Roman

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
For alternative betydninger, se Roman (Neamţ). (Se også artikler, som begynder med Roman (Neamţ))
Tre bøger i stilleben af Vincent van Gogh (1887)

En roman er en længere opdigtet prosafortælling, som udgives som en selvstændig bog. En roman kan også være en føljeton i en avis eller et tidsskrift. Denne romanform var almindelig i Frankrig og Storbritannien i 1800-tallet og fx udgav Alexandre Dumas og Charles Dickens de fleste af deres romaner som føljetoner. Der findes også romaner, som er publiceret i elektronisk form på internet.

En roman kan være skrevet på vers som Adam Homo (af Paludan-Müller) og Eugen Onegin (af Pusjkin).

Som regel skildrer romanen menneskers liv og skæbner i en række handlingsforløb over længere tid. Fokus kan variere fra ydre begivenheder og miljøskildringer til det sjælelige og karakterudvikling.

Ordet kommer fra romanz, som i middelalderen var det talesprog, som havde udviklet sig i det franske område fra "romernes sprog", latin. Ordet gik så over på en særlig genre af fortællinger på folkesproget, men efter antikke romerske forbilleder – den høviske roman, som kom på mode i Frankrig i 1100-tallet.

Historisk udvikling[redigér | rediger kildetekst]

Den første egentlige roman i europæisk litteratur er Miguel de Cervantes' Don Quijote. Den kan læses som et opgør med middelalderen og dens høviske ridderdigtning. Den indvarsler det moderne i europæisk idéhistorie. Set i et langt tidsperspektiv afspejler romangenren opvæksten af et moderne tankesæt, fordi den især er brugt til at illustrere menneskelig individualitet, menneskers valg og menneskets ensomhed.

I løbet af 1800-tallet udviklede romanen sig til den mest populære litterære genre, og fra slutningen af 1800-tallet har en række forfattere ført romangenren ind på nye veje, så den forblev en hovedgenre under modernismen: Fjodor Dostojevskij, Knut Hamsun, Marcel Proust, Franz Kafka, Virginia Woolf, og Robert Musil. I Skandinavien benyttes betegnelsen Det Moderne Gennembrud om perioden i slutningen af 1800-tallet, hvor opgøret mod romantikken førte til en realistisk beskrivelse af menneskelige vilkår.

Postmodernismen eksperimenterer med både form og indhold og har spor af den opløsning, som allerede var et hovedtema i James Joyce's Ulysses. Den slår først rigtigt igennem efter anden verdenskrig. I Danmark er Hans Jørgen Nielsen en af de første postmodernister.

Formen[redigér | rediger kildetekst]

Lige fra begyndelsen har forskellige forfattere eksperimenteret med formen på romanen, så der findes ingen faste regler for, hvordan en roman skal se ud. Den er typisk

  • længere end en novelle (længere end 50 sider)
  • inddelt i kapitler
  • tilhørende en eller flere genrer
  • en opdigtet historie (til forskel fra f.eks. en biografi)
  • med valgfri fortællesynsvinkel [1] (til forskel fra fx et drama)
  • med en eller flere hovedpersoner
  • med en definitiv afslutning
  • med få fodnoter (til forskel fra f.eks. videnskabelig tekst)

Alle disse træk kan være tilsidesat i adskillige tilfælde, og værket kan stadig være en roman.

Romangenrer[redigér | rediger kildetekst]

Se også[redigér | rediger kildetekst]

Referencer[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ Dvs. forfatteren kan veksle mellem handlingsbeskrivelse og tankestrømme (fx indre monolog)

Litteratur[redigér | rediger kildetekst]

  • Martin Hulten & Jørgen Bruhn (red.), Romanens oprindelser, Medusa, 2007. ISBN 978-87-7332-203-1.
  • Martin Zerlang & Lise Busk-Jensen (red.), Den moderne roman, Medusa, 2003. ISBN 87-7332-195-8.
  • Hakon Stangerup, Romanen i Danmark i det Attende Aarhundrede – En komparativ Undersøgelse, Levin & Munksgaard, 1936.
  • Erland Munch-Petersen, Romanens århundrede : studier i den masselæste oversatte roman i Danmark 1800-1870, 2 bind, Forum, 1978. ISBN 87-553-0717-5.
  • J. Gleerup, Den borgerlige katastrofe og romanen i det 19. årh., Odense Universitetsforlag, 1979. ISBN 87-7492-178-9.