William Shakespeare

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Ambox scales.svg Denne artikels neutralitet er omstridt
Begrundelsen kan findes på diskussionssiden eller i artikelhistorikken.
Broom icon.svg Formatering
Denne artikel bør formateres (med afsnitsinddeling, interne links o.l.) som det anbefales i Wikipedias stilmanual. Husk også at tilføje kilder!
Wikitext.svg
Broom icon.svg Denne side virker ikke som en encyklopædisk artikel
 Du kan se hvad Wikipedia er og ikke er og hjælpe ved at omskrive den til en konkret og dokumenteret beskrivelse af fakta.
Question book-4.svg Der er få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel. Du kan hjælpe ved at angive kilder til de påstande som fremføres i artiklen.
William Shakespeare
Aktiv Renæssancen
Shakespeare.jpg
Muligt portræt af Shakespeare fra 1610. Olie på lærred 552 mm x 438 mm.
Område Engelsk litteratur
Født Dato ukendt (døbt 26. april 1564)
Død 23. april 1616 (52 år)
Genre(r): skuespil/digte
Kendt(e) værk(er) Romeo & Julie
Hamlet
Macbeth
Købmanden fra Venedig

William Shakespeare (156423. april 1616) regnes for en af de største forfattere, der har skrevet på engelsk. Som skuespilforfatter skrev han nogle af de mest berømte tragedier, historiske skuespil og komedier. Han skrev også digte, herunder sonetter.

Biografi[redigér | redigér wikikode]

Barndom.[redigér | redigér wikikode]

William Shakespeare blev født i Stratford-upon-Avon i Warwickshire, syd for Birmingham, godt hundrede engelske mil norvest for London. Han var det tredje barn i en søskendeflok på otte, og den ældste søn. Han blev døbt ”Gulielmus filius Johannis Shakespeare” d. 26. april i Holy Trinity Church i Stratford, og der er tradition for at vi sætter hans fødsel til 23. april, samme dato som han døde i Stratford 1616, 52 år gammel. Faderen var handskemager og bonde. Moderen var født Arden, og ud af godsejerslægt.

Stratford-upon-Avon lå således flere dagsrejser fra London med datidens transport. Det var en mindre købstad og en vigtig markedsby, med omkring to tusind indbyggere, hvoraf de fleste var bønder og landarbejdere. Byen havde en velrenommeret Latinskole, og et selvbevidst kommunalråd, hvor hans far John Shakespeare, i en periode havde sæde. En position han dog mistede, uden at de nærmere omstændigheder er præcist klarlagt. Vi antager - bl.a. ud fra læringsniveau'et i Shakespeare's manuskripter - at drengen William har gået på byens latinskole The King's New School, hvor der blev undervist i latin, græsk, retorik og logik..

Hvert år fik byen besøg af de berømte turnerende teaterselskaber fra London, der fik betaling direkte af bystyret, og dem har Shakespeare naturligvis set. Blandt de trupper der spillede i Stratford i Shakespeare's skoletid er The Queens Men, Leicister's Men og Lord Strange's Men. [1]

De unge år.[redigér | redigér wikikode]

Allerede som 18-årig blev han gift med den otte år ældre Anne Hathaway, der seks måneder senere fødte deres første barn, Susanna. Halvandet år senere, endnu inden William Shakespeare var fyldt de 21 og dermed myndig, fik de tvillingerne Hamnet og Judith, der blev døbt i Stratfords Holy Trinity Church d. 2. februar 1585.

Dette er stort set hvad vi véd om de unge år, for selvom Shakespeare's liv er veldokumenteret efter "elizabethansk standard", altså for den tid det drejer sig om – er der en undtagelse, nemlig den periode vi kalder ”the lost years” - som er tiden fra han forlader Stratford og til vi første gang hører om ham i London, hvor han er etableret som skuespiller og har gjort karriére som dramatiker - herunder den periode hvor han er kommet ind i teaterbranchen og har lært skuespillerfaget. Men vi har kun få skriftlige kilder om teatret i tiden før 1592. Det gælder ikke bare Shakespeare, men i det hele taget. Også den berømte "Henslowe's Diary" har vi først fra 1592. [2]

Den skrivende skuespiller.[redigér | redigér wikikode]

Sideløbende med sit arbejde som skuespiller begyndte han at skrive skuespil i flere forskellige genrer. Tvillingerne er efter Plautus, og i den tradition vi kalder commedia dell'arte. Henrik d. VI er i tidens tradition for historiske spil. Da vi første gang hører om ham i London 1592 har han haft så stor succes hos publikum, at en ældre kollega Robert Greene, der tilhørte de såkaldte ”university-wits”, finder det på tide at sætte denne opkomling på plads. I en berømt pamflet Groath-worth of Witte, advarer han mod en skuespiller, der tror han kan skrive blankvers, en ”upstart crow”, der pynter sig med "vores fjer", og tror han er den eneste ”Shake-scene” i landet. Han hyldes dog af andre kolleger, bl.a. Thomas Nashe for sin udformning af helten Talbot, ”de franskes skræk” i Henrik d. VI.[3]

Shakespeare er usædvanlig produktiv gennem hele sin karriére, og allerede her i 1592 har han mindst fem skuespil bag sig.[4] Han fik udgivet de fortællende digte, Venus og Adonis i 1593 og The Rape of Lucree, i 1594 bos bogtrykkeren Richard Fields, som han kendte fra Stratford. Her er de sikkert også skrevet, mens pesten rasede i London og teatrene i lange perioder var lukkede. Med disse to fortællende digte fik Shakespeare også et stort navn som digter.

Det skal her pointeres at Shakespeare og hans samtidige ikke anså et teatermanuskript som litteratur. De så det under "synspunktet repertoire", med et udtryk af den danske skuespiller og teaterhistoriker Karl Mantzius. Manuskriptet var skrevet for skuespillerne og tilhørte teatret som en levende kunstart. Det var replikker. Og vi ved at Shakespere reviderede og skrev til. At læse skuespil som litteratur er noget der er kommet til senere.

Lord Chamberlains Men.[redigér | redigér wikikode]

I 1594 blev Lord Chamberlain’s Men gendannet efter en omskiftelig tid for skuespillerne. Med i truppen kom nu foruden Shakespeare selv som skuespiller og dramatiker, Richard Burbage, der som søn af James Burbage som havde bygget Londons første teater i 1576, var født ind i teatret og havde optrådt fra han var barn; samt den berømte klovn Will Kempe, danser og akrobat, der kom fra truppen Leicester’s Men. Herfra kom også George Bryan og Thomas Pope. De havde alle tre været med i den del af truppen, der tilbage i 1586 havde turneret på kontinentet og bl.a. optrådt for Frederik d. II’s hof i Helsingør. Det sidste ledende medlem af truppen var Augustine Philips, der kom fra Lord Strange's Men.

De var alle erfarne mænd og rutinerede skuespillere, og disse seks blev andelshavere i teaterselskabet og udgjorde truppens ledelse. Også to lidt yngre skuespillere, John Heminge og Henry Condell kom med i truppen som faste medlemmer, i første omgang dog ikke som andelshavere.

Dertil kom et tilsvarende antal ”hired men”, løst ansatte skuespillere på dagshonorarer, samt naturligvis de uundværlige drengeskuespillere, der udførte kvinderollerne. Shakespeare forblev i dette selskab til sin død, og skrev herefter ikke for andre teaterselskaber end sit eget. 

Som skuespiller medvirkede han ikke kun i sine egne skuespil, men også i andres. Det første vi hører han medvirker i som skuespiller er Edward d. I af George Peele. Han spillede med i premieren på den yngre kollega Ben Jonson’s Every Man in His Humour i 1598, hvor Will Shakespeare er anført som “principal Comoedian”.[5] Det blev opført på “The Curtain” af Lord Chamberlain´s Men. Og han spillede også med i Ben Jonson’s sidste, tapre forsøg på at slå igennem som tragedieforfatter, med Sejanus i 1603. Her er han anført som "principall Tragoedian". Det blev opført på The Globe af Shakespeare’s trup, men faldt, og den brave Ben Jonson opgav modstræbende tragedien, og holdt sig til satiren.

Af øvrige roller Shakespeare spillede kan nævnes Kong Henry i Henrik d.IV, Genfærdet i Hamlet og Kong Duncan i Macbeth. Han spillede også ”Chorus” i Henrik d. V, hvor han guider tilskuerne igennem den komplicerede handling, der foregår både i England og i Frankrig, og hvor han i Epilogen siger: ”Her knæler digteren...” (Our bending author...) I en anden Epilog, den til Henrik d. IV, 2, er han usædvanlig dristig og åbenhjertig ved at tilstå overfor sit publikum, at han efter det forrige stykke, som ikke gjorde lykke, havde lovet dem et bedre, hvilket han nu stod til ansvar for. Den charmerende og yndefulde tekst viser, at han er kostumeret som danser, så han har været omklædt til den lille danseopvisning, en ”jig”, der traditionelt fulgte efter tragedierne og de historiske skuespil. Dans og fægtning var nogle af de discipliner der hørte til en skuespillers færdigheder, og Shakespeare har uden tvivl behersket begge dele.

The Globe.[redigér | redigér wikikode]

Da truppen i 1599 byggede The Globe på Southbank af Themsen, ved siden af Rose Teatret, var Shakespeare igen med som andelshaver, og truppen fik nu sit eget teater. Med den malede stjernehimmel over scenen, og helvede under den, er dette playhouse et billede på verden, og vores korte tid på livets scene, som Shakespeare giver os mange poetiske billeder på. The Globe er det første skuespiller-styrede teater i verden og det var for denne scene og med denne trup Shakespeares skrev sine eksistentielle mesterværker Hamlet, Othello, Macbeth, King Leir. Alle med Richard Burbage i titelrollen, og Shakespeare selv i en mindre, men for helheden vigtig rolle som Genfærdet i Hamlet, eller Kong Duncan i Macbeth. Ofte spillede han konferencier-rollerne, som en slags ”forlængelse” af forfatterrollen, og han vedblev at være aktiv som skuespiller i truppen, skønt hans sidste år synes at have været domineret af ledelse og administration. Efter Dronning Elizabeth's død steg truppens anseelse yderligere, da Kong James som også elskede teater, udnævnte truppen til The King's Men.

Shakespeare var en god forretningsmand, og en stor del af hans stadig voksende formue kom fra hans andele i The Globe, som blev tidens bedste og førende teater med plads til mere end 2 tusinde tilskuere.

I det elizabethanske teater blev der spillet på en fremskudt scene i et rundt teaterhus, med publikum på tre sider. Billetprisen i The Globe var one penny for en ståplads på gulvet omkring scenen. Hvis man ville op på første galleri stod der en kontrollør og krævede en penny mere, og så fremdeles i tre gallerier op i 9 meters højde. Endvidere var der særlige siddepladser omkring scenen, hvor man kunne blive set, og loger, hvor man kunne blive skjult. Mod ekstra betaling naturligvis.

Med udgivelsen af Shakespeare's sonetter i 1609, steg hans berømmelse yderligere, og det er fristende - men dog ikke tilrådeligt - at drage konklusioner om hans liv ud fra disse tilsyneladende selvbiografisk baserede digte, der findes på dansk i flere oversættelser.

Da The Globe brændte i 1613, under en opførelse af Henrik d. VIII, fordi noget brændbart fra en teaterkanon, satte ild i stråtaget, er alle Shakespeare’s manuskripter formodes at være gået tabt ved denne lejlighed. De tilhørte teatret, som havde købt dem, og var forsvarligt låst inde på teatret som den kapital det var, i form af et repertoire truppen havde monopol på. Og hvorfor skulle man læse et skuespil, når man kunne gå hen og se det på teatret?

Efter branden blev The Globe genopbygget, men Shakespeare trak sig tilbage til Stratford. Det havde han gjort mange gange tidligere, da han bevarede tilknytningen hertil og til sin familie gennem hele livet, men denne gang vendte han ikke tilbage til London. Og han døde i det dengang relativt afsides liggende Stratford d. 16. april 1616 hvor han ligger begravet i Holy Trinity Church. Han havde forinden dikteret sit testamente, der fylder hele tre folio-ark, og det er et af de steder hvor vi har hans underskrift bevaret.

Efterliv.[redigér | redigér wikikode]

Hans stykker blev dog stadig spillet, og stod i høj kurs. I 1623 lykkedes det hans to skuespillerkolleger, ”friends and fellows”, John Heminge og Henry Condel at få udgivet det vi kalder ”Folioudgaven”, som er en slags ”Shakespeare’s Samlede Værker”, kaldet Histories, Comedies and Tragedies. Det har været et enormt arbejde at få samlet disse brudstykker af rollehefter og manuskriptsider hos de enkelte skuespillere og udgivere af piratudgaverne, skønt det står uklart om det egentlig er piratudgaver eller blot tidlige versioner af værkerne.[6]     

Det er John Heminge og Henry Condell's fortjeneste, at Shakespeare's værker er blevet bevaret for eftertiden, og det vel at mærke af to af de skuespillere, der har spillet med i dem og har kendt den måde de blev spillet på, og også kendt de øvrige skuespillere der var med. Faktisk har de en liste over "the principal players" (hovedskuespillerne) i alle disse skuespil på 26 navne, hvor Shakespeare's navn naturligvis er et af dem. Dette bekræfter den opfattelse, at truppen var meget stærkt sammentømret, hvilket er een af grundene til deres succes og overlevelse. Der var tale om livsvarige venskaber.    

Det smukke ved denne udgivelse er også den ubetingede kærlighed og beundring, der lyser ud af den til deres "friend and fellow", William Shakespeare, og den særlige tone der ligger i udsagnet om: at vi troede du havde forladt os – men nu kommer du tilbage til os i dine værker - eller som den intellektuelt skarpe Ben Jonson skrev i sit forord: Shakespeare var ikke for ”én tid, men for alle tider.”

Der er i 2016, 400-året for Shakespeare's død, lanceret en side på nettet for Shakespeare-dokumenter. Se: http:///www.shakespearedocumented.org

Værker[redigér | redigér wikikode]

John Shakespeares hus, der menes at være William Shakespeares fødested i Stratford-upon-Avon.

Shakespeare skrev i alt 34 skuespil (37 hvis 1. og 2. del af visse stykker medregnes) mellem 1585 og 1613. Der hersker usikkerhed om tilblivelsestidspunktet, såvel som premiéren for mange af dem, men generelt placeres komedierne først i hans produktion, de fleste tragedier efter 1600, og romancerne (eventyrspillene) i årene omkring 1610. De deles i tragedier og komedier med underafdelinger i historiske skuespil med engelsk eller antikt emne. En lang række af titlerne er så kendte, at de er gået ind i sproget: Romeo og Julie, Hamlet, Stor ståhej for ingenting, En skærsommernatsdrøm, Når enden er god er alting godt, Trold kan tæmmes, Lige for lige og Som man behager. Andre titler er: Købmanden i Venedig, Julius Cæsar, Othello, Macbeth, Kong Lear og Richard III.

Foruden skuespillene skrev han en række fortællende digte: The Rape of Lucrece (Lucretias Voldførelse), The Passionate Pilgrim, Venus and Adonis, A Lover's Complaint og Phoenix and the Turtle. Endelig skrev han 154 sonetter, formfaste digte med filosofisk indhold, følelsestilkendegivelser eller lyrisk naturstemning.[7]

Skuespillene efter kategori[redigér | redigér wikikode]

De danske udgaver er udkommet i forskellige oversættelser. De her valgte titler har bredest dækning. Stykkernes formodede tilblivelsesår er angivet i parentes.

Visse shakespeareforskere deler komedierne ind i komedier og romancer. Romancerne omfatter så Cymbeline, Vintereventyret, Perikles, og Stormen.

Shakespeare var teatermand, og han skrev sine stykker udelukkende til opførelse – ikke som en litterær oplevelse. Han var ikke interesseret i deres udgivelse; de vigtigste, trykte udgaver er besørget af andre, dels i digterens levetid, dels efter hans død. Da Shakespeares originale manuskripter med få undtagelser er gået tabt, og da trykkene indeholder mere eller mindre åbenbare korruptioner af teksten, er det en vanskelig og fortsat opgave for tekstkritikerne at etablere en pålidelig tekst.

Indholdet af skuespillene[redigér | redigér wikikode]

Næsten alle Shakespeares skuespil bygger på andres værker, enten på fortællinger eller omarbejdelse af ældre skuespil. Han omformer dem som regel så radikalt, at de må anses for originale værker. Han overholder hverken tidens, stedets eller handlingens enhed, lader ofte dramatiske scener (mord, selvmord, slag) foregå direkte for øjnene af tilskuerne, og lader scener skifte, uanset antallet af personer på scenen. Ofte indfletter han tragiske monologer i komedierne og komiske indslag i tragedierne for at variere tonen i stykkerne. Replikkerne er ofte skrevet i blankvers.

Skuespillenes berømmelse skyldes mange forhold: Shakespeares evne til at fortælle en spændende historie, så både høj og lav kunne spejle sig i den; hans klare persontegning; hans evner som blankversemager; hans humoristiske og tragiske sans, osv.

Temaerne spænder vidt: I nogle skildres magtmenneskets kamp og fald (Richard III, Macbeth), i andre jalousiens ødelæggende virkning (Othello og Vintereventyret), utaknemmelighedens følger (Kong Lear) eller uforsonlighedens magt over ung kærlighed (Romeo og Julie og Troilus og Cressida). I sine komedier tager han som regel parti for livsglæden mod puritanisme og begrænsning, men uden at hylde en hæmningsløs livsudfoldelse. Selv i det antisemitiske Købmanden i Venedig (se handlingen underShylock) mærkes en vis objektivitet; skurken Shylock fordømmes for sin mangel på evne til tilgivelse, men Shakespeare viser baggrunden for hans holdning. Hamlet, det måske mest berømte og omdiskuterede stykke, kan både vise en ung mands reaktion på sin fars død, et menneskes fatale fremturen i blodhævn, og dets handlingslammelse og tvivl. Et tilbagevendende tema er magtens legitimitet og kravene til den magtfulde; et tema, der kommer stærkest til udtryk i Henrik IV 1 & 2, samt efterfølgeren Henrik V. Temaet om genoprettelse af menneskelighed efter store fejl dukker også op i forskellige skikkelser: I Titus Andronicus er det den barbariske romerske feltherre, der gennemgår de forfærdeligste lidelser for at genfinde sin menneskelighed; i Vintereventyret kan hovedpersonen først efter mange års bodsgang genvinde sin uskyldigt anklagede og forstødte hustru.

Skuespillene har mange gode kvinderoller, og i det hele taget har kvinderne en mere fremtrædende og nuanceret placering end i f.eks. det samtidige spanske teater. Som bekendt disponerede Shakespeare ikke over skuespillerinder; kvinderollerne udførtes i samtiden af drenge (skuespillerelever). At kvinderoller blev opført af drenge ses af, at rollerne trods deres store vægt var uden de store monologer.

Sproglig indflydelse[redigér | redigér wikikode]

Næst efter Bibelen er Shakespeares værker den flittigste kilde til engelske vendinger og talemåder. Også på dansk har mange citater vundet indpas. Her er nogle af de bedst kendte:

Der er noget råddent i Danmarks rige. (Marcellus i Hamlet) Replikken er tolket som en fordækt kommentar om Hamlets mentale tilstand, idet han var prins af Danmark; bemærkningen drejer sig måske ikke om Danmarks rige som sådant. [8]
Der er mere mellem himmel og jord. (Hamlet i Hamlet) Citatet bruges i dag fejlagtigt som en bekræftelse af universets mangfold og muligheden for overnaturlige fænomener. Hamlets bemærkning til Horatio lyder i sin helhed: "Der er mere mellem himmel og jord, end din filosofi kan forudse," og er en kritisk bemærkning for at sætte Horatio på plads.
Godt brølet, løve! (Demetrius i En skærsommernatsdrøm) Ros for en præcis udtalelse.
En hest, en hest, mit rige for en hest! (Kong Richard i Richard III, idet hesten segner under ham)
Hele verden er en scene, mænd og kvinder på den blot aktører. (Jacques i Som man behager)
Vi er gjort af samme stof som drømme. (Prospero i Stormen) Carly Simon har kaldt en af sine sange The stuff that dreams are made of, [9] og Chrissie Hynde i Pretenders synger i Birds of Paradise: "This is the life they say that dreams are made of". [10]
Vi få, vi lykkelige få! (Kong Henrik i Henrik V)
At være eller ikke at være, det er sagen. (Hamlet i Hamlet) [11]

Mere end 1.700 ord i det engelske sprog er Shakespeares opfindelser, blandt andre bedroom for "soveværelse", mountaineer for en person, der klatrer i bjerge, gossip for "sladder" og laughable for "latterlig". [12] Han var ögså et opkomme af skældsord. [13] Gentagne forsøg har været gjort på en optælling af Shakespeares righoldige ordforråd, for at sammenligne det med andre forfatteres. [14]

Apokryfer og ophavsret[redigér | redigér wikikode]

Shakespeares mindesmærke.

Der har været forsket intenst i, om Shakespeare har skrevet andre værker end de nævnte, og om han selv har skrevet værkerne. Adskillige anonyme skuespil fra Elizabeth-tiden har været tilskrevet Shakespeare på grund af stilistisk lighed eller tradition. Disse Shakespeare-apokryfer omfatter Sir Thomas More, Kong Edward III, A Yorkshire Tragedy, The Two Noble Kinsmen (De to ædle Slægtninge, se ovenfor) samt mere end 30 andre. De fleste er afvist som usandsynlige, men forskning i stil og skrift kunne tyde på, at Sir Thomas More og Edward III har haft ham som medforfatter. Omvendt kan en del digte fra de anerkendte Shakespeare-skuespil være forfattet af kolleger. En meget populær, men aldrig accepteret teori er, at filosoffen og politikeren Francis Bacon var forfatter til alle Shakespeares værker. Baggrunden for teorierne har til dels været, at få tilskrev skuespilleren Shakespeare tilstrækkelig lærdom og boglig dannelse til at kunne udtrykke sig så formfuldendt.

Danske Shakespeare-oversættelser[redigér | redigér wikikode]

Interessen for Shakespeare begyndte for alvor med romantikken. De første oversættelser var ofte mangelfulde og forvanskede, da teatrene fandt hans sprog vulgært og indholdet anstødeligt. Et eksempel på sådan forvanskning af Macbeth se Borgvægterens Sang af Macbeth – Peter Foersom – Kalliope

Blandt de vigtigste oversættelser kan nævnes:

  • Johannes Sløk: Shakespeare-oversættelser (1969-1985). Meget korrekte oversættelser, så korrekte, at det er muligt at sidde med originalteksten ved siden af og følge med[Kilde mangler]. Følgende skuespil er oversat af Sløk:
    • Romeo og Julie, 1969.
    • Othello, 1970.
    • Macbeth, 1970.
    • Lige for lige, 1970.
    • Kong Lear, 1970.
    • Othello, 1971.
    • Hamlet Prins af Danmark, 1971.
    • Tragedien om Julius Cæsar, 1972.
    • Antonius og Cleopatra, 1972.
    • Som man behager; 1978.
    • Vintereventyret, 1981.
    • Uvejret, 1983.
    • Tragedien om Richard 3, 1984.
    • Kong Henrik 4 1. og 2. del, 1985.
  • Edvard Lembcke: William Shakespeare: Samlede Skuespil (1861-73). – Første danske oversættelse af samtlige dramatiske værker. Meget populær trods sprogligt ukorrekte detaljer. En moderniseret udgave af Lembckes oversættelser ved Anne Chaplin Hansen, Henning Krabbe og Erik H. Madsen udkom 1975-78, genudgivet 2001.
  • V. Østerberg: William Shakespeare: Dramatiske værker (1958) – omfatter kun en del af skuespillene, men nævnes ofte som mest korrekt oversat. Af samme oversætter desuden: William Shakespeare: Sonetter (1944).
  • Niels Brunse påbegyndte i 2010 en nyoversættelse af samtlige skuespil. Første bind udkom i 2012 og fjerde og indtil nu seneste bind i marts 2014.

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Se f.eks. Samuel Schoenbaum: Shakespeare's Lives. (1970. 2.nd ed. 1991.)
  2. ^ Navnet betegner teater-entrepenøren Philip Henslowe's kasse-og regnskabsbog, der giver os uvurderlige oplysninger om tidens teaterforhold, omend den ikke direkte nævner shakespeare
  3. ^ Begge eksempler nævnes hos Chambers. Se K. E. Chambers: William Shakespeare: A Study of Facts and Prblems. Bd. I og II, 1930
  4. ^ Både rækkefølgen og tidsbestemmelsen af de første skuespil er forbundet med stor usikkerhed.
  5. ^ Denne oplysning har vi fra Folioudgaven af Ben Jonson's skuespil, der blev udgivet i 1616.
  6. ^ Eric Sams hævder i The Real Shakespeare fra 1995, at de forlæg, man har formodet Shakespeare byggede videre på, er hans egne tidlige versioner.
  7. ^ Simon Winchester: The Professor and the Madman (s. 82-3), forlaget HarperCollins, 1998, ISBN 0-06-017596-6
  8. ^ something is rotten in the state of Denmark | Gyldendal - Den Store Danske
  9. ^ Carly Simon - The Stuff That Dreams Are Made Of Lyrics | MetroLyrics
  10. ^ The Pretenders - Birds Of Paradise Lyrics | LetsSingIt
  11. ^ blankvers | Gyldendal - Den Store Danske
  12. ^ Words Shakespeare Invented
  13. ^ Shakespearean Insults Generator
  14. ^ http://www1.cmc.edu/pages/faculty/welliott/Shakespeare%20Vocabulary%20Chapter%20911.pdf

Eksterne henvisning[redigér | redigér wikikode]

Wikiquote har citater relateret til: