Wikipedia:Ugens artikel/Uge 42, 2018

England i middelalderen omfatter den del af Englands historie, der henregnes til middelalderen, hvilket vil sige fra slutningen af 400-tallet til 1485. Efter Romerrigets fald hang økonomien i England i laser, og mange byer var forladt. I løbet af århundreder udviklede der sig mange små kongeriger og kulturen blomstrede under angelsakserne, der blandt andet producerede episke digte som Beowulf. Angelsakserne konverterede til kristendommen i 600-tallet, og klostre blev opført over hele England. I 700- og 800-tallet blev landet hærget af vikinger, og kampene varede i flere årtier. Wessex blev det mægtigste kongerige og medvirkede til en engelsk identitet til at vokse. England var i 1060'erne en magtfuld centraliseret stat med et stærkt militær og en succesfuld økonomi.

Den normanniske invasion af England i 1066 bragte normanner og franskmænd til magten. Vilhelm Erobreren og hans efterfølgere overtog det eksisterende statssystem, undertrykte lokale oprør og beherskede befolkningen fra en række borge. Feudalismen blev indført og slaveriet afskaffet, men det blev erstattet af livegenskabet. I 1100- og 1200-tallet voksede byerne, og handlen blomstrede, hjulpet af den middelalderlige varmeperiode.

I 1300-tallet kom en stor hungersnød og den sorte død, der tilsammen udryddede omkring halvdelen af landets befolkning. Dårlig økonomi underminerede den gamle politiske orden, og social uro fulgte. Det førte til, at en ny landadel opstod, der behandlede folkene dårligt, så mange søgte nye muligheder i byerne. Samtidig frembragte England store middelalderlige filosoffer og videnskabsmænd. I hundredårskrigen i 1300- og 1400-tallet havde England havde stor militær succes, og økonomien blomstrede som følge af international handel. Men i 1450 kom England i krise i Frankrig, og en nedgang fulgte med social uro efterfulgt af rosekrigene. Henrik 7.s sejr i denne konflikt i 1485 markerer normalt afslutningen på middelalderen i England. (Læs mere..)