Wikipedia:Ugens artikel/Uge 48, 2011

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Københavns Hovedbanegård

Københavns Hovedbanegård, København H eller i daglig tale blot Hovedbanen er den største jernbanestation i København og dermed byens hovedbanegård. Alle regional- og fjerntogsforbindelser er ført over Hovedbanegården, og den er således regionens markante knudepunkt for passagertogdrift. Det er desuden den station i Skandinavien, der har flest internationale destinationer.

Den nuværende hovedbanegård betragtes almindeligvis som byens tredje af slagsen. Den første beskedne udgave blev taget i brug i 1847 i forbindelse med indvielsen af Danmarks første jernbane mellem København og Roskilde. Da jernbanedriften blev en succes, blev der behov for en større banegård, og denne blev taget i brug i 1864. Den nuværende banegård stammer fra 1911 og er tegnet af Heinrich Wenck.

Hovedbanen har seks passagerperroner og fem lave bagageperroner. Af de tolv spor, der derved understøttes, bruges spor 9-12 til S-tog, mens de øvrige otte anvendes til fjerntrafik. Alle tolv spor er gennemgående, og der er adgang fra selve banegårdsbygningen og via trapper fra Tietgensbroen.

For at sikre fremtidige forventninger om øget trafik arbejdes der med forskellige tiltag for udvidelser og aflastninger. Et tiltag, der ligger fast, er etableringen af forbindelse til Københavns Metro, hvis Cityring skal have stop ved Hovedbanen. Der skal etableres forbindelse herfra til selve Hovedbanen, og hele denne nybygning skal efter planen være færdig i 2018. (Læs mere..)