Amtmand
For kongeriget Danmark, dvs. Nørrejylland og øerne, samt Norge og Island gælder:
En amtmand var en titel og et embede, der blev indført, da lenene 19. februar 1662 blev omdannet til amter.
Ordets oprindelse[redigér | rediger kildetekst]
Julius Cæsar skrev i sin bog om gallerne, at de kaldte tjenerne ambacti, der på latin i ental blev til ambactus. På fransk udvikledes ordet "ambassadør" derfra. Indlånt til norrønt fik man ordet ambátt, der betød "tjenestepige", og blev videreudviklet til ordet "embede". På tysk fik man af samme ordstamme ordet "Amt", der også benyttes i moderne dansk. Ordene "ambassadør", "amtmand" og "embedsmand" har altså det samme keltiske ophav, men det første har taget omvejen om fransk, det andet om tysk, mens det tredje er nordisk.[1]
Funktion[redigér | rediger kildetekst]
Amtmanden var hovedsageligt en civil embedsmand, til forskel fra lensmanden, der også havde militær myndighed. I det hele taget blev en lang række beslutningsprocesser flyttet, så embedet var langt mindre indflydelsesrigt, samtidig med, at det var underlagt stiftamtmanden. Det var hovedsageligt besat af lokale adelsmænd. Efterhånden kom dog flere opgaver til, og i slutningen af 1700-tallet kom også købstæderne under amtmandens tilsyn.
Fra 1821 blev det et krav, at amtmænd og stiftamtmænd havde juridisk embedseksamen, hvilket medførte, at færre adelsmænd blev amtmænd.
Amtmanden var kongens repræsentant i amtet og et mellemled mellem kongen og befolkningen. Han skulle dels holde øje med, at lovene blev overholdt, og samtidig overvåge, at der ikke skete overgreb mod borgerne.
Med indførelsen af amtsråd i 1841 blev opgaverne i første omgang meget beskåret, men med grundloven i 1849 blev stiftamtmændene også amtmænd, så der også kom kirkelige opgaver som tilsyn og forvaltning af stiftsmidler ind i embedet. Endvidere varetog man en række retslige opgaver og kontrol med de lokale embedsmænd, herunder politiet.
Amtmanden var formand for amtsrådet og ansvarlig for udførelsen af amtsrådets beslutninger.
Med retsplejereformen af 1919 bortfaldt alle amtmandens beføjelser inden for domstole og politi. Der tilkom også nye opgaver, for eksempel sociale klagesager, og familieretslige sager begyndte at fylde mere.
Moderne tid[redigér | rediger kildetekst]
Fra 1981 blev institutionen kaldt statsamter og amtmændene for statsamtmænd, men de havde stort set de samme opgaver.
Efter Kommunalreformen (2007) blev Statsamternes opgaver overført til Statsforvaltningerne, der er selvstændige regionale institutioner, som udfører statens opgaver i regionerne.
Eksempler på amtmandens uniform[redigér | rediger kildetekst]
-
Tegning til amtmandsuniform 1801. Godkendt af Christian VII -
Conrad Danneskiold-Samsøe i amtmandsuniform 1813 -
Frederik Sporon i amtmandsuniform 1854 -
Christian Ludvig Lundbye i amtmandsuniform i 1920'erne
Henvisninger[redigér | rediger kildetekst]
- ^ Helge Sandøy: "Kvar kjem orda våre frå?", P2-akademiet, bind v (s. 37), forlaget Transit, Oslo 2002, ISBN 82-7118-278-1
Litteratur[redigér | rediger kildetekst]
- Jørgen Bloch: Stiftamtmænd og Amtmænd i Kongeriget Danmark og Island 1660-1848, København: Rigsarkivet og C.A. Reitzels Forlag 1895. Tilgængelig online hos Google Books
- "De første norske amtmænd. Om baggrunden for amtmandsinstruksen af 1685", Heimen. Tidsskrift for lokal og regional historie, 1 (2007), s. 3-16.
- Florian Martensen-Larsen, Karl Peder Pedersen og Ditlev Tamm (red.): De kongelige amtmænd – en erindringsbog om amtmænd og amter før 1970, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 1992. ISBN 978-87-574-6640-9
- Karl Peder Pedersen: Enevældens amtmænd: Danske amtmænds rolle og funktion i enevældens forvaltning 1660-1848, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 1998. ISBN 978-87-574-0048-9
- Flemming Hornø: Amt og amtmænd i Århus, Århus Byhistoriske Fond 2004. ISBN 87-91324-07-6.
- Palle Rosenkrantz: Amtmandsbogen. Portrætter og Biografier af Stiftamtmænd og Amtmænd i Danmark 1660-1935, Arthur Jensens Forlag 1936.