Wikipedia:Ugens artikel/Uge 46, 2018

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Relief af Dareios 1. i Persepolis.

Dareios 1. (550-486 f.Kr.) var den tredje persiske storkonge. Han og Kyros 2. var de mest betydelige af det achæmenidiske dynastis konger. Under Dareios 1. nåede det persiske imperium sin største udstrækning og omfattede meget af Vestasien, Kaukasus, Centralasien, dele af Balkanhalvøen, dele af Nord- og Nordøstafrika såvel som det meste af Pakistan, de Ægæiske øer og det nordlige Grækenland.

Dareios 1. besteg tronen ved at styrte Gaumata. Den nye konge mødte oprør i hele riget og nedkæmpede hvert af dem. En vigtig begivenhed i Dareios' liv var hans ekspedition for at straffe Athen og Eretria for deres støtte i det ioniske oprør. Dareios 1. udvidede sit imperium ved at erobre Thrakien og Makedonien samt invadere Skytien, hjemsted for skyterne, som var nomadestammer, der invaderede Medien og tidligere havde dræbt Kyros 2.

Dareios organiserede sit imperium ved at inddele det i provinser og sætte satrapper (guvernører) til at regere dem. Han organiserede et nyt ensartet valutasystem og gjorde aramæisk til det officielle sprog i imperiet. Dareios arbejdede desuden på byggeprojekter i hele riget ligesom han udtænkte en kodificering af love for Egypten. (Læs mere..)