Zionisme

Første udgave af Herzl Der Judenstaat

Zionisme er en form for jødisk nationalisme, som hævder, at det jødiske folk udgør en etnisk/national gruppe med ret til hele eller dele af det historiske Palæstina med hovedvægt på Jerusalem. Der findes dog også grene af Zionismen, der blot kræver et hjemland til jøderne uafhængigt af den geografiske placering.

Grundlaget for zionismen blev skabt med Theodor Herzls bog Der Judenstaat (dansk: Jødestaten). Herzl hævdede, at den eneste løsning på de øgende restriktioner mod jøder og den stigende anti-semitisme, var, at jøderne oprettede en selvstændig jødisk stat. Herzl var blevet påvirket af retssagen mod den uskyldige fransk-jødiske officer Alfred Dreyfus, som blev beskyldt for landsforræderi i sagen, der senere blev kendt som Dreyfus-affæren.

Baggrund

Herzl havde haft forløbere allerede i midten af det 19. århundrede, således Moses Hess med "Rom und Jerusalem" og Leo Pinsker med "Auto-Emanzipation", men de var og blev kun litterære forløbere.

Fra 1917 fokuserede zionisterne sig på at etablere en stat i den vestlige del (nutidens Israel) af det dengang nyoprettede britiske protektorat Palæstina (nutidens Israel og Jordan) − tidligere en gruppe provinser i det tyrkisk-styrede Osmanniske rige.

Længslen efter det land, som jøderne var blevet drevet ud af i år 70, da Titus ødelagde templet i Jerusalem, var bevaret som en sværmerisk og religiøs drøm i over 1800 år. I 1896 udgav den wienske pariserkronikør, dr. Theodor Herzl, opildnet af pogromerne på jøderne i Rusland og Dreyfus-affæren i Frankrig, "Der Judenstaat", og skabte en national og politisk bevægelse med indkaldelsen til den 1. zionistkongres i Basel i 1897 under hans ledelse. Han fremsatte her sit politiske program, det såkaldte "Baselerprogram", og skabte den zionistiske verdensorganisation.

Baselprogrammet på dansk:

Zionismen sigter mod oprettelse for det jødiske folk et offentligt og juridisk sikret hjem i Palæstina. For at opfylde dette formål, mener Kongressen følgende måder brugbar:

1. Fremme af afviklingen af ​​jødiske landmænd, håndværkere og handelsfolk i Palæstina.
2. Sammenslutningen af ​​alle jøder i lokale eller generelle grupper, i henhold til lovgivningen i de forskellige lande.
3. Styrkelsen af ​​den jødiske følelse og bevidsthed.
4. Forberedende skridt til at nå disse statslige tilskud, der er nødvendige til opfyldelse af den zionistiske formål.

Trods modstand i både ortodokse og indifferente kredse vandt zionismen større og større udbredelse, hvad der tydeligt fremgik af antallet af dem, der sendte delegerede til kongresserne, af hvilke der inden 1. Verdenskrig var afholdt 11 (1., 2., 3., 5., 6., 7. og 10. i Basel, 4. i London, 8. i Haag, 9. i Hamburg og 11. i Wien).

Herzl fandt fremstående medarbejdere i så godt som alle lande, blandt de mest kendte Max Nordau og Israel Zangwill, men der indtrådte efter hans død et skisma i zionisternes rækker, da Zangwill gjorde sig til talsmand for i programmet at ombytte Palæstina med Uganda, som den engelske regering havde tilbudt til jødisk kolonisation, et skisma, der dog kun førte til den oprindelige idés sejrrige fremgang. Den platform, Theodor Herzl havde skabt for jødisk autonomi i Palæstina, var så vel sammentømret, at den tålte stormløbene imod den.

Samtidig med diplomatiske henvendelser hos de forskellige regeringer arbejdedes der på en kolonisation i selve Palæstina, men trods løfter fra sultanens side lagde den tyrkiske administration dog hindringer i vejen for en jødisk kolonisation i større omfang.

Balfour-deklarationen

1. verdenskrig bragte et omslag heri. Kort efter, at de Allierede var blevet herrer over det sydlige Palæstina med Jerusalem, udstedte den engelske regering den 2. november 1917 Balfour-deklarationen:

På dansk: Regeringen ser med velvilje på etableringen i Palæstina af et nationalt hjem for det jødiske folk og vil på bedst mulig måde medvirke til opfyldelsen af dette mål, men det indskærpes, at intet må gøres som skader Palæstinas ikke-jødiske samfunds civile og religiøse rettigheder eller de rettigheder og den politiske status, som jøder nyder godt af i andre lande.

— Arthur James Balfour

Denne deklaration, der snart fik tilslutning fra den franske, italienske og amerikanske regering, førte til nedsættelsen af en zionistisk kommission, som skulle danne bindeleddet mellem den jødiske befolkning i Palæstina og de britiske myndigheder, for hvem kommissionen, der fik den fremstående engelske kemiker, dr. Chaim Weizmann til præsident, skulle være rådgivende kollegium i jødiske sager.

På fredskonferencen mødte Weizmann med tre andre af de zionistiske ledere og fremsatte det jødiske folks ønsker. Det førte til, at Folkenes øverste Råd den 24. april 1920 i San Remo bestemte, at Balfour-deklarationen skulle optages som led i fredsbetingelserne med Tyrkiet, og Storbritannien skulle overtage mandatet over Palæstina. Ratificeringen heraf fandt sted den 24. juli 1922.

Jødisk ejendom i 1947

Den sikkerhed, der var skabt for jødisk kolonisering fik følger: den jødiske indvandring tog til, og i løbet af få år oprettedes koloni sig ved koloni, i de palæstinensiske områder. Hebræisk blev igen et levende sprog, og det blev undervisningssproget i skoler og højskoler og ved det jødiske universitet, som Balfour indviede den 1. april 1925.

Ha'avara-aftalen

Uddybende artikel: Ha'avara-planen

Den nazistiske magtovertagelse i Tyskland i 1933 blev hilst velkommen af zionisterne, som herved så en allieret i deres ønske om at fremme den jødiske udvandring til Palæstina. Allerede i august 1933 indgik den tyske regering og zionisterne Ha'avara-aftalen, der tillod zionister gennem HAAVARA, LTD at overføre formuer fra Tyskland til Palæstina for derved at fremme jødisk emigration fra Tyskland. HAAVARA, LTD virkede under lignende vilkår som tidligere Hanotea-kompagniet. HAAVARA, LTD krævede af immigranterne en indbetaling på mindst 1.000 pund sterling til banken. Disse penge blev efterfølgende benyttet af emigranterne til at købe tyske eksportvarer til import til Palæstina. Systemet blev benyttet af ca. 50.000 jødiske emigranter.

Ha'avara-aftalen blev betragtet af det nazistiske styre som en måde at få løst "det jødiske problem" på. Lederen af Mellemøsten-divisionen i udenrigsministeriet Werner Otto von Hentig støttede politikken med at samle jøderne i Palæstina. Han mente, at hvis jøderne boede ét samlet sted, ville udenrigspolitikkens mål om at holde jøderne under kontrol blive lettere. Hitlers støtte til Ha'avara-aftalen svingede gennem 1930-erne. Oprindeligt var Adolf Hitler kritisk over for aftalen, men efter kort tid skiftede han holdning og støttede siden aktivt og uforbeholdent frem til 1939 - selv da kritik blev rejst fra anden side.

Omtvistet siden 1970

I 1975 vedtog FN's generalforsamling med Resolution 3379, 72 stemmer for og 35 imod (32 undlod at stemme) at "zionisme er en form for racisme og racediskriminering", og den internationale kvindekonference i Mexico samme år krævede fjernelsen af zionismen.

International co-operation and peace require the achievement of national liberation and independence, the elimination of colonialism and neo-colonialism, foreign occupation, Zionism, apartheid and racial discrimination in all its forms, as well as the recognition of the dignity of peoples and their right to self-determination.

På dansk: Internationalt samarbejde og fred kræver opnåelsen af national befrielse og uafhængighed, afskaffelse af kolonialisme og neo-kolonialisme, fremmed besættelse, zionisme, apartheid og racediskrimination i alle dens former, såvel som anerkendelse af folkeslagenes værdighed og deres ret til selvbestemmelse.

— Resolution 3379

Israel gjorde tilbagekaldelse af resolution 3379 til en betingelse for deltagelse i Madrid-fredskonferencen i 1991. Under pres fra ​​præsident George H.W. Bush, vedtog FN resolution 46/86. Teksten til tilbagekaldelsen var simpelthen:

The general assembly decides to revoke the determination contained in its resolution 3379 (XXX) of 10 November 1975.

På dansk: Generalforsamlingen beslutter at tilbagekalde bestemmelsen indeholdt i sin resolution 3379 (XXX) af 10. november 1975.

— Resolution 46/86

Forslaget vedtaget med 111 stemmer for og 25 imod (13 undlod at stemme).

Selv om resolutionen efter pres fra USA blev trukket tilbage i 1991, anses zionisme af mange grupper, ikke mindst i arabiske lande og blandt venstrefløjen i Europa, som racisme, selv jødiske grupper anser zionismen som racisme, bl.a. International Jewish Anti-Zionist Network (IJAN). Zionister og deres støtter påstår at antizionister er antisemitiske.

Indenfor visse kredse (særligt i USA) af den kristne kirke findes der desuden en form for religiøst betinget zionisme. Det jødiske folks ret til Palæstina hævdes på grundlag af bibelen og at staten Israel blev oprettet og jøderne vender tilbage hertil ses som opfyldelsen af nogle af profetierne omkring verdens undergang.

Se også

• Israel
• Zion

Litteratur

• Francis R. Nicosia: The third Reich & the Palestine question; University of Texas Press, Austin 1985

Ekstern henvisning

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Zionisme
• Torsten Ysander: "Zionismen och den religiösa framtidsförhoppningen i judendomen" (Svensk Tidskrift, 16. årgang (1926), s. 20-30) (svensk)
• Foredrag om zionisme af Dansk Zionistforbunds formand Max Meyer
• Salmonsens Konversationsleksikon, 2. udgave, bind XXV (1928), s. 627; opslag: Zionisme