Wang Jing-wei

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Wang Jingwei.png

Wang Jing-wei (kinesisk: 汪精衛), egentlig Wang Zhao-ming (kinesisk: 王兆&#37528); Jixin (季新), (4. maj 1883 i Panyu, Guangdong - 10. november 1944 i Nagoya, Japan) var en fremtrædende kinesisk politiker i mellemkrigstiden og under 2. verdenskrig.

Liv[redigér | redigér wikikode]

1901 tog Wang sin første eksamen (xiucai) i det kejserlige eksamensvæsen, men søgte siden om at få et statligt stipendium for at studere i Japan. Wang fik et stipendium for studier ved den skole, som siden kaldtes Hosei-universitetet, og 1904 begav Wang og hans ven Hu Han-min sig til Tokyo for at påbegynde sine studier. I Tokyo kom de snart i kontakt med Sun Yat-sens revolutionære rørelse, hvis mål var at styrte Qing-dynastiet, og Wang gik med i Suns parti allerede i 1905.

Den revolutionære[redigér | redigér wikikode]

Wang blev en nær medarbejder til Sun Yat-sen og planlagde flere attentater mod ledende manchuiske statsmænd. I 1910 gennemførte han sammen med en gruppe andre revolutionære et mislykket bombeattentat mod prinsregenten Zai-feng. Dåden gjorde Wang umiddelbart kendt i hele Kina, og myndighederne vovede ikke at give Wang dødstraf, men dømte ham i stedet til livstids fængsel. Da Xinhai-revolutionen brød ud det følgende år, genvandt Wang friheden og kunne nu fortsætte sit arbejde i Suns nye parti Tong-meng-hui.

I begyndelsen af 1920-erne havde Wang flere vigtige poster den regering i Guangzhou, som Sun Yat-sen lod oprette i opposition mod den officielle regering i Peking, og Wang nød stor popularitet. I egenskab av Suns nære fortroende bistod han Sun i udarbejdelsen af dennes testamente, og Wang regnedes derfor for at være den indlysende efterfølger for Sun, da denne hastigt døde under et besøg i Peking i marts 1925.

Regeringslederen Wang Jing-wei skåler med den tyske ambassadør Heinrich Georg Stahmer i 1942.

Wang var længe en fremtrædende kinesisk politiker på Nationalistpartiets venstrefløj. Modsat Chiang Kai-shek gik han ind for samarbejdet med KKP til trods for, at han ikke var kommunist og ikke brød sig om rådgivningen fra Komintern. Denne modsætning mellem de to mest fremtrædende politikere i Kuomintang fik gentagne gang Wang til at trække sig ud af samarbejdet – blot for snart at blive kaldt tilbage. Han kunne ikke undværes.

Et motiveret kursskifte[redigér | redigér wikikode]

I takt med, at krigen mellem Kina og Japan trak ud, forsøgte Wang at finde en vej for at bringe en ende på krigtilstanden, der kunne bibringe et fredeligt samarbejde mellem de to lande uden, at kineserne mistede selvbestemmelsen over deres land. Om hans kinesiske nationalisme var der ingen tvivl. I et interview udtalte han blandt andet:

"(modstanden mod Japan) kan forsætte længe endnu. Man kan blokere havnene for os. Man kan besætte vore jernbaner. Men trods det kan Kina byde modstand. Det enorme Kina er hverken industrialiseret eller centraliseret. Den store andel selvforsørgende landbefolkning gør sådanne midler som blokade meningsløse over for Kina. Og vi har vort lands vældige, umålelige udstrækning som det bedste forsvar og tillige tidsfaktoren. Modstanden kan altså fortsætte, selv om japanerne besætter Hankow. Men hvad kommer efter? Det vestre Kina skulle på grund af sine rige naturtilgange, sin strategisk uangribelige beliggenhed kunne forblive en selvstændig, kinesisk stat med adgang til havet i Rangoon ved Det indiske Ocean, hvilken adgang japanerne ikke kan blokere for os. Og resten af Kina med dets kystbyer skulle forblive under japansk indflydelse. Hvad betyder det? Hvad betyder modstanden for en sådan løsning af konflikten, som skulle medføre en deling af Kina, altså en løsning der ganske vist ikke imødekommer japanernes program, men som dog ville være et nyt skridt mod deres endelige mål?"

Han fortsatte:

"Alene med militære operationer kan japanerne ikke bryde vor vilje til modstand. Men de japanske fredsbetingelser er uantagelige for Kinas suverænitet. Krigen vil alene kunne afsluttes, hvis en kineser, der var villig til at påtage sig ansvar, rejse sig og kunne finne en vej at afslutte ødelæggelseskrigen på, ikke som forræder men med Kinas bedste for øje."[1]

Ydermere påpegede Wang, at kineserne fik en vis støtte fra England for at forhindre Japans magtområde i at blive udvidet. Og han var fuldt klar over, at hvis England kom i krig i Europa, ville der være stor risiko for, at man ville opgive Kina for derved at kunne bevare sin ledende position i Europa. Han regnede derfor med, at Kina havde de bedste chancer for et opnå et for landet tilfredsstillende resultat så længe, det endnu havde vestmagternes støtte i ryggen.

Leder af Nanking-regeringen[redigér | redigér wikikode]

Det var utvivlsom disse tanker, der til sidst fik Wang til i 1940 at tage det modige skridt selv at rejse til Japan og lade sig udnævne til japanskstøttet leder af en ny national regering for Kina for de områder, Japan havde kontrollen over. Wang indså, at hvis Japan endegyldigt fik kontrollen over hele Kina eller de mest betydningsfulde områder, ville dette være noget nær kinesernes eneste mulighed for selv at bevare en vis regeringsmagt over deres eget land. Som grundlag for sin regerings program gik Wang tilbage til det oprindelige program for Kuomintang, som partiet under Chiangs ledelse havde givet køb på.

Wangs oprigtigt sociale og nationalistiske intentioner gik aldrig i opfyldelse. På grund af den fortsatte krigstilstand oplevede de områder, Wangs regering kunne styre, hverken ro eller stabilitet. Reelt fik han aldrig muligheden for at gennemføre sit program, om end han gjorde alvorligt mente forsøg. Men hverken hans tidligere fæller i Kuomintang eller hans gamle samarbejdspartnere i KKP var beredte til at give ham muligheden. De stemplede ham begge som en hanjian, en forræder af han-kineserne. 4 år efter at have indledt forsøget døde Wang i 1944 i Nagoya.

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Urach, s.186f

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Gerald E. Bunker: "The peace conspiracy: Wang Ching-wei and the China war, 1937-1941"; Harvard East Asian series, 0073-0491; nr. 67; Harvard U.P., Cambridge, Mass. 1972; ISBN 0-674-65915-5
  • Fürst A. Urach: Ostasien – Kampf um das kommende Grossreich (her anvendt den svenske oversættelse: Det gula Livsrummet; Lund 1941)
  • So Wai Chor, "The Making of the Guomindang's Japan Policy, 1932-1937: The Roles of Chiang Kai-Shek and Wang Jingwei", Modern China, Vol. 28, No. 2 (Apr., 2002), pp. 213-252

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]