Vikingetid

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Vikinge skip
Historien om
Skandinavien

Vikingetiden er en periode i Europas historie, og særligt i nordeuropæisk og Skandinaviens historie, der strækker sig fra slutningen af 700-tallet til midten af 1000-tallet. det efterfulgte germansk jernalder.[1] Der er en tid hvor skandinaviske nordboere udforskede Europa via havene og floderne for at handle, plyndre, kolonisere og erobre. I perioden bosatte nordboerne sig på Grønland og Newfoundland, samt i områder i det moderne Færøerne, Island, Skotland, England, Irland, Holland, Tyskland, Ukraine, Rusland og Tyrkiet. Selvom vikingerne på mange punkter bliver betragtet som brutale plyndringsmænd indikerer mange historiske dokumenter, at deres invasion af andre lande var en gengældelse på de indgreb som kristne missionærer havde gjort, og muligvis de saksiske krige med Karl den Store,[2][3][4][5][6] eller at de blev motiveret af overbefolkning, ubalanceret handel og mangel på ordentlig landbrugsjord. Kilderne til vikingerne stammer hovedsageligt fra nedskrevne kilder, som er forfattet af deres fjender, og primærkilder som arkæologi samt sekundære kilder som de islandske sagaer.

I perioden bosatte nordboerne sig på Grønland og Newfoundland, samt i områder i det moderne Færøerne, Island, Skotland, England, Irland, Holland, Tyskland, Ukraine, Rusland og Tyrkiet. Særligt i de nære områder, hvor de var mest massivt til stede og bosatte sig, har vikingerne sat et varigt præg på landenes kultur, hvilket kan ses i mange stednavne, afledninger af norrøne ord i moderne sprog og deres kunst.

Blandt vikingernes største teknologiske landvindinger var deres skibe, der med brugen af sejl kunne tilbagelægge store afstande også over åbent hav. De mest kendte er langskibet, der med sin manøvredygtighed og lave køl kunne gå på lavet vand og der blev brugt under deres plyndringstogter, men andre typer som knarr og snekke var også typiske forperioden. Derudover har de brugt forskellige typer gennemsigtige krystaller og mineraler til at hjælpe dem med at navigere efter solen. Deres våben inkluderer sværd, spyd, hjelme, skjolde og buer.

Historiske betragtninger[redigér | redigér wikikode]

I England er vikingetiden sat til at begynde den 8. juni 793,[7][8] hvor vikingerne angreb et kloster på øen Lindisfarne ud for kyst af Northumberlands kyst. Munkene i klostret blev dræbt, kastet i vandet så de druknede eller slæbt med som trælle, og vikingerne stjal også værdigenstande i kirken, hvilket har givet grobund for bønnen A furore Normannorum libera nos, Domine, "Fri os fra Nordboernes vrede, Herre."[9]

Tre vikingeskibe gik på grund ved Weymouth Bay fire år tidligere (selvom en skrivefejl i den angelsaksiske krønike daterer dette til 787 frem for 789), men dette strejftog har muligvis været en handelsekspedition, der gik galt, frem for et plyndringstogt. Lindisfarne var anderledes og vikingernes ødelæggelser på Northumbrias Holy Island blev rapporteret af den lærde Alcuin af York, der skrev: "Aldrig før i Storbritannien er en sådan terror sket".[10]

Vikingerne blev portrætteret som voldelige og blodtørstige af deres fjender. I middelalderlige krøniker fra England bliver de beskrevet som "ulve blandt får".

Den første gang, at man begyndte at udfordre de mange vikinge-fjendtlige beskrivelser, der fandtes i britiske manuskripter fra perioden begyndte i 1600-tallet. Pionerer inden for vikingeforskning fik en lille læserkreds i Storbritannien. Sprogforskere sporede vikingerne idiomer og ordsprog, og der blev fremstillet nye ordbøger over det norrøne sprog, hvilket gjorde at flere personer i viktoriatiden kunne komme til at læse de islandske sagaer.

I Skandinavien var de første forskere, der brugte runeinskriptioner og islandske sagaer som primærkilder, danskerne Thomas Bartholin og Ole Worm og svenskeren Olaus Rudbeck. Under oplysningstiden og den nordiske renæssance udviklede historikere som den norsk-islandske Thormodus Torfæus, dansk-norske Ludvig Holberg og svenske Olof von Dalin en mere "rationel" og "pragmatisk" tilgang til historiske forskningsstudier.

I sidste halvdel af 1700-tallet, mens de islandske sagaer stadig blev brugt som vigtige historiske kilder, var vikingetiden igen blevet genstand for associationer med en barbarisk og uciviliseret periode i Nordens historie.

Det var ikke før 1890'erne, at forskere uden for Skandinavien for alvor begyndte at revurdere de traditionelle tolkninger af vikingernes bedrifter, og at de begyndte at blive anerkendt for deres kunstneriske og teknologiske evner samt for deres bedrifter som sømænd.[11]

Indtil for nylig var vikingernes historie hovedsageligt baseret på de islandske sagaer, Saxo Grammaticus' danmarkshistorie, Gesta Danorum, Kijevrigets Nestorkrøniken og The War of the Irish with the Foreigners. I dag bruger de fleste forskere dog ikke disse direkte, men baserer sig mere på konkrete arkæologiske fund, numismatik og andre mere videnskabelige discipliner og metoder.[12][13]

Historisk baggrund[redigér | redigér wikikode]

Vikingerne rejser i Nordatlanten.

De vikinger, der invaderede Vest- og Østeuropa, var hovedsageligt hedninge fra Danmark, Norge og Sverige. De bosatte sig på Færøerne, Island, i Irland, Skotland (Caithness, Hebriderne og Northern Isles), Grønland og Canada.

Deres nordgermanske sprog, norrønt, blev der blev grundstammen for de nuværende skandinaviske sprog. I 801 var der tilsyneladende opstået en stærk centralmagt i Jylland, og danerne begyndte at se ud over deres eget område efter land, handel og plyndring.

Det bjergrige Norge med de mange fjorde var en stærk naturlig grænse. Her forblev samfund uafhængige af hinanden, til forskel fra i Danmark, der er lavlandet. Omkring år 800 eksisterede der 30 mindre kongeriger i Norge.

Havet var den nemmeste vej til at kommunikere imellem de norske kongerige rog resten af verden. Det var i 700--tallet at skandinavere begyndte at bygge krigsskibe og sende dem på plyndringstogter, hvilket var starte på vikingetiden. Dem der sejlede Nordsøen var handlende, kolonister, opdagelsesrejsende og plyndringsmænd.

Årsager til nordisk ekspansion[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Vikingernes ekspansion

Der er mange teorier til årsagen for vikingernes ekspansion og invasion. Ønsket om at opdage nyt land, spillede nok en vigtig rolle. På dette tidspunkt var England, Wales og Irland sårbare overfor angreb, da de var opdelt i mange mindre kongeriger, der var i indbyrdes krig og magtkampe. Frankerne var derimod mere velorganiserede og bedre forsvaret. Overbefolkning i de Skandinaviske riger spillede også en rolle.[14][15] Teknologisk udvikling, såsom bruge af jern og mangel på kvinder, som følge af selektiv kønsudvælgelse har muligvis også spillet en rolle.[16] Stridigheder, der var forårsaget af den frankiske ekspansion syd for Skandinavien og deres efterfølgende angreb på vikinger i Sønderjylland kan også have spillet en rolle i dette område. Harald Hårfager havde samlet Norge på dette tidspunkt og havde fordrevet mange. Disse folk søgte derfor et nyt hjem og de startede en række modangreb mod Harald.

Vikingerne har plantet afgrøder efter vinteren, og har så startet deres rejser efter isen er smeltet på havet, for at kunne nå tilbage med deres varer og plyndringsgods så de kunne nå at høste.

Vikingernes ekspansion i Europa mellem 700- og 1000-tallet.

Der er stadig debat blandt forskere, om hvorfor man ekspanderede fra 700- til 1000-tallet. Der er opstillet flere modeller og teorier om årsagen.

Demografisk model

Denne model foreslår, at Skandinavien oplevede kraftig befolkningstilvækst umiddelbart før vikingetiden begyndelse.[17] Landsbrugslandet i området var ikke godt nok til at producere tilstrækkeligt med føde til den voksende befolkning.[18] Som et resultat heraf stod mange skandinavere uden jord og status, og de søgte derfor ud, for at få begge dele ved plyndringer og koloniseringer. Befolkningen fortsatte med at vokse, og man søgte derfor længere og længere væk, for at finde nyt land, og nåede på den måde uden for Østersøen grænser og rundt i hele Europa.[19]

Økonomisk model

Denne model går på, at vikingetiden var et resultat af voksende urbanisering og handel med Europa. I takt med, at den islamiske verden voksede kom der nye handelsruter, og rigdomme og velstand opstod langs dem. Disse ruter kom længere og længere nordpå.[20] I Vesteuropa begyndte større byer at opblomstre i det, der blev kaldt det "lange ottende århundrede"”.[21]Ligesom mange andre europæere blev befolkningen i Skandinavien tiltrukket af disse rige handelscentre, der snart efter blev hyppige mål for vikingetogter. Forbindelsen mellem Skandinavien og de større og rigere handelsnetværk lokkede vikingerne til Vesteuropa, og videre til Resten af Europa og dele af Mellemøsten. Nedgravede funder af vikingesøvl som Cuerdale Hoard og Vale of York Hoard har givet arkæologer god indsigt i dette fænomen.

Ideologisk model

Vikingetiden falder sammen med den middelalderlige varmeperiode (ca. 800–1300) og stoppede ve starten af den lille istid (ca. 1250–1850). Starten på vikingetiden, med plyndringen på Lindisfarne, ligger også samtidig med Karl den Stores saksiske krige eller de kristne krige mod hedningene i Sachsen. Historikerne Rudolf Simek og Bruno Dumézil har fremlagt en teori om, at vikingeangrebene har været et modsvar på kristendommens udbredelse blandt hedningene.[2][3][4][5][6] Professor Rudolf Simek mener, at "det ikke er et tilfælde, at den tidlige vikingeaktivitet sker på samme tid som Karl den Stores styre".[2][22] Da kristendommen gjorde sit indtog i Skandinavien var der store konflikter i Norge, der splittede riget i næsten et århundrede.[23]

Politisk model

Der er to hovedkomponenter i den politiske model. Den første er den eksterne "træk"-faktor. Den består i at svage politiske figurer i Storbritannien og Vesteuropa var attraktive mål for vikingetogter. Årsagen til disse svagheder varierer, men i mange tilfælde er der tale om decentraliseret politik eller religiøse områder. vikingerne kunne derfor nemt angribe og plyndre ét sted, for så at rejse videre til et nyt område under en anden konge eller religion. Den anden faktor er den interne "skub"-faktor. Den falder sammen med at man i perioden inden vikingetiden oplevede en stor centralisering af magten i de områder, som er blevte til det moderne Danmark, Sverige og særligt Norge. Den centraliserede magt tvang hundredevis af høvdinger fra deres landområder, der langsomt blev overtaget af de konger og dynastier som begyndte at opstå. Mange af disse høvdinger søgte derfor tilflugt andetsteds, og hærgede kysterne på De Britiske Øer og Vesteuropa.[24]

Teknologisk model

Denne model foreslår, at vikingetiden skete som følge af teknologiske innovationer, der tillod, at vikingerne kunne tage på deres plyndringstogter.[25] Der hersker ingen tvivl om, at der fandtes pirater i Østersøen inden vikingetiden, men udvikling i skibsteknologi gjorde det muligt for vikingerne at rejse længere og over mere åbent vand, for at tage på deres plyndringstogter.[26] Blandt disse nye opfindelser og udviklinger var støre sejl, at krydse og at sejle 24-timer i døgnet.[17]

Disse modeller inderholder det meste af det, vi ved om motivationerne og årsagerne til vikingetiden. Sandsynligvis er starten på perioden et resultat af en kombination af flere ovenstående modeller.

Historisk overblik[redigér | redigér wikikode]

Byer fra vikingetiden i Skandinavien.

Det tidligst daterede vikingeangreb fandt sted i 789 ifølge den angelsaksiske krønike, hvor en gruppe mænd fra Norge sejlede til Isle of Portland i Dorset (det blev fejlagtigt noteret som år 787). De blev opfattet som købmænd af en kongelig embedsmand. Da de blev bedt om at tage til kongens herregård for at betale skat for at handle dræbte de embedsmanden.[27] Begyndelsen på vikingetiden på De Britiske Øer bliver ofte sat til 793, hvor vikingerne ifølge den angelsaksiske krønike plyndrede et vigtig kloster på øen Lindisfarne. I moderne tid er det blevet bredt accepteret, at der nok er tale om 8. juni i stedet for januar[8]):

År 793. Dette år kom et frygteligt forvarsel over Northumbrias land, skrækindjagende folk: these were immense sheets of light rushing through the air, and whirlwinds, and fiery dragons flying across the firmament. These tremendous tokens were soon followed by a great famine: and not long after, on the sixth day before the ides of January in the same year, the harrowing inroads of heathen men made lamentable havoc in the church of God in Holy-island (Lindisfarne), by rapine and slaughter.

Angelsaksiske krønike.[28]

Ifølge Ulster-annalerne foregik der en seriøse angreb på Lindisfarnes moderkloster på øen Iona i 794, der blev efterfulgt af plyndringer langs nordkysten af Irland i 795. Fra baser, som de etablered eher, angreb nordboerne igen Iona i 802, hvor de dræbte mange blandt Céli Dé Brethren, og brændte klostret ned.

Vikingekspedition (blå linje): afbilleder det store område, som vikingerne rejste i det mest af Europa, Middelhavet, Nordafrika, Lilleasien, Arktis og Nordamerika.

Frankernes kongerige under Karl den Store blev særligt plaget af disse plyndringsmænd, der kunne sejle op af Seinen stort set uden modstand eller risiko. I slutningen af Karl den Stores styre og under hans sønner og børnebørns styre begyndte en række vikingertogter, der kulminerede en en gradvis skandinavisk erobring og bosættelse i det område, som i dag kendes som Normandiet.

De klinkbyggede langskibe, der blev brugt af skandinaverne, var ekstremt velegnede til både dybt hav og lavvandede områder ved kyster og i floder. De gjorde det muligt for de nordiske plyndringsfolk, handlende og bosættere at sejle langs kystlinjer og på de store floder i Vesteuropa. Rurik af Novgorod rejse mod vest, og i 859 blev han hersker over Novgorod ved floden Volkhov, enten ved erobring eller via invitation fra de lokale. Hans efterkommere flyttede yderligere og grundlaggde den tidlige østslaviske stat Kijevriget med hovedstad i Kiev. Den eksisterede frem til 1240, hvor mongolerne invaderede Rusland.

Andre nordiske folk, særligt dem fra det moderne Sverige og Norge, fortsatte til den sydlige ende af Sortehavet og videre til Konstantinopel. Når vikingeskibene gik på grund på lavt vand, blev de ifølge flere kilder vippet på siden og slæbt over land til dybere vand. De østlige forbindelse, som disse væringer opnåede, bragte byzantinsk silke og mønter fra Samarkand fra Det Røde Hav til York.

I 884 blev en hær af danske vikinger besejret under slaget ved Norditi (også kaldet ved Hilgenried Bay) langs den germanske Nordsøskyst af en frisisk hær under ærkebiskop Rimbert af Bremen-Hamburg, hvilket endte med en komplet og permanent tilbagetrækning af Østfrisland.

I 911 indgik den franske Karl den Enfoldige en aftale med vikingehøvdingen Rollo, der havde var af enten dansk eller norsk herkomst.[29] Karl gav Rollo titlen som hertug og tildelte ham og hans tilhængere landområdet kendt som Normandiet. Til gengæld svor Rollo en troskabsed til Karl, konverterede til kristendommen og han fik opgaven med at forsvare de norlige område af Frankrig mod andre invaderende vikingegrupper. Adskillige generationer senere identificerede normanniske efterkommere af disse vikingebosættere sig som normanner og bragte det normanniske sprog (et romansk sprog med germansk indflydelse) og deres normanniske kultur til England i 1066. Med den normanniske erobring blev de den herskende klasse af aristokrater i angelsaksisk England.

Vikingetidens afslutningen i Skandinavien bliver normalt regnet for afsluttet ved etablering af en kongelig autoritet i de respektive lande, og ved indførslen af kristendommen som den dominerende religion. Tidspunktet bliver normalt sat til et sted mellem begyndelsen af 1000-tallet i alle tre lande. I Norge blev vikingetiden afsluttet med slaget ved Stiklestad i 1030. Selvom Olav Haraldsson (Senere kendt som Olav den Hellige) tabte slaget, spredte kristendommen sig, delvist på grund af stærke rygter om mirakler efter hans død. I Sverige bliver kong Oluf Skotkonung (ca. 995–1020) normalt betragtet som overgangen mellem vikingetiden til middelalderen, da han var den første kristne konge over Sverige, og han blive associeret med voksende indflydelse i kriken i det sydvestlige og centrale Sverige.

Afslutningen på vikingetiden i England bliver typisk fastsat til den norske kong Harald Hårderådes mislykkede forsøg på at besejre den saksiske kong Harold Godwinson i 1066 under slaget ved Stamford Bridge; i Irland er det Strongbow og hans irsk-normanniske troppers erobring af Dublin i 1171, der markerer afslutningen; og i Skotland er det Håkon 4. Håkonsson nederlag til tropper der var loyale overfor Alexander 3. under slaget ved Largs i 1263. Godwinson blev efterfølgende besejret en måned senere af en anden efterkommer af vikingerne Vilhelm Erobreren, hertug af Normandiet, som var blevet erobret og bosat af vikinger i 911. Skotland fik sin nuværende form, da landet genvandt områder fra nordboere mellem 1200- og 1400-tallet; Western Isles og Isle of Man forblev under skandinavisk styre frem til 1266. Orkney og Shetland tilhørte den norske konge helt frem til 1469.

Nordvesteuropa[redigér | redigér wikikode]

England[redigér | redigér wikikode]

Angelsaksisk vikingemønt-vægt. Brugt til handel med barre og brudsølv. Den er fremstillet af bly, og kan veje omkring 36 g. Den er dateret til 720-750 og fremstillet i Kent.

Ifølge den angelsaksiske krønike angreb vikingerne England i 793 og plyndrede Lindisfarne kloster, hvor man opbevarede Saint Cuthberts relikvier. Plyndringsmændene dræbte munkene og stjal værdigenstande. Dette angreb markere begyndelsen på "vikingetiden" og vikingernes invasioner, som blev gjort mulig af deres langskibe. Der var voldsomme men sporadiske angreb fra slutningen af 700-tallet på Englands nord- og østkyster; vikingertogterne fortsatte i mindre skala over hele Englands kyst. De første angreb foregik i små grupper, men man mener alligevel, at der var en stor mængde planlægning involveret. Normænd plyndrede i vinteren mellem 840 og 841, i stedet i løbet af sommeren, som det ellers havde været tilfældet tidligere, men de havde ventet på en ø uden for Irland, frem for at sejle hjem i efteråret. I 850 overvinterede vikingerne for første gang i England på øen Thanet i Kent. I 854 overvintrede en gruppe vikingerne på Isle of Sheppey i Themsens udmunding. I 864 vendte de tilbage til Thanet for at gøre øen til deres vinterlejr.[30]

Angelsaksiske bispedømmer før 925. Bispedømmerne i England blev meget påvirket af vikingetiden.

Det følgende år ankom Den Store Hedenske Hær, ledet af brødrene Ivar Benløs, Halfdan og Ubba, og en anden viking kaldet Gorm til East Anglia. Det arbejdede sig vej igennem England ind i Northumbria og erobrede York, og etablerede vikingesamfundet Jorvik, hvor flere bosatte sig som bønder og håndværkere. De fleste af de engelske kongeriger lå i intern konflikt, og de kunne derfor ikke sætte noget op mod vikingerne. I 867 blev Northumbria den nordligste del af Danelag, efter Halfdan og Ivar havde erobret det og fået indsat Ecgberht som marionetkonge. I 870 ankom "den Store Sommerhær" til England under ledelse af en viking kaldet Bagsecg og hans fem jarler. Med hjælp fra Den Store Hedenske Hær (som allerede havde hærget i store dele af England fra deres base i Jorvik), plyndrede Bagsecgs tropper en stor del af England fremt il 871, hvor de planlagde en invasion mod Wessex. Den 8. januar 871 blev Bagsecg og hans jarler dræbt under slaget ved Ashdown. Det resulterede i, at vikingerne vendte tilbage til det nordlige England, hvor Jorvik var blevet centralt i vikingernes kongerige, Alfred den Stores formåede at holde dem ude af landet. Alfred og hans efterfølgere fortsatte med at drive skubbe vikingernes grænse tilbage og de endte med at indtage York. En ny bølge af norske vikinger ankom til England i 947, da Erik Blodøkse generobrede York.

Forgyldt dragehoved fra Irland, fundet i en vikingegrav i Stavanger, Norge (Nationalmuseet, København).

I 1003 påbegyndte den danske kong Svend Tveskæg en serie angreb i England. Dette kulminerede med en invasion, der førte til at Svend blev kronet som konge over England i 1013.[31][32] Svend var også over konge over Danmark og dele af Norge på dette tidspunkt.[33] Englands trone gik videre til Edmund Jernside af Wessex efter Svends død i 1014. Svends søn, Knud den Store, genvandt tronen i 1016 ved en erobring. Da han døde i 1035 var han konge over Danmark, England, Norge og dele af Sverige.[34][35] Harald Harefod blev konge over England efter Knuds død, og vikingernes styre i England var hermed tilendebragt.

Deres tilstedeværelse fortsatte dog frem til 1066, hvor en invaderende hær af vikinger tabte slaget ved Stamford Bridge mod Harold Godwinson. 19 dage senere led hans hær nederlag til normannerne, der selv nedstammede fra vikingerne, da de invaderede England og besejrede den svækkede engelske hær under slaget ved Hastings.

I 1152 ledte Eystein 2. af Norge et plyndringstogt ned langs Storbritanniens østkyst.[36]

Irland[redigér | redigér wikikode]

Vikingerne plyndrede klostre på Irlands vestkyst i 795, og spredte sig derefter ud for at dække resten af kystlinjen. Den nordlige og østlige del af øen blev værst ramt. I løbet af de først 40 år blev plyndringerne udført af små mobile grupper af vikinger. Fra 830 og frem begyndte de at bestå af større flåder af vikingeskibe. Efter 840 begyndte vikingerne at etablere permanente baser langs kysten. Dublin blev den mest betydningsfulde base på længere sigt. Irerne vænnede sig til vikingernes tilstedeværelse og i nogle tilfælde blev de allierede eller giftede sig med hinanden.

I 832 invaderede en vikingeflåde på omkring 120 skibe kongerigerne på Irlands nord- og østkyster. Nogle mener, at det øgede antal af vikinger hænger sammen med de skandinaviske lederes ønske om at kontrollere de lukrative plyndringer på Irlands vestkyst. I løbet af midten af 830'erne begyndte vikingetogterne at gå længere ind i Irland, frem for blot at være langs kysterne. Floder og kanaler gjorde det muligt for vikingerne at komme længere ind i landet. Efter 840'erne fik de etablere adskillige permanente baser, som de bruge som udgangspunkt for nye plyndringer i størstedelen af Irland.

I 838 sejlede en mindre vikingeflåden på af floden Liffey i Vestirland. De etablerede en base, der på irsk kaldes en longphort. Denne bosættelse blev senere til Dublin, og irerne oplevede herefter tropper fra der nordiske lande i omkring 40 år. Der blev også etablerede longphorts i Cork, Limerick, Waterford og Wexford.

Norske vikinger og andre skandinavere udførte omfatte plyndringstogter i Irland. De grundlagde Limerick i 812, og etablerede Waterford i 853. Desuden grundlagde vikingerne den eneste vikingehovedstad i verden uden for Norden i form af Dublin, og handelshavnen Cork i 800-tallet. Det var hovedsageligt nordmænd, der bosatte sig og begyndte at gifte sig med de indfødte. Dere litteratur, håndværk og kunst påvirkede især disse områder i Irland. Vikingerne handlede på irske markeder i Dublin, hvilket styrkede byen som vigtigt handelscenter. Under arkæologiske udgravninger har man fundet importeret klæde fra England, Byzans, Persien og Centralasien. I 1000-tallet blev Dublin så overbefolket, at der blev opført huse uden for bymuren.

En af de sidste store slag, som involverede vikinger, var slaget ved Clontarf, der foregik den 23. april 1014. Her kæmpede vikinger for begge de irske overkonger i Brian Borus hær og den vikingeledede hær mod ham. Irsk og vikingelitteratur afbilder slaget ved Clontarf som et møde mellem denne verden og det overnaturlige. Eksempelvis skulle der efter sigende have været både hekse, dæmoner og gobliner til stede. Et vikingedigt fortæller, at stedet var meget hedensk; valkyrier besluttede hvem der skulle dø og hvem der skulle leve.

Skotland[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Skandinavisk Skotland

Der er kun få beretninger om vikingernes virke i Skotland, men man antager, at de første vikingetogter til Skotland er gået til øen Iona, hvor der lå et kloster, i 794, året efter de plyndrede klostret på Lindisfarne, Northumbria.

I 839 invaderede en stor nordisk flåde via floderne Tay og Earn så de nåede det pikternes kongerige Fortriu. De besejrede Eogán mac Óengusa, onge over pikterne, hans bror Bran og kongen af de skotske folk Dál Riata, Áed mac Boanta, samt mange andre medlemmer af det piktiske aristokrati. Det sofistikerede kongerige, der var blevet etableret her, faldt fra hinanden, og det samme gjorde pikternes ledeskab, der havde været stabilt i over 1++ år, siden Óengus mac Fergusa. Cináed mac Ailpín blev konge af pikterne og skotterne, og dette kan tilskrives vikingernes indtog.

Jarldømmet Orkney[redigér | redigér wikikode]

I midten af 800-tallet havde nordboere bosat sig på Shetland, Orkney (Nordreys- Norðreyjar), Hebriderne og Isle of Man, (Sudreys- Suðreyjar – dette er bevaret i Bispedømmet Sodor og Man) og dele af fastlandet i Skotland. De nordiske bosættere blev i en vis grad integreret i den lokale gæliske befolkning (se nordisk gælere) på Hebriderne og Man. Disse områder blev regeret af lokale jarler, der oprindelige havde været kaptajner på skibe eller Hersir. Jarlen af Orkney og Shetland krævede dog overherredømme.

I 875 ledte kong Harald Hårfager en flåde fra Norge til Skotland. I sit forsøg på at forene Norge, fandt han ud af, at mange af dem, som var imod hans styre, havde søgt tilflugt på disse øer. Herfra plyndrede de ikke blot udenlandske områder, men angreb også Norge selv. Han organiserede en flåde og formåede at undertrykke oprørerne, og i samme ombæring fik han bragt jarlerne ind under sig kontrol. Mange af oprørerne flygtede videre til Island. Hårfager fik dermed hersker over både Norge og The Isles, Man og dele af Skotland.

Konger af the Isles[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Kongeriget Mann og Øerne

I 876 gjorde de nordisk-gæliske øer Mann og Hebriderne oprør mod Harald. En flåde, ledet af Ketil Fladnæse, blev sendt afsted mod dem for at genoprette kontrol. Som belønning blev han hersker over Sudreys som vasal for Jarald Hårfager. Hans barnebarn Thorstein den Røde og Sigurd den Store, Jarl af Orkney invaderede Skotland kunne opkræve tributter i halvdelen af kongeriget frem til de døde i kamp. Ketil udråbte sig selv som konge over Mann og Øerne. Han endte dog med at blive gjort fredløs, og måtte flygte for Island, fordi han frygtede at folk ville udlevere ham for en løsesum.

De nordisk-gæliske konger over Mann og Øerne fortsatte med at have semiuafhænighed, og i 973 dannede de en forsvarsalliance med kongerne af Skotland og Strathclyde. I 1095 blev kongen af Mann og Øerne, Godred Crovan, dræbt af Magnus Barfod, der var konge af Norge. Magnus og kong Edgar af Skotland blev enige om en fredsaftale. Øerne ville blive kontrolleret af Norge, mens områderne på fastlandet ville overgå til Skotland. Norges konge fortsatte med at være konge over Mann og Øeerne. I 1156 blev kongeriget delt op i to. Det vestlige Mann og Øerne blev fortsat kaldt Kongeriget Man og Øerne, mens de Indre Hebrider kom under Somerleds indflydelse, der var en Skotskgælisk mand, der blev kaldt Konge af Hebriderne. Hans kongeriget udviklede sig senere til Lordship of the Isles.

I det østlige Aberdeenshire invaderede danerne helt oppe ved området Cruden Bay.[37]

Jarlerne af Orkney fortsatte med at styre store dele af det nordlige Skotland fremt il 1196, hvor Harald Maddadsson indvilligede i at betale tribut til Vilhelm 1. af Skotland, konge over skotterne, for hans territorier på fastlandet.

Vikingetidens endelige afslutning i Skotland regnes normalt for at være år 1266. I 1263 var kong Håkon 4. af Norge ankommet til Skotlands vestkyst fra Orkney og Norge, for at udføre et hævntogt efter skotterne havde angrebet Skye. Hans flåde slog sig sammen med kong Magnus af Man og kong Dougal af Hebriderne. Efter fredsforhandlingerne var slået fejl mødtes hans tropper med skotterne ved Largs i Ayrshire. Efter slaget var der ingen klar vinder, men det sikrede dog, at nordboerne ikke kunne sætte yderligere angreb ind dette år. Håkon døde mens han overvintrede på Orkney, og i 1266 afstod hans søn Magnus 6. kongeriget Mann og Øerne samt alle territorier på fastlandet til Alexander 3. igennem freden ved Perth.

Orkney og Shetland fortsatte med at blive styret som autonome jarldømmer under Norge frem til 1468, hvor Christian 1. gav dem som sikkerhed for medgiften for hans datter, der blev forlovet med James 3. af Skotland. Selvom der blev gjort forsøg på at få Shetland tilbage i både 1600- og 1700-tallet lykkedes det dog aldrig,[38] og Charles 2. ratificerede pantsættelsen med 1669 Act for annexation of Orkney and Shetland to the Crown, hvor de udtrykkeligt blev fritaget for enhver "opsplitning fra hans majestæts landområder",[39] og i dag bliver områderne betragtet som en officiel del af Storbritannien.[40][41]

Wales[redigér | redigér wikikode]

Wales blev ikke koloniseret af vikinger i samme grad som det østlige England. De bosatte sig dog i syd bl.a. omkring St. David's, Haverfordwest og Gower. Stednavne som Skokholm, Skomer og Swansea er fortsat tegn på de nordiske bosættelse.[42] Vikingerne fik dog ikke underkastet sig de walisiske bjergkongeriger.

Island[redigér | redigér wikikode]

Ifølge de islandske sagaer blev øen opdaget af Naddodd, der var en viking fra Færøerne. Herefter blev øen hovedsageligt bosat af nordmænd, der flygtede fra Harald Hårfagers styre (slutningen af 800-tallet). Selvom det var en barskt land, så gav det mulighed for, at dyrke jorden på nogenlunde samme måde som i flere områder i Norge. Ifølge Erik den Rødes Saga, sejlede Erik vestpå, da han blev forvist fra Island, hvorved han opdagede Grønland.

Grønland[redigér | redigér wikikode]

De sidste nedskrevne kilder på nordboereGrønland er fra 1408 og stammer fra et bryllup i Hvalsey Kirke.

Vikingetidens bosættelser på Grønland blev etableret i de afskærmede fjorde på de sydlige og vestlige kyster. Der blev etableret bosættelser i tre separate områder på et stykke på omkring 650 km af vestkysten. Selvom det var en barskt område, så tillod mikroklimaerne langs nogle fjorde at man kunne opdyrke mindre områder på samme måde som på Island, indtil klimaet ændrede sig under den lille istid omkring 1400.[43]

Kvenland[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Kvenland

Kvenland, også kendt som Cwenland, Kænland og lignende stavemåeder i middelalderlige kilder, er en gammelt navn for et område i Skandinavien og Fennoscandia. En samtidig reference til Kvenland findes i en oldengelsk kilder fra 800-tallet. Den brugte information fra den norske opdagelsesrejsende Ohthere. Kvenland, eller andre stednavne med lignende stavning, kendes også fra nordiske kilder, primært fra Island, men muligvis også fra en kilde fra Norge.

Alle andre nordiske kilder, der omtaler Kvenland, som bruger denne stavemåde eller en meget lignende, stammer fra 1100- eller 1200-tallet, men nogle af dem, antages at være afskrifter af ældre tekster, i hvert fald dele af dem.

Østeuropa[redigér | redigér wikikode]

Væringerne var skandinavere, ofte svenskere, der migrerede øst- pg sydpå ind i de områder, som i dag hedder Rusland, Hviderusland og Ukraine, hvilket primært foregik i 800- og 900-tallet. Her blev erhvervede de sig med handel, pirateri og som lejesoldater, hvor de rejste på flodsystemerne og ved Gardariki, og de nåede så langt som til Det Kaspiske Hav og Konstantinopel. Samtidige engelske manuskripter bruger navnet "viking" om de tidlige væringer i nogle sammenhænge.[44][45]

Termen "væringer" forblev i brug af Det Byzantinske Rige indtil 1200-tallet, hvor det stort set ikke havde forbindelse til de skandinaviske rødder. Skandinaviske bosættere havde etableret sig i Aldeigja (Ladoga) i 750'erne, og de var sandsynligvis et element i den tidlige Rusbefolkning, og spillede en rolle i dannelsen af Rus Khaganat.[46][47] Væringene (Varyags, gammel østslavisk) bliver først gang nævnt i Nestorkrøniken, hvor de skulle have modtaget en form for beskyttelsespenge eller tribut fra slaviske og finske stammer i 859. På dette tidspunkt foretog vikingerne stor ekspansion i Nordeuropa; England betalt danegæld i 859, og Curonians fra Grobin blev udsat for en invasion på omkring samme tidspunkt.

Guests from Overseas, Nicholas Roerich (1899).

I 862 gjorde finske og slaviske stammer oprør mod væringe-rus, og drev dem over havet tilbage til Skandinavien, men snart efter kom stammerne i indbyrdes konflikt. Denne uorden gjorde, at de inviterede væringerne tilbage til området for "at komme og herske ove rdem", og bringe fred til området. Dette gav et lidt modsatrettet forhold til væringerne, der forsvarede de byer, som de herskede over. De blev ledet af Rurik og hans brødre Truvor og Sineus, og væringerne (kaldet Rus) bosatte sig omkring Novgorod (Holmgard).

I 800-tallet styrede rus-folket handelsruten på Volga, som forbandt det nordlige Rusland (Gardariki) med Mellemøsten (Serkland). II takt med at denne handelsrute blev mindre vigtig i løbet af århundredet, voksede handelsruten fra væringerne til grækerne hurtigt, og overtog stort set handlen fra Volga. Bortset fra Ladoga og Novgorod var Gnezdovo og Gotland vigtigste handelscenter for væringerne.[48]

Vestlige historikere er nogenlunde enige om med Nestorkrøniken i at disse skandinavere grundlagde Rus-byen Kiev i 880'erne, og gav navn til området.[49] Mange slaviske forskere er dog uenige i denne indflydelse, og foreslår i stedet flere andre scenarier for denne del af Østeuropas historie.

I kontrast til den store skandinaviske indflydelse i Normandiet og på De Britiske Øer, så overlevede væringernes kultur ikke i samme omfang i Østeuropa. I stedet var den herskende klasse i de to magtfulde bystater Novgorod og Kiev grundigt "slavificeret" mod slutningen af 900-tallet. Der blev stadig talt oldnordisk i et distrikt i Novgorod helt frem til 1200-tallet.

Centraleuropa[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Pommern i middelalderen

Vikingetidens skandinaviske bosættelser blev etableret langs sydkysten af Østersøen, hovedsageligt til handelsformål. Deres opstående lægger samtidig med slaviske stammers bosættelser samme i områder.[50] Skandinavere havde haft kontakt med slaverne siden deres allerførste migrationer, og de var snart efter blevet fulgt op med den skandinaviske imperium og slavernes burghs i deres umiddelbare nærhed.[51] Skandinavernes bosættelser var større end de tidlige slaviske, og deres håndværkere var mærkbart mere produktive, og til forskel fra de tidlige slavere, så kunne skandinaverne også navigere på havet.[51] Deres indflydelse på handlen i den slaviske verden blev dog begrænset til kystregionerne og områder der grænsede op til.[52]

Skandinaviske bosættelser på Mecklenburg-kysten inkluderede Reric (Groß Strömkendorf) på Wismarbugtens østkyst,[53] og Dierkow (nær Rostock).[54] Reric blev etableret omkring år 700,[53] men efterfølgende krige mellem Obotritter og danere gjorde, at købmænd valgte at flytte til Hedeby.[54] Dierkow blomstrede fra slutningen af 700-tallet indtil begyndelsen af 800-tallet.[51]

Skandinaviske bosættelse på Pommerns kyst inkluderer Wolin (på øen Wolin), Ralswiek (på Rügen), Altes Lager Menzlin (ved floden Peene),[55] og Bardy-Swielubie nær nutidens Kolobrzeg.[56] Menzlin blev ebatleret i midten af 700-tallet.[53] Wolin og Ralswiek begyndte at blomstre i løbet af 800-tallet.[54] Det er også blevet foreslået, at der har været en købmandsbosættelse nær Arkona, men der er ingen arkæologiske fund, som kan underbygge denne teori.[57] Menzlin og Bardy-Swielubie blev beboet i slutningen af 800-tallet,[58] Ralswiek overlevede ind i det nye årtusinde, men da nedskrevne kilder begynder at nævne området i 1100-tallet havde det mistet sin vigtighed.[54] Wolin, der antages at være den samme by som den legendariske by Vineta og semimytiske Jomsborg, der var base for jomsvikingerne, blev ødelagt af danerne i 1100-tallet.

Skandinaviske pilespidser fra 700- og 800-tallet er blevet fundet mellem kysten og søer i det mecklenburgske og pommerske indland, hvilket tyder på, at der har været periode med krige imellem skandinaverne og slaverne.[54]

Der eksisterede skandinaviske bosættelser langs Østersøens sydøstkyst i Truso og Kaup (Gammelpreussen), og i Grobin (Courland, Letland).

Vest- og Sydeuropa[redigér | redigér wikikode]

Frankrig[redigér | redigér wikikode]

Den franske region Normandiet har sit navn fra de vikinger, som invaderede landet, og som blev kaldt Normanni, hvilket betyder "mænd fra Norden". I dag betyder nordmann eller nordmand en person fra Norge.

De første vikingetogter begyndte mellem 790 og 800 og foregik langs kysterne på det vestlige Frankrig. De foregik primært om sommeren, da vikingerne rejste tilbage og tilbragte vinteren i Skandinavien. Adskillige kystområder blev tabt til vikingerne under Louis the Pious (814–840). Men vikingerne drog fordel af uoverenstemmelser i kongefamilien efter Louis døde, så de kunne etablerede deres første koloni i den sydvestlige del af Frankerriget (ved nutidens Gascogne), der var blevet mere eller mindre forladt af de frankiske konger efter deres to nederlag ved Roncevaux. Angrebet i 841 gjorde stor skade på Rouen og Jumièges. Vikingerne forsøgte at stjæle de værdigenstande som blev opbevaret på klostre, hvilket var lette mål, da munkene ikke havde noget forsvar. I 845 nåede en ekspedition op af Seinen helt frem ti Paris. Fundet af franske dinarer fra omkring 847 i en samling sølvmønter gjort i 1871 ved Mullaghboden, County Limerick, hvor man ellers ikke slog mønt, stammer sandsynligvis fra plyndringerne fra 843–6.[59] Efter 851 begyndte vikingerne at overvintre omkring Seinen. Vikingerne roede til Paris to gange mere i 860'erne, og forlod først byen, efter de havde fået en tilpas mængde plyndringsgods og betaling fra byens Karolingske herskere.

Karolingernes konger havde en tendens til modstridende politik, som fik store konsekvenser. I 867 underskrev Karl den Skaldede freden ved Compiègne, hvormed han overgav Cotentinhalvøen til den bretonske kong Salomon, på den betingelse, at Salomon skulle sværge troskab og kæmpe som allieret mod vikingerne. Ikke desto mindre tvang Rollo Karl den Simple til at underskrive freden i Saint-Clair-sur-Epte i 941, hvor Karl overdrog Rouen og et område i nutidens Haute-Normandie til Rollo, og etablerede hertugdømmet Normandiet. Til gengæld blev Rollo vasal for Karl i 940, konverterede til kristendommen og forpligtede sig til at bevogte flodmundingen af Seinen mod yderligere vikingeangreb, på trods af at præcis det modsatte ofte var tilfældet. Hertugdømmet Normandiet annekterede yderligere områder i Nordfrankrig, og udvidede det territorium, som oprindeligt var blevet forhandlet.

Mens mange bygninger blev plyndret, brændt ned og ødelagt af vikingeangrebene, så har kirkelige kilder muligvis tegnet et overdrevet negativt billede af vikingerne, da der ikke findes bevis for, at nogen by er blevet fuldstændigt ødelagt. Mange klostre blev dog ødelagt, og deres kirker blev ødelagt. Rollo og hans efterfølgere inddrog store mængder plyndringsgods.

Den skandinaviske kolonisering var hovedsageligt af norsk og dansk oprindelse under lederskab af Rollo, mens kun en mindre mængde svenskere deltog. Sammensmeltningen af skandinaviske og frankiske elementer i området bidrog til dannelsen af en af de mest magtfulde feudalstater i Vesteuropa. Normannernes navigation og sejlads gjorde det muligt for dem at erobre england og Syditalien, og spille en stor rolle under korstogene.

Italien[redigér | redigér wikikode]

Ifølge en beretning fra den normanniske munk Dudo af Saint-Quentin ankom en vikingeflåde, der sandsynligvis var under ledelse af Bjørn Jernside og Hastein, i 860 til den Liguriske havn Luni som de plyndrede. Vikingerne rejste derefter knap 100 km ned af Toscanas kyst til udmundingen af floden Arno, hvor de plyndrede Pisa. De fulgte herefter floden ind i landet, hvor de plyndrede Fiesole der lå over Firenze. De havde også succes andre steder i Middelhavet, inklusive på Sicilien og Nordafrika.[60]

Mange angel-danskere og væringer kæmpede som lejesoldater i Syditalien, inklusive Harald Hårderåde og William de Hauteville der erobrede dele af Sicilien mellem 1038 og 1040,[61][62] og Edgar Ætheling der deltog i den normanniske erobring af Syditalien.[63] Der blev rejste runesten i Sverige til minde om krigere, der var faldet i Langbarðaland (Lombardernes Land), der er det oldnordiske navn for Syditalien.[64]

Spanien[redigér | redigér wikikode]

Statue i Catoira, Galicia, der mindes vikingeinvasionerne.

Efter 842, da vikingerne havde etableret en permanent base ved udmundingen af floden Loire, kunne de rejse så langt sydpå som til det nordlige Spanien.[65] Her angreb de Cádiz i 844. Under nogle af deres plyndringstogter blev de slået tilbage af enten Kongeriget Asturias eller af Emiraternes hær. Disse vikinger blev hispaniceret i de kristne kongeriger, men de beholdt deres etniske identitet og kultur i Al-Andalus.[66]

I 1015 sejlede en vikingeflåde op af floden Minho og plyndrede byen Tui (Galicien), hvor biskoppen for området sad. Der blev ikke udnævnt nogen ny biksop før 1070.[67]

Portugal[redigér | redigér wikikode]

I 844 ankom flere dusin langskibe ved Mar da Palha, der er udmundingen for floden Tagus. Efter en belejring erobrede vikingerne Lissabon, der på dette tidspunkt var under muslimsk kontrol, og var kendt som Lashbuna). De forlod byen igen efter 13 dag, efter modstand ledet af Alah Ibn Hazm og byens indbyggere. Der blev forsøgt endnu et angreb i 966 men uden succes.

Nordamerika[redigér | redigér wikikode]

Omkring år 986 ankom de norske vikinger Bjarni Herjólfsson, Leif den Lykkelige og Þórfinnr Karlsefni fra Grønland til Nordamerika, over 500 år inden Christopher Columbus, og forsøgte at bosætte sig i det land, som de kaldte Vinland. De etablerede en lille bosættelse i den nordlige ende af halvøen som i dag kaldes Newfoundland, nær L'Anse aux Meadows. Konflikter med de indfødte folk på kontinentet og mangel på støtte fra Grønland gjorde en ende på kolonien i Vinland efter få år. De arkæologiske rester fra bosættelsen er nu på UNESCOs Verdensarvsliste.[68]

Norrøn indflydelse i det engelske sprog[redigér | redigér wikikode]

De langsigtede lingvistiske effekter fra vikingernes bosættelser i England var tredobbelte. Over 1000 norrøne ord blev en del af det engelske sprog, adskillige stednavne i Øst- og Nordøstengaænd har danske navne, og mange personnavne er af skandinavisk oprindelse.[69] Skandinaviske ord, der er blevte en del af moderne engelsk, inkluderer landing, score, beck, fellow, take, busting og steersman.[69] Langt størstedelen af låneordene optræder ikke i nedskrevne kilder før 1100-tallet; disse inkluderer mange moderne ord, der bruger sk-lyder som skirt, sky og skin; andre ord, som optræder i nedskrevne kilder fra dette tidspunkt tæller again, awkward, birth, cake, dregs, fog, freckles, gasp, law, moss, neck, ransack, root, scowl, sister, seat, sly, smile, want, weak og window .[69] Nogle af disse ord er i dag blandt de mest almindelige i moderne engelske, så som to go, to come, to sit, to listen, to eat, both, same, get og give. Systemet med personlige pronominer blev også påvirket med they, them og their der erstattede tidligere former. Den norrøne indflydelse på verbet to be, udskiftningen af sindon med are er næsten med sikkerheds af skandinavisk oprindelse, og det samme s-endelsen for tredje person ental, der på nutidsbøjningen af verber.[69]

Der er mere end 1.500 skandinaviske stednavne i England, hovedsageligt i Yorkshire og Lincolnshire, der begge ligger inden for det tidligere område styret af danelagen. Mere end 600 steder ender på by, som i de skandinaviske lande bruges om by eller landsby, heskempelvis Grimsby, Naseby og Whitby;[70] mange andre ender på -thorpe ("gård"), -thwaite ("rydning") og -toft ("hjemsted").[69]

Fordelingen af familienavne med skandinavisk indflydelse, som analyser af efternavne der ender på -son, viser at de især er koncentreret i nord og øst, hvilket svarer til de steder, hvor vikingerne havde bosættelser. Tidlige middelalderlige optegnelser indikerer at over 60 % af personnavne i Yorkshire og North Lincolnshire havde enten skandinavisk oprindelse eller skandinavisk indflydelse.[69]

Teknologi[redigér | redigér wikikode]

Moderne rekonstruktion er et vikingeskib.

Vikingerne var udstyret med teknologisk overlegne langskibe. De brugte dog også flere andre typer skibe, heriblandt knarren som handelsfartøj, da den var brede og dybere. Vikinger var dygtige sømænd, og de var dygtige til kæmpe både til lands og til vands. De angreb typisk let tilgængelige og dårlige forsvarede mål, hvor de ofte var helt uden risiko for straf. Disse effektive taktikker effektivitet gav vikingerne et ry som plyndringsmænd og pirater. Krønikører havde kun ganske lidt interesse for andre aspekter af deres kultur. Dette ufuldstændige og skæve billede af vikingerne, blev forstærket af manglen på samtidige primærkilder fra vikingernes egne samfund. Der var kun få kilder indtil senere, hvor kristne kilder begyndte at bidrage til billedet af vikingerne. I takt med at historikere og arkæologer har udviklet deres teknikker og forskning, er krønikernes ensidede beskrivelse af vikingerne ændret sig, til at give et mere balanceret og bredt indtryk af periodens befolkning.

Vikingerne brugt deres langskibe til at tilbagelægge store afstande, og det gav dem også visse taktiske fordele i slag. De kunne lave meget effektive "hit-and-run" angreb, hvor de hurtigt kom frem til målet, som de plyndrede, for derefter at forlade stedet lige så hurtigt, som de var kommet, inden der kunne nå at blive organiseret nogen større modstand. Skibenes meget lille køl gjorde, at vikingerne kunne sejle i lavvandede farvande, hvilket tillod at de kunne benytte mange floder til at sejle ind i landet. Vikingeskibene var meget hurtige for perioden, og kunne sejle 14-15 knob (ca. 25-30 km/h). Anvendelse af langskibe stoppede, da teknologien ændrede sig, og man i stedet begyndte at save plankerne til skibe, frem for at kløve stammerne med økser.

Rekonstruktion af daneøkse der er blandt vikingernes våben.

Søslag var sjældne, men det skete af og til, at vikingerne forsøgte at borde et europæiske handelsskib i skandinavisk farvand. Under større søslag band vikingernes deres skibe sammen og sejlede langsomt frem mod fjenden. Imens de nærmede sig brugte krigerne spyd, bue og pil og andre ting til at ramme modstanderne inden de kom helt frem. Når skibene var tilpas tæt på fulgte nærkamp med daneøkser, sværd og spyd indtil skibet kunne bordes. taktikken med reb gjorde det muligt for vikingerne at forblive sammen og være i overtal når de bordede ét skib. Teknikken gav dog også problemer, da et skib ikke kunne trække sig tilbage eller sætte efter fjendens skibe, uden at bryde formationen, hvilket ville svække helheden. Generelt gjorde taktikkerne at vikingerne hurtigt kunne overvinde det vage forsvar, der var til stede, under deres togter.[71]

I takt med at der kom en mere centraliseret regering i de skandinaviske lande, udfasede man det gamle system med leding, hvor flåden blev mobiliseret ved at de enkelte skipen skulle stille med ét skib. Ændringer i skibsbyggeteknikker i resten af Europa gjorde at langskibene mistede deres militære anvendelse. I 1000- og 1200-tallet blev europæiske krigsskibe bygget med en hævet platform for og agter, hvorfra bueskytter kunne beskyde de relativt lave langskibe.

Vikingernes bedrifter til søs var enestående. De fremstillede eksempelvis forbløffende præcise skemaer for sejladser. Nogle forskere har fundet ud af, at de kun afviger 2-4 % i forhold til moderne satellitnavigation selv over store afstande på Atlanterhavet.

Den ene af Visby-linserne som vikingerne måske har brugt til at hjælpe med navigation.

Arkæologiske fund kendt som Visby-linserne fra den svenske ø Gotland har muligvis været en del af et teleskop. De er dateret mange hundrede år inden opfindelsen af teleskopet i 1600-tallet.[72] Nylig forskning tyder på, at vikingerne også har bennyttet optiske kompasser til at navigere, ved at bruge islandsspat som prismer til at splitte lyset og polarisering, til at finde solens placering, når den ikke var direkte synlig.[73] Forskere mener, at de har brugt dobbeltspat, der et gennemsigtigt mineral, til at polarisere sollyset, når der var overskyet for at fastlægge, hvor solen befandt sig.[74][75][76] Der er også fund af såkaldte pejlskiver.

Religion[redigér | redigér wikikode]

Odin var gudernes konge og stod for visdom og død. Smykket Odin fra Lejre (ca år 900) blev fundet i 2009.
Uddybende Uddybende artikler: Nordisk mytologi og Nordisk religion

Nordisk mytologi var udbredt i vikingetiden, og vikingerne blev af det meste af resten af Europa betragtet som hedninge. Den før-kristne nordiske religion går længere tilbage end vikingetiden, men i de islandske sagaer er opfattelsen i vikingetiden blevet beskrevet. Disse er dog nedskrevet nogle hundrede år senere, og der er ingen bevarede tekster fra vikingetiden, der omhandler vikingernes religion.

Religionen bestod af fortællinger om gudernes liv og deres konflikter med andre grupper af guddommelige væsener, men de var også symbolske repræsentanter for de oplevelser og ting mytefortællerne selv mødte i deres liv. Guderne var typisk ansvarlige for et eller flere områder, som havde stor betydning for vikingerne. Disse tæller bl.a. Odin (visdom og død), Thor (torden og krig i den vilde og uorganiserede type), Tyr (krig af den mere velorganiserede karakter) Njord (fiskeri og søfart) og Freja (kærlighed). Fortællingerne indbefatter også en skabelsesberetning, der forklarer ophavet til verden, guderne og menneskene.

På trods af at de nordiske guder var de mest udbredte i perioden, så eksisterede kristendommen også. I begyndelsen var det hovedsageligt på missionær basis, men med slutningen af perioden, blev den mere fremherskende. Den danske kong Harald Blåtand ikke alene samlede riget, men har på Jellingstenen også taget æren for, at have kristnet befolkningen. Kristendommen er imod mange af de ting, som har karakteriseret perioden, heriblandt plyndringer, ofte i kristne lande, tilfangetagelse af personer ofr at bruge eller sælge dem som trælle, hvilket kirken også var imod.

På trods af kristendommens indførsel kom mange af de væsner, der optræder i den nordiske mytologi, til at leve videre i skandinavisk folklore, og visse er overlevet helt op til moderne tid. Disse tæller bl.a. alfer, vætter, nisser og trolde. I vores dage har man også forsøgt at genskabe religionen, og flere bekender sig i dag som asetro.

Håndværk og kunst[redigér | redigér wikikode]

Nuvola apps download manager2-70%.svg Hovedartikel: Kunst i vikingetiden.

Arkæologien viser at håndværk i vikingetiden i reglen blev udført i byerne og på handelspladserne, hvor flere forskellige typer af håndværkere ofte var samlet. De vigtigste materialer var træ, linned, uld, læder og jern. I modsætning til tidligere perioder var lertøj ikke så udbredt, i stedet brugte man især træ, jern og klæbersten fra Norge til beholdere af forskellig slags. Kun lokalt på de enkelte gårde fandtes som regel en mindre produktion af lertøj af primitiv karakter. Jern var af afgørende betydning, og blev benyttet til bl.a. redskaber, våben og skibe. Meget blev produceret lokalt ud fra myremalm, og udvundet i højovne. Produktion af jerngenstande var en kompliceret proces, og af smedene havde våbensmeden den største prestige. Analyser af arkæologiske fund viser at våbensmedene var højt specialiserede håndværkere, der kunne fremstille produkter af meget høj kvalitet.[77]

Vikingetidens kunst er af arkæologer blevet klassificeret i syv forskellige hovedstilarter, der var fremherskende i bestemte tidsepoker og/eller regioner. Disse stilarter kaldes: Broa, Berdal, Borre, Jellinge, Mammen, Ringerike og Urnesstil. Stilarterne er hver især blevet opkaldt efter den lokalitet, hvor man har fundet særligt fremtrædende genstande udsmykket i den pågældende stil; fx Jelling i Jylland.

Handelscentre[redigér | redigér wikikode]

En typisk befæstet vikingeby. Dette er en model af Árós omkring år 950. I dag hedder byen Aarhus.
Vikingebyen Árós.

Nogle af de vigtigste havne- og handelsbyer, der blev grundlagt under vikingertiden inkluderede både eksisterende og nuværende byer som Aarhus og Ribe i Danmark, Hedeby i Tyskland, Vineta i Pommern, Truso i Polen, Bjørgvin, Kaupang og Skiringssal i Norge, Birka i Sverige, Bordeaux i Frankrig, York i England, Dublin i Irland og Aldeigjuborg i Rusland.

Et af de vigtigste handelscentre var Hedeby. Den lå tæt på grænsen til Frankerriget og var en effektkiv sted, hvor flere kulturer kunne mødes. Den blev ødelagt af nordmændene omkring 1050. York var centrom for kongeriget Jórvík fra 866, og arkæologiske fund (bl.a. silkehat, en falsk mønt fra Samarkand og en muslingeskal fra Det Røde Hav eller Den Persiske Golf) tyder på, at skaninaverne i 900-tallet har haft handelsforbindelser til det Byzantinske Rige og mulgivis længere væk. Disse genstande kan også have været importvarer til Byzans, og der er ikke umiddelbart noget, som tyder på, at væringerne rejste meget længere end til Byzans og Det Kaspiske Hav.

Bosættelser uden for Skandinavien[redigér | redigér wikikode]

De Britiske Øer

England

Irland

Isle of Man

Skotland

Vesteuropa
Østeeuropa
Atlanterhavet
Nordamerika

Se også[redigér | redigér wikikode]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Forte, p. 2
  2. ^ a b c Simek, Rudolf (2005) "the emergence of the viking age: circumstances and conditions", "The vikings first Europeans VIII — XI century — the new discoveries of archaeology", other, pp. 24–25
  3. ^ a b Bruno Dumézil, master of Conference at Paris X-Nanterre, Normalien, aggregated history, author of conversion and freedom in the barbarian kingdoms. 5th – 8th centuries (Fayard, 2005)
  4. ^ a b "Franques Royal Annals" cited in Sawyer, Peter (2001) The Oxford Illustrated History of the Vikings. ISBN 0-19-285434-8. p. 20
  5. ^ a b Decaux, Alain and Castelot, André (1981) Dictionnaire d'histoire de France. Perrin. ISBN 2-7242-3080-9. pp. 184–185
  6. ^ a b Boyer, R. (2008) Les Vikings: histoire, mythes, dictionnaire. R. Laffont. ISBN 978-2-221-10631-0. p. 96
  7. ^ History of Lindisfarne Priory. English Heritage. Hentet 2016-03-03. 
  8. ^ a b Swanton, Michael (1998). The Anglo-Saxon Chronicle. Psychology Press. ISBN 0-415-92129-5. p. 57, n. 15.
  9. ^ Albert D'Haenens, Les Invasions Normandes en Belgique au IX Siecle (Louvain 1967) asserts that the phrase cannot be documented. It is asserted that the closest documented phrase is a sentence from an antiphon for churches dedicated to St. Vaast or St. Medard: Summa pia gratia nostra conservando corpora et cutodita, de gente fera Normannica nos libera, quae nostra vastat, Deus, regna, "Our supreme and holy Grace, protecting us and ours, deliver us, God, from the savage race of Northmen which lays waste our realms." Magnus Magnusson, Vikings! (New York: E.P. Dutton 1980), ISBN 0-525-22892-6, p.61.
  10. ^ Jones, p. 195. Simeon af Durham beskrev angrebet således:

    And they came to the church of Lindisfarne, laid everything waste with grievous plundering, trampled the holy places with polluted feet, dug up the altars and seized all the treasures of the holy church. They killed some of the brothers; some they took away with them in fetters; many they drove out, naked and loaded with insults; and some they drowned in the sea."

    Magnus Magnusson, Vikings!, p. 32.

  11. ^ Palmer, Alan Warwick (2006). Northern Shores: a history of the Baltic Sea and its peoples. London: John Murray. s. 21. ISBN 978-0-7195-6299-0. OCLC 63398802. 
  12. ^ Sawyer, Peter Hayes. The Oxford Illustrated History of the Vikings. ISBN 0-19-820526-0. 
  13. ^ Jones, pp. 8–10
  14. ^ "One of the most popular explanations offered for the Viking phenomenon is that overpopulation created a need for more land – especially in mountainous Norway – and thus the Vikings were largely motivated by a desire to colonise. Peter Sawyer, for example, in 1971 said that the first raids on Britain, by the Norwegians, were a by-product of the colonisation of the Orkneys and the Shetlands, and that the Norwegians were more interested in settlement than in plunder. There have emerged more recently, however, a couple of problems with this explanation. For a start, Sawyer in 1982 reneged somewhat by saying that there is now no good evidence for any population pressure in the 8th Century. Patrick Wormald added that what has been taken for overpopulation was just population concentration due to economic expansion and the mining of iron ore. In a further point, Wormald states that there is no clear evidence for any Viking settlement until the mid-9th Century: some 50-60 years after the raids began. Thus, colonisation seems to have been a secondary feature of Viking activity: the success of the raids opened the way for settlement, but were not motivated by it, at least not initially." "The Vikings – Why They Did It, from the edited h2g2, the Unconventional Guide to Life, the Universe and Everything" (3 July 2000). See also P.H. Sawyer, "The Causes of the Viking Age" in The Vikings (R.T. Farrell, ed. 1982), London: Phillimore & Co, pp. 1-7; P.H. Sawyer, The Age of the Vikings (2nd Ed. 1971), London: Edward Arnold).
  15. ^ "It has been suggested that the expansion of the Viking age was spurred by a population growth outstepping the capacities of domestic resources. Archaeological evidence shows that new farms were cleared in sparsely populated forest areas at the time of the foreign expansion – so the pressure of population growth is surely a contributing factor."Arne Emil Christensen, The Vikings.
  16. ^ Wicker, Nancy (1998). Hallsal, Guy. ed. Selective female infanticide as partial explanation for dearth of women in Viking Age Scandinavia. Woodbridge: Boydell press. s. 205–221. ISBN 0 85115 713 0. 
  17. ^ a b Barrett, James H. What Caused the Viking Age? Antiquity 82.317 (2008): 671-685. Web., 673
  18. ^ Ferguson, Robert. The Vikings: A History. New York: Viking, 2009. Print., 45
  19. ^ Fletcher, Richard. Roman-Britain and Anglo-Saxon England 55 BC-AD 1066. Mechanicsburg, 2002., 177
  20. ^ Ferguson, Robert. The Vikings: A History. New York: Viking, 2009. Print., 48
  21. ^ Hansen, I.L & C. Wickham. The Long Eighth Century: Production, Distribution, and Demand. Leiden: Brill, 2000.
  22. ^ Skabelon:Interlanguage link multi, "Viking civilisation and culture. A bibliography of French-language", Caen, Centre for research on the countries of the North and Northwest, University of Caen, 1975, p. 19, and" Les Vikings — the Scandinavian and European 800–1200 ", 22nd exhibition of art from the Council of Europe, 1992, p. 26
  23. ^ Sturlusson, Snorri (2000) History of the Kings of Norway. Gallimard. ISBN 2-07-073211-8 pp. 15, 16, 18, 24, 33, 34, 38
  24. ^ Barrett, James H. What Caused the Viking Age? Antiquity 82.317 (2008): 671-685. Web., 678-679
  25. ^ Ferguson, Robert. The Vikings: A History. New York: Viking, 2009. Print., 58
  26. ^ Pearson, Andrew. Piracy in Late Roman Britain: A Perspective from the Viking Age. Britannia 37 (2006): Web.
  27. ^ The Vikings 787 AD-1066 AD (Anglo Saxon Britain). Ports & ships. 
  28. ^ The Anglo-Saxon Chronicle: Part 2. Online Medieval and Classical Library. Hentet 7. juni 2011. 
  29. ^ Materialet som beskriver ham som norsk kalder ham Hrolf the Ganger, også kendt som "Rolf the Walker"
  30. ^ Hall, p. 13
  31. ^ Sweyn (r. 1013–1014), The Official Website Of The British Monarchy 
  32. ^ Badsey, S. Nicolle, D, Turnbull, S (1999). "The Timechart of Military History". Worth Press Ltd, 2000, ISBN 1-903025-00-1.
  33. ^ Lund, Niels (2001). "The Danish Empire and the End of the Viking Age", pp. 167–181 in The Oxford Illustrated History of the Vikings. Ed. P. H. Sawyer. Oxford University Press. ISBN 0-19-285434-8.
  34. ^ Canute 'The Great' (r. 1016–1035), The Official Website Of The British Monarchy 
  35. ^ Lawson, M K (2004). "Cnut: England's Viking King 1016–35". The History Press Ltd. ISBN 978-0-582-05970-2.
  36. ^ Forte, p. 216
  37. ^ Hogan, C. Michael (2008) "'Catto Long Barrow fieldnotes". The Modern Antiquarian
  38. ^ "Norsken som døde". Universitas – Kultur onsdag. 9. oktober 1996
  39. ^ 1669 Act for annexation of Orkney and Shetland to the Crown. Shetland & Orkney Udal Law group
  40. ^ History and Heritage. Shetland Tourism
  41. ^ "Shetland Islands Council – Ports and Harbours". shetland.gov.uk.
  42. ^ Williams, John Garnons. WALES AT THE TIME OF THE TREATY OF MONTGOMERY IN 1267. MAPPING MEDIEVAL WALES. gwp.enta.net
  43. ^ Se også Grønlands historie.
  44. ^ "Oleg". Encyclopædia Britannica. 
  45. ^ "Rurik". Encyclopædia Britannica. 
  46. ^ Land of the Rus – Viking expeditions to the east National Museum of Denmark
  47. ^ Dangerous journeys to Eastern Europe and Russia Nationalmuseet
  48. ^ Omkring (40.000) af alle arabiske mønter fra vikingetiden, som er blevet fundet i Skandinavien, er fundet på Gotland. I Skåne, Öland og Uppland er der blevet fundet sammenlagt 12.000 mønter. I andre skandinaviske områder er der kun blevet gjort spredte fund: omkring 1.000 i Danmark og omkring 500 fra Norge. Byzantinske mønter er stort set kun blevet fundet på Gotland, hvorfra man har omkring 400.
    Se:
    Burenhult, Göran (1999) (på Swedish). Arkeologi i Norden 2. Stockholm: Natur & Kultur. ISBN 9789127134782. 
    See also:
    Gardell, Carl Johan (1987) (på Swedish). Gotlands historia i fickformat. ISBN 91-7810-885-3. 
  49. ^ Robin Milner-Gulland, The Russians, Blackwell Publishing, 1999, ISBN 0-631-21849-1, ISBN 978-0-631-21849-4, p. 45
  50. ^ Harck, p. 17
  51. ^ a b c Harck, p. 15
  52. ^ Harck, pp. 16–17
  53. ^ a b c Harck, p. 12
  54. ^ a b c d e Harck, p. 18
  55. ^ Herrmann, Joachim (1985) Die Slawen in Deutschland. Akademie-Verlag Berlin. pp. 237ff, 244ff
  56. ^ Harck, pp. 15–16
  57. ^ Harck, p. 13
  58. ^ Harck, p. 16
  59. ^ Hall, p. 17
  60. ^ Haywood, John (08 ott 2015). Northmen. Head of Zeus. 
  61. ^ Carr, John (30 Apr 2015). Fighting Emperors of Byzantium. Pen and Sword. s. 177. 
  62. ^ Hill, Paul (30 giu 2015). The Norman Commanders: Masters of Warfare 911-1135. Pen and Sword. s. 18. 
  63. ^ Anglesaksiske krønike, p. 217; Florence of Worcester, p. 145
  64. ^ 2. Runriket – Täby Kyrka Archived 4 June 2008[Date mismatch] at the Wayback Machine., online artikel på Stockholm County Museum, retrieved July 1, 2007.
  65. ^ Forte, p. 60
  66. ^ Los vikingos en Al-Andalus (abstract på engelsk). Jesús Riosalido. 1997. Hentet 11. maj 2010. 
  67. ^ Fletcher, Richard A. (1997) The conversion of Europe: from paganism to Christianity 371–1386 AD. HarperCollins. ISBN 0-00-255203-5. p. 370
  68. ^ UNESCO World Heritage Centre. "L’Anse aux Meadows National Historic Site". unesco.org.
  69. ^ a b c d e f Crystal, David, The Cambridge Encyclopedia of the English Language, CUP, 2001 edition, ISBN 0-521-59655-6, p25-6.
  70. ^ "The -by ending is almost entirely confined to the area of the Danelaw, supporting a theory of Scandinavian origin, despite the existence of the word by "dwelling" in Old English." Crystal, p 25.
  71. ^ Foote, P. and Wilson, D. M. (1970)The Viking Achievement. Sidgwick & Jackson Ltd. ISBN 0-283-35499-2. pp. 282–285.
  72. ^ Did the Vikings make a telescope? BBC. 5 April 2000
  73. ^ AFP: Viking 'sunstone' more than a myth. Google. 1. november 2011. Hentet 15. april 2013. 
  74. ^ 03.07.2003 Insekter navigerer med polariseret lys. Ingeniøren. Hentet 20/6-2017
  75. ^ Hvordan navigerede vikingerne Citat: "...Stenen bestod af et mineral kaldet cordieritt. Dette mineral kunne vise retningen til solen i overskyet vejr. Dog med det forbehold, at man kunne se et strejf af blå himmel...."
  76. ^ Vikingernes verden Citat side 11: "...I Olaf den Helliges saga berettes om et besøg fra bonden Rødulf og hans sønner. Sigurd, en af sønnerne, påstår over for kongen at han kan angive Solens position også når det er helt overskyet....Ifølge Thorkild Ramskous undersøgelser fra 1967 må beretningen tages ganske alvorligt: Solstenen [sólarsteinn] var en realitet...Stenen har efter Ramskous mening været et mineral med samme virkning som et polaroidfilter..."
  77. ^ Graham-Campbell (1994) s. 91
  78. ^ Oxford Dictionary of British Place Names

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Forte, Angelo; Oram, Richard; Pedersen, Frederik (2005). Viking Empires. Cambridge University Press. ISBN 0-521-82992-5. 
  • Hall, Richard (2010). Viking Age archaeology. Shire Publications. ISBN 0-7478-0063-4. 
  • Harck, Ole; Lübke, Christian (2001). Zwischen Reric und Bornhöved: Die Beziehungen zwischen den Dänen und ihren slawischen Nachbarn vom 9. Bis ins 13. International Conference, Leipzig, 4–6 December 1997, Franz Steiner Verlag. ISBN 3-515-07671-9. 
  • Jones, Gwyn (1968). A History of the Vikings. Oxford University Press. OCLC 581030305. 
  • Aksel E. Christensen: Vikingetidens Danmark paa oldhistorisk baggrund, København 1969 (2. udgave, 1977)
  • Else Roesdahl: Vikingernes verden; 8. udgave, 1. oplag; Slovenia 2012; ISBN 978-87-02-10882-8

Yderligere læsning[redigér | redigér wikikode]

Baggrund[redigér | redigér wikikode]

  • Brink, S. with Price, N. (eds) (2008). The Viking World, [Routledge Worlds], Routledge: London and New York, 2008. ISBN 978-0-415-69262-5
  • Graham-Campbell, J. (2001), The Viking World, London, 2001. ISBN 978-0-7112-3468-0

Yderligere værker[redigér | redigér wikikode]

  • Ahola, Joonas & Frog with Clive Tolley (eds.) (2014). Fibula, Fabula, Fact – The Viking Age in Finland. Studia Fennica Historica 18. Helsinki: Finnish Literature Society.
  • Anker, P. (1970). The Art of Scandinavia, Volume I, London and New York, 1970.
  • Fuglesang, S.H. (1996). "Viking Art", in Turner, J. (ed.), The Grove Dictionary of Art, Volume 32, London and New York, 1996, pp. 514–527, 531–532.
  • Graham-Campbell, J. (1980). Viking Artefacts: A Select Catalogue, British Museum Publications: London, 1980. ISBN 978-0-7141-1354-8
  • Graham-Campbell, James (2013). Viking Art, Thames & Hudson, 2013. ISBN 978-0-500-20419-1
  • Roesdahl, E. and Wilson, D.M. (eds) (1992). From Viking to Crusader: Scandinavia and Europe 800–1200, Copenhagen and New York, 1992. [exhibition catalogue]. ISBN 978-0-8478-1625-5
  • Williams, G., Pentz, P. and Wemhoff, M. (eds), Vikings: Life and Legend, British Museum Press: London, 2014. [exhibition catalogue]. ISBN 978-0-7141-2336-3
  • Wilson, D.M. & Klindt-Jensen, O. (1980). Viking Art, second edition, George Allen and Unwin, 1980. ISBN 978-0-04-709018-9
  • Carey, Brian Todd. “Technical marvels, Viking longships sailed seas and rivers, or served as floating battlefields”, Military History 19, no. 6 (2003): 70–72.
  • Downham, Clare. Viking Kings of Britain and Ireland: The Dynasty of Ívarr to A.D. 1014. Edinburgh: Dunedin Academic Press, 2007
  • Hudson, Benjamin. Viking Pirates and Christian Princes: Dynasty, Religion, and Empire in North America. Oxford: Oxford University Press, 2005 ISBN 0-19-516237-4.
  • Logan, F. Donald The Vikings in History (London: Hutchison & Co. 1983) ISBN 0-415-08396-6.
  • Maier, Bernhard. The Celts: A history from earliest times to the present. Notre Dame, Indiana: University of Notre Dame Press, 2003.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]


Tidsnavigation:

Epoke: Holocæn
Istid: ← Flandern-mellemistid (den aktuelle mellemistid)
Kronozone: Subboreal tid Subatlantisk tid
Kulturhistorisk periode: Bronzealder Jernalder Vikingetid Middelalder Nyere tid og nutiden