VM i speedway

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Ole Olsen vandt som den første dansker VM i 1971

Verdensmesterskabet i speedway er en international konkurrence mellem verdens bedste speedway-ryttere. I dag er mesterskabet organiseret som en serie af grand prix-løb, hvor rytterne tildeles point efter deres placering i det enkelte løb. Efter alle sæsonens løb kåres rytteren med flest point til verdensmester. Indtil 1995 blev mesterskabet dog afgjort i en én-dagskonkurrence – en finale med fem heats, hvor placeringen i de enkelte heats udløste point, og rytteren med flest point efter de fem heats blev blev kåret som verdensmester.

Organisation[redigér | redigér wikikode]

1936-1954[redigér | redigér wikikode]

Det overordnede system var stort set uændret gennem hele perioden. Der var indledende kvalifikationsstævner, hvor rytterne kørte i heates med fire ryttere, og der blev givet point efter placeringen i heatet (3 point for sejr, 2 point for andenpladsen og 1 point for tredjepladsen). Dette blev kaldt Championship Round (Mesterskabsrunden) og bestod af 7-10 løb, men ingen deltog i dem alle. De 16 rytter, der havde scoret flest point i Mesterskabsrunden, kvalificerede sig til finalen (World Final) på Wembley Stadium. I 20 heats med fire ryttere, hvor hver rytter kørte fem heats, og alle ryttere mødte hinanden undervejs, blev der igen uddelt point efter ovennævnte system. Og rytteren med flest point efter de 20 heats blev verdensmester.

1955-1994[redigér | redigér wikikode]

I 1955 besluttede arrangørerne af World Final, at det ikke længere var praktisk for de mange udlændinge at rejse til kvalifikationsløbene i Mesterskabsrunden i Storbritannien. I stedet indførtes regionale kvalifikationsstævner. De nordiske lande Finland, Danmark, Sverige og Norge fik sit eget kvalifikationsstævne, og på samme vis fik Østrig, Holland, Tyskland, Polen, Sovjetunionen og Tjekkoslovakiet et kontinentalt kvalifikationsstævne. Og de bedste ryttere mødtes til Europamesterskabet, hvor de bedste kvalificerede sig til World Final – alle stævnerne var organiseret på nogenlunde samme måde som World Final-stævnet.

Mesterskabsrunden for britiske, amerikanske, australske og newzealandske ryttere blev dog bibeholdt indtil 1964, hvorefter et tilsvarende kvalifikationssystem også blev indført for disse landes ryttere.

Fra de to kvalifikationsgrupper kvalificerede et fastsat antal ryttere sig til World Final, der fortsat blev afviklet som tidligere. Antallet af pladser til hvert land/kontinent varierede fra år til år, som regel afhængig af hvilket land, der var vært for mesterskabet. Og de regionale inddelinger varierede også, f.eks. blev der afviklet en interkontinental finale mellem de engelsktalende og nordiske lande i perioden 1972-1990.

1995-2006[redigér | redigér wikikode]

Som erstatning for én-dagsfinalen blev der i 1995 indført en såkaldt grand prix-serie, der minder om afviklingen af Formel 1-mesterskabet. Systemet med kvalifikations- og finalestævner blev nu brugt som kvalifikation for ryttere til det efterfølgende års grand prix-serie.

Oprindeligt bestod grand prix-serien af seks løb – i Polen, Østrig, Tyskland, Sverige, Danmark og Storbritannien. Det gamle system, hvor alle ryttere mødte hinanden blev stadig brugt i de enkelte grand prixer med den undtagelse, at de fire bedste ryttere også kørte et finaleheat der afgjorde sejren i det enkelte grand prix. Der blev uddelt point for placeringen i hvert grand prix:

  • 1.-plads = 25 point
  • 2.-plads = 20 point
  • 3.-plads = 18 point
  • 4.-plads = 16 point
  • 5.-plads = 14 point
  • 6.-plads = 13 point
  • 7.-plads = 12 point
  • 8.-plads = 11 point
  • 9.-plads = 9 point
  • 10.-plads = 8 point
  • 11.-plads = 7 point
  • 12.-plads = 6 point
  • 13.-plads = 4 point
  • 14.-plads = 3 point
  • 15.-plads = 2 point
  • 16.-plads = 1 point

Dette system blev brugt indtil 1998, hvor FIM opfandt et nyt system. I stedet for 16 ryttere, der kørte for at vinde point og kvalificere sig til et finaleheat, skulle der nu deltage 24 rytter, inddelt i to klasser. De otte bedste var direkte kvalificeret til hovedrunden, mens de øvrige 16 konkurrerede om de sidste otte pladser i hovedrunden ved at køre 10 knock-out heats. Hovedrunden bestod af yderligere 10 knock-out heats, der reducerede hovedrundefeltet fra 16 til 8 semifinalister. Semifinalerne blev afviklet som to heats med fire ryttere, hvor de to første fra hvert heat gik videre til finalen om placeringerne 1-4, mens de øvrige gik videre til B-finalen om placeringerne 5-8. Pointsystemet blev ligeledes revideret, så 5.-pladsen nu gav 15 point, 6.-pladsen 14 point, 8.-pladsen 10 point. Point til rytterne fra 9.-pladsen og nedefter blev uddelt alt efter hvilket tidspunkt, de blev slået ud på, og deres placering i det sidst kørte heat.

Systemet fungeret næsten uændret indtil 2004, pånær antallet af GP-løb blev udvidet til 10 i 2002 og derefter indskrænket til 9 i 2003 og 2004. Imidlertid blev systemet af mange anset for at være for kompliceret, og i forbindelse med 2005-sæsonen vendte man tilbage til systemet fra 1995-1997 med en mindre modifikation. De vundne point i heatene talte nu med i den samlede stilling om verdensmesterskabet, og de otte bedste ryttere kvalificerede sig nu til to semifinaler, ligesom i systemet fra 1998-2004.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Den ydmyge start[redigér | redigér wikikode]

Briterne må tage æren for at have opfundet verdensmesterskabet i speedway. De var værter for de første 15 mesterskaber – alle på Wembley Stadium – afviklet fra 1936, hvor australieren Lionel van Praag vandt titlen, til 1938 og igen fra 1949 til 1960. Lande fra Commonwealth dominerede konkurrencerne, idet Storbritannien, Australien og New Zealand hver vandt fire titler indtil 1959. Den første ikke-engelsktalende mester blev fundet i 1956, da svenskeren Ove Fundin vandt den første af fem titler. Slutningen af 1950'erne og 1960'erne blev domineret af Fundin sammen med de to new zealændere Ronnie Moore (to titler) og Barry Briggs (fire titler).

Maugers æra[redigér | redigér wikikode]

Ved VM i 1966 i Göteborg debuterede Ivan Mauger, en 26-årig new zealænder, der kun langsomt havde slået igennem i den britiske liga. Han sluttede på fjerdepladsen men vandt to ud af sine fem heats, og han viste stort potentiale ved at vinde den europæiske finale (uden svenskere) på Wembley. Og han levede op til de store forventninger. Han kørte speedway indtil han blev 39 år og vandt hele 6 VM-titler, herunder tre i træk fra 1968 til 1970. Efter 1970 blev han mindre uovervindelig. Ole Olsen tog over og vandt i Göteborg i 1971 – den første af tre titler. Mauger fik dog det sidste ord – han vandt den sidste finale, de begge deltog i – i Chorzow i 1979, hvor han scorede 14 ud af 15 mulige point og dermed vandt finalen foran polakken Zenon Plech.

Danskerne tager over[redigér | redigér wikikode]

Efter at Bruce Penhall havde vundet to gange i 1981 og 1982 – den sidste af disse, da VM for første og hidtil eneste gang blev afviklet i USA, i Los Angeles – var det Danmarks tur til at overtage herredømmet i speedwayverdenen. Tidligere havde kun Ole Olsen vundet VM-titler, i 1971, 1975 og 1978, men en ny generation var på vej anført af Erik Gundersen og Hans Nielsen, der vandt guld og sølv i Göteborg i 1984. Derefter kom der to danskere øverst på sejrsskamlen hvert år til og med 1988 – en ret bemærkelseværdig rekord. Gundersen og Nielsen vandt tre titler hver i en periode, hvor danskerne vandt seks VM i træk – og 7 ud af 8 titler fra 1984 til 1991.

Speedway Grand Prix[redigér | redigér wikikode]

Men dansk speedway blev noget svækket efter at Erik Gundersen og Jan O. Pedersen stoppede deres karrierer, da kun Hans Nielsen herefter havde klassen til at vinde VM. Han vandt i 1995 – med 103 point og en sejr i et af de seks grand prixer (Tommy Knudsen vandt faktisk to grand prixer, men han var ellers ustabil og blev kun nr. 10 samlet). Hans Nielsen blev siden slået med kun 2 point af Billy Hamill i 1996, og på trods af at han fortsatte karrieren til 1999, kom han sidenhen ikke i nærheden af mesterskabet.

I stedet var det Sverige – repræsenteret ved Tony Rickardsson, mester i 1994 – der tog over. Rickardsson vandt fire titler fra 1998 til 2002, kun afbrudt af Mark Lorams sejr i 2000. Danskeren Nicki Pedersen og australieren Jason Crump vandt titlerne i 2003 og 2004, men i de år var Rickardsson plaget af skader og uheldige lodtrækninger i mange af grand prix-løbene. Han kørte dog stadig med om titlerne. I grand prix-serien 2005 vendte Rickardsson tilbage med fuld kraft og vandt sin sjette titel, hvorved han tangerede Ivan Maugers rekord.

VM-vindere[redigér | redigér wikikode]

Individuelt[redigér | redigér wikikode]

År Vinder Land Sted
 1936  Lionel Van Praag Australien Wembley, Storbritannien
1937 Jack Milne USA Wembley, Storbritannien
1938 Arthur Wilkinson Australien Wembley, Storbritannien
1939-48: Aflyst
1949 Tommy Price Storbritannien Wembley, Storbritannien
1950 Fred Williams Storbritannien Wembley, Storbritannien
195I Jack Young Australien Wembley, Storbritannien
1952 Jack Young Australien Wembley, Storbritannien
1953 Fred Williams Storbritannien Wembley, Storbritannien
1954 Ronnie Moore New Zealand Wembley, Storbritannien
1955 Peter Craven Storbritannien Wembley, Storbritannien
1956 Ove Fundin Sverige Wembley, Storbritannien
1957 Barry Briggs New Zealand Wembley, Storbritannien
1958 Barry Briggs New Zealand Wembley, Storbritannien
1959 Ronnie Moore New Zealand Wembley, Storbritannien
1960 Ove Fundin Sverige Wembley, Storbritannien
1961 Ove Fundin Sverige Malmö, Sverige
1962 Peter Craven Storbritannien Wembley, Storbritannien
1963 Ove Fundin Sverige Wembley, Storbritannien
1964 Barry Briggs New Zealand Göteborg, Sverige
1965 Björn Knutsson Sverige Wembley, Storbritannien
1966 Barry Briggs New Zealand Göteborg, Sverige
1967 Ove Fundin Sverige Wembley, Storbritannien
1968 Ivan Mauger New Zealand Göteborg, Sverige
1969 Ivan Mauger New Zealand Wembley, Storbritannien
1970 Ivan Mauger New Zealand Wrocław, Polen
1971 Ole Olsen Danmark Göteborg, Sverige
1972 Ivan Mauger New Zealand Wembley, Storbritannien
1973 Jerzy Szczakiel Poland Chorzów, Polen
1974 Anders Michanek Sverige Göteborg, Sverige
1975 Ole Olsen Danmark Wembley, Storbritannien
1976 Peter Collins Storbritannien Chorzow, Polen
1977 Ivan Mauger New Zealand Göteborg, Sverige
1978 Ole Olsen Danmark Wembley, Storbritannien
1979 Ivan Mauger New Zealand Chorzow, Polen
1980 Michael Lee Storbritannien Göteborg, Sverige
1981 Bruce Penhall USA Wembley, Storbritannien
1982 Bruce Penhall USA Los Angeles, USA
1983 Egon Müller Vesttyskland Norden, Vesttyskland
1984 Erik Gundersen Danmark Göteborg, Sverige
1985 Erik Gundersen Danmark Bradford, Storbritannien
1986 Hans Nielsen Danmark Chorzow, Polen
1987 Hans Nielsen Danmark Amsterdam, Holland
1988 Erik Gundersen Danmark Vojens, Danmark
1989 Hans Nielsen Danmark München, Vesttyskland
1990 Per Jonsson Sverige Bradford, Storbritannien
1991 Jan O. Pedersen Danmark Göteborg, Sverige
1992 Gary Havelock Storbritannien Wrocław, Polen
1993 Sam Ermolenko USA Pocking, Tyskland
1994 Tony Rickardsson Sverige Vojens, Danmark
1995 Hans Nielsen Danmark Grand prix-serie
1996 Billy Hamill USA Grand prix-serie
1997 Greg Hancock USA Grand prix-serie
1998 Tony Rickardsson Sverige Grand prix-serie
1999 Tony Rickardsson Sverige Grand prix-serie
2000 Mark Loram Storbritannien Grand prix-serie
2001 Tony Rickardsson Sverige Grand prix-serie
2002 Tony Rickardsson Sverige Grand prix-serie
2003 Nicki Pedersen Danmark Grand prix-serie
2004 Jason Crump Australien Grand prix-serie
2005 Tony Rickardsson Sverige Grand prix-serie
2006 Jason Crump Australien Grand prix-serie
2007 Nicki Pedersen Danmark Grand prix-serie
2008 Nicki Pedersen Danmark Grand prix-serie
2009 Jason Crump Australien Grand prix-serie
2010 Tomasz Gollob Polen Grand prix-serie
2011 Greg Hancock USA Grand prix-serie
2012 Chris Holder Australien Grand prix-serie

Hold[redigér | redigér wikikode]

År Vinder Ryttere Sted
1960 Sverige Sverige Ove Fundin, Björn Knuttson, Olle Nygren, Rune Sörmander Göteborg, Sverige
1961 Polen Polen Marian Kaiser, Henryk Zyto, Florian Kapała, Stanisław Tkocz, Mieczysław Połukard Wrocław, Polen
1962 Sverige Sverige Ove Fundin, Björn Knuttson, Rune Sörmander, Göte Nordin, Sören Sjösten Slany, Tjekkoslovakiet
1963 Sverige Sverige Ove Fundin, Björn Knuttson, Göte Nordin, Rune Sörmander, Per Sörmander Wien, Østrig
1964 Sverige Sverige Ove Fundin, Björn Knuttson, Göte Nordin, Rune Sörmander, Sören Sjösten Abensberg, Vesttyskland
1965 Polen Polen Andrzej Pogorzelski, Andrzej Wygleda, Zbigniew Podlecki, Antoni Woryna Kempten, Vesttyskland
1966 Polen Polen Andrzej Wygleda, Antoni Woryna, Andrzej Pogorzelski, Marian Rose, Edmund Migos Wrocław, Polen
1967 Sverige Sverige Ove Fundin, Bengt Jansson, Göte Nordin, Torbjörn Harrysson Malmö, Sverige
1968 Storbritannien Storbritannien Barry Briggs, Ivan Mauger, Nigel Boocock, Martin Ashby, Norman Hunter London, Storbritannien
1969 Polen Polen Andrzej Wygleda, Edward Jancarz, Stanisław Tkocz, Henryk Glücklich, Andrzej Pogorzelski Rybnik, Polen
1970 Sverige Sverige Ove Fundin, Anders Michanek, Bengt Jansson, Sören Sjösten London, Storbritannien
1971 Storbritannien Storbritannien Barry Briggs, Ivan Mauger, Ray Wilson, Jimmy Airey Wrocław, Polen
1972 Storbritannien Storbritannien Ivan Mauger, Ray Wilson, Terry Betts, John Louis Olching, Vesttyskland
1973 Storbritannien Storbritannien Ray Wilson, Terry Betts, Peter Collins, Malcolm Simmons London, Storbritannien
1974 Storbritannien Storbritannien Peter Collins, John Louis, Dave Jessup, Malcolm Simmons Chorzów, Polen
1975 Storbritannien Storbritannien Martin Ashby, Peter Collins, Malcolm Simmons, John Louis Norden, Vesttyskland
1976 Australien Australien Billy Sanders, Phil Herne, John Boulger, Phil Crump London, Storbritannien
1977 Storbritannien Storbritannien Michael Lee, Dave Jessup, John Davis, Peter Collins, Malcolm Simmons Wrocław, Polen
1978 Danmark Danmark Finn Thomsen, Hans Nielsen, Ole Olsen, Mike Lohmann Landshut, Vesttyskland
1979 New Zealand New Zealand Larry Ross, Mitch Shirra, Ivan Mauger, Bruce Cribb London, Storbritannien
1980 Storbritannien Storbritannien Peter Collins, Dave Jessup, Michael Lee, Chris Morton Wrocław, Polen
1981 Danmark Danmark Erik Gundersen, Tommy Knudsen, Hans Nielsen, Ole Olsen, Finn Thomsen Olching, Vesttyskland
1982 USA USA Bruce Penhall, Kelly Moran, Bobby Schwartz, Shawn Moran London, Storbritannien
1983 Danmark Danmark Finn Thomsen, Peter Ravn, Hans Nielsen, Erik Gundersen, Ole Olsen Vojens, Danmark
1984 Danmark Danmark Lars Eriksen, Hans Nielsen, Bo Petersen, Erik Gundersen Leszno, Polen
1985 Danmark Danmark Tommy Knudsen, Hans Nielsen, Erik Gundersen, Preben Eriksen, Bo Petersen Long Beach, USA
1986 Danmark Danmark Hans Nielsen, Erik Gundersen, Jan O. Pedersen, Tommy Knudsen Vetlanda, Sverige
Vojens, Danmark
Bradford, Storbritannien
1987 Danmark Danmark Hans Nielsen, Erik Gundersen, Jan O. Pedersen, Tommy Knudsen Fredericia, Danmark
Coventry, Storbritannien
Prag, Tjekkoslovakiet
1988 Danmark Danmark Hans Nielsen, Jan O. Pedersen, Erik Gundersen, Tommy Knudsen, John Jørgensen Long Beach, USA
1989 Storbritannien Storbritannien Jeremy Doncaster, Paul Thorp, Kelvin Tatum, Simon Wigg, Simon Cross Bradford, Storbritannien
1990 USA USA Sam Ermolenko, Rick Miller, Shawn Moran, Kelly Moran, Billy Hamill Pardubice, Tjekkoslovakiet
1991 Danmark Danmark Hans Nielsen, Jan O. Pedersen, Tommy Knudsen, Gert Handberg, John Jørgensen Vojens, Danmark
1992 USA USA Sam Ermolenko, Ronnie Correy, Billy Hamill, Greg Hancock, Bobby Ott Kumla, Sverige
1993 USA USA Sam Ermolenko, Bobby Ott, Billy Hamill, Greg Hancock, Josh Larsen Coventry, Storbritannien
Fra 1994 slået sammen med VM for par.
1994 Sverige Sverige Tony Rickardsson, Henrik Gustafsson, Mikael Karlsson Broksted, Tyskland
1995 Danmark Danmark Hans Nielsen, Tommy Knudsen, Brian Karger Bydgoszcz, Polen
1996 Polen Polen Tomasz Gollob, Sławomir Drabik, Piotr Protasiewicz Diedenbergen, Tyskland
1997 Danmark Danmark Hans Nielsen, Tommy Knudsen, Jesper B. Jensen Piła, Polen
1998 USA USA Billy Hamill, Greg Hancock, Sam Ermolenko Vojens, Danmark
Fra 1999 vendte man tilbage til 4 ryttere pr. hold.
1999 Australien Australien Jason Crump, Jason Lyons, Leigh Adams, Ryan Sullivan, Todd Wiltshire Pardubice, Tjekkiet
2000 Sverige Sverige Tony Rickardsson, Mikael Karlsson, Henrik Gustafsson, Peter Karlsson, Niklas Klingberg Coventry, Storbritannien
World Cup
2001 Australien Australien Jason Crump, Todd Wiltshire, Craig Boyce, Ryan Sullivan, Leigh Adams Wrocław, Polen
2002 Australien Australien Jason Crump, Todd Wiltshire, Craig Boyce, Ryan Sullivan, Leigh Adams Peterborough, Storbritannien
2003 Sverige Sverige Andreas Jonsson, Mikael Max, Peter Ljung, Peter Karlsson, David Ruud Vojens, Danmark
2004 Sverige Sverige Mikael Max, Tony Rickardsson, Antonio Lindbäck, Andreas Jonsson, Peter Karlsson Poole, Storbritannien
2005 Polen Polen Grzegorz Walasek, Rune Holta, Piotr Protasiewicz, Jarosław Hampel, Tomasz Gollob Wrocław, Polen
2006 Danmark Danmark Hans N. Andersen, Nicki Pedersen, Bjarne Pedersen, Charlie Gjedde, Niels Kristian Iversen Reading, Storbritannien
2007 Polen Polen Damian Baliński, Tomasz Gollob, Jarosław Hampel, Rune Holta, Krzysztof Kasprzak, Grzegorz Walasek Leszno, Polen
2008 Danmark Danmark Hans N. Andersen, Nicki Pedersen, Bjarne Pedersen, Kenneth Bjerre, Niels Kristian Iversen Vojens, Danmark
2009 Polen Polen Krzysztof Kasprzak, Piotr Protasiewicz, Jarosław Hampel, Tomasz Gollob, Adrian Miedziński Leszno, Polen
2010 Polen Polen Rune Holta, Janusz Kołodziej, Jarosław Hampel, Tomasz Gollob, Adrian Miedziński Vojens, Danmark
2011 Polen Polen Gorzów Wielkopolski, Polen
2012 Danmark Danmark Nicki Pedersen, Mikkel B. Jensen, Michael Jepsen Jensen, Niels Kristian Iversen Målilla, Sverige

Kilder / eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]