Wikipedia:Ugens artikel/Uge 10, 2014

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Emmelie de Forest fremfører "Only Teardrops" ved Eurovision Song Contest 2013.

"Only Teardrops" er den sang, der vandt Eurovision Song Contest 2013 i Malmö. Sangen blev sunget af den danske sangerinde Emmelie de Forest, og den er skrevet af Lise Cabble, Julia Fabrin Jakobsen og Thomas Stengaard; Frederik Thaae var producer.

"Only Teardrops" blev ved det danske grandprix fremført af den barfodede Emmelie de Forest i hvid kjole med simpel koreografi. På scenen blev hun akkompagneret at to stående trommeslagere og et tremandskor. Melodien er en ballade, der som akkompagnement har stortrommerne samt en markant tinwhistle. Teksten, der tilsyneladende handler om krisen hos et elskende par, er tvetydig og kan også udlægges som en antikrigskommentar.

Ved det danske grandprix var opløbet tæt, men "Only Teardrops" vandt, da seerstemmerne gav den et komfortabelt forspring. I den europæiske finale vandt sangen med 281 point, 47 point foran andenpladsen.

"Only Teardrops" er titelmelodi på Forests debutalbum. (Læs mere..)