Hjælp:Kom hurtigt i gang

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Denne side er en hjælpeside på den danske Wikipedia.
Siden indeholder basal eller avanceret information om dansk Wikipedia og eventuelt teknisk vejledning. Se oversigten over alle hjælpesider under Hjælp.

At komme hurtigt i gang er vigtigt for mange. Denne side hjælper med de mest basale instruktioner for at redigere i wikipedia.

Wikipedia har en masse muligheder for sofistikeret opsætning af tekst og billeder, men man behøver ikke vide ret meget for at komme i gang. Indholdet af denne side skulle gerne sætte dig i stand til at redigere eksisterende sider og oprette nye.

Der kan læses meget mere om redigering på wikipedia på siderne Hjælp:Velkommen til Wikipedia og Hjælp:Forside.

Niveau 1: Helst basal redigering tekst

Du kan enten redigere en eksisterende side eller oprette en ny (hvis du vil eksperimentere uden risiko for at ødelægge noget, så brug sandkassen):

  • For at redigere en eksisterende side klikker du på "redigér" øverst på siden. Du kan nu rette i de eksisterende tekst eller tilføje ny tekst.
  • For at oprette en ny artikel klikker du på et rødt link i en eksisterende artikel. Du kan også selv oprette det røde link når du redigerer en artikel, og derefter klikke på det.

Du bør nu have et stort tekstfelt hvor du kan rette i den eksisterende side eller begynde en ny.

Niveau 2: Lidt ekstra formatering

Wiki-syntaksen tilbyder som sagt en masse muligheder, men man behøver stort set kun kende 3-4 stykker:

  • Links til andre opslagsord sættes mellem dobbelte firkantede klammer, dvs. [[Danmarks fodboldlandshold]] bliver til Danmarks fodboldlandshold.
  • Hvis du vil have linket til at vise en anden tekst end det opslagsord det henviser til, bruger du en lodret streg mellem teksten og opslagsordet: [[Danmarks fodboldlandshold|Landsholdet]] bliver til Landsholdet.
  • Fed tekst skrives med tre anførselstegn før og efter, dvs. '''fed tekst''' bliver til fed tekst. Det er kutyme at starte en artikel med en sætning hvor opslagsordets navn er i fed tekst.
  • Overskrifter på afsnit skrives med et antal lighedstegn der svarer til niveauet, "== Overskrift ==" bliver til ->

Overskrift

  • Overskriften skal stå på en linje for sig selv, ellers virker det ikke. Det højeste niveau (med kun et lighedstegn) bruges ikke i Wikipedias artikler, denne størrelse bruges til opslagsordet (øverst). Dvs. det højeste niveau det er besluttet at bruge er to lighedstegn, som vist ovenfor.
  • Punktopstillinger laves ved at skrive en stjerne: * (for punkter) eller en havelåge: # (for nummereret liste) i begyndelsen af linjen. Indrykkede underlister laves ved at skrive flere stjerner eller havelåger i begyndelsen af linjen: **, ***, ##, ### osv.
  • Menulinjen over tekstfeltet viser flere formateringsmuligheder, men er langt fra udtømmende.
  • Når du er færdig klikker du "Forhåndsvisning" neden for tekstfeltet. Det vil vise dig hvordan det du har skrevet kommer til at se ud, og give dig mulighed for at rette eventuelle fejl inden du gemmer siden.
  • Når du er tilfreds med artiklens udseende skal du skrive en kort beskrivende tekst om dine ændringer i det lille felt under redigeringsvinduet.
  • Når beskrivelsesfeltet er udfyldt klikker du "Gem side". Dine rettelser eller den nye artikel bliver straks en del af Wikipedia.

Niveau 3: Skriv løs

Når man starter på Wikipedia, er det vigtigste at man fylder viden ind i artiklerne. Du behøver ikke bekymre dig så meget om formatering i starten; typisk vil nogen se din artikel kort efter du har oprettet den og rette den til så den passer ind i stilen. Med tiden vil du få fornemmelsen af hvordan artikler skal se ud. Wikipedia har en hel stilmanual, hvis du ønsker at kende detaljerne.

Selv om Wikipedia giver alle mulighed for at redigere, er der naturligvis nogle begrænsninger. Det er et absolut og ufravigeligt krav, at du skriver ud fra et neutralt synspunkt (NPOV i Wikipedia-jargon, dette står for Neutral Point of View). Det betyder for det første at du skal undgå personlige synspunkter, men også at du skal præsentere begge sider af kontroversielle emner, undlade nedladende beskrivelser af synspunkter du ikke er enig i, m.m. Mere om dette på Wikipedia:Skriv Wikipedia fra et neutralt synspunkt.

Hvis du vil skrive på Wikipedia mere end nogle få gange, kan det anbefales at registrere sig. Du vil bl.a. få adgang til en funktion der tillader dig at overvåge sider der interesserer dig (for det meste sider du selv har redigeret) for ændringer, og dine redigeringer bliver markeret med dit navn osv.

Du skal også være forberedt på at der bliver rettet i det du skriver, uden at nogen spørger dig til råds. Tag dette i en positiv ånd, det er for det meste udtryk for "teamwork". Der er visse brugere (også blandt administratorerne) der er meget pedantiske, og som man tit kan få indtrykket af er på nakken af én. I sådanne tilfælde skal du huske at det sjældent er dig personligt der er problemet, men blot at de har en meget præcis opfattelse af hvordan Wikipedia artikler skal se ud osv. Dvs. lad dig ikke skræmme væk, men tag diskussionen med vedkommende eller træk på skulderen og lad det være.

Hvis nogen gentagne gange retter noget du har skrevet til noget der er direkte forkert, kan du diskutere det med den bruger der har rettet det på enten brugerens eller sidens diskussionsside. Hvis nogen er direkte destruktive, kan de udelukkes midlertidigt eller permanent - det gælder i øvrigt også dig selv! Når det er sagt skal man vide at man for det meste får lang snor på Wikipedia.

Niveau 4: Videre med Wikipedia

De fleste relevante ressourcer for bidragydere til Wikipedia er samlet på forsiden for skribenter. Desuden er Hjælp linket i venstre side meget nyttigt til at finde hjælp om redigering, retningslinjer m.m. Hjælpesiderne kan virke lidt ustrukturerede; de er altid "under opbygning" ligesom resten af Wikipedia. Du kan også lede efter det du mangler med søgefunktionen til venstre. Hvis du ikke umiddelbart finder hvad du søger, kan du tilføje Wikipedia navnerummet til søgningen på den side der dukker op med (eller uden) søgeresultater og søge igen. Endelig kan du spørge om hjælp på Landsbybrønden - mange aktive brugere læser denne og vil gerne hjælpe.

Når du er blevet fortrolig med redigering af sider kan du tilføje nye elementer:

  • Der er mange flere muligheder for formatering - se Hjælp:Redigering.
  • Du kan lave henvisninger til andre sprog - se hvordan på Hjælp:Henvisninger til andre sprog. Husk at tjekke at linket virker (det kommer nederst i venstre side) - det bliver ikke rødt selv om artiklen ikke eksisterer.
  • Du kan indsætte billeder i artiklerne - en kagebageopskrift til hvordan du uploader billeder, både hertil og til det fælles mediearkiv Commons findes på siden: Hvordan uploader jeg billeder. Du kan også bare følge anvisningerne direkte på Læg en fil op, linket ligger også i den venstre menu. Når billedet er uploadet skal du i artiklen bruge syntaksen [[Fil:<filnavn>]]. Mere om billeder på Hjælp:Redigering#Billeder.
  • Hvis du gerne vil forsøge at få dine artikler til så vidt muligt at se ud som resten af Wikipedia, så se stilmanualen.
  • Mange sider benytter sig af skabeloner - elementer der skal være ens i flere artikler, typisk fordi de er relateret til samme emne. De mest benyttede skabeloner findes på Wikipedia:Skabeloner. Du kan også selv oprette skabeloner.
  • Alle artikler på Wikipedia bør kategoriseres. Det gøres med syntaksen [[Kategori:<kategoriens navn>]]. Se Hjælp:Kategorier.