Zeolit

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Zeolit.

Zeolitmineraler (af græsk ζεω zeo = "koge" + λįθος lithos = "sten") er vandholdige aluminiumsilikater. Det er porøse stoffer, hvor krystalstrukturen består af SiO4 og AlO4 opbygget i et åbent gitter af tetraedre. I de indre hulrum kan stoffet optage vand og metalioner, og det sker, uden at strukturen ændres. Et eksempel på formlen er natrolit: Na2Al2Si3O10-2H2O

Zeolitter blev første gang beskrevet i 1756 af svenskeren A. F. Cronstedt, som opdagede, at de afgiver vand ved opvarmning (deraf navnet). Naturlige zeolitter dannes, når vulkansk klippe og askelag reagerer med basisk grundvand. Siden undersøgelserne af havbunden tog fart i begyndelsen af 1950'erne har man afsløret, at der også findes mange forskellige typer af zeolitter i bundslammet, og med den mængde slam, der findes, må zeolitter være nogle af verdens mest almindelige mineraler.

Foruden de naturlige zeolitter, som man kender mere end 40 af, er der fremstillet et tilsvarende antal kunstige. De fremstilles ved en langsom krystallisering af en silicium-aluminium gel i nærværelse af organiske forlæg. Zeolitter bruges til mange tekniske formål, især hvor deres evne til at optage og frigive ioner kan være nyttig. I princippet virker de som molekylære sigter, som kan adskille uønskede stoffer som f.eks. olieforurening, kalk og okker fra vand.

De sten der er i filtre til regnvandstønder er zeolitter, og materialet bruges også som dyrkningsmedie ("jord") for pottede planter[1]

Eksempler på zeolitter[redigér | redigér wikikode]


Noter

Eksterne links[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: