Wikipedia:Opgaveværkstedet

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Denne projektside holdes ikke længere opdateret, og bibeholdes først og fremmest af historiske årsager.
Yderligere information findes på diskussionssiden eller i historikken.

Tilbage til Forsiden for børn og unge


Det her er Wikipede, som var på tale som maskot for Wikipedia tilbage i 2002. Det blev dog ikke til noget med en maskot dengang, så der er ikke ret mange, der kender Wikipede i dag.

I Opgaveværkstedet er der tips og hjælp til hvordan du kan tage Wikipedia til hjælp når du skal skrive stile, rapporter og andre større opgaver.

Ud og finde oplysninger[rediger kildetekst]

Mange af de emner der skrives stile og rapporter om, kræver at man enten på forhånd ved "en god del" om emnet, eller at man henter oplysninger om det, f.eks. på Internettet, i bøger eller ved at spørge nogen der ved noget om sagen: Det kunne f.eks. handle om en bestemt opfinder, en historisk begivenhed eller et bestemt land.

Når du får sådan en stil for, kan det være en god idé at starte med at slå emnet op her i Wikipedia (brug det felt der hedder "søg" helt ude til venstre på denne side). Med lidt held finder du en god artikel som giver dig et overblik over emnet. Det kan også være at det emne ikke er blevet beskrevet endnu - husk at Wikipedia hele tiden bliver udvidet med en ny artikel hist og flere oplysninger på en eksisterende artikel pist...

Hvis du ikke fandt noget brugbart på den danske Wikipedia, og du er nogenlunde skrap til engelsk, kan du også prøve at finde det på den engelske udgave af Wikipedia - dér har de for længst rundet 4 millioner artikler, sammenlignet med de 299.047 som vi har her i den danske, så mon ikke du kan finde noget brugbart dér. I mange artikler er der også en liste i venstre side med links til artikler om samme emne på andre sprog, lige fra tysk til tyrkisk.

I en god artikel kan du læse dig til et godt overblik over det emne du skal skrive om. Mange ord i artiklen, navne på steder og personer osv., vil være links, som du kan følge for at få uddybet nogle af de ting der står i artiklen. Husk at hvis et link er rødt, er der endnu ikke skrevet noget om det emne linket handler om, så hvis du er "på jagt" efter oplysninger til en stil, så "glem" de røde links.

Hvordan man skriver en god stil[rediger kildetekst]

I Wikipedia kan du hurtigt hente en god stor "blandet bunke" af information, men inden du kaster dig over skrivearbejdet, er det en god idé at tænke lidt over hvor meget fra informationsbunken der skal "tages med" i din opgave. Måske har din lærer sagt noget om f.eks. hvor mange sider den mindst og/eller højest må fylde. Har du fundet 23 lange artikler der mere eller mindre handler om dit emne, kan du nok ikke få det alt sammen med i en stil der skal fylde omkring 4 sider...

Når du går i gang med at skrive, er det en god idé at dele opgaven op i tre dele: En indledning, selve indholdet, og så en afslutning.

Indledningen[rediger kildetekst]

Indledningen behøver nogle gange ikke være meget mere end et par afsnit eller tre: Det vigtige er, at indledningen fortæller, kort og godt, hvad stilen/emnet "drejer sig om". Hvis man sidder og kigger igennem en bunke gamle stile, så skal indledningen helst være sådan, at man uden at læse hele stilen igennem kan få et hurtigt overblik over hvad stilen handler om. Den skal fortælle om emnet.

Indholdet[rediger kildetekst]

Dette er den største del af teksten: Her kommer alle detaljerne om dit emne. Husk at skrive tingene i en rækkefølge det er til at "følge med i". Handler det f.eks. om en bestemt persons liv og levned, eller en historisk begivenhed, kunne man vælge at skrive om de enkelte detaljer i den rækkefølge de skete i. Andre emner kræver at man selv finder en nogenlunde "logisk" rækkefølge at fortælle om de enkelte detaljer i.

Afslutningen[rediger kildetekst]

Denne del behøver ikke være meget større end indledningen: Her handler det om at "samle trådene" i alt det man har skrevet om indtil nu. Handler det om en opfindelse eller en historisk begivenhed kan man f.eks. skrive kort om hvad den har betydet for eftertiden. Det kan også være vigtigt at samle op på det man har lært i forløbet.

Hvordan man skriver en god rapport[rediger kildetekst]

En rapport handler om en opgave, hvordan man har løst den, og hvad man er kommet frem til. De kan skrives efter samme opskrift som for en stil:

  • En indledning, som fortæller hvad rapporten handler om: Hvad skal man finde ud af, og meget kort hvordan man finder ud af.
  • En hoveddel, som detaljeret beskriver hvad man gør for at løse opgaven, og hvilke resultater og andre deloplysninger man når frem til. I nogle tilfælde, f.eks. med fysikrapporter, skal der indsamles nogle måleresultater, og der skal regnes på de måleresultater. Stil måleresultaterne op i overskuelige skemaer, og beskriv nøje hvad der er gjort, og hvad måleresultater og beregninger "går ud på".
  • Afslutningen er ekstra vigtig for en rapport: Her skal der gerne stå en konklusion - en kort beskrivelse der fortæller hvad alle disse måleresultater og undersøgelser viser eller "tyder på".

Mere hjælp på nettet til din opgave[rediger kildetekst]

Bibliotekerne i København, Gentofte, Roskilde og Herning har udviklet skrivOpgave.dk - et pædagogisk og virtuelt værktøj til informationssøgning ved opgaveskrivning: http://skrivopgave.dk/

Randers Bibliotek har en side med gode links til opgaveskrivningen

Hvordan man laver projektarbejde[rediger kildetekst]

Ved projektarbejde findes der nogle helt faste retningslinjer man skal følge. Der skal vælges et emne, skrives en problemformulering osv. EMU har en rigtig god hjemmeside om hele processen omkring projektarbejdet for børn og unge:

Sådan finder du det på Wikipedia[rediger kildetekst]

Her er nogle tips til hvordan du finder hvad du skal bruge, på Wikipedia:

  • Søgning: Til højre i bjælken, der ligger øverst over alle Wikipedia-sider findes et felt der hedder "søg": Her kan du indtaste et eller flere søgeord, ganske som når man søger på hele Internettet.
  • Forsiden: Her findes bl.a. en oversigt over "store" emner, hvor du kan "dykke ned" emne for emne, til du finder det du leder efter.
  • Kategorier: Næsten alle artikler på Wikipedia er sat i kategorier - de gør det nemt at finde artikler der er handler om ensartede ting, f.eks. astronauter, Byer i Danmark eller forfattere. Du kan se en lang, alfabetisk liste over samtlige kategorier, eller kigge på denne side, hvor de fleste kategorier er stillet op som "emner og under-emner".
  • Navigationsbokse: I en del artikler er der navigationsbokse forneden, hvor der er samlet links til artikler indenfor samme emne. Skabelon:Besættelsen har for eksempel links til en masse artikler om personer og begivenheder under den tyske besættelse af Danmark under 2. verdenskrig.

Selv om det kan være fristende, må du ikke bare skrive af fra artiklerne på Wikipedia, for det er nemlig snyd. Du skal skrive opgaverne selv med dine egne ord. Til gengæld må du naturligvis gerne skrive, at du har brugt Wikipedia som kilde.

Husk også at du også kan finde oplysninger mange andre steder, for eksempel i et leksikon eller på biblioteket.