Wikipedia:Ugens artikel/Uge 47, 2010

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
En simplificeret taksonomi af de vigtigste positioner inden for fri vilje

Fri vilje er et centralt begreb inden for filosofi og religion. Med menneskets fri vilje menes, at den blotte fornuft i en vis udstrækning styrer handlinger – uafhængigt af naturlige og overnaturlige faktorer. Én definition af fri vilje er muligheden for, at den handlende kunne have handlet på en anden måde. Den frie vilje ses i mange livssyn som en undtagelse fra en ellers deterministisk verden og er desuden nødvendig for flere af dem, herunder eksistentialismen. Den står i skarp modsætning til fatalismen.

Med den mekanistiske tænknings indtrædelse i videnskaben sattes ofte spørgsmål ved hverdagsopfattelsen af menneskets fri vilje, selvom dette dog også blev gjort tidligere, blot i mindre udstrækning og af andre grunde. Inden for filosofien skelner man dels mellem determinisme og indeterminisme, det vil sige om naturen er helt årsagsbunden eller ikke, og mellem kompatibilisme og inkompatibilisme, det vil sige hvorvidt fri vilje er foreneligt med en helt deterministisk verden eller ej. Der findes ingen alment accepteret definition af "fri vilje", hvilket er en af grundene til, at uenigheden er så udbredt. (Læs mere..)