da forskellen på den nye og den gamle verden er så fundamental, at den destruktive ondskab ikke kan være en del af den nye. Den nye verden mangler fuldkomment denne verdens problemer, fx vokser kornet usået og gamle fjender forliges. Steinsland konkluderer på den baggrund at tidsforståelsen i digtet må være lineær, og at dragen må høre til i rammefortællingen, ligesom vølvens omtale af sig selv. Dragen fungerede derfor som et tegn på verdens snarlige undergang, dvs. den var et digterisk billede på, at hendes vision var i færd med at blive til virkelighed.[12] Preben Meulengracht Sørensen har påpeget, at det forhold, at strofen fortælles i nutid, i modsætningen til de foregående i fremtidsform, er et væsentligt argument for, at den beskriver en situation i nutiden.[4]

Referencer

  1. ^ "Hun sidder ude, den klassiske betegnelse for at være i ekstase," citeret fra: http://www.denstoredanske.dk/Nordisk_Mytologi/Eddadigtning/V%c3%b8lvens_Sp%c3%a5dom
  2. ^ a b Steinsland (2005) s. 130
  3. ^ "Visstnok diktet av en skald som var påvirket av kristendommen – den hedenske religion har hos ham en etisk holdning vi ikke finner i andre eddadikt," citeret fra https://snl.no/Volusp%C3%A5
  4. ^ a b Meulengracht Sørensen (2006) s. 75
  5. ^ Meulengracht Sørensen (2006) s. 76
  6. ^ Tore Janson: Germanerne (s. 150), forlaget Pax, Oslo 2014, ISBN 978-82-530-3637-3
  7. ^ Lindow (2001) s. 441
  8. ^ Steinsland (2005) s. 129
  9. ^ Clunies Ross (1994) (s. 237)
  10. ^ Höckert (1926)
  11. ^ Lindow (2001) s. 441-442
  12. ^ Steinsland (2005) s.131

Litteratur

Eksterne henvisninger

Wikimedia Commons har medier relateret til: