Wikipedia:Landsbybrønden/Om anvendelsen af tortur i Danmark og Norge i 1700-tallet og Struensees forordning om afskaffelse af tortur

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Om anvendelsen af tortur i Danmark og Norge i 1700-tallet og Struensees forordning om afskaffelse af tortur[rediger kildetekst]

Jeg efterlyser en mere nuanceret fremstilling af anvendelsen af tortur i Danmark. Som ny bruger er jeg i tvivl om, hvordan dette bedst kan gøres. Der er efter min vurdering behov for at ændre på teksten i de danske artikler om tortur og Johann Friedrich Struensee (måske også andre steder?)

I artiklen om tortur beskrives anvendelsen af tortur i Frankrig på denne måde (med henvisning til Lynn Hunts "Inventing Human Rights"):

I Frankrig blev tortur som redskab til at fremkalde tilståelser afskaffet i 1780, mens den systematiske praksis med at anvende tortur mod dømte forbrydere for at få dem til at afsløre medsammensvorne først blev afskaffet i 1788.[1]

Herefter beskrives forholdene i Danmark således (med henvisninger til Amdisen, Holm og Jensen):

Den første officielle afskaffelse af tortur i Danmark skete under Struensees styre i 1771, dog imod Kancelliets ønske,[2] og torturen, eller "den skarpe Examination" som den blev kaldt, blev også genindført af de nye magthavere efter Struensees fald i 1772.[3] Torturen som redskab i retsplejen blev derefter først afskaffet i Danmark ved plakat af 6. december 1837.[4]

Det er en vigtig pointe, at Danske Lov af 1683 faktisk forbyder tortur:

Første Bog. Kapitel 20.

Om pinlig Forhør.

[Ingen skal pinligen forhøris, uden han tilforn er dømt til Døde for nogen Ugierning, med mindre det er in crimine Majestatis i højeste Grad, hvor Sagens Beskaffenhed ikke lider, at den almindelige Lands Proces kand følgis.]'

Kapitel 20 bortfalder 6. december 1837, hvilket må betyde, at det er undtagelsen fra det generelle forbud mod tortur (i forbindelse med majestætsforbrydelser), der afskaffes på dette tidspunkt.

Tortur var dog tilladt ved den militære ret, men det blev sjældent anvendt. Praksis beskrives på denne måde i Tyge Kroghs afhandling om henrettelser og korporlige straffe i 1700-tallet, "Oplysningstiden og det magiske", side 78:

Tortur var tilladt i den militære ret, men kun efter kongelig resolution. Kongerne afviste imidlertid regimentsretternes ønsker om at benytte torturen til at fremtvinge tilståelser. De tillod kun tortur i større tyverisager, hvor tyven ikke tilfredsstillende kunne gøre rede for, hvad der var blevet af de stjålne varer. Torturen skulle så tvinge ham til at røbe, hvor han havde gemt tyvekosterne eller angive medsammensvorne eller hælere. Kongen tillod tortur benyttet fem gange i tyverisager ved regimentsretterne på Sjælland uden for København. Alle fem tilfælde var fra 1730'erne.

Tyge Krogh har undersøgt retspraksis på Sjælland i første halvdel af århundredet frem til 1756. I 1714 blev en dødsdom mod en soldat omstødt, fordi tilståelsen var opnået ved tortur (Krogh, s. 528). I tvivlssager var det frem til midten af århundredet Det teologiske fakultet, som kongen spurgte til råds. I en sag fra 1733 mod en rytter, som var stærkt mistænkt for drab, men nægtede sig skyldig, blev fakultetet spurgt, om han kunne benådes på livet eller pålægges tortur for at sige sandheden. Fakultetet frarådede bestemt tortur og henviste til Danske Lov 1-20-1, som forbyder tortur, og at "Erfarenheden haver lært, at een paa Piinebænken ofte haver bekiendt det om sig selv, hvorfor hand er blevet henrettet, endskiønt Tiden siden har forklaret, at han ..... var uskyldig" (Krogh, s. 553). En musketer blev i København i 1744 truet med den polske buk, og gik på den baggrund til bekendelse (Krogh, s. 485). Dette forløb gentog sig med en anden musketer i 1745 (Krogh, s. 488).

Tortur var altså ikke tilladt ved den civile ret i Danmark og Norge, og Tyge Kroghs forskning viser, at tortur sjældent blev anvendt ved den militære ret, at det kun skete efter kongelig resolution, kun i særlige sager og kun efter, at skyldsspørgsmålet var afklaret (jf. den tilsvarende skelnen i lovgivningen i Frankrig).

I artiklen om Struensee beskrives forbuddet mod tortur sådan: "anvendelsen af tortur forbydes i forbindelse med at få mistænkte til at tilstå (16. november 1770)."

Der er ingen kildehenvisninger til denne oplysning, men den ser ud til at stamme fra Asser Amdisens "Struensee - Til nytte og fornøjelse":

Også i den danske helstat var tortur i den civile retspleje et ret sjældent fænomen i 1700-tallet; det var ikke noget, man bare kunne bruge mod alle og enhver for at fremtvinge en tilståelse. Faktisk brugtes tortur kun over for forbrydere, som man var fuldstændig sikre op havde begået grov forbrydelse, men som vægrede sig ved at tilstå forbrydelsen eller afsløre deres medsammensvorne. Den 16. november 1770 spurgte kongen Tyske Kancelli, om torturen stadig var i brug i de tyske provinser.[270] Dette bekræftede Kancelliet, hvilket førte til en resolution med følgende ordlyd:

"Torturen [skal] ganske afskaffes, og i sager, hvor sagen kan klarlægges gennem andre beviser, skal straffen eksekveres uden forudgående tilståelse. i sager, hvor der kun kan bevises sandsynlighed, skal man hellere sætte den anklagede på fri fod end løbe risikoen for at pine en uskyldig." [271]

Trods modstand fra centraladministrationen blev dette senere udvidet til at gælde hele riget. [272]

Ifølge Amdisens noter stammer citatet fra en kabinetsordre fra 16. november 1770, som har fået nummer 288. Uden at have adgang til alle Struensees kabinetsordrer er det svært opklare, præcis hvad der er blevet forordnet hvornår. Men det er en imponerende sagsbehandling, hvis Struensee har stillet et spørgsmålet til Tyske Kancelli 16. november 1770, har fået et svar samme dag, og på baggrund af dette har udfærdiget en ny kabinetsordre, som er blevet trykt med samme dato. Under alle omstændigheder ser det ud til, at kabinetsordren omhandler Slesvig og Holsten.

Jeg undrer mig over Amdisens udsagn om, at "tortur i den civile retspleje [var] et ret sjældent fænomen i 1700-tallet". Det var ikke bare et sjældent fænomen, det var som nævnt ikke tilladt efter Danske Lov. Det ville også være interessant at få kvalificeret Amdisens udsagn om, at "dette senere [blev] udvidet til at gælde hele riget".

I Jens Kragh Høsts "Struensee og hans Ministerium, Anden Deel" fra 1823 beskrives på side 406 en anden forordning fra 30. december 1771:

— Det andet vigtige, igjennem Kanselliet udfærdigede, Lovbud, var Forordningen af 30 December, angaaende at Inqvisisionskommissionen i Kjøbenhavn skulde føjes til Hof- og Stads-Retten. Denne Kommission skulde bestaae af en Hof- og Stads-Rets-Assessor, en Stabskaptein, to Lieutenanter af Søetaten og en Lieutenant af hvert Garnisonens Regiment, hvorhos der og skulde være en Inqvisisionsskriver, som besad Færdighed i at skrive baade Dansk og Tysk, og var i Stand til at give en Rotulus Attestationum beskreven. Efter at den Anklagedes Værneting havde foranstaltet den første Undersøgning, samt Forbryderens Anholdelse og Arrest, skulde den anbefale Klagerens Begjering til Hof- og Stads-Retten, som da, efter Omstændighederne, henviste Sagen til Undersøgelse i Kommissionen. Denne skulde derpaa have Frihed, at lade tilsige Enhver, som enten kunde give Oplysning eller formodedes indviklet i Sagen, og, om fornødent, lade ham afhente med Vagt. Den maatte lade i Stokhuusarresten anholde alle, imod hvem fandtes store og velgrundede Formodninger, at de vare Medskyldige, da der forhen undertiden ved Undersøgning i Kommissionen havde, som der sagdes, efter Omstændighederne været brugt Tvangsmiddel, ved nogle Slag af en Tamp eller deslige, for at faae den rette Sandhed udledet og de Medskyldige opdagede; men Kongen vilde hellere, at i slige Tilfælde en Skyldig gik fri, end at en Uskyldig saaledes skulde lide. Sligt blev desaarsag for Eftertiden aldeles ophævet og forbudet, da, hedd det, en Delinqvents Overbevisning alene burde skee ved Vidner og Omstændighedernes Rimelighed, hvorimod den, som angav sine Medskyldige, maatte enten befries for den fortjente Straf eller idetmindste ansees med en mildere. —

Citatet er interessant, fordi det indikerer, at det netop var i forbindelse med Inkvisitionskommissionens efterforskning af militære sager, at Struensee afskaffede muligheden for brug af tortur i Danmark og Norge. Det bliver også nævnt, hvad torturen bestod i - "nogle slag af en tamp eller deslige". Denne forordning ser altså ud til at stamme fra 30. december 1771 og ikke 16. november 1770. (Denne usignerede kommentar er skrevet af Viggo Degnbol (disk. • bidrag) 16. dec 2016, 23:13‎ )