Græsk mytologi

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Denne artikel bør gennemlæses af en person med fagkendskab for at sikre den faglige korrekthed.
Del af en serie om
Græsk mytologi
Den græske treenighed og fordelingen af de tre riger på jorden: Zeus (himlen), Poseidon (have og hav) og Hades (underverdenen). Theos (mindre guder) er børn af denne treenighed.
Byste af Zeus, gudernes konge i antik græsk mytologi. Skulpturen blev fundet i Otricoli i Italien og er i dag udstillet i Vatikanmuseet i Roma.

Græsk mytologi består af en række mytologiske historier fra Oldtidens Grækenland. Disse historier eller myter omhandler grækernes guder og helte, forklarer hvordan verden fungerer, og hvordan religionen er opstået. Moderne forskere refererer til myterne og studerer dem i et forsøg på at kaste lys over de gamle grækeres religiøse og politiske institutioner og for at få en forståelse for mytedannelsens natur. Moderne forsøg på at genoplive den græske religion kaldes hellenisme eller Nyhedenskab.

Den græske mytologi består af en stor samling fortællinger, som forklarer verdens oprindelse og en række vidt forskellige guder, gudinder, helte, heltinder og andre mytologiske væseners liv og oplevelser. Fortællingerne blev oprindeligt fortalt fra mund til mund. I dag kendes de primært fra nedskrevne værker. Mange af fortællingerne er også overleveret gennem kunstværker som vasemalerier. De ældste kendte litterære kilder er de episke digte Iliaden og Odysseen af Homer, der fokuserer på begivenheder omkring den trojanske krig. To digte af Homers næsten samtidige Hesiod Theogonien og Værker og dage indeholder optegnelser om verdens fødsel, de guddommelige herskeres arvefølge, menneskealdrenes rækkefølge, oprindelsen til menneskets skæbne og oprindelsen til ofringer. Myterne er ligeledes kendt fra de Homeriske hymner, i fragmenter af episke digte af den Episke cyklus, i lyriske digte, fra tragedierne fra det 5. århundrede f.Kr., i tekster fra lærde og digtere fra den hellenistiske tid og fra Romerrigets forfattere, som for eksempel Plutark og Pausanias.

De store udgravninger af mykenske og minoiske fund har hjulpet til at besvare mange af de spørgsmål, der har været stillet om Homers historier og har fremskaffet beviser på mange af detaljerne i myterne om guder og heroer. Græsk mytologi blev afbildet på kult(ur)genstande: Geometrisk dekoration på keramik fra det 8. århundrede f.Kr., som bl.a. viser scener fra den trojanske krig og Herakles' tolv arbejder. I de følgende arkaiske, klassiske og hellenistiske perioder supplerer de homeriske og andre mytologiske scener de eksisterende litterære vidnesbyrd.[1]

Græsk mytologi har haft en omfattende indflydelse på den vestlige civilisations kultur, kunst og litteratur og vedbliver at være en vigtig del af den vestlige kulturarv. Digtere og kunstnere har siden oldtiden fundet inspiration i den, og de mytologiske temaer har givet relevans og vigtighed.[2]

Etymologi[redigér | rediger kildetekst]

Alle kulturer har deres egne myter. Begrebet mytologi er af græsk oprindelse og havde i den græske kultur en specialiseret betydning.

Det græske begrebet mythologia er sammensat af to mindre ord:

  • mythos (μῦθος) som på klassisk græsk betyder noget i retningen af "mundtlig tale", "ord uden handling" (Aischylos: "ἔργῳ κοὐκέτι μύθῳ "fra ord til gerning"[3]), og ved udvidelse; "en ritualiseret talehandling" som til en høvding ved et råd, en poet, en præst eller en fortælling (Aischylos: Ἀκούσει μῦθον ἐν βραχεῖ λόγῳ "Hele fortællingen du vil høre i kort tidsperiode".[4]
  • logos (λόγος) som i klassisk græsk står for: a) det mundtlige eller skriftlige udtrykket af tanker og b) en persons mulighed for at udtrykke deres tanker (indre logoer).[5]

Kilder til den græske mytologi[redigér | rediger kildetekst]

Prometheus (1868 af Gustave Moreau). Myten om Prometheus blev først fortalt af Hesiod og lagde så grundlaget for en tragisk trilogi af skuespil, muligvis af Aiskhylos; trilogien bestod af Prometeus bundet, Prometeus ubundet og Prometeus pyrforos.
Den romerske digter Virgil, her afbildet i et manuskript til Vergilius Romanus fra 400-tallet, tog vare på detaljer i græsk mytologi i mange af sine skrifter.

De græske myter, som er kendt i dag, kommer primært fra den græske litteratur. I tillæg til de skrevne kilder er der mytiske repræsentationer på visuelle medier, som stammer fra den geometriske periode (ca. 900-800 f.Kr.) og fremefter.[6]

Litterære kilder[redigér | rediger kildetekst]

Mytologiske fortællinger spiller en vigtig rolle i næsten alle den græske litteraturs genrer. Den eneste generelle mytografiske håndbog, der har overlevet fra den græske antik, er Bibliotheca, som forsøger at samle de modstridende fortællinger fra poeterne samt give en oversigt over traditionel græsk mytologi og de heroiske legender.[7]

Blandt de ældste litterære kilder er Homers to episke digte, Iliaden og Odysseen. Andre digtere fuldførte den "episke cyklus", men disse, senere og mindre digte, er nu næsten alle gået tabt. Til trods for deres traditionelle navn har homeriske hymner ingen forbindelse med Homer, men er korhymner fra den tidligere del af den såkaldte lyriske periode.[8] Hesiod, som muligvis var samtidig med Homer, giver i Theogonien ("Gudenes oprindelse") den mest omfattende beretning om de tidligste græske myter, der omhandler verdens skabelse, gudernes oprindelse, titanerne og giganterne, et samlet slægtstræ for guderne, folkeeventyr og ætiologiske myter. Hesiods Værker og dage er et didaktisk digt om bondelivet, som også indeholder myterne om Prometheus, Pandora og Menneskets tider. Digteren giver råd om den bedste måde at klare sig i en farlig verden, der er blevet efterladt endnu farligere af dets guder. Lyriske digtere tager undertiden karakterer op fra myter, men behandlingen bliver i mindre grad fortællende og i højere grad billedlig. Græske lyriske poeter, inkluder Pindaros, Bacchylides, Simonides, og hyrdepoeter som Teokritos og Bion giver individuelle mytologiske hændelser.[9] Derudover var myter centrale for det klassiske athenske drama. De tragiske dramatikere Aischylos, Sofokles og Euripides hentede deres handlinger fra heltenes tidsalder og den trojanske krig. Mange af de store tragiske fortællinger (f.eks. Agamemnon og hans børn, Ødipus, Jason, Medea etc.) tog deres klassiske form i disse tragiske skuespil. Den komiske dramatiker Aristofanes brugte myter i Fuglene eller Frøer.[10]

Historikerne Herodot og Diodorus Siculus og geograferne Pausanias og Strabo, som rejste rundt i den græske verden, nedskrev de fortællinger, som de fik fortalt. Dette gav mange lokale myter, som ofte kunne være alternative versioner af de mindre kendte. Især Herodot søgte i de forskellige traditioner og fandt de historiske eller mytologiske rødder i konfrontationen mellem grækerne og østen.[11]

Poesien i de hellenistiske og romerske tidsaldre som var rolige litterært frem for kultisk udøvelse, indeholdt alligevel mange vigtige detaljer, der ellers ville gå tabt. Denne kategori omfatter værker af:

  1. De hellenistiske poeter Apollonios Rhodios, Kallimachos, Pseudo-Eratosthenes og Parthenios.
  2. De romerske poeter Ovid, Statius, Valerius Flaccus og Virgil.
  3. De senantikke græske poeter Nonnos, Antoninus Liberalis og Kointos Smyrnaios.
  4. De antikke romaner af Apuleius, Petronius, Lollianus og Heliodor.

Fabulae og Astronomica af den romerske forfatter Gaius Julius Hyginus er to vigtige, ikke poetisk kompendium af myter.

Endelig gav en række byzantinske græske forfattere vigtige detaljer om myter med kilder fra tabte græske værker, herunder leksikon af Hesykhios fra Alexandria og Suda og traktater til Johannes Tzetzes og Eustathios fra Thessalonike.

Arkæologiske kilder[redigér | rediger kildetekst]

Opdagelsen af den mykenske civilisation af den tyske amatørarkæolog Heinrich Schliemann i det 19. århundrede og opdagelsen af minoisk kultur på Kreta af den britiske arkæolog Arthur Evans i 1900-tallet hjalp til med at forklare mange spørgsmål om Homers epos og gav arkæologiske beviser for mange af de mytologiske detaljer om guder og helte. Desværre er beviserne om myter og ritualer ved mykenske og minoiske steder helt monumental, da Linear B-skrifttypen, en antik form for græsk i både Kreta og i Hellas, primært blev brugt til at skrive lister over lagre, selv om navnene på guderne og helte med tvivl er blevet afsløret.

Geometriske mønstre på keramik fra 700-tallet f.Kr. skildrer scener fra den trojanske cyklus samt Herakles' oplevelser. Disse visuelle repræsentationer af myter er vigtig af to grunde. På den ene side bliver mange græske myter bekræftet på vaser tidligere end i litterære kilder. Af Herakles' tolv arbejder er det kun tilfangetagelsen af Kerberos, som første gang optræder i tekster.[12] På den anden side dukker de første kendte repræsentationer af en myte i geometrisk kunst op flere hundrede år før den sene arkaiske poesi. I de arkaiske (ca. 750-500 f.Kr.), klassiske (ca. 480-323 f.Kr.) og hellenistiske perioder ser det ud til at homeriske og forskellige andre mytologiske scener dukker op for at supplere eksisterende litterære beviser.

Myternes historie[redigér | rediger kildetekst]

Grækernes mytologiske struktur forandrede sig gennem tiden for at absorbere de ændringer der var i deres egen kultur. De tidligere indbyggere på Balkanhalvøen var et jordbrugsfolk, som tilskrev alle aspekter af naturen en ond ånd. Til slut tog disse vage ånder menneskelig form og trådte ind i den lokale mytologi som guder og gudinder. Da stammer fra nord invaderede, bragte de med sig et nyt sæt guder baseret på erobring, styrke, mod i kamp og voldelig heltemod. Andre ældre guder i jordbrugsverden blandede sig med dem til de magtfulde invaderende folk eller blev ubetydelig.

Efter midten af den arkaiske periode blev myter om kærlighedsforhold mellem mandlige guder og mandlige helte mere og mere almindeligt, hvilket indikerer en parallel udvikling af pædagogisk pæderasti (Eros paidikos, παιδικός ἔρως), som antages at have været indført omkring 630 f.Kr. Ved udgangen af 400-tallet f.Kr. havde poeterne tillagt mindst en eromenos til alle vigtige guder undtagen Ares og til mange legendariske figurer.[13] Tidligere eksisterende myter som den om Achilles og Patroklos blev også set i en pæderastisk synsvinkel.[14] Alexandrinske poeter til at begynde med og senere mytografer i det tidlige romerske imperium tog generelt fortællinger med figurer i græske myter op på måder, der ikke afspejler den tidligere tro. Mange af de mest populære versioner af disse myter vi har i dag var faktisk fra disse opfindsomme genfortællinger, der kan skygge for den arkaiske tro.

Episk poesi opnår at skabe fortællings-cyklusser og som følge, at udvikle en ny forståelse af den mytologiske kronologi. Dermed folder græsk mytologi sig ud som en fase i udviklingen af verden og mennesket.[15] Mens selvmodsigelser i fortællingerne gør en absolut tidslinje umulig, kan en omtrentlig kronologi sættes op. Den mytologiske verdenshistorie kan deles ind i tre eller fire bredere perioder:

  1. Oprindelsesmyterne eller gudernes tidsalder (Theogonies, "gudernes fødsel"): Fortællinger om oprindelsen af verden, guderne og mennesket.
  2. Tiden da guderne og dødelige blandede sig frit: Fortællinger fra tidlig samhandling mellem guder halvguder og dødelige.
  3. Heltenes tidsalder, hvor guddommelig aktivitet var mere begrænset. Den sidste og største af disse heltesagaer er fortællingerne om trojanerkrigen og bagefter, regnet af nogle forskere som en separat fjerde periode.[16]

Mens gudernes tidsalder ofte har været viet mere interesse blandt samtidige studenter af myter, havde de græske forfattere i de arkaiske og klassiske perioder en klar præference for heltenes tidsalder. De heroiske Iliaden og Odysseen overskyggede de guddommelig fokuserede Teogoni og homeriske hymner i både størrelse og popularitet. Under indflydelse af Homer førte "heltekulten" til en omstrukturering i det åndelige liv, udtrykt i adskillelsen af gudernes rige fra de dødes rige (helte), af Olympen fra den ktoniske verden.[17]

I Værker og dage sætter Hesiod fire tidsaldre op: guld-, sølv-, bronze- og jernalderen. Disse tider består af adskilte gudeskabninger, den gyldne tidsalder tilhører Kronos' styre, de efterfølgende slægter er skabt af Zeus. Hesiod sætter tiden til helte lige efter bronzealderen. Den sidste tidsalder var jernalderen som poeten selv levede i. Hesiod regnede den som den værste af alle tider, det ondes tilstedeværelse som blev forklaret gennem myten om Pandora.[18] I Metamorfoser fulgte Ovid Hesiods tanker om de fire tidsaldre.[19]

Gudernes tidsalder[redigér | rediger kildetekst]

Verdens og gudernes oprindelse[redigér | rediger kildetekst]

Se også Se også: De græske guders stamtræ.
Amor omnia vincit (Kærlighed overvinder alt), en skildring af kærlighedsguden, Eros, af Michelangelo Merisi da Caravaggio, ca. 1600.

Oprindelsesmyter eller skabelsesmyter forsøger ved hjælp af menneskelige begreber at forklare universet og dets oprindelse.[20] I den græske mytologi er den mest accepterede beretning om universets begyndelse den, der blev nedskrevet i Hesiods Theogonien. Her startede verden med Chaos, et gabende tomhed. Ud af intetheden opstod Gaia (den græske personificering af jorden) og nogle andre primære guddomme: Eros (kærlighed), Tartaros (underverdenens fængsel), Nyx (natten) og Erebos (underverdenen).[21]

Uden mandlig assistance fødte Gaia Uranus (himlen), som derefter kunne befrugte hende. Fra deres forening kom de første titaner: seks mandlige og seks kvindelige. Disse var Okeanos, Koios, Krios, Hyperion, Iapetos, Theia, Rhea, Themis, Mnemosyne, Foibe, Tethys og Kronos. Efter Kronos' fødsel erklærede Gaia og Uranus, at der ikke skulle fødes flere titaner. I stedet fik Gaia og Uranus de enøjede kykloper og de hundredearmede, der alle blev kastet i Tartaros af Uranus, hvilket gjorde Gaia rasende. Kronos, "den snu, yngste og mest forfærdelige af Gaias børn"[21] blev af Gaia overbevist om at kastrere sin far. Herefter blev han hersker over titanerne med sin søster Rhea som gemalinde, og de andre titaner udgjorde hans hof.

En Amfora der afbilder Athenes "fødsel" fra hovedet af Zeus, som havde slugt hendes mor, Metis, gudinden for fødsel. Ca. 550-525 f.Kr. (Musée du Louvre, Paris).

Da Kronos selv havde forrådt sin far, frygtede han, at hans egne børn skulle gøre det samme. Så hver gang Rhea fødte et barn, spiste han det. Efter på denne måde at have mistet fem børn, besluttede Rhea sig for at narre sin mand. Da hun fødte Zeus, skjulte hun ham og svøbte i stedet en sten som hun gav Kronos. Som Kronos havde frygtet blev far-mod-søn-konflikt motivet derfor gentaget. Som voksen vendte Zeus tilbage til sin far, gav ham en drik, der fik ham til at kaste stenen og de fem andre guder op, der var vokset op i maven på Kronos. Der udbrød herefter krig om verdensherredømmet, der kulminerede i at Zeus og hans søskende, de andre guder, med hjælp fra kykloperne, som Zeus havde befriet fra Tartaros, sejrede, mens Kronos og titanerne blev fængslet i Tartaros.[22]

Zeus var plaget af den samme bekymring som sin far: at blive væltet af sin søn, hvorfor han efter at have modtaget en profeti om, at hans første kone, Metis, ville føde en gud "større end han", slugte hende.[23] Metis var allerede gravid med Athene, som derefter brød frem fra Zeus' hoved - fuldvoksen og klædt på til krig.[24]

Den tidligste græske tanke om poesi betragtes Theogonien som prototypen på den poetiske genre, den prototypiske mythos (myte), og lagde næsten magisk magt i den. Orfeus, den arketypiske digter, var også den arketypiske sanger af theogonier som han brugte til at berolige havet og storme i Apollonios Rhodios' Argonautika og til at bevæge stenhjerter blandt underverdenens guder i sin færd til Hades. Da Hermes opfandt lyren i de Homeriske hymner til Hermes, var det første han gjorde at besynge gudernes fødsel.[25]

Hesiods Theogonien er ikke bare den mest fuldstændige overlevende beretning om guderne, men også den mest fuldstændige bevarede beretning om den arkaiske poetfunktion med sin lange indledende påkaldelse af Muserne. Theogonien var også temaet for mange tabte digte, herunder dem som tillægges Orfeus, Musaios, Epimenides, Abaris og andre legendariske seere, som blev brugt i private ritualer for at blive rene og mystiske ritualer. Der er indikationer på, at Platon var bekendt med nogle versioner af orfeiske theogoni.[26]

Enkelte fragmenter af disse værker overleve i citater af neoplatonistiske filosoffer og nyligt udgravede papyrus-ruller. En af disse skriftruller, Derveni-papyrusen beviser nu at senest i 400-tallet f.Kr. eksisterede et theogonisk-kosmogonisk digte af Orfeus. Dette digt forsøger at overgå Hesiods Theogoni og stamtræ af guderne blev forlænget bagud med Nyx (natten) som en endelig begyndelse før Uranos, Kronos og Zeus.[27]

Det første filosofiske kosmologer reagerede imod, eller nogle gange byggede på, var populære mytologiske forestillinger, som havde eksisteret i den græske verden i et stykke tid. Nogle af disse populære opfattelser kan mærkes i poesi af Homer og Hesiod. Hos Homer blev jorden set på som en flad tallerken som flyder på floden Okeanos og med en hemisferisk himmel med sol, måne og stjerne over. Solen (Helios) kørte over himlen i en stridsvogn og sejlede rundt om jorden i en gylden skål om natten. Solen, jorden, himlen, floder og vindene kunne tales til i bøn og påkaldes at vidne eder. Naturlige sprækker blev i folkemunde betragtet som indgange til det underjordiske hus Hades og hans forgængere, hjemsted for de døde.[28]

Græske guder[redigér | rediger kildetekst]

Se også Se også: Antik græsk religion, De tolv olympiske guder og De græske guders stamtræ.
Zeus, forklædt som en svane, forfører Leda, dronningen af Sparta. En sekstende århundrede kopi af den tabte original ved Michelangelo.
De tolv olympiske guder af Monsiau, sent i 1700-tallet.

Efter Titanernes fald opstod et nyt panteon af guder og gudinder. Blandt de vigtigste græske guder var de tolv olympiske guder, som boede på bjerget Olympen under Zeus' tilsyn. Deres begrænsning til tolv synes at have været en forholdsvis moderne idé.[29] Udover de olympiske guder tilbad grækerne mange forskellige guder på landet, Pan, nymfer (flodånder), najader der boede i kilderne, dryader der levede i træerne, nereider der boede i havet, flodguder, satyrer og andre. Derudover var der de mørke kræfter fra underverdenen, der var erinyer (eller furier) der siges at forfølge de skyldige i forbrydelser mod blod-slægtninge.[30] For at ære den antikke græske gudeverden komponerede digtere de homeriske hymner, en gruppe af treogtredive sange.[31] I Gregory Nagys betragtning er "de større Homeriske hymner enkle præludier (i forhold til Theogonien), som hver især påberåber sig en gud".[32]

I den brede vifte af myter og legender, der udgør den græske mytologi, er det de oprindelige guder, der er beskrevet som kødelige, men ideelle organer. Ifølge Walter Burkert er det afgørende kendetegn ved græsk antropomorfisme, at "de græske guder er personer, ikke abstrakte ideer eller koncepter." [33] De gamle græske guder har mange fantastiske kvaliteter. Den mest betydningsfulde er, at guderne ikke berøres af sygdom og kun kan blive såret under meget usædvanlige omstændigheder. Grækerne betragtede udødelighed som et karakteristisk træk ved deres guder; denne udødelighed samt evig ungdom blev sikret gennem løbende brug af nektar og ambrosia, der fornyede deres guddommelige blod i årerne.[34]

Hver gud nedstammede fra sin egen slægtslinje, forfølger forskellige interesser, har et bestemt område af ekspertise, og er underlagt en unik personlighed; dog opstod disse beskrivelser fra en mangfoldighed af lokale varianter, som ikke altid er stemt overens med hinanden. Når disse guder blev kaldt på i poesi, bøn eller kulter, bliver de henvist til ved en kombination af deres navn og epiteter, der identificerer dem ved forskelligt fra andre manifestationer af sig selv. Apollon Musagetes er som "Apollo, leder af Muserne". Epiteterne kan alternativt identificere et bestemt og lokaliseret aspekt af guden, der menes at være gammel allerede i den klassiske epoke i Hellas.

De fleste guder blev forbundet med deres særegne sider af livet. Afrodite var eksempelvis gudinde for kærlighed og skønhed, Ares var krigsguden, Hades hersker over underverdenen, og Athene var gudinde for visdom og mod.[35] Nogle guder, som Apollo og Dionysos, afslørede komplekse personligheder og en blanding af funktioner, mens andre, som Hestia ("hjerte"), og Helios ("solen"), knap var mere end personificeringer. De mest imponerende templer havde en tendens til at være dedikeret til et begrænset antal guder, som var i fokus hos de store hellenske kulter. Det var dog almindeligt, at de enkelte regioner og landsbyer koncentrerede sig om mindre guder. Mange byer ærede de mere kendte guder med usædvanlige lokale ritualer og tilhørende mærkelige myter om dem, som var ukendte andre steder. Under den heroiske tidsalder supplerede dyrkelsen af helte (eller halvguder) gudernes.

Gudernes og menneskernes tidsalder[redigér | rediger kildetekst]

Brylluppet imellem Peleus og Thetis, af Hans Rottenhammer.

Den tidsalder, hvor guderne boede alene og den tidsalder, hvor guddommelig indblanding i menneskets affærer var begrænset, var en overgangs-tidsalder, hvor guder og dødelige flyttede sammen. Det var i de tidlige dage af verden, da grupperne blandede sig mere frit, end de gjorde senere. De fleste af disse historier blev senere fortalt af Ovids Metamorfoser og de er ofte opdelt i to temagrupper: fortællinger om kærlighed og historier om straf[36]

Fortællingerne om kærlighed involverer ofte incest, eller en mandlig guds forførelse eller voldtægt af en dødelig kvinde, hvilket resulterer i heroisk afkom. Historierne tyder generelt på, at forholdet mellem guder og dødelige er noget at undgå; selv samtykkende forhold ender sjældent lykkeligt.[37] I nogle få tilfælde finder en kvindelig gud sammen med en dødelig mand, som i den homeriske Hymne til Afrodite , hvor gudinden ligger hos Anchises for at undfange Æneas.[38] Ægteskabet mellem Peleus og Thetis som frembragte helten Akilles er en anden sådan myte.

Fortællingerne om straf involverer brugen eller opfindelsen af nogle vigtige kulturelle genstande som eksempelvis da Prometheus stjal ilden fra guderne, Tantalos stjal nektar og ambrosia fra Zeus' bord og gav det til sine egne undersåtter og afslører gudernes hemmeligheder, Prometeus eller Lykaon opfandt offeret, Demeter lærte om landbrug og mysterierne af Triptolemos eller da Marsyas opfandt aulos og startede en musikalsk konkurrence med Apollon. Oplevelsen af Prometheus mærker "et sted mellem guder og menneskets historie."[39]

Et anonymt papyrusfragment dateret til 200-tallet f.Kr. fremstiller på farverig vis Dionysos' straf af Lykurgos, konge af Thrakien, der havde anerkendt den nye gud for sent, hvilket resulterede i grusomme straffe som strakte sig til efterlivet.[40] Fortællingen om Dionysos' ankomst i Thrakien for at etablere sin kult var også temaet i Aischylos' dramatiske trilogi.[41] I en anden tragedie, Euripides' Bacchanterne blev kong Pentheus af Theben straffet af Dionysos fordi han ikke viste guden respekt og udspionerede hans mænader, de kvindelige tilbederee af guden.[42]

I en anden fortælling, baseret på et gammelt tema i folkeeventyr,[43] leder Demeter efter sin datter Persefone. Demeter forvandler sig til en gammel kvinde kaldet Doso og bliver hilst velkommen af Keleos, kongen i Eleusis i Attika. Som gengældelse af Keleos' gæstfrihed planlagde Demeter at gøre Demofon til Gud, men hun nåede ikke at fuldføre brænderitualet inden hans mor Metanira kom ind og så sin søn i ilden og skreg i frygt. Dette gjorde Demeter vred på den dødelige som ikke forstod konceptet og og ritualet.[44]

Akilles forbinder såret på Patroklos.

Heltenes tidsalder[redigér | rediger kildetekst]

Den episke og genealogiske poesi skabt cyklusser af fortællinger, der kredsede omkring særlige helte eller begivenheder og etablerede familieforhold mellem heltene fra forskellige fortællinger. De arrangere dermed fortællingerne i sekvenser. Ifølge Ken Dowden "er der til og med en sagaeffekt. Vi kan følge skæbnerne til nogle familier i efterfølgende generationer".

Efter at heltekulten opstod, udgjorde guderne og helte den sakrale sfæren og er sammenblandet og blandes i eder og bønner, som blev rettet til dem. I kontrast til gudernes tidsalder bliver listen over helte aldrig givet en fast og endelig form. Store guder bliver ikke længer født, men nye helte kan altid trækkes op fra de dødes hær. En anden vigtig forskel mellem heltekulten og gudekulten er at helten blev centrum for lokale gruppers identitet.[45]

De monumentale begivenheder af Herakles betragtes som begyndelsen på heltenes tidsperiode. Til denne tidsperioden tilskrives også tre store militære hændelser, argonautenes felttog, den trojanske krig og den thebanske krig.[46]

Herakles og herakliderne[redigér | rediger kildetekst]

Se også Se også: Herakles og Heraklider.
Herakles med sin søn Telefos, Louvre, Paris.

Bag den komplicerede mytologi af Herakles var sandsynligvis en rigtig mand; måske en underordnet høvding i kongedømmet Argos. Men traditionen kom til at opfatte og forklare Herakles som søn af Zeus og Alkmene, barnebarn af Perseus. Hans fantastiske bedrifter med sine mange temaer i folkemindet, gav meget materiale til populære legender. Han portrætteres som et ofrer, nævnt som grundlægger af altre, og tænkt som en storspiser. Det er i den rolle han dukker op i komedien, mens hans tragiske endeligt leverede meget materiale til den græske tragedie. Herakles anses af forsker Thalia Papadopoulou som "et skuespil af stor betydning i studiet af andre euripidiske drama[47]". I kunst og litteratur blev Herakles repræsenteret som en enormt stærk mand af moderat højde. Hans karakteristiske våben var buen, men jævnligt også køllen. Vasemalerier demonstrerede Herakles popularitet som helt uden sidestykke, og hans kamp med løven blev afbilledet hundredvis af gange.[48]

Herakles indgik også i etruskisk og romersk mytologi og kultur. Udtrykket "mehercule" var lige så almindeligt for romerne, som "herakleis" var for grækerne. I Italien blev han tilbedt som handelsmændenes gud, selv om andre også bad til ham for hans karakteristiske gaver, held og lykke eller redning fra fare.

Herakles modtog den højeste sociale prestige gennem hans udnævnelse til officiel stamfar for de doriske konger. Dette tjente antageligt som legitimering af den doriske migration ind i Peloponnes. Hyllos, helten som en dorisk søjle blev opkaldt efter, var søn af Herakles og en af Herakliderne, de talrige efterkommere af Herakles. Andre heraklider inkluderte Makaria, Lamos, Manto, Bianor, Tlepolemos og Telefos. Disse heraklider erobrede de peloponnesiske kongedømmer til Mykene, Sparta og Argos og hævder, ifølge legenden, at de havde en særlig ret til at herske ved deres stamfar. Deres opståen kaldes jævnligt "den doriske invasion". Lydiske og senere makedonske konger var også heraklider.[49]

Andre medlemmer af denne tidligste generation er helte som Perseus, Deukalion, Theseus og Bellerofon, har mange træk til fælles med Herakles. Som ham er de alene om bedrifterne, de er fantastiske og grænser til eventyr, da de dræbte monstre som kimæren og Medusa. Bellerofons oplevelser er dagligdages i forhold til oplevelserne af Herakles og Theseus. Det gennemgående tema i denne tidlige heroiske mytologiske tradition med at sende en helt til hans antaget død, er brugt i tilfældet med Perseus og Bellerofon.[50]

Argonauterne[redigér | rediger kildetekst]

Se også Se også: Argonaut.

Det eneste bevarede hellenistiske eposset, Argonautika af Apollonios Rhodios, fortæller myten om rejsen af Jason og hans argonauter for at få det gyldne skind tilbage fra det mytiske landet Kolkis ved Sortehavet. I Argonautika sendes Jason på sin rejse af kong Pelias som får en profeti om at en mand med én sandal vil blive hans nemesis og bane. Jason mister en sandal i en flod, ankommer til hoffet af Pelias og eposset er i gang. Næsten alle medlemmene i den næste generation af helte, samt Herakles, rejste med Jason på hans skib Argo for at få fat i skindet.

Denne generation omfattet også Theseus som rejster til Kreta for at dræbe Minotauros, Atalanta, den kvindelige heltinde, og Meleagros som en gang havde en episk cyklus selv som kunne udfordre Iliaden og Odysseen. Pindaros, Apollonios og Apollodoros forsøgte at give en fuldstendig liste over argonauterne[51]

Selv om Apollonios digtede sit epos i 200-tallet f.Kr., viser sammensætningen i denne fortællingen om argonauterne at legenden oprindelig kan have vært langt ældre, måske også ældre end Odysseen. Sidstnævnte har åbenbare ligheder med bedrifterne af Jason. Rejsen af Odysseus kan have vært delvis baseret på den. I antikken blev felttoget regnet som et historisk fakta, en hændelse der åbnede Sortehavet for græsk handel og kolonisering. Den var ekstremt populær og dannet en cyklus som et antal lokale legender blev knyttet op mod. Særlig historien om Medea fik opmærksomhed fra de tragiske poeter.[52]

Atreus' hus og den thebanske cyklus[redigér | rediger kildetekst]

Se også Se også: Theban cyklus og De syv mod Theben.
Cadmus Sowing the Dragon's teeth af Maxfield Parrish, 1908.

Mellem Argos og den trojanske krig var der en generation som hovedsagelig er kendt for sine frygtelige misgerninger. Det omfatter gerninger af Atreus og Thyestes ved Argos. Bag denne myte af Atrevs' hus, en af de to førende heltedynastier med Labakos' hus som det andet, at problemet ligger hos kraftoverføringen. Tvillingene Atreus og Thyestes med deres efterkommere spillede hovedrollerne i tragedien om Mykenes forfald.[53]

Den thebanske cyklus tager for sig hændelser som særlig er knyttet til Kadmos, byens grundlægger, og senere med gerninger af Laios og Ødipus ved Theben, en række mytologiske fortællinger som førte til den endelige plyndringen af byen ved syv mod Theben og Epigoni. Det er uvist om syv mod Theben var med i den tidligste eposset.[54] Når det gælder Ødipus, ser det ud til at tidlige beretninger ser ud til at have fulgte et andet mønster, hvor han fortsatte med at herske i Theben efter at det blevet afsløret at Iokaste var hans mor og det efterfølgende ægteskab med hans anden kone som blev hans barns mor, fra hvad der er kendt for os gennem tragedie og senere mytologiske beretninger[55]

Den trojanske krig og efterdønningerne[redigér | rediger kildetekst]

Se også Se også: Episke cyklus og Den trojanske krig.
The Rage of Achilles af Giovanni Battista Tiepolo (1757, freskomaleri, 300 x 300 cm, Villa Valmarana, Vicenza). Akilles er rasende over at Agamemnon truer med at tage byttet fra ham Briseis, og han trækker sit sværd til at dræbe Agamemnon. Minerva dukker pludselig op og har taget Achilles ved håret for at forhindre voldeligheder.

Græsk mytologi kulminerede i den trojanske krig som blev udkæmpet af grækerne og trojanerne, og dets efterspil. I Homers epos har de vigtigste fortællingerne allerede taget form, og individuelle temaer blev udarbejdet senere, særlig i græsk drama. Den trojanske krig skabte stor interesse fra romersk kultur siden fortællingen om Æneas, en trojanskhelt som drog fra Troja og grundlagde byen som en dag skulle bliv Roma, er nævnt i Vergil Æneiden. Bog 2. i Æneiden indeholder den mest kendte beretningen om plyndringen af Troja. Endelig er der to pseudokrøniker skrevet på latin som, som blev udgivet under navnene Dictys Cretensis og Dares Phrygius.[56]

Krigscyklussen om den trojanske krig, en samling af flere episke digte, der begyndte med de begivenheder der førte til krigen: Eris og det gyldne æble af Kallisti, dommen over Paris, bortførelsen af Helena og ofringen af Ifigenia ved Aulis. For at få Helena tilbage, satte grækerne i gang et felttog under ledelse af Menelaos' bror, Agamemnon, konge af Argos eller Mykene, men trojanerne nægtede at levere Helena tilbage.

Iliaden som udspiller sig i krigens tiende år, fortæller om striden mellem Agamemnon og Akilles som var den bedste af de græske kriger og de efterfølgende dødsfald af Akilles' ven Patroklos og Priamos' ældste søn Hektor. Efter Hektors død sluttet to eksotiske allierede sig til trojanerne, dronningen af amazonerne og Memnon, etiopiernes konge og morgengudinden Eos' søn. Akilles dræbte begge disse, men Paris klare så at dræbe Akilles med en pil. Før de kunne tag Troja, måtte grækerne stjæle gudebilledet af Pallas Athene (Palladium).

Med Athenes hjælp byggede de den trojanske hest. Til trods advarsler fra Priamos' datter Kassandra, blev trojanerne overtalt af Sinon, en græker som lod som om han deserteret, til at tage hesten indenfor Trojas murer som et offer til Athene. Præsten Laokoon som forsøgte at få hesten ødelagt, blev dræbt af søslanger.

El Greco var inspireret af den kendte myte fra den trojanske cyklus i sit Laokoon (1608-1614, National Gallery of Art, Washington). Laokoon var en trojansk præst som forsøgte at få den trojanske hesten ødelagt, men blev selv dræbt af søslanger.

Ved nattestid kom den græske flåde tilbage, og grækerne i hesten åbnede Trojas porter. I den totale plyndringen som fulgte, blev Priamos og hans sønner dræbt. De trojanske kvinder blev slaver i forskellige byer i Hellas. De oplevelsesrige hjemturene til de græske lederne, inkluder Odysseus og Aineias (Æneas) og mordet på Agamemnon, blev fortalt i to eposer, Tilbageturen (Nostoi som er gået tabt) og Homers Odysseen. Den trojanske cyklussen indeholder også oplevelserne fra børn af den trojanske generation, Orestes og Telemakos.

Den trojanske krig gav mange temaer og bliver hovedkilde for inspiration for antikkens græske kunstnere som metoper på Parthenon i Athen som viser plyndringen af Troja. Disse foretrukne temaene fra den trojanske cyklus blandt kunstnere indikerer dens vigtighed for den antikke græske civilisation. Den samme mytologiske cyklus inspirerede også en række af europæiske litterære værker. Middelalderens europæiske forfattere som ikke direkte kendte til Homer, fandt i legenden om Troja en rig kilde til heroiske og romantiske fortællinger og et belejlig rammeværk de for de kunne sætte sine idealer om det høviske hof og ridder. Forfattere i 1100-tallet som Benoît de Sainte-Maure (Roman de Troie, 1154–60) og Josef af Exeter (De Bello Troiano, 1183) beskriver krigen mens de omskrev standardversionen de fandt i Dictys og Dares. De fulgte dermed Horatius' råd og Vergils eksempel. De omskrev et digt om Troja frem for at fortælle noget helt nyt.[57]

Græske og romerske opfattelse af myter[redigér | rediger kildetekst]

Religion og hverdagsliv[redigér | rediger kildetekst]

Mytologi var i hjertet af hverdagen i det antikke Grækenland.[58] Grækerne betragtes mytologi som en del af deres historie. De brugte myten til at forklare naturfænomener, kulturelle variationer, traditionelle fjendskab og venskaber. Det var en kilde til stolthed for at kunne spore afstamning af ens ledere fra en mytologisk helt eller en gud. Kun få tvivlede nogensinde på, at der var sandhed bag fortællingerne om den trojanske krig i Iliaden og Odysseen Ifølge Victor Davis Hanson, en militærhistoriker, skribent, politisk forfatter og tidligere professor i den klassiske periode, og John Heath, professor i klassisk historie ved Santa Clara University, blev kundskaben i de homeriske eposer vurderet af grækerne til at være basis for deres kulturelle erindring. Homer var "Hellas' uddannelsen" (Ἑλλάδος παίδευσις) og hans poesi selve "Bogen".[59]

Mysterietraditionerne[redigér | rediger kildetekst]

Både de græske og romerske mysterietraditioner opfattede derimod myterne som symboler på kosmiske principper eller indre psykologiske tilstande. Disse mysteriekulturer involverede ritualer, ceremonier og indvielser, hvor myterne blev brugt som symbolske redskaber[60]. Målet var at formidle dybere spirituelle eller filosofiske sandheder, der skulle lede mod personlig vækst.

Filosofi[redigér | rediger kildetekst]

Rafaels Platon i Skolen i Athen. Filosoffen smed studierne af Homers tragedier og de relaterede mytologiske traditioner ud af sin utopiske republik.

Efter fremkomsten af filosofi, historie, prosa og rationalisme i slutningen 400-tallet f.Kr., blev skæbnen til myterne usikker, og mytologiske slægtstræ gav plads til en opfattelse af historie som forsøgte at ekskludere det overnaturlige, som i Thukydids historie.[61] Mens poeter og dramatikere omarbejder myterne, begyndte græske historikere og filosoffer at kritisere dem.[62]

Nogle få radikale filosoffer som Xenofanes begyndte at opfatte poeternes fortællinger som blasfemiske løgner 500-tallet f.Kr. Xenofanes klaget over at Homer og Hesiod tillagde guderne "alt som er skammelig og forkastelig blandt mennesker. De stjæler, begår ægteskabsbrud og forråder hinanden[63]".

Denne filosofi fandt sin reneste udtryk i Platons Staten og Lovene. Platon skabte sine egne allegoriske myter som vision af Er i Staten, angreb de traditionelle fortællinger af guderne tricks, tyveri og ægteskabsbrud som umoralske og protesterede over deres centrale rolle i litteraturen.. Platons kritik, han kaldte myterne for "gamle kvinders sladder[64]," var den første alvorlige udfordringen til den homeriske mytologiske tradition.

Mytologiske karakter[redigér | rediger kildetekst]

Guder og gudinder

Titaner

Helte

Sagnkonger

Fantastiske væsener

Stednavne

Andet

Referencer[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ "Greek Mythology". Encyclopaedia Britannica. 2002.
  2. ^ J.M. Foley, Homer's Traditional Art, 43
  3. ^ Aischylos: Prometheus Bound, 1080
  4. ^ Aischylos: Persians, 713
  5. ^ «logos»: Encyclopaedia The Helios, 1952
  6. ^ Graf, Fritz (1996). "Greek Mythology: An Introduction". books.google (engelsk). s. 200. Hentet 2015-04-24.
  7. ^ Hard, Robin (2004): The Routledge Handbook of Greek Mythology, Psychology Press, s. 1
  8. ^ Miles, Geoffrey (2003): Classical Mythology in English Literature: A Critical Anthology, Taylor & Francis, s. 7
  9. ^ Klatt-Brazouski, Ancient Greek nad Roman Mythology, xii
  10. ^ Miles, Geoffrey (2003): Classical Mythology in English Literature: A Critical Anthology, Taylor & Francis, s. 8.
  11. ^ Cartledge, Paul (2003): The Spartans: The World of Warrior-Heroes of Ancient Greece, from Utopia to Crisis and Collapse, Overlook Press, s. 60; Cartledge, Paul (1993): The Greeks: A Portrait of Self and Others, Oxford University Press, s. 22
  12. ^ Homer: Iliaden, Åttende sang, 366-369
  13. ^ Calimach, A.: Lovers' Legends: The Gay Greek Myths;, 12-109
  14. ^ Percy, William A. (1998): Pederasty and Pedagogy in Archaic Greece, University of Illinois Press, s. 54
  15. ^ Dowden, Ken (2002): The Uses of Greek Mythology, Taylor & Francis, s. 11
  16. ^ Miles, G.: Classical Mythology in English Literature, s. 35
  17. ^ Burkert, Walter: Greek Religion, s. 205
  18. ^ Hesiod: Works and Days, 90-105
  19. ^ Ovid: Metamorfoser, I, 89-162
  20. ^ Klatt-Brazouski: Ancient Greek and Roman Mythology, s. 10
  21. ^ a b Hesiod, Theogonien, 116-138
  22. ^ Hesiod: Theogonien, 713-735
  23. ^ Guirand, Felix (1987) [1959]. "Greek Mythology". I Guirand, Felix (red.). New Larousse Encyclopedia of Mythology. Trans. Richard Aldington and Delano Ames. Hamlyn. s. 98. ISBN 0-600-02350-8.
  24. ^ Guirand, p. 108
  25. ^ Homeric Hymn to Hermes, 414-435
  26. ^ G. Betegh, The Derveni Papyrus, 147
  27. ^ Burkert, Walter: Greek Religion, s. 236; Betegh, G.: The Derveni Papyrus, s. 147
  28. ^ "Greek Mythology". Encyclopædia Britannica. 2002.
    * K. Algra, The Beginnings of Cosmology, 45
  29. ^ H.W. Stoll, Religion and Mythology of the Greeks, 8
  30. ^ "Greek Religion". Encyclopædia Britannica. 2002.
  31. ^ J. Cashford, The Homeric Hymns, vii
  32. ^ G. Nagy, Greek Mythology and Poetics, 54
  33. ^ Burkert, Walter: Greek Religion, s. 182
  34. ^ Stoll, H.W.: Religion and Mythology of the Greeks, s. 4
  35. ^ H.W. Stoll, Religion and Mythology of the Greeks, 20ff
  36. ^ Mile, G.: Classical Mythology in English Literature, s. 38
  37. ^ Mile, G.: Classical Mythology in English Literature, s. 39
  38. ^ Homeric Hymn to Aphrodite, 75-109 Arkiveret 2. februar 2003 hos Wayback Machine
  39. ^ Morris, I.: Archaeology As Cultural History, s. 291
  40. ^ Weaver, J.: Plots of Epiphany, s. 50
  41. ^ Bushnell, R.: A Companion to Tragedy, s. 28
  42. ^ Trobe, K.: Invoke the Gods, s. 195
  43. ^ Nilsson, M.P.: Greek Popular Religion, s. 50
  44. ^ Homeric Hymn to Demeter, 255-274
  45. ^ Raffan-Burkert: Greek Religion, 206
  46. ^ Kelsey, F.W.: An Outline of Greek and Roman Mythology, s. 30; Rose, H.J.: A Handbook of Greek Mythology, s. 340
  47. ^ Burkert, Walter: Greek Religion, s. 211; Papadopoulou, Thalia: Heracles and Euripidean Tragedy, 1
  48. ^ Burkert, Walter: Greek Religion, s. 211
  49. ^ Herodotos: The Histories, I, 6-7; Burkert, Walter: Greek Religion, s. 211
  50. ^ Kirk, G.S.: Myth, s. 183
  51. ^ Apollodorus: Library and Epitome, 1.9.16; Apollonios Rhodios: Argonautica, I, 20ff; Pindaros, Pythian Odes, Pythian 4.1
  52. ^ Grimmal, P.: The Dictionary of Classical Mythology, s. 58
  53. ^ Bonnefoy, Y.: Greek and Egyptian Mythologies, s. 103
  54. ^ R. Hard, The Routledge Handbook of Greek Mythology, 317
  55. ^ R. Hard, The Routledge Handbook of Greek Mythology, 311
  56. ^ Dunlop, J.: The History of Fiction, s. 355
  57. ^ Kelly, D.: The Conspiracy of Allusion, s. 121
  58. ^ Albala-Johnson-Johnson: Understanding the Odyssey, s. 15
  59. ^ Hanson-Heath: Who Killed Homer, s. 37
  60. ^ Graf, Fritz. "Lesser mysteries–not less mysterious." In Greek Mysteries, pp. 257-278. Routledge, 2005.
  61. ^ Griffin, J.: Greek Myth and Hesiod, s. 80
  62. ^ Miles, G.: Classical Mythology in English Literature, s. 7
  63. ^ Graf, F.: Greek Mythology, s. 169-170
  64. ^ Platon: Theaetetus, 176b

Se også[redigér | rediger kildetekst]

Søsterprojekter med yderligere information:

Links[redigér | rediger kildetekst]

Autoritetsdata
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Græsk_mytologi&oldid=11713577"