William af Ockham
William af Ockham (el. Occam blandt flere stavemåder) (c.1288-1347), engelsk munk og skolastisk filosof, kom fra landsbyen Ockham i Surrey, England. han regnes som en af historiens største logikere, og hans navn knyttes i dag særligt til princippet om at den enkleste løsning på et problem også er den bedste (Ockhams ragekniv).
Filosofi
William af Ockham hørte til blandt middelalderens fremmeste nominalister, og af flere regnes hans som den moderne filosofis grundlægger, og epistemologien i særdeleshed. Han var oprindelig elev af Duns Scotus, men han blev senere uenig med ham. Han blev desuden uenig med paven om transsubstantiationen, og om gejstlige kunne besidde privat ejendom. Derfor blev han ekskommunikeret og flygtede til den tyske kejser, som på dette tidspunkt var i krig med Frankrig, som var støttet af paven. Under sit ophold i Tyskland skrev han flere værker, hvor han argumenterede for, at kirken skulle have mindre verdslig magt. Dette har betydet, at man i eftertiden har betragtet ham som en af forløberne for Reformationen i 16. årh.
Et af de vigtigste filosofiske opgaver for William var at gøre studiet af Logikken mere stringent og at adskille troen fra filosofien, sådan at filosofien derved kunne frigøres fra teologiens overherredømme. Han mente, at mange filosoffer havde misforstået Aristoteles, og at dette havde ført til, at logikken helt igennem var blevet underlagt metafysikken og teologien. William mente desuden, at studiet af de videnskabelige begreber var logikkens kerneområde, mens studiet af selve fænomenerne var videnskabens felt. Det medførte, at logikken skulle dreje sig om studiet af almenbegreberne, mens videnskaben handlede om studiet af de fysiske ting. Det betyder ikke, at William ikke var troende, for han mente tværtimod, at der var grænser for, hvad mennesket kan erkende.
Levned
William trådte ind i franciskanerordnen, mens han stadig var meget ung, og den første del af uddannelsen modtog han i franciskanerhuset i London. Senere flyttede han til Oxford, hvor han færdiggjorde sine studier og var parat til at overtage en lærerstol. Inden han blev udnævnt, blev han imidlertid kaldt til Avignon, hvor paven på det tidspunkt havde residens. Han omtales derfor med titlen "Venerabilis Inceptor", hvilket betyder at han levede op til alle datidens nødvendige akademiske krav for en lærerstol, men endnu ikke officielt besad en af slagsen. Det var, mens han var i Oxford, at han skrev størstedelen af de mere filosofisk orienterede værker.
Inden Ockham fik sin lærerstol i teologi, blev han altså kaldt til Avignon for at forsvare sine standpunkter over for en pavelig undersøgelseskommission (under pave Joh. 22). Undersøgelseskommissionen var blevet etableret på foranledning af rektoren for universitetet i Oxford, Lutterel, der efter sin aftræden i 1322 rejste til Avignon. Lutterel var således dominikanermunk og overbevist thomist (tilhænger af Thomas Aquinas), og det er sandsynligvis ham, der forhindrede Ockham i at få en lærerstol ved universitetet; måske fordi Ockham med sine fænomenale filosofiske, logiske og teologiske evner var vanskelig at bide skeer med for Lutterel.
I årene 1324 til 1328 forsvarede Ockham sine standpunkter i Avignon. Inden undersøgelseskommissionen var færdig, flygtede Ockham imidlertid fra Avignon sammen med sin ordensleder, Michael af Cesena, efter at ordenslederen åbent havde modsagt paven under en audiens. Under opholdet i Avignon havde Michael af Cesena involveret Ockham i spørgsmålet om Kristus og hans apostle havde ejet noget privat eller i fællesskab. Dette var et af de helt store spørgsmål i middelalderen og er helt centralt for at forstå den konflikt, der var mellem den franciskanske tiggermunkeorden og de mere materialistisk orienterede dele af den katolske kirke med paven i spidsen.
De flygtende franciskanere fandt beskyttelse hos den tyske kejser Ludvig af Bayerns hof i München, og her begyndte William en utrættelig kritik af pavedømmet i Avignon. Det er således fra denne tid, at William Ockham skrev nogle af de mest berømte teologiske værker. Dette inkluderer bl.a. det omfangsrige halvfemsdagesværk (Opus XC dierum fra ca 1332), hvor ockham i løbet af kun tre måneder besvarede en pavelig skrivelse om, at kristi ejede sin egen skjorte (Quia vir reprobus fra 1329). Pointen er, at ejendomsretten ikke kan begrundes naturretligt, men må føres tilbage til menneskets positive retsforordning.
De flygtede fransiscanermunke blev ekskummunikeret fra den katolske kirke og fra deres egen orden pga. deres tydelige parti for den verdslige magt. Dette var imidlertid ikke så stor en katastrofe, da paven efter pres fra den franske konge havde flyttet sin residens til Avignon. Dette svækkede i væsentlig grad Pavens autoritet (denne 70-årige periode går i historien under navnet "Det babylonske fangenskab") og gjorde det muligt for tænkere som Ockham at leve videre som om intet var hændt.
Inden Ockhams død skulle Ockham i følge franciskanermunken Philotheus Boehner, der har stået for hovedparten af genudgivelserne af Ockhams skrifter, have søgt syndsforladelse hos den katolske kirke. Ockhams situation skulle således være blevet kritisk efter at hans beskytter, Louis af Bavaria, døde i 1347. William af Ockham døde 9. april 1347 i München, måske som følge af den sorte død. I 1359 blev ham posthumt rehabiliteret af den katolske kirke.
Virkningshistorie.
William Ockham var en af skolastikkens absolut væsensentligste tænkere. Reformatorerne tog 200 år senere afstand fra ham, da de opfattede ham som en fortaler for den skolastiske teologiske tænkning. En måde at bedrive teologi på, som reformatorerne generelt tog afstand fra. Derfor gik han i glemmebogen i den protestantiske del af verden.
I den katolske kirke var der tendens til at kritisere Ockhams tænkning for at være årsagen til reformationen. Man gjorde således Thomas Aquinas til den væsentligste katolske teolog og tog samtidigt afstand fra hans efterfølgere. I næsten 500 år blev Ockham derfor kun husket af den katolske kirke – og det i en meget negativ version.
I det seneste godt halve århundrede har Ockham fået en genfødsel. Franciskanerordenen begyndte således at genudgive hans skrifter. Når man læser introduktioner m.m. skal man imidlertid være opmærksom på, hvem der udlægger teksten. Det spiller således stadig en væsentlig rolle, om der fx er tale om en katolisk udlægning...
Til slut skal det siges, at William af Ockham og diskussionen om ejendomsret var en vigtig inspirationskilde til Umberto Ecos figur William af Baskerville i romanen Rosens navn fra 1981.
Se også
- Striden om almenbegreberne, den såkaldte universaliestrid: nominalisme eller realisme
 | Spire Denne filosofiartikel er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |