Wikipedia:Ugens artikel/Uge 3, 2026

Knud den Store (ca. 995 - 1035) var konge af Danmark 1018-1035, af England 1016-1035 og af Norge 1028-1035, der tilsammen ofte bliver omtalt som Nordsøimperiet.

Knud var søn af Svend Tveskæg. Som dansk prins vandt han tronen i England i 1016 i kølvandet på flere hundrede års vikingeaktivitet i det nordvestlige Europa. Da han senere besteg den danske trone i 1018, bragte han den engelske og danske krone sammen. Knud forsøgte at bevare sin magtbase ved at forene danerne og englænderne igennem fælles kulturelle bånd af rigdom og tradition samt via ren brutalitet. Efter et årti i konflikt med modstandere i Skandinavien tog Knud Norges krone i Trondheim i 1028.

Herredømmet over England gav danerne en vigtig forbindelse til havområdet mellem Storbritannien og Irland, hvor Knud, ligesom hans far før ham, havde store interesser og udøvede stor indflydelse blandt de norrøne gælere. Knuds besiddelser i form af Englands bispedømmer og de kontinentale bispedømmer i Danmark, som den tysk-romerske ærkebiskop af Bremen ellers havde højhedsretten over, var en kilde til stor prestige og en løftestang i forhold til den katolske kirke og blandt mange magnater i kristendommen. Efter hans sejr i 1026 over Norge og Sverige, på vej tilbage fra Rom, hvor han deltog i kroningen af den tysk-romerske kejser Konrad 2., udnævnte han sig selv som "Konge over hele England og Danmark og nordmændene og nogle af svenskerne".

Trods hans store samtidige betydning svandt arven efter Knud den Store hurtigt, først med hans børns død mindre end et tiår efter hans egen, og endeligt med den normanniske erobring af England i 1066. Han bliver populært omtalt i legenden om Kong Knud og tidevandet, der bygger på en fortælling om, hvordan Knud som en vis konge irettesatte sine hoffolk for deres sleske adfærd. (Læs mere..)