Valdemar den Store
| Valdemar den Store | |
|---|---|
 | |
| Konge af Danmark | |
| Regerede |
Jylland 1147-1157 Danmark 1154-1182 |
| Forgænger | Erik Lam |
| Regent | Valdemar 1. den Store |
| Efterfølger | Knud 6. |
| Ægtefælle | Sophie af Minsk |
| Børn |
Udenfor ægteskab med Tove: Med Sophie af Minsk:
|
| Hus | Jellingdynastiet |
| Far | Knud Lavard |
| Mor | Ingeborg af Novgorod |
| Født |
14. januar 1131 |
| Død |
12. maj 1182 |
| Hvilested | Sankt Bendts Kirke |
Valdemar den Store (14. januar 1131 – 12. maj 1182[1]) søn af Knud Lavard og Ingeborg, fyrstinde af Novgorod, dansk medkonge fra 1154 og enekonge fra 1157 til 1182.
Valdemar blev født blot otte dage efter at faderen, Knud Lavard, blev myrdet. Han voksede op hos Asser Rig sammen med dennes sønner Absalon og Esbern Snare. Under stridighederne om retten til tronen mellem Svend 3. Grathe og Knud 5. sluttede han sig til Svend, som i 1147 gjorde ham til hertug af Slesvig. I 1154 skiftede Valdemar over på Knuds side og forlovede sig med hans halvsøster Sofie. Han blev konge i Jylland 1157 ved rigets deling mellem Svend, Knud og Valdemar og enekonge samme år, efter at Knud blev dræbt under "blodgildet i Roskilde". Det lykkedes Valdemar at undslippe, og efter at have samlet en hær slog han Svend på Grathe Hede og var nu enekonge.
Valdemar opbyggede en stærk kongemagt og rettede flere slag mod venderne, støttet af vennen Absalon, som han i 1158 udnævnte til biskop i Roskilde. I 1159 samlede Valdemar en sjællandsk ledingsflåde og gennemførte et togt mod venderne. I de følgende år gennemførtes en række togter, der kulminerede med indtagelsen af Rügen i 1169. I den forbindelse omstyrtedes de kendte gudebilleder. Valdemar gik i gang med at sikre rigets grænse mod syd dels ved at opføre Valdemarsmuren i tilknytning til Dannevirke, dels ved at bygge fæstningsanlæg flere steder i landet, bl.a. ved Korsør og Nyborg. Absalon byggede en fæstning på en lille ø ud for handelspladsen Havn (senere København) ved Øresund.
Den europæiske magtkamp mellem paven og kejseren nåede Danmark i 1160, da de fleste bisper med Absalon i spidsen støttede kongen, og ærkebiskop Eskil måtte drage i landflygtighed i Frankrig. Kronen og kirken forsonedes dog, og det markeredes med, at Valdemars fader, Knud Lavard, blev helgenkåret af pave Alexander III og gravsat i Skt Bendts Kirke i Ringsted. Samtidig fik Valdemar sin syvårige søn, Knud 6. kronet og salvet som medkonge for at sikre arvefølgen. I 1177 trak Eskil sig tilbage, og Absalon udnævntes til ærkebiskop i Lund. Absalon indsatte flere venner på ledende poster, og i 1180 udbrød der åbent oprør, og Absalon måtte flygte. Valdemar og Absalon vendte tilbage i 1181 med en hær og nedkæmpede oprøret.
Under Valdemars regeringstid skete der store forandringer i det danske samfund. Ledingspligten blev afløst af en ledingsskat, og frem for at skulle huse kongen, når han rejste rundt i landet, skulle bønderne nu betale en skat til kongens ombudsmand (hele apparatet med ombudsmænd blev udbygget og væsentlig forbedret under Valdemar 1. den Store). Kongen fik også flere indtægter i form af kongens overtagelse af ingenmandsland – hvad ingen ejer, ejer kongen. Valdemar tjente også godt på afgifter på sildemarkedet i Skåne.
Valdemar døde den 12. maj 1182 på Vordingborg Slot. Hans lig blev af bønder båret til Skt. Bendts Kirke, hvor han blev begravet. Sammen med sin hustru Sofie fik han sønnerne Knud (6.) og Valdemar 2. Sejr foruden seks døtre.
Anetavle
For flere linjer se eventuelt anetavlerne for: Ingeborg af Novgorod, Knud Lavard, Dronning Bodil, Svend Estridsen, Vladimir Monomakh, Ulf Jarl, Harold Godvinson, Håkon Jarl, Harald Hårfager og Harald Hildetand
Forgænger og efterfølger
| Foregående: | Kongerækken Regerede som medkonge med Svend 3. Grathe, Knud 5. 1154-1157 Som enekonge: 1157-1182 |
Efterfølgende: |
| Erik 3. Lam | Knud 6. |
Fodnoter
- ^ Der er rejst en del tvivl om identiteten af Svend Tveskægs ægtefæller, og om hvorvidt der er tale om 1 eller 2 ægtefæller og hvad navnet eller navnene i givet fald var, men her angives Sigrid Storråde som Estrids mor, da dette synes at komme i mindst konflikt med traditionen.
Eksterne kilder/henvisninger
 |
Wikimedia Commons har medier relateret til: |