Wikipedia:Ugens artikel/Uge 2, 2006

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Kort af Joachim Hassing over København 1728 med de brændte bygninger markeret med gult

Københavns brand 1728 er den største brand i Københavns historie. Den rasede fra onsdag aften den 20. oktober 1728 til lørdag morgen den 23. oktober. Den fortærede ca. 28% af byen (målt på matrikelnumre) og gjorde op mod 20% af Københavns befolkning hjemløse. Hele 47% af matriklerne i den middelalderlige del af byen forsvandt på de ca. 60 timer ilden hærgede, og branden blev dermed en væsentlig årsag til, at der ikke er mange spor i det nutidige København af middelalderens København.

Det ligger ikke helt fast, præcis hvornår branden begyndte, men stedet er derimod sikkert. Næsten lige ud for VesterportLille Sankt Clemens Stræde. Og på hjørnet ud mod Vestervold lå et hus på matriklen Vester Kvarter 146. I dag munder Frederiksberggade ud i Rådhuspladsen på omtrent samme sted. Tilbage i 1728 var huset ejet af Signe, enke efter Boye Hansen. Blandt lejerne af huset var marketender (restauratør) Peder Rasmussen og hustruen Anne Iversdatter. Netop hos marketenderen gik det galt, da der brød ild løs på loftet.