Wikipedia:Dagens artikel/14. januar 2005

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Freden i Roskilde blev indgået 26. februar 1658 i Roskilde. Det var et forsøg på at forhindre et totalt nederlag i Karl Gustav-krigen hvor de svenske tropper stod tæt på København. Den danske konge, Frederik 3., afstod Skåne, Halland og Blekinge, samt Bohuslän og Trondhjems len. Endvidere skulle Danmark spærre bælterne for svenskfjendtlige flåder, bespise svenske tropper i landet og tilbagelevere Corfitz Ulfeldts konfiskerede værdier. Den svenske konge, Karl X Gustav, var dog ikke tilfreds med aftalen og fortsatte krigen frem til sin død i 1660. Freden i København den 27. maj 1660 stadfæster med enkelte ændringer Roskilde-freden, men tilbageførte Bornholm til den danske og Trondhjems len til den norske krone.