Wikipedia:AA-Taskforce/Værksted/Helsinki
| Helsinki | |||||
|---|---|---|---|---|---|
| |||||
| Overblik | |||||
| Land |
 Finland | ||||
| Grundlagt | omkring 1550 af Gustav Vasa | ||||
| Demografi | |||||
| Helsinki | 503.699 (2007) | ||||
| - Areal | 186,36 km² | ||||
| - Befolkningstæthed | 3048,3 pr. km² | ||||
| Andet | |||||
| Tidszone | UTC +2 | ||||
| Højde m.o.h. | 17 m | ||||
| Hjemmeside | www.hel.fi | ||||
| Oversigtskort | |||||
Helsinki (svensk (sprog) Helsingfors, samisk Helsset) er hovedstaden i Republikken Finland. Med 564.908[1] indbyggere er den Finlands største by, beliggende i landskabet Nyland i Sydfinlands len, og udgør sammen med Esbo, Grankulla og Vanda, som tilsammen har over en million indbyggere, hovedstadsregionen (også Storhelsinki) i Finland.
Helsinki som ligger ved Den Finske Bugt er Finlands førende søfartsby og landets kommercielle centrum. Byen er desuden Finlands centrum for uddannelse samt forskning og udvikling. Helsinki var tidigere en vigtig industriby, men i dag er byen først og fremmest et sæde for hovedkontorer for teknikbranchens virksomheder. Mange af Finlands vigtigste kulturinstitutioner findes også i Helsinki.
Navnet Helsingfors kommer fra navnet på sognet Helsinge og Helsingån (nuværende Vanda å) som var sidste vandløb før havet byen grundlagdes. Forstavelsen Helsing(e) i stednavnet Helsingfors er omdiskuteret. En almindelig idé har at gøre med hvordan helsinger i 1200-tallet bosatte sig ved Den Finske Bugt. En anden har at gøre med at navnet kommer af flodens "hals" – det smalle sted som udgjorde vandløbet. Samme navneled genfindes i Hälsingland og Helsingborg som både har knytning til et smallere havområde. Helsingfors förkortes ofte som H:fors.
På finsk hedder Helsingfors Helsinki, hvilket også siden 1900-tallet anvendes på de fleste andre sprog. Navnet kommer af Helsinge. På slang taler man om Stadi, hvilket kommer fra det svenske ord stad. Specielt udenfor Helsingfors kaldes staden for Hesa[2]. Stadi(n) og Hesa anvendes også på finlandssvensk. På nordsamisk hedder Helsingfors Helsset.
Historie[rediger kildetekst]
Uddybende artikel: Helsinkis historie
_Le_Quai_(1890-1900).jpg)
Under svensk styre[rediger kildetekst]
Helsinki grundlagdes den 12. juni 1550 af Gustav Vasa for at fungere som en rival til hansestaden Tallinn. Byen blev grundlagt i det daværende Helsinge Sogn ved et vandløb nær udløbet af Vanda å længst inde i Gammelstadsviken. Borgere fra Borgå, Ekenäs, Raumo og Ulvsby beordredes at flytte til den nygrundlagte by. Byen voksede dog ikke i ønsket grad og kongens ordrer ændrede intet på de handelstraditioner og -ruter der var blevet etableret siden middelalderen. Da Sverige i 1561 erobrede Estland og dermed Tallinn fik byen endnu mindre betydning.
Eftersom Gammelstadsviken var lav og store skibsfartøjer havde svært ved at sejle helt til land planlagde man allerede forholdsvis tidligt at flytte byen nærmere havet. Til en begyndelse planlagde man at opbygge Helsinki i Santahamina eller i Sörnäs.I år 1640 beordrede generalguvernør Per Brahe at byen blev flyttet til Estnäs mellem Södernäs och Helsingenäs. Området er i dag kendt som Kronohagen. Den gamle by lagdes øde hen efter flytningen.
Det russiske kejserdømmes magtovertag og grundlæggelsen af byen Sankt Petersborg i år 1703 påvirkede Helsinki mærkbart. Den Store Ufred gik hårdt ud over byens indbyggere: År 1710 kom pesten, som dræbte 2/3 af befolkningen – 1 185 mennesker – på under fire måneder. År 1713 brændte den russiske armé byen og til sidst belejrede de russiske tropper Helsinki 1713-1721. Byen udvikledes ikke efter krigen. Efter at Sverige havde tabt Hamina-fæstningen i den russisk-svenske krig (1741-1743) til Rusland begyndte man at bygge en stor ny søfæstning udenfor Helsinki. Planerne for Suomenlinna blev lagt af greve Augustin Ehrensvärd og bygningsarbejdet øgede byens indbyggertal kraftigt og flere huse og herregårde blev grundlagt omkring byen.
Som en følge af Napoleons og Alexander den førstes magtkamp blev Sverige indraget i krig mod Rusland år 1808. Russerne erobrede Helsinki i 1808 og en brænd forårsagede store ødelæggelser på byen. I foråret 1809 kapitulerede Suomenlinna og Finland blev en del af Rusland efter freden i Fredrikshamn.
Under russisk styre[rediger kildetekst]
Tsar Alexander I besluttede i år 1812 at Helsinki, med 4 000 indbyggere, skulle være hovedstad i storfyrstedømmet Finland. Han ville fjerne Finland fra Sverige og grundlagde derfor ikke hovedstaden i Finlands største by på den tid, Turku. Den tyske arkitekt Carl Ludvig Engel valgtes til at planlægge et nyt Helsinki efter branden i en stil, der var en russisk administrationsby værdig. Byplanen blev udført af helsinkieren Johan Albrecht Ehrenström.
Efter Turkus brand i 1827 flyttede også landets universitet fra Turku til Helsinki og fik navnet Kejserlige Alexandersuniversitetet, senere Helsinki Universitet. Staden udvikledes til en adminstrations- universitets- og garnisonsby og voksede til et industrielt centrum. Jernbaneforbindelser byggedes til Hämeenlinna i 1862 og til Sankt Petersborg i 1870. Indbyggertallet overskred 100 000 i begyndelsen af 1900-tallet. Under første verdenskrig byggedes tre befæstningszoner omkring Helsinki som en del af forsvaret af Sankt Petersborg.
Det selvstændige Finlands hovedstad[rediger kildetekst]
Helsinki blev hovedstad i det selvstændige Finland efter selvstændighedsaftalen 6. december 1917. Den finske borgerkrig begyndte allerede i efterfølgende måned, den 27. januar 1918, da en rød lygte tændtes i arbejderhusets tårn i Hakaniemi. De røde overtog hurtigt byen og regeringen flyttede til Vaasa. Den 8. april flyttede den røde ledelde til Viborg og den 12.-13. april erobrede tyske tropper Helsinki. Den af Gustaf Mannerheim ledede finske armé kom ti byen den 16. april. Efter borgerkrigen fungerede Suomenlinna som fangelejr for røde fanger.
Under 2. verdenskrig blev Helsinki bombarderet i flere omgange. De største skader skete under storbombningen under fortsættelseskrigen, men skaderne var ret små set i forhold til andre krigsramte lande. Foruden London og Moskva var Helsinki den hovedstad i de krigførende lande, som aldrig blev erobret under krigen.
På trods af at 1900-tallets første halvdel var en meget voldsom tid for Helsinki så fortsatte byen til stadighed med at udvikle sig. Den moderne efterkrigstidige urbanisering i 1970-tallet, hvilken skete ret sent i europæisk sammenhæng, førte til en tredobling af befolkningen i storbyområdet og gjorde Helsinki til en af de hurtigst voksende byområder i EU i 1990-tallet.
Helsinki skulle være værd for Sommer-OL 1940, men de blev aflyst på grund af krigen. De olympiske lege holdtes i stedet i 1952. I år 1975 holdtes den europæiske sikkerhedskonference i Finlandiahuset i hvilken statsoverhoveder fra 35 lande deltog. I år 1982 blev metroen, Helsinkis metro, åbnet. År 2000 var Helsinki en af Europas kulturhovedstæder.
Geografi[rediger kildetekst]
.jpg)
Hovedartikel: Helsinkis geografi.Helsinkis areal er 686 km², hvoraf kun 186 km² er land, mens de resterende 500 km² er vandområder. Helsinki har 315 øer og en strandlinje på 98 km. På grund af store udfyldninger har strandlinjen ændret sig kraftigt de seneste tohundrede år. Der findes ingen vandområder i byen, som kan klassificeres som søer[3].
Der er 3.724 hektar skovsområder, 987 hektar parker og cirka 800 hektar dyrket jord i byen. Parkerne varierer fra små, klassisk formgivne parker i byens centrum til store parker mere eller mindre i naturtilstand i byens udkant. Det største egentlige parkområde er Helsinki Centralpark, som strækker sig 10 km gennem byen i nord-sydlig retning. I Finlands hovedstad er der 42 jagtområder, hvis areal når op på ca. 770 hektarer[4]. Helsinki symbolplante er lønnen og symboldyret er egernet.
Helsinkis geografiske midtpunkt ligger i Viikki i Vanhankaupunginlahti, tæt på en holm som hedder Granskäret. Det højest beboede punkt i Helsinki, med blandt andet lejlighedskomplekser, ligger ved Jakomäki, som ligger 59,5 meter over havet[5]. Helsinkis højeste punkt er Malmgårdstoppen ved Malminkartano, som blev til ved at overskudsmasser deponeredes der mellem årene 1976 og 1996. Højden rejser sig til 90 meter over havet. På toppen findes miljøkunstværket Tuulet ja suunnat (finsk for "Vind og retninger"). Helsinkis naturlige højdepunkt befinder sig ved den nordlige del af Kivikko-rekreationsområde, syd for Porvoonväylä, ved en natursti. Dette sted er i en højde af 62 meter over havet[6].
Helsinki geografiske vidde[rediger kildetekst]
Helsinki blev grundlagt i år 1550 oprindeligt ved Koskela-området ved udmundingen af Vanda å ved Helsingeforsen. 90 år senere flyttede byen længere sydpå til Estnäs for at skibe lettere skulle kunne tilsejle byen. Det omkringliggende område forblev en del af Helsinge sogn.
I 1920'erne blev flere nye kommuner og købsstæder grundlagt i nærheden af Helsinki. En del af dem, Huopalahti, Kulosaari, Oulunkylä og Haaga, tillagdes Helsinki under den store sammenlægning i 1946, hvor også store dele af Helsinki landkommunen blev sluttet til byen. Den seneste udviddelse skete i 1966, hvor Vuosaari tilsluttedes fra Helsinki landkommune.
Klima[rediger kildetekst]
Helsinki ligger i zonen mellem hav- og kontinentalklima: vintrene er ret milde, mens somrene er varme. Dog ikke så varme som længere inde i landet. Vinden gør at klimaet virker koldere end længere inde i landet.
Gennemsnitstemperaturen (1970-2000) i Helsinki er 5,6 °C. I gennemsnit regner det 642 mm per år[7]. År 2006 var den koldeste måned februar (-7,9 °C) og den varmeste juli (18,9 °C).
Bydele i Helsinki[rediger kildetekst]
Ifølge byplanen har Helsinki 54 bydele, som opdeles i mindre delområder. Udover bydelsinddelingen har man inddelt byen i distrikter for at underbygge byens administration. Distriktsinddelingen følger bydelsgrænserne, men forskellige delområderne kan høre til forskellige distrikter.
Helsinki bykerne udgør området som hørte til byen før 1946, det vil sige bydelene 1-27. Numrene har betegnes som bykernen og betyder først og fremmest de centrale bydele, som ikke regnes som forstæder.
Demografi[rediger kildetekst]
Helsinki har 564 908 indbyggere (31.1.2007), af hvilke 6,2 % (ca 35 000 personer) er svensksprogede. Kvinder udgør en større del af befolkningen end mænd (53,4 %) når man ser det i forhold til resten af landet (51,1 %). Helsinkis befolkningstæthed er 3 048 personer per km² (kun indregnet landområder). Den forventede levetid i Helsinke er på 76,8 år (mod 78,5 år i hele Finland). Befolkningen i den samlede hovedstadsregion, som blandt andre indbefatter storbyerne Vanda og Esbo, er på op mod 1,1 milioner indbyggere.
Helsinkis befolkning er mere blandet end gennemsnittet for de finske byer. Den indre migration (fra andre dele af Finland) sker ofte med Helsinki som førsta mål, det vil sige at hvis én vælger at flytte fra sin hjemby i Finland, gør personen det for at flytte til hovedstaden. Desuden kommer tilflyttere fra udlandet, der kommer til Finland for at arbejde eller studere oftest til Helsinki i første omgang. Når tiden siden hen kommer for at stifte familie flytter mange ed til Esbo, Vanda eller i øvrige dele af hovedstadsregionen på grund af at der er mangle på boliger og huspriserne genelrelt er meget højere i selve Helsinki.
Indvandrere og efterkommere[rediger kildetekst]
Antallet af indvandrere i Helsinki er på op mod 5,2 % af befolkningen (29 200). Personer med udenlansk baggrund udgør 7,9 % (44 400), hvilket er højere end antallet af finsk-svenskere. 33 % af personerne med udenlandsk baggrund kommer fra et andet EU-land. De fleste indvandrere kommer fra Estland, Rusland og Sverige. Sammenlignet med det øvrige Finland bor der mange indvandrere fra afrikanske lande i Helsinki, da 44 % af Fanlands afrikanere bor i byen. En fjerdedel af alle personer med et fremmed modersmål taler russisk. Ud af alle EU's hovedstæder boede der i 2001 kun færre mennesker med udenlandsk baggrund i Lissabon.[8]
Beboere[rediger kildetekst]
I Helsinki bor man mere trangt og dyrere end i resten af Finland. Helsinkierne havde i år 2004 gennemsnitligt 33,7 kvadratmeter beboelsesareal per person, hvorimod tallet på landsplan var 37,1. Gennemsnitslejen var i Helsinki 10,9 €/m² i år 2006 (hele landet 8,6 €/m²) og gennemsnitsprisen på en andelslejlighed var 3 124 €/m² (hele landet 1 861 €/m²)[9]. Flere helsinkier bor til leje (53,4 %) end ejer egen lejlighed (46,6 %). Singlebostande er meget udbredt og næsten hver anden husholdning (49 %) består af kun en person[10]. Der bor mange studerende i Helsinki.
Den demografiske udvikling[rediger kildetekst]
Befolkningsstrørrelsen begyndte at vokse kraftigt efter at Helsinki blev Finlands hovedstad i år 1812. Tilvægsten fortsatte kraftigt - bortset fra under den finske borgerkrig - helt frem til 1960'erne, hvor "flugten fra landet" fordoblede Helsinkis befolkning på 20 år.
Tilvæksten stilnede af i 1980'erne og sank tilmed en anelse, fordi folk flyttede til nabokommunerne. I 1990'erne voksede befolkningen for igen at mindskes en smule i begyndelsen af 2000'erne. En årsag til dette var de høje boligpriser, som drev børnefamilierne væk fra hovedstaden. I år 2006 voksede befolkningen roligt. Ifølge en prognose vil befolkningen vokse til 575 000 i år 2015 og 586 000 i år 2030[8]. De vigtigste nye boligområder er Busholmen, Fiskhamnen, Mellersta Böle og Kronbergsstranden.
Helsinki havde frem til 1890'erne en finsk-svensk majoritet, men på grund af urbaniseringen af de finske dele mindskedes de svensksprogedes relative andel betydeligt. I år 1870 var sprogfordelingen følgende: svensk 57 %, finsk 25,9 %, russisk 12,1 %, tysk 1,8 % og øvrige 3,2 %. I år 1890 var andelen af svensk- og finsktalende næsten lige stor: 45,6 mod 45,5 %[11]. I dag er ca. 86 % af befolkningen finsksprogede, 6 % svensksprogede mens ca. 8 % har et andet sprog som modersmål.
| År | 1810 | 1830 | 1850 | 1880 | 1900 | 1925 | 1950 | 1970 | 1990 | 2000 | 2006 |
| Indbyggere | 4 070 | 11 100 | 20 700 | 43 300 | 93 600 | 209 800 | 368 519 | 525 677 | 490 691 | 551 123 | 559 046 |
Administration[rediger kildetekst]
Byfuldmægtige er det højeste besluttende organ i Helsinki. Byfuldmægtige tager beslutninger om byens vigtigste økonomiske spørgsmål og delegerer beslutningsret til andre organer, såsom stadsstyrelsen, kommissionerne og direktionerne, samt til tjenesteindehavere. Dets 85 medlemmer vælges for en periode på fire år.
Helsinki stadsstyrelse har til opgave at lede byens forvaltning, forberedelse af byfuldmægtiges sager, iværksætte fuldmægtiges beslutninger, overvåge gyldigheden i fuldmægtiges beslutninger samt føre byens sag. Medlemmerne i bestyrelsen vælger blandt fuldmægtige for en periode på to år.
Helsinki stadsdirektør leder under stadsstyrelsen byens forvaltning, husholdning og øvrige virksomhed. Stadsdirektøren får desuden titlen som overborgmester. Byen har også fire hjælpende stadsdirektører som hver enkelt har ansvar for byplanlægning og ejendomme, uddannelse og personale, bygninger og miljø, samt social- og sundhedspleje.
Helsinki stadsdirektører[rediger kildetekst]
Stadsdirektører fra år 1921. Præsidenten har uddelt stadsdirektørerne titlen overborgmester siden 1930.
| Stadsdirektør | Født – død | Embedsperiod | Parti |
|---|---|---|---|
| Arthur Castrén | 1866-1946 | 1921-1930 | Ungfinska partiet |
| Antti Tulenheimo | 1879-1952 | 1930-1944 | Samlingspartiet |
| Eero Rydman | 1889-1963 | 1944-1956 | Framstegspartiet |
| Lauri Aho | 1901-1985 | 1956-1968 | Samlingspartiet |
| Teuvo Aura | 1912-1999 | 1968-1979 | De Frisinnades Förbund |
| Raimo Ilaskivi | 1928- | 1979-1991 | Samlingspartiet |
| Kari Rahkamo | 1933- | 1991-1996 | Samlingspartiet |
| Eva-Riitta Siitonen | 1940- | 1996-2005 | Samlingspartiet |
| Jussi Pajunen | 1954- | 2005- | Samlingspartiet |
Økonomi[rediger kildetekst]
Hovedstadsregionen er en af de hurtigst voksende storbyregioner i EU[12]. Helsinki er med sin børs og "bankgade" Alexanderinkatu Finlands finanscentrum. De fleste finske børsforetagende og næsten alle banker og forsikringsvirksomheder har sit hovedkontor i Helsinki. Af de største virksomheder i hovedstadsregionen har 58 % sin hjemkommune i Helsinki. Store virksomheder med oprindelse i Helsinki er Elisa, SanomaWSOY, Kesko, Stockmann og HOK-Elanto.
I sammenligning med resten af Finland er Helsinkis økonomi stærkere indenfor de fleste områder. Helsinki ligger afsides i europæisk perspektiv, men dette kompenseres der for ved avanceret kommunikationsteknologi og moderne transportsinfrastruktur. Gennem investeringer i eddannelse er det lykkedes byen at specialisere sig indenfor højteknologiske eksportprodukter, hvor transportomkostningerne ikke er afgørende. Nærheden til det russiske og de baltiske markeder er desuden optimal. I et nationalt perspektiv kan Helsinki betragtes som et knudepunkt for transport, handet og service i resten af landet.
Mange industrianlæg er i årenes løb flyttet væk fra Helsinki og byen er ikke længere Finlands førende industriby, hvilket ellers var gældende frem til 1950'erne. Mellem 1960 og 1980 halveredes altallet af industriarbejdspladser i Helsinkis bykerne. Dog findes stadig Aker Finnyards værft i Sandviken, Iittalas porselænsfabrik i Arabianranta og ABB's fabrik i Pitäjänmäki.
Den offentlige sektor kan sammenligned med de andre storbyer, men er mindre end de andre nordiske hovedstæder. Indenfor serviceerhvervene dominerer transport og kommunikation.
Arbejdspladser[rediger kildetekst]
I år 2003 var der 375 000 arbejdspladser i Helsinki, hvoraf 60 000 var kommunale og 43 000 statslige. En stor andel af helsinkierne er erhvervsaktive: 63 % af 15-74 årige arbejder i forhold til 57,2 % for resten af landet. Set i sammenligning med det øvrige Finland er der få industriarbejdspladser i Helsinki, men mange arbejdpladser inden for finans og handel. I hovedstadsregionen er der over 68.000 arbejdspladser indenfor informationsteknologi, hvilket er cirka en tredjedel af alle IT-arbejdspladser i landet.[13]
Den største koncentration af arbejdspladser er at finde i centrum. I centrum er arbejdsgiveren ofte staten eller byen. Helsinki er selvforsynende hvad angår arbejdspladser (134 %), hvilket betyder at mange pendler til Helsinki. Statistikcentralen regner med, at foruden hovedstadsområdets øvrige byer hører 22 andre kommuner til pendlerområdet som strækker sig 100 kilometer fra Helsinki.
Arkitektur[rediger kildetekst]
Carl Ludvig Engel (1778–1840) fik til opgave af den russiske tsar at tegne Helsinkis nye ansigt som hovedstad i det russiske storfyrstedømme Finland. Han kom at forblive i Helsinki på grund af sin unikke opgave der han valgte at planlægge et nyt centrum helt på egen hånd – en by som senere skulle komme at kaldes Nordens hvide stad. Engel tegnede Helsinki i nyklassicistisk stil med ryddede, brede gader og stenhus i modsætning til de tidligere lave træhuse. Omdrejningspunktet i Engels stad er Senatstorvet, som omkrandses af regeringsbygninger, hovedbygning for Helsinki universitet samt den store domkirke som færdiggøres 1852, tolv år efter C.L. Engels død.
Helsinki er måske mere kendt for sit store antal bygninger i jugendstil. Disse tegnes i det sene 1800-tal og det tidlige 1900-talet og var kraftigt influeret af Kalevala, som var et meget populært tema i den nationalromantiske kunst på dette tidspunkt. I bydelene Skatudden og Eira findes mange eksempler på bygninger i jugendstil. Jugendstilens fornemmeste udøver i Finland var Eliel Saarinen (1873–1950), hvis arkitektoniske mesterværk var Helsinki jernbanestation.
I Helsinkis findes også flere bygninger som er tegnet af den verdensberømte finske arkitekt Alvar Aalto (1898–1976), som anses for at være en af pionererne indenfor funktionalismen. Mange af Aaltos værker er både elskede og hadede. Aaltos bygninger, såsom papirfabrikanten Ensos hovedkvarter samt kongres- og koncerthuset Finlandiahuset, har været genstand for meget debat blandt Helsinkis indbyggere.
For en fordybning i den arkitektoniske udvikling i Helsinki og Finland, se artiklen Arkitektur i Finland.
Kendte bygninger[rediger kildetekst]
- Helsinki domkirke ved Senatstorvet – arkitekt Carl Ludvig Engel.
- Den ortodokse Uspenskijkatedralen på Skatudden.
- Lappvikens sygehus – arkitekt Carl Ludvig Engel
- Finlandiahuset ved Tölöviken – arkitekt Alvar Aalto.
- Helsinkis universitets hovedbygning ved Senatstorvet – arkitekt Carl Ludvig Engel.
- Finlands nationalopera ved Tölöviken.
- Helsinkis Olympiastadion
- Sveaborgs fæstning.
- Kiasma – Museet for nutidskunst beliggende ved Mannerheimvägen tæt ved Mannerheimstatyn.
- Riksdagshuset ved Mannerheimvägen.
- Sederholms hus – Helsinkis ældste hus.
Uddannelse og forskning[rediger kildetekst]
I Helsinki er der 9 videnskabs- eller kunsthøjskoler (se liste nedenfor). Disse har sammenlagt over 64 000 studerende, hvilket udgør 36 % af alle studerende i Finland.
Dertil er der 6 professionshøjskoler (se liste nedenfor). På professionshøjskolerne studerer over 19 000 studerende og der udbydes mindst 30 forskellige retninger ved grundstudierne. Almenuddannende voksenskolen varetages af voksengymnasier (aftenskoler eller lignende) samt af folkehøjskoler og arbejderinstituter. Der er cirka 100 pladser når arbejderinstitutskurser afholdes i Helsinki.
I byen er der 215 grundskoler, gymnasier eller voksengymnasier og disse har sammenlagt cirka 71 000 elever eller studerende. Af de 215 skoler er 30 svensksprogede. Dertil er der engelske, tyske, franske og russiske skoler. Undervisning i det oprindelige modersmål gives på sammenlagt 40 sprog.
Øvrige private uddannelsesinstitutioner i byen er eksempelvis den Kritiske Højskole, som giver uddannelse i de frie kunstarter og Snellman-højskolen, som udelukkende grunder på Steiner-princippet. Der er desuden et militærtforbund på Sandhamn, hvor et par tusinde udtjener sin værnepligt.
Universiteter og professionshøjskoler[rediger kildetekst]
Der er ni universiteter og seks professionshøjskoler i hovedstadsregionen, disse er:
|
Universiteter og højskoler |
Professionshøjskoler |
Kultur[rediger kildetekst]
Kulturelle events[rediger kildetekst]
Helsinkis måske mest kendte kulturevent er Helsinki Festival ((finsk) Helsingin juhlaviikot), som afholdes i sensommeren. I mere end to uger bliver der forskellige steder rundt omkring i byen spillet musik samt opført teater og andre kulturelle fremførelser. Kunstens nat er den mest populære del af festugerne, da flere kulturbegivenheder er åbne til midnat eller senere. I 2007 havde Helsinki Festival 264.000 besøgende. Den første festival af denne slags afholdtes i 1968.
Hvert år den 12. juni afholdes Helsinkidagen, hvilket indebærer adskillige slags underholdning. Dangen kulminerer med Kaivopuisto sommerkoncert.
Tuska Open Air er en stor event for heavy metalmusik i Norden. År 2006 havde Tuska 33.000 besøgende[14].
Blandt filmevents er Raukkautta ja Anarkiaa (Kærlighed og anarki) den vigtigste. Gennem en uge vises film, som aldrig vises eller kommer til at blive vist for det brede publikum på grund af deres særegenhed. DocPoint er en filmfestival, som koncentrerer sig om dokumentarer og hører til de vigtigste inden for genren i Finland.
FM i fyrværkeri, også kendt som bombningen af Sveaborg, tilvejebringes i samarbejde med tv-kanalen Nelonen og går af stabelen i midten af august halvanden time før midnat. Tidligere blev raketterne skudt af fra Sveaborg, men siden 2006 er det sket fra Ärtholmen i Helsinki. De bedste steder at se spektaklet fra er Kaivopuisto, Skatuddens strand og Sveaborg. Til denne begivenhed hører også musik, som kan høres ved Kaivopuisto.
Eurovision Song Contest 2007 afholdtes i Helsinki.
Kultursale[rediger kildetekst]
I Helsinki findes mange af de centrale kulturinstitutioner i Finland. For eksempel statens kunstmuseer, Ateneum og Kiasma, Finlands Nationalopera, Finlands Nationalteater og Helsinki Byteater.
Et nyt musikhus er under opførelse og ventes at åbne i 2010. Helsinki Byorkester spiller derfor undertiden i Finlandiahuset sammen med Radions Symfoniorkester. Store koncerter med populærmusik holdes på Helsinki Olympiastadion, Hartwall Areena eller i Helsinki Skøjtehal.
Det findes 46 biografsale i Helsinki. De største er Tennispaladset og Kinopalatsi. Tennispaladset 1 og Bio Rex er de største sale med plads til cirka 700 personer.
Helsinki har flere kommunale biblioteker. Hovedbiblioteket ligger i Itä-Pasila.
Finlandssvenske kultursale er blandt andet Svenske Teater og Lille Teater.
Sport[rediger kildetekst]
Det største tilbagevendende sportsarangement i Helsinki er en fodboldturnering for børn og unge med navnet Helsinki Cup som er blevet afholdt siden år 1976[15]. Deltagerrekorden blev sat i år 2002 hvor 819 hold deltog. Et andet arangement, som årligt tiltrækker omkring 6 000 deltagere, er Helsinki City Marathon[16]. City Marathon afholdes i august og ruten følger Helsinki strandlinje. Et stort motionskarneval er Naisten Kymppi[17] (Pigemilen), som er et løb udelukkende for kvinder, hvilket antydes af navnet.
Der har været afholdt en række internationale idrætsarangementer i Helsinki, bland andre de Olympiske sommerlege 1952. VM i atletik holdtes både i 1983 og 2005. EM i atletik holdtes i 1971 og g1994 i Helsinki. VM i ishockey er blevet afholdt i byen hele fem gange i årene 1974, 1982, 1991, 1997 og 2003. Eläintarhanajot (Djurgårdsløbet) var et bil- og motorcykelløb som afholdtes årligt i maj i Helsinki i årene 1932–1963.
Sportklubber[rediger kildetekst]
Helsinkis største sportsklub er HIFK fra år 1897, som har over 2.800 medlemmer og som udøver idræt indenfor sportsgrene som ishockey, bandy, fodbold, bowling, håndbold, floorball og atletik. Indenfor ishockeyen konkurrerer Jokerit med HIFK om pladsen som den største klub. Jokerits hjemmearena er Hartwall Areena. HJK eller Helsingin Jalkapalloklubi er den mest framgangsrige fodboldklub i Finland gennem tiderne. I en lavere division findes ydermere fodboldholdet Ponnistus, som grundlagdes i år 1887 og som er et af de ældste hold i Finland, som har fungeret uafbrudt som en sportsklub.
Indenfor basket har flere Helsinkihold deltaget på topniveau i Finland: Pantterit, HKT og HNMKY. I sæsonen 2005-06 deltog dog kun basketholdet Topo i den finske basketliga (Korisliiga) og i kvindernes FM-liga to: Topo og Pantterit. I den finske nationalsport boboll har Helsinkiholdenes deltagelse været skuffende i de senere år men Puna-Mustat har tidigere vundet de finske mesterskaber. Boboll anses for at være en smule landligt for helsinkier.
Øvrige sportklubber[rediger kildetekst]
- Volleyball: Johanneksen Pojat
- Vandpolo: HSS, Kuhat
- Roning: Merimelojat, MaMe, DPK, HeMe, HKK
- Sejling: HSS, NJK (Finlands næstældste idrætsforening), HSK, Merenkävijät, med flere.
- Håndbold: KIF, Dicken
- Bandy: Botnia, HIFK
- Amerikansk fodbold: Roosters, East City Giants
Rekreationssteder[rediger kildetekst]
De fleste rekreationssteder i Helsinki står under idrætsforeningernes ansvar, deriblandt idrætshaller og cirka 350 sportsbaner. Der er ni ishaller af hvilke 3 styres af idrætsforeningen. I Helsinki er der 14 svømmehaller, 2 udendørsbassiner og 20 badestrande, af hvilke Hietsu på Hietaniemi er den mest kendte. Der er fem golfbaner i Helsinki, af hvilke Talis golfplan er hjemmebane for Finlands ældste golfklub, den år 1932 grundlagte Helsinki golfklub.
Transport og kommunikation[rediger kildetekst]
Lokaltrafik[rediger kildetekst]
Helsinki kollektivtrafik har flere år i træk fået en god vurdering af sine brugere set i et internationalt perspektiv. Kollektivtrafikken i Helsinki styres af Helsingin kaupungin liikennelaitos, (Helsinki bytrafik), mens den regionale bustrafik varetages af Pääkaupunkiseudun yhteistyövaltuuskunta (Hovedstadsregionens samarbejdsdelegation). I centrum varetages kollektivtrafikken først og fremmest af sporvejene, mens busser kører længere udenfor centrum. I centrum afgår de vestgående busser fra Kamppis nye underjordiske terminal, de nordvestgående fra Elielinaukios terminal, mens nord og østgående busser afgår fra Rautatientori. De to sidstnævnte er på hver sin side af Helsinki jernbanestation. Helsinki metro fører passagererne østerud fra centrum.
Desuden transporterer Suomenlinnafærgen passagerere til Suomenlinna for samme billet som den øvrige kollektivtrafik.
Lufthavne[rediger kildetekst]
Helsinki-Vantaan lentoasema lufthavn håndterer den internationale og nationale flytrafik til og fra Helsinki. Lufthavnsbusser afgår fra busholdepladsen ved Elielinaukio udenfor jernbanestationen.
Helsinki-Malmi lufthavn anvendes blandt andet til skoleflyvning, mindre flyvere og af hobbyflyvere.
Der findes også en helikopterlufthavn i Länsisatama med afgange til Tallinn.
Havne[rediger kildetekst]
Helsinki er Finlands førende søfartssby med flere havne, der benyttes af flere rederier, blandt andre Silja Line, Tallink, Viking Line samt krydstogtsskibe. For tiden bygges en ny storhavn i Vuosaari, hvor alt godstrafik skal varetages fra år 2008. Dette kommer sandsynligvis til at betyde at Länsisatama og Sompasaari må give afkald på boliger til sammenlagt 30.000 personer. Passagertrafiken kommer enddog til at forblive i Länsisatama og ved Olympiakajen i Eteläsatama.
- Eteläsatama, færgen til Suomenlinna og Sverigebådene til Stockholm fra Olympiaterminalen og Skatuddens terminal
- Länsisatama, bådforbindelse med Tallinn
- Sompasaari, containertrafik og bådforbindelse med Travemünde og Rostock
- Vuosaaren satama, godshavn, åbner i 2008
Jernbaner[rediger kildetekst]
Alle større byer i Finland har jernbaneforbindelser til Helsinki og til blandt andet Turku og Tampere er der afgange mindst en gang i timen. Også hurtige internationale tog kører til Helsinki fra Sankt Petersborg og Moskva med nogle turer per dag. Alle fjerntog standser ved Helsinki Hovedbanegård, som er en endestation, og ved Pasila Station.
Der findes en omfattende s-togstrafik fra Helsinkis omegn til centrum. På de såkaldte bybaner (adskilte spor for lokaltrafik) som i dag er udbyggede til Leppävaara, Vantaankoski og Kerava afgår tog i myldretiden med 10 minutters intervaller. De længere ruter køres med 15 til 30 minutters intervaller.
Lokaltraffiken går på:
- Stambanen: Helsinki - Tikkurila (16 km) - Kerava (29 km) - Riihimäki (71 km)
- Kystbanen: Helsinki - Leppävaara (11 km) - Espoo (20 km) - Kirkkonummi (38 km) - Karjaa (87 km)
- Vantaankoskibanen: Helsinki - Vantaankoski (15 km)
Veje[rediger kildetekst]
Helsinkiregionens netværk af hovedveje er meget enkelt opbygget; der er otte udfaldsveje og tre ringveje. Eftersom Helsinki ligger ved kysten går ringvejene kun i halvcirkler. Mange firmaer anvender enkle skemaer over dette vejsystem med otte streger (udfaldsvejene), to halvcirkler (Ring I og III) og en fjerdedelscirkel (Ring II) når de informerer sine kunder om, hvor de er beliggende.
Turisme og rekreation[rediger kildetekst]
Helsinki, som ligger ved kysten, har mange kilometer strandlinje, og det meste af centrum ligger nær vandet. Mange sightseeingfærger udgår fra Helsinkis havn og der er dermed basis for gode udflugter.
Mange af Helsinkis attraktioner er også relaterede til havet. Sveaborg, som er med på UNESCOs verdensarvsliste, blev påbegyndt i 1700-tallet, og mange af øernes 250 bygninger og fæstningsværker er blevet renoveret, et nyt besøgscentrum er blevet bygget, museerne er frisket op og 60 guider er i højeste beredskab for på 19 sprog at kunne berette om Sveaborgs skiftende bebyggelse.
På solrige dage er det populært at tilbringe tid på stranden Hietsu, Helsinkis største strand, som er beliggende nær centrum i Töölö bagved Hietaniemis kendte kirkegård. I vintertiden, når det er mørkt næsten døgnet rundt, lyses den klassiske Aleksanterinkatus julegade op af en interessant lyssætning. Når det er tilstrækkeligt koldt, er det kotume for Helsinkiborgerne at tage en forsigtig gå- eller skøjtetur over den frosne is.
Kendte personer fra Helsinki[rediger kildetekst]
- Kirill Babitzin - musiker
- Ragnar Granit – nobelprismodtagere
- Tarja Halonen – Finlands præsident
- Eirik Hornborg - historiker
- Tove Jansson – forfatter og skaberen af Mumitroldene
- Lill Lindfors - sangerinde
- Adolf Erik Nordenskiöld – videnskabsmand
- Esa-Pekka Salonen – dirigent og komponist
- Helene Schjerfbeck – kunstner
- Linus Torvalds – skaberen af Linux
- Ville Valo – musiker
- Mika Waltari – forfatter
- Artturi Ilmari Virtanen – nobelprismodtager
Kilder[rediger kildetekst]
- ^ Befolkningsregistercentralen Kommunernas invånarantal i storleksordning 31.1 2007
- ^ Slangi.net - stadilaisuus (finsk)
- ^ Næsten 100 søer i Esbo, ingen i Helsinki. Helsingin Sanomat, 6 maj 2007, sid A17 (finsk)
- ^ Udflugtskalender 2007 (pdf, sidan 11) (finsk)
- ^ Helsinki stadsbibliotek - Spørg om hvad som helst: Hvad er Helsinkis højeste bebyggede sted? (finsk)
- ^ Stensböle naturstig (pdf, sid 30) (finsk)
- ^ Findlands Meterologiske Instituts vejrstatistik 2006 (finsk)
- ^ a b Helsinki utländska befolkning 2005 (pdf) (finsk)
- ^ Helsinki stads faktacentral (svensk)
- ^ Boendet i Helsingfors 1950-2004 (pdf) (svensk)
- ^ Finska språket i Helsingfors (pdf) (finsk)
- ^ Helsinki City Urban Office: Web Publications 39/2006 - The Economic Map of Urban Europe (engelsk)
- ^ YTV - Yritykset ja toimipaikat (finsk)
- ^ Tuska Open Air (finsk)
- ^ helsinkicup.fi
- ^ helsinkicitymarathon.com
- ^ naistenkymppi.fi
Eksterne henvisninger[rediger kildetekst]
- Hel.fi - Helsinki bys hjemmeside
- Engelske wikitravel har en side om Helsinki
