Viborg Fodsports Forening (forkortet Viborg F.F., VFF) er en dansk fodboldklub hjemmehørende i den midtjyske domkirkeby Viborg. Klubben blev stiftet den 1. april1896.
Klubbens førstehold spillede fra 1998 til 2008 i Superligaen, men måtte rykke ned i 1. division efter ti år i den bedste fodboldrække. Efter fem sæsoner i 1. division vendte klubben tilbage til Superligaen for sæsonen 2013/2014, hvorefter klubben rykkede ned til 1. division i sæsonen 2014/2015, og efterfølgende rykkede klubben op i Superligaen igen til sæsonen 2015/2016. Sidenhen er klubben atter rykket ned til 1. division.
Klubben spiller sine hjemmebanekampe på Energi Viborg Arena, der har plads til 9.566 tilskuere (heraf 500 ståpladser, resten siddepladser).
Fra sæsonen 2014/15 overtog Nike sponsoratet af spillertøj til hele Viborg F.F., herunder også amatørafdelingen. Klubbens hjemmebane dragt er med grøn trøje, hvide shorts og grønne strømper. På udebane er spilledragten hvid trøje med grønne shorts og hvide strømper. Holdets tredje spilledragt er hvid med sorte markeringer i siderne og hvide shorts.
Hermann Brügmann deltog i OL 1928, som klubbens første og frem til i dag eneste OL-deltager. Ved OL i Amsterdam deltog han som længdespringer og trespringer. I længdespring blev han nummer 30 med et spring på 6.62 og i trespring nummer 18 med 13,82. Han vandt i perioden 1921-1927 fire danske mesterskaber i længdespring og to i trespring derudover satte han to danske rekorder i trespring. Brügmann havde også en 20-årig karriere som fodboldspiller i klubben.
Efter at en række idrætsgrene i 1929 udskiltes i selvstændige foreninger dyrkes udelukkende fodbold.
Det var først i 1990'erne at klubben gjorde væsen af sig i fodbold på landsplan. Indtil da havde klubben fristet en tilværelse i de lavere rækker på nær en enkelt sæson i 1. division (dengang den bedste række) i 1980 og 1989. En væsentlig investering i ungdomsfodbold gav imidlertid bonus, og i 1993 kom klubben for første gang op i landets bedste foldboldrække, Superligaen, som var blevet grundlagt i 1991. Opholdet i topdivisionen varede dog kun én sæson, inden man igen måtte en tur ned i 1. division. Men allerede året efter vendte klubben tilbage til Superligaen, og efter et par op- og nedrykninger rykkede man endeligt op i 1998 og vedblev at være der indtil sæsonen 2007/2008.
Flag foran Viborg Stadion i 2011. Foto: Lars Schmidt
Klubbens fineste sæson kom i 1999/2000, hvor klubben vandt den danske Pokalturnering med en sejr på 1-0 over AaB i finalen, og desuden sluttede på en 4. plads, hvilket er klubbens højeste slutplacering i Superligaen.
I sæsonen 05/06 var VFF tæt på at snuppe bronze, dog kneb det med at vinde de afgørende kampe, hvilket medførte endnu en fjerdeplads.
Sæsonen efter blev meget skuffende. Man havde ansat den tidligere assistenttræner, Flemming Nielsen som sportsdirektør[1]. Efter få kampe stod den daværende træner Ove Christensen frem på TV og kritiserede offentligt ledelsens indkøb[2]. Han fik sammen med Flemming Nielsen fyresedlen onsdag den 26. juli[3]. Derefter blev assistenttræneren Tommy Møller Nielsen ansat som cheftræner, indtil han blev erstattet af den succesfulde svenske træner Anders Linderoth, mens Møller Nielsen igen blev ansat som assistenttræner[4]. Man havde stor tiltro til Linderoths evner, men successen fulgte ikke til Danmark, og det blev kun til en skuffende 9. plads i Superligaen. I sæsonen 07/08 forsatte Viborg F.F. med dårlige resultater. Det medførte fyringen af træneren Anders Linderoth og assistenttræneren Tommy Møller Nielsen den 9. november 2007, hvorefter målmandstræneren Stephen Lowe og U-18 træneren Jan Østergaard overtog i de sidste kampe i efterårssæsonen[5].
Klubben ansatte herefter Hans Eklund[6] og Søren Frederiksen[7], der blev købt fri af Skive IK[8]. Herefter hentede klubben en næsten ny trup, og efter nogle gode træningskampe havde man tiltro til, at skuden kunne vende for Viborg F.F.. Desværre forsatte man i samme spor i forårssæsonen som i efterårssæsonen, og snart blev man klar over, at vejen gik mod 1. division.
I 1. division lagde Viborg F.F. hårdt fra land, og røg direkte ind på førstepladsen fra starten. Men efter den gode start gik holdet i stå, og begyndte at tabe kampe. Efter at klubben havde tabt 2-3 til det absolutte bundhold Lolland-Falster Alliancen blev Hans Eklund fyret den 8. april 2009[9], og Søren Frederiksen overtog pladsen com cheftræner.
I sommeren 2009 blev den danske træner Lars Søndergaard ansat som cheftræner i Viborg F.F., og Søren Frederiksen indtog atter rollen som assistenttræner[10]. Desuden blev der fremsat en 3 års plan for klubben, som betyder, at man ønsker en større satsning på talenterne fra FK Viborg, og en oprykning til Superligaen skal nåes i løbet af 3 år. Det første år med Søndergaard og Frederiksen på bænken har betydet, at tre FK Viborg talenter har fået deres debut, Christian Stisen, Kasper Østervemb og Carlos Shiralipoor, men holdet hører stadig til den bløde mellemvare i 1. division. .
I vinterpausen 2009/2010 skiftede Ralf Pedersen til Danmarksserieklubben Kjellerup IF som spillende assistenttræner. Jesper Lindegaard fik ikke forlænget sin kontrakt, og brasilianeren Alex da Silva valgte at blive væk fra Viborg, hvilket betød en opsigelse af dennes kontrakt[11]. Vinterpausen 2009/10 blev især kendt for en episode en lørdag morgen, hvor direktøren Morten Jensen og en række af spillerne mødte op en hel dag for at rydde kunstgræsbanen for sne[12].
Energi Viborg Arena set fra Tingvej. Foto: Lars Schmidt
Viborg F.F. har hjemmebane på Energi Viborg Arena. Der er overdækket siddepladser på hele stadionet, der er inddelt i fire afsnit. Nord med 2.072 siddepladser, vest med 2.662 siddepladser, øst 2.762 siddepladser og syd med 2.040 siddepladser. I alt 9.566 siddepladser. Afsnit nord bliver brugt af udeholdets fan, mens afsnit syd bliver brugt af de forskellige fanklubber og supportere.
Banen måler 105m x 68m. Der er varme i banen, og banen er godkendt som DBU og UEFA stadion. Kvindelandsholdet i fodbold har ofte brugt Viborg Stadion som deres hjemmebane. Det nuværende stadion er bygget ovenpå et ældre stadion, hvor der var plads til ca. 15.000 tilskuere (dog var der klart flest ståpladser), og der var desuden en løbebane.
The Green Pride er klubbens officielle fanklub. Tidligere var The Green Pride en af de største i Danmark med over 500 medlemmer. Den første Ultras-gruppe blev født i 2002, da en gruppe teenagere etablerede Fanatikos. I 2004 blev Shamrock Ultras skabt.
Grøn Fight bør også nævnes. Den består primært af ældre fans der har fulgt klubben i årtier.
Allerede i overbygningens første sæson blev det til et Jysk Mesterskab for drenge i Mesterrække 2, hvor holdet bestod af den talentfulde årgang 89-90.
Siden hen er det blevet til flere jyske mesterskaber, og FK Viborg er også godt repræsenteret på diverse Unionshold.
I dag, pr. 2007, har FK Viborg udviklet sig meget. Juniorerne ligger i den bedste danske række, mens det også er blevet til et par kontrakter. Kevin Mensah (1991), Alexander Juel Andersen (1991), Martin Christensen (1992), Henrik Kappelborg (1992), Christian Stiesen (1991), Thor Haarh (1990) og Michael Worret (1989) er alle på kontrakt i klubben. Kevin Mensah og Alexander Juel Andersen har tidligere spillet på det danske U-17 landshold. Desuden er Henrik Kappelborg (keeper), Jeff Mensah, Martin Christensen og Carlos Shiralipour blandt deltagerne til U-16 landsholdet. Deltagerne fra U-16 landsholdet var alle med til at vinde for Jylland i et stort stævne i Brøndby for de danske landsdele i sommeren 2007. På andenpladsen kom Fyn.
Desuden er FK Viborgs junioreres andethold i Mesterrække som overbygning af Viborg FF og Søndermarken IK.
Blandt de tidligere profiler kan nævnes angriberne Søren Frederiksen og Heine Fernandez, der begge oplevede at blive topscorere i landets bedste række, mens de var i klubben.
I en afstemning foretaget i efteråret 2007 blev de to tilmed kåret til henholdsvis den største og den tredjestørste Viborg-profil nogensinde.
En anden succesfuld angriber var Thomas Dalgaard, som blev topscorer i 2 sæsoner i træk, med 27 mål i 1 division og efterfølgende 18 mål i Superligaen.
Dertil skal anføren Jakob Glerup Nielsen heller ikke glemmes. Han var været i klubben i over 10 år, og må om nogen betragtes som en legende.
10. juli 2019 — Nickolai Lund (Assistent og transitionstræner) 15. marts 2021 — Jakob Poulsen (Assistent og individuel udviklingstræner) 2. maj 2019 — Jesper Fredberg (Sportschef) 1. august 2020 — Kresten Vedstesen (Målmænd)